Forskere finder vores seneste fælles forfader

Af Rasmus Kragh Jakobsen

Et nyt kapitel i menneskets historie blev bulldozet op af jorden sidste år på en byggeplads i omegnen af Barcelona. Dér et par meter nede i en kommende losseplads, titter en forstenet tand pludselig frem. Paleontologerne fra Universitetet i Barcelona er der som søm og alt bulldozeri erstattes med skeer, børster og pensler. Inden længe dukker resten af kapitlet op. Spredt over et område på 20 kvadratmeter finder forskerne 83 knogler af menneskets og mennskeabernes seneste fælles forfader - en ca. 35 kg stor abe, som levede i Spanien for 13 mio. år siden.
Aben, der er døbt Pierolapithecus catalunicus efter landsbyen Els Hostalets de Pierola i Katalonien, viser sig snart at passe forbløffende godt på forskernes billede af menneskeabernes tidligste forfader. Ansigtet, tænderne, brystkassen, lænden og armene tyder altsammen på en prototype af orangutan'en, gorilla'en, chimpansen og i sidste ende os selv. Specielt hæfter forskerne sig ved de motoriske afsløringer de kan vride ud af knoglerne.

Når de studerer ribbenene er det tydeligt, at de buer mere end hos lavtstående aber (dem med hale) og ligner menneskeabers ribben, som har en flad bred brystkasse, hvor rygsøjlen er tæt på fronten af brystet. Det betyder, at tyngdepunktet er forrykket i forhold til de primitive aber med en dyb brystkasse og selv om forskerne kun finder en komplet ryghvirvel kan de se, at Pierolapithecus har haft en stiv lænd. Til sammen betyder det, at ur-menneskeaben har gået oprejst på to ben - ikke ligesom mennesker, der har dyrket den tobenede gang ud i det ekstreme, men på samme måde som man jævnligt ser chimpanser og gorillaer gå.
Netop overgangen til oprejst gang har været et afgørende trin i vores egen tidlige udvikling, hvor vi populært sagt er klatret ned fra træerne. Det er temmelig sparsomt med gode abefossiler fra Pierolapithecus tid og det hidtil tidligste fund af et hominidt skelet med stiv lænd, kaldes Dryopithecus og er 9 mio. år gammelt. Det blev i øvrigt fundet først af det samme forskerteam. Man ved fra genetiske studier af de nulevende menneskeaber, at den sidste fælles forfader levede for ca. 13 mio år siden og forventer derfor, at den oprejste gang kan stamme ca. herfra.
»Pierolapithecus ligger præcis der, hvor den burde,« siger Meike Köhler, der er den kvindelige halvdel af forskerægteparret bag opdagelsen.
»Det er den første abe med oprejst gang og hvis ikke det er selve forfaderen til menneskeaber er det ihvertfald en abe, som har levet samtidig og lignet den meget.«
Fundet rykker dermed den oprejste gang mange millioner år tilbage.

Knoglerne fortæller mange andre ting om vores tidlige forfader. Kindtænderne er forholdsvis små og (som alle primaters) flade og viser, at den primært har levet af frugt. Selve ansigtet er en blanding af primitive træk fra ældre aber og træk der minder om de nulevende menneskeabers. Til fælles har den haft en flad bred næse, der er placeret under øjenhulerne, en dyb gane og et fladt ansigt set fra siden, hvor de strittende fortænder, næsen og øjenhulerne ligger i samme plan. Det ses ikke hos ældre fossilfund eller hos gibbon-aberne, der splittede ud fra menneskeaberne for ca. 20 mio. år siden og deler en fælles forfader kaldet Proconsul med os. Omvendt er panden ikke trukket så langt tilbage - ligger nogenlunde ovenover den bagerste kindtand - hvor panden hos den senere Dryopithecus har ligget lidt højere og længere tilbage end de bagerste kindtænder.
De blandede træk bestyrker forskerne i at Pierolapithecus vitterligt er vores tidlige forfader.
Dertil kommer en meget interessant betragtning af armene. Alle nulevende menneskeaber er hvad kalder 'hængere' - deres arme kan ligesom det nye funds arme bevæge sig i alle retninger, hvilket har gjort det nemt for dem at hænge fra træerne og svinge sig fra gren til gren. De andre mere primitive aber har med deres dybe brystkasse og skrå skulderblade en mere begrænset bevægelsesfrihed, hvor armene bedst kan bevæge sig frem og tilbage ligesom hos hunde og katte.
Men Pierolapithecus mangler den sidste udvikling i at blive en rigtig træsvinger. Når man sammenligner underarmen og vristen med nulevende menneskeabers og med Dryopithecus har de hos Pierolapithecus ikke haft den styrke, som krævedes. Dertil kommer, at ur-menneskeabens fingre er meget kortere end nulevende menneskeabers og til sammen overbeviser det forskerne om at den del af menneskeabernes udvikling er opstået senere. Fra håndens form kan de også se, at Pierolapithecus ikke har gået på knoerne som chimpanser og gorillaer men har gået på håndfladen.

Men hvorfor findes vores forfader i Europa? Det overrasker måske mere os almindelige end forskerne. Europa er nemlig rigt på abe fossilfund og fra fund i Turkiet, Grækenland, Ungarn, Frankrig, Italien og Spanien ved man, at kontinentet blev fyldt med aber for omkring 16 mio. år siden. Dengang så Europa helt anderledes ud. Der var tropisk skov hele vejen fra Afrika og langt op i Europa, som aberne har kunnet leve i. Forskerne mener Pierolapithecus er vandret i skovene hele vejen op gennem det nuværende Israel og Tyrkiet til Europa, hvor den hurtigt har spredt sig til det meste af kontinentet. Siden er Pierolapithecus' efterkommere vandret mod øst, hvor orangutanen er det eneste nulevende spor. Måske er Dryopithecus en efterkommer på vejen, men forskerne tør ikke konkludere noget endnu om deres slægtskab. Andre efterkommer af Pierolapithecus er vandret tilbage til Afrika, hvor de har udviklet sig til gorillaen, chimpansen og mennesket. Så vores eget udspring ser ud til at have været et smut omkring Europa.
Præcis hvordan det er gået for sig er meget vanskeligt at sige, fordi der er et stort hul i fossilrækken i Afrika fra 14-6 mio. år siden. I Afrika har man ikke fundet et eneste fossil af gorillaens og chimpansens direkte forfædre, og det næste i rækken, som dukker op er vores egne direkte forfædre. Det er lidt af et mysterium, men skyldes formentlig blot at kontinentet er mindre tæt befolket og udviklet og man derfor ikke har rodet så meget i jorden. Dertil kan lægges, at junglen lynhurtigt 'spiser' skeletterne og de fossiler man finder, er derfor oftest fra dem som er kommet ned fra træerne og er søgt ud i de åbne landskaber som savannen efter de er begyndt at gå oprejst som f.eks. australopitecineren 'Lucy' for 4,5 mio år siden.
Man ved til gengæld at Pierolapithecus må være vendt tilbage til Afrika senest for 10 mio. år siden. Efter denne tid kan man se at udvekslingen af dyrelivet i Europa og Afrika er blevet minimalt formentlig pga. meget store forandringer i klima og landskab. De to store kontinentalplader som hhv. Europa og Afrika tilhører stødte simpelthen sammen, bjergkæder opstod og de store skove, som aberne er så afhængige af, blev afbrudt af bjergkæder og åbne sletter. I Europa uddøde aberne mens de klarede sig og udviklede sig i Afrika og Asien.

I Pierola er lossepladsen i dag et kæmpe hul, hvor forskerne graver på livet løs. Meike Köhler fortæller, at de allerede har gjort over 100 andre fund, men ingen af dem så komplette som Pierolapithecus.
»Vi har fundet mange spændende legemsdele, halve kranier og ansigter fra både menneskeaber og primitive aber, der er 15-8 mio. år gamle,« siger Köhler.
»Det ser ud til at vi for første gang ser fødestedet - et hot-spot - med en enorm udstråling af aber. Ihvertfald er her opstået mange forskellige former på meget kort tid.«
Så alt tyder på, at der vil komme flere store fund fra lossepladsen.

Copyright © Rasmus Kragh Jakobsen og Illustreret Videnskab.