Det 20. århundredes Darwin
13. februar 2005
Et ikon blandt evolutionsbiologer, Ernst Mayr, er død 100 år gammel. Mayr udbredte evolutionsteorien som ingen anden og stod fast i en tid, hvor kreationismen hærger. I vores tid, hvor alle forsker i store grupper var han en af de sidste store navne.

Af Rasmus Kragh Jakobsen

Et godt bud på virkelighedens Indiana Jones er den netop afdøde Harvard-professor i zoologi, Ernst Mayr.
»Det er umuligt forestille sig strabadserne ved Ernsts grundige udforskning af Cyclop Bjergene i Ny Guinea i 1928. I dag er ornitologer og deres feltassistenter i det mindste ikke i akut fare for at blive overfaldet af de indfødte,« skriver vennen, studenten og UCLA-professoren Jared Diamond i forordet til bogen »What Evolution Is« af Ernst Mayr (2001), en af de sidste i en lang række bøger og bemærkelsesværdig liste af videnskabelige artikler, der understreger Mayrs ry som den førende evolutionærbiolog i det 20.ende århundrede.
I 1928 havde den kun 23-årige Mayr netop præsteret at tage en ph.d.-grad i zoologi på 16 måneder og stod nu overfor sit livs rejse. En rejse sponsoreret af verdens største fuglesamler, Lord Rothschild, der ville lukke et stort hul i den biologiske viden ved at kortlægge alle fuglearter på Ny Guinea. verdens zoologiske samlinger rummede nok en række sære fugle fra den store ø, men de var alle indsamlet af indfødte og ingen vesterlændinge havde set dem i live. Mayrs mission var at opklare, hvor fuglene levede.
Omgivet af Ny Guineas berygtede menneskeædende stammer kæmpede Mayr sig i to år gennem junglen og op over fem bjergtoppe. Han blev ramt af malaria, led af alvorlig dysenteri og denguefeber, overlevede en ufrivillig tur ned ad et vandfald og en var nær druknet på grund af en væltet kano, alt imens han ihærdigt indsamlede fugle inkl. mange nye arter og underarter. Mayr levede af naturen og stort set hver fugl endte i gryden efter skindet var bevaret. De omtrent 3.000 fugle smagte efter hans udsagn alle sammen ens.
Mayr blev i en periode officielt erklæret død, men stik mod forventninger om, at han var blevet dræbt af de 'vilde', lykkedes det Ernst Mayr at komme i kontakt med venligtsindede stammer og det var her han som enhver rigtig eventyrer ville imponere de indfødte. Han vidste fra sin almanak, at en total måneformørkelse var nært forestående og proklamerede »Månen vil forsvinde i nat!« med fagter og rædsel i øjnene.
Men til Mayr's store skuffelse svarede stammens ældste, høvdingen, beroligende: »Bare rolig, min søn, den vil snart lyse igen.«
Mayr fortsatte til Solomon-øerne i det sydvestlige Stillehav og udforskede adskillige af øerne inkl. den berygtede Malaita, der ansås for endnu farligere end Ny Guinea.
Til trods for Mayrs omfattende arbejde indeholdt hans samling ikke en eneste af de savnede fugle. Denne overraskende opdagelse ledte senere Tysklands førende ornitolog E. Stresemann til den i dag berømte konklusion, at fuglene var hybrider af eksisterende arter og derfor var så sjældne.

Darwins arvtager
Efter rejsen kom Rothschild i bekneb pga. af en pengeafpresser han havde haft en affære med og solgte sin samling af fugleskind til American Museum of Natural History i New York. Mayr flyttede med og det var ved det store arbejde med samlingen, at han ligesom Darwin begyndte at se nye sammenhænge om arters oprindelse.
Fra sine detaljerede observationer af små forskelle på fugle fra forskellige geografiske områder blev han overbevist om geografiens rolle i evolutionen af nye arter. Darwins store værk fra 1859 hed godt nok »The Origin of Species«, men meget lidt i bogen beskæftigede sig med, hvordan nye arter opstår og Darwin antog at arter udviklede sig ved uendelig små forandringer over meget store tidsrum. Til forskel fra Darwin viste Mayr i det banebrydende værk »Systematics and the Origin of Species« (1942), at når grupper fra en enkelt art skilles vil de relativt hurtigt ophobe genetiske forskelle, indtil de ikke længere kan få afkom med hinanden. Det blev også den gældende definition af en art - dyr der ser meget forskellige ud, men stadig få levedygtigt afkom er samme art, mens dyr der ikke kan få levedygtigt afkom er forskellige arter.
I en tid med spændende ny viden om genetik fra laboratorieeksperimenter holdt bogen fokus fast på Darwins oprindelige tanke og viste, at naturlig selektion kunne forklare al evolution - ikke blot hvordan dyr og planter ændrer sig med tiden, men også hvordan gener udvikler sig på det molekylære plan. Alle senere studier af DNA, hvis struktur blev opdaget i 1953 og genomsekvenserne i de senere år har blot bekræftet den moderne evolutionære syntese, som Mayr blev synonym med.
I 1953 flyttede Mayr til Harvard University og inspirerede som en provokerende, ihærdig og dynamisk forkæmper for Darwins grundlæggende idéer utallige unge forskere, hvor mange siden er blevet mere kendte i offentligheden heriblandt Stephen Jay Gould, Jared Diamond og E.O. Wilson. Hans klare og logiske tankegang skar igennem fire store opgør. Først med molekylærbiologerne, der helt ville skrotte evolutionsteorien, men hvis data i dag kun giver mening på baggrund af denne. Siden med historikere i fysik, der hævdede at en »teori om alt« kunne formuleres ud fra fysikkens love alene. Den tredje store kamp stod for bedre uddannelse af læger, hvor han pegede på det absurde i at læger skal huske navne på menneskets 206 knogler, men ikke har et eneste kursus i evolutionær biologi, der kan forklare funktion, sammenhæng og baggrund samt ikke mindst er grundlaget for at forstå parasitter. Endelig kæmpede Mayr hårdt imod den opblussen af kreationismen og ID-teorien (Intelligent Design), som i de seneste år har floreret i store dele af USA. Han nægtede at diskutere med religiøse mennesker, der mente Gud bogstaveligt har skabt kloden, »fordi han ikke ville slå skår i deres tro« til gengæld bogen »What Evolution Is« et afsnit med gode argumenter mod kreationisme.
Som standhaftigt bolværk blev Ernst Mayr et levende symbol på moderne evolutionsbiologi og kendt som det 20.ende århundredes Darwin.
I de senere år grundlagde han videnskabshistorien indenfor biologien ligesom han de sidste 20 år af sit liv yndede at kalde sig filosof ud i biologien. Han argumenterede for, at Kant havde taget fejl i sin teleologiske dvs. formålsbestemte forklaringsmodel for biologien og at biologien adskiller sig markant fra fysikken og kemien ved at være baseret på koncepter og ikke naturlove. Idéerne er udfoldet i hans sidste bog der udkom på Mayr's 100 års fødselsdag »What Makes Biology Unique?«.
Ernst Mayr var aktiv til det sidste, kørte bil til familien inddrog hans kørekort i 2003 og var på alle måder en utrolig livskraftig »fænotype«. I alt blev det til 25 bøger og 731 videnskabelige artikler - 200 af dem efter sin pension i 1975, hvilket i sig selv er mere end de fleste forskeres livsværk. Blandt hans mange bedrifter opdagede han flere nye fuglearter end nogen anden i sin tid - 26 nye arter og 410 underarter. Han var den første til vinde biologiens 'The triple' - Balzanprisen (1983), Japans International Prize for Biology og (1994) biologiens nobelpris Crafoord-prisen (1999). Han havde 17 æresdoktorater inkl. 2 i filosofi, som han var meget stolt af.

* Ernst Mayr født 5. juli 1904 i Kempten, Tyskland, død 5. februar 2005 i Bedford, Massachusetts

Evolutionens 4 store spørgsmål

I de 146 år der er gået siden Darwin udgav bogen »The Origin of Species« er evolutionsteorien blevet det faste fundament for at forstå biologien. Selv om Darwin ikke kendte til molekylærbiologi og genomer bekræfter den moderne forskning hele tiden hans tanker. Alligevel er der stadig store spørgsmål som evolutionsbiologien slås med.

Livets opståen.
Allerede for 50 år siden viste Stanley Miller, at livets kemiske byggesten spontant kan finde sammen. Alle er enige om, at vand er essentielt for liv og at alt levende stammer fra samme begivenhed. De fremherskende teorier taler for en baseres på, at størstedelen af alt levendes enzymer er katalytiske jern-svovl centre. Det peger på en tidlig Jordisk oprindelse i en vulkansk jern-svovl holdig suppe snarere end den ældre teori om at byggestenene dumpede med meteorer fra rummet. De tidlige jern-svovl centre har katalyseret dannelsen af sukre, kernesyrer og aminosyre, der igen er polymeriseret til RNA-kæder og peptider. De nye RNA-kæder har hjulpet med at skabe de første proteiner, enzymer, der igen har hjulpet med at lave mere RNA i en selvforstærkende proce, hvor livet har kunnet udvikles.

Evolutions gener
Det traditionelle billede af evolution taler for små ændringer - mutationer - i et gen som skaber nye egenskaber, der igen er grundlaget for en ny art. Selv om der findes enkelte gener, hvor ændringer - mutationer - kan have stor effekt som f.eks. et enzym bag nedbrydning af blade i dyremaver peger det nyeste billede på, at billedet er langt mere kompliceret. Gener er ligesom os andre ikke isolerede, men fungerer i store komplicerede netværk, hvor en lille ændring kan udløse en kaskade af små forandringer så den egentlige årsag bag forandringen kan gemme sig mange steder i netværket. Det ser ud til at timingen og samspillet mellem generne er afgørende - ikke selve genet - og at en given effekt kan nåes ad mange forskellige veje.

Arternes opståen
Spørgsmålet om hvordan arter opstår er langt fra afklaret. Mayr viste, at geografisk adskillelse af en lille population kunne lede til nye arter, men i de store afrikanske søer Malawi og Tanganika driller fiskene. Over 1.500 arter ciklider i alle mulige farver og former er opstået fra få oprindelige fisk uden at have være adskilt. Seksuel selektion, hvor hunnerne f.eks. foretrækker hanner med bestemte farvemønstre, ser ud til at være et alternativ til isolation.

Gud
Videnskaben spørger om der kan findes en evolutionær forklaring på tro - giver Gud de troende en fordel? Her kommer et overraskende bud, der gælder i dagens velfærds samfund såvel som blandt jæger-samler folk og grupper af menneskeaber. Hvad gør man ved dem, der snyder? Straffer dem naturligvis, men hvad hvis gevinsten er så høj at de er lige glade med straffen. Her kommer Gud ind. Intet samfund kan opfinde en straf, der kan måle sig med Guds straf i form af natur katastrofer eller endnu værre evig skærsild. Vores talent for Gudsfrygt bliver altså klistret, der limer os sammen og gør gruppen stærkere.

Copyright © Rasmus Kragh Jakobsen og Dagbladet Politiken A/S www.pol.dk