Mørkets mestre
Illustreret Videnskab 24. juli 2008
Når solen går ned og mørket falder på forandrer naturen sig og en helt anden verden vågner. Pludselig er det lyd og hørelse, der er altafgørende og her er flagermusene mestrene - med helt eventyrlige sanser flyver de i total mørke og er i stand til at udnytte nattens nicher maksimalt. De er en uhørt succes og ikke mindre end hver fjerde pattedyreart er en flagermus. 

Af Rasmus Kragh Jakobsen

Fuglene er de første, som signalerer nattens komme. De synger deres lille aftenssang næsten som om, de lige skal nå at lave de sidste aftaler, inden de flyver hjem i seng. Solen går ned, mørket sænker sig og en helt ny verden er ved at vågne. I troperne går det stærkt fra 17 til 18 og så er der mørkt og verden forandres totalt. Løvgræshopper og frøer kommer frem og kalder på mager. Højt og larmende - specielt hvis det ikke har regnet i nogle dage og der lige har været et stort regnskyl om eftermiddagen. Det kan være øredøvende. Men de er forsigtige for natten har også andre ører.
Fra skjul overalt i skoven kommer flagermusene hvirvlende - de snor sig adræt gennem underskoven langs jorden, højere oppe mellem grene og træstammer og højt over trækronerne. De er nattens ukronede mestre og en helt uhørt succes blandt pattedyrene, der som ingen andre har erobret nattens niche og gjort den til deres egen. Flagermus er langt mere end deres ufortjente ry som uhyggelige onde blodsugende væsner og er virkeligheden utrolig søde, bløde, venlige, tillidsfulde, kærlige, intelligente og lærenemme dyr.
I nattens mørke fri for konkurrence og naturlige fjender er flagermusene blomstret op så ikke mindre end hver fjerde pattedyr er en flagermus målt på arter. Ingen andre pattedyr har formået at tilpasse sig tilnærmelsesvis så mange forskellige levemåder, hvor nogle spiser nektar og andre spiser frugter, nogle fanger natsværmere i luften andre lytter efter skorpioner på jorden mens atter andre går efter større bytte som frøer, firben og mus, nogle fanger endda fisk og så er der selvfølgelig de berygtede blodslikkende vampyrflagermus. Variationen er helt uden sammenligning. Flagermusene har taget natten til sig og udviklet mere end 1.100 arter, der lever stort set overalt på kloden bortset fra polerne.
Hemmeligheden bag succes'en er dels flyvningen - ingen andre pattedyr har udviklet rigtig flyvning - og dels det utrolige sonarsystem. Flagermus lever i en verden af ekkoer, som deres hjerner omsætter til rumlige billeder. Hvor vi er sårbare om natten overladt til nogle få utilstrækkelige sanser, flyver flagermus let igennem mørket som små lydløse minaturefly proppet med avanceret teknologi, der med lynets hast afkoder ekkoerne og gør dem i stand til at navigere med op til 50 km/t. Deres monsteransigter krøllet i uhyggelige former indgyder angst, indtil man indser, at folderne i virkeligheden er dybt avancerede lydsystemer skabt og forfinet gennem millioner af års evolution til at sende kraftige præcise ultralydsstråler ud mod det, de er interesseret i.
Deres natlige tilværelse gør, at der endnu er meget vi ikke ved om de utrolige dyr.
Et af de bedste steder at studere flagermus er en lille ø i Panama, Isla Barro Colorado, som engang var toppen af et lille bjerg, men i dag ligger midt i en kunstig sø opført i forbindelse med Panamakanalen. Øens knap 16 kvadratkilometer er en klodens bedst studerede pletter og mange lærebogsafsnit om liv i tropiske skove bygger på viden herfra. Her lever tusindevis af flagermus og ikke mindre end 74 forskellige arter, hvilket er en ekstrem tæt koncentration - i Danmark er der 14 arter, i hele Europa 37 arter og i USA 47 arter.
Her har biologer som Elisabeth Kalko fra Ulm Universitet i Tyskland været på feltstudier mange gange. På et af disse gjorde Kalko for nyligt næsten ved et tilfælde en meget overraskende opdagelse. De havde udstyret flagermus (Lophostoma sivicola) med radiosendere for at følge deres færden og en af radiosenderne var tilsyneladende røget af, signalet bevægede sig i hvert fald ikke. Efter at have ledt på jorden, der hvor senderen burde være, kiggede Kalko pludselig op og så et stort termitbo.
»Af en eller anden grund tændte jeg min pandelampe og undersøgte det nærmere,« fortæller Elisabeth Kalko.
»Der var et hul og da jeg lyste ind, stirrede jeg lige ind i ansigtet op flagermusen med radiosenderen på.«
Forskerne var meget overraskede for termitboet var fyldt med levende termitter, som ikke gjorde flagermusen noget, men helt usædvanligt tillod den at grave et hul i deres bo. Forskerne ved endnu ikke, hvad om noget termitterne får ud af at give flagermusen ly - de spiser fx ikke dens afføring - men flagermusen får et trygt varmt bo, som ingen andre kommer i nærheden af. I skoven lever de fleste flagermus i hule træer, men der er begrænset med gode steder. Andre arter som Thyroptera tricolor har udviklet sugekopper på fødder og ved tommeltotten, så de kan sidde på glatte overflader indeni blade mens atter andre arter som Artibeus watsonii simpelthen bygger en slags telt ved at bide de bærende strukturer over, så bladet knækker sammen. Under teltet sidder gerne en han og flere hunner, der nogle gange har unger.

Lyden virker som en lyskegle
Helt centralt for flagermusene er deres sonarsystem, som stadig langtfra er udforsket til bunds.
Italieneren Lazzaro Spallanzani opdagede som den første i 1793, at flagermus sagtens kunne flyve udenom ting selv om, de var gjort blinde og først mistede navigationsevnen efter de fik vokspropper i ørerne. Men der skulle gå helt indtil 1938, før den amerikanske zoolog Donald Griffin fandt på at måle flagermusenes skrig med mikrofoner, som kunne optage ultralyd. Griffin vakte stor opsigt, da han viste, at flagermus orienterer sig og finder bytte vha. lyd - et system han kaldte ekkolokation.
I dag ved man, at de fleste arter skriger i frekvensområdet 20-60 kHz med 11 kHz som det laveste (Euderma maculatum) og 220 kHz som det højeste (Cloeotis percivali). Frekvensen er et kompromis i mellem at lytte på lang afstand og have stor opløsning - jo mindre bølgelængden er des finere detaljer og mindre bytte kan reflekteres, men samtidig dæmper luften lyden jo højere frekvenserne er. Det vil sige dybe lyde kan »se« længere men til gengæld ikke de små insekter.
Menneskets kan ikke høre lyde højere end 20 kHz og det er faktisk temmelig heldigt, hvis man ellers holder af at sove om natten. Noget af den nyeste forskning har vist, at flagermusene skriger med helt ufattelig høje lydtryk - ofte op på 125 dB. Det er mere larm end en røgalarm 10 cm fra ens øre og den lydstyrke er ikke blot ubehagelig, den er direkte skadelig. Derfor er der mange flagermus, som låser hammeren, ambolten og stigbøjlen i det indre øre mens de skriger for ikke at miste hørelsen. Det giver en serie lynhurtige og knivskarpe skrig-lyt-skrig-lyt sekvenser, der får menneskets tale til at virke uendelig sløset og drævende.
De fleste skriger 5-15 skrig pr. sekund, men når et insekt er lokaliseret og de nærmer sig byttet kommer nogen helt op på 200 skrig i sekundet! Når flagermusen er helt tæt på insektet bøjer de knæene fremad (knæene er omvendte af vores) og former en slags sommerfuglenet med deres halemembran, som indfanger byttet i luften. Ofte slår de samtidig en kolbøtte og i øvrigt kan flagermus godt skrige med mad i munden, så de er ikke »blinde« bare fordi de spiser.
Hvad der næsten er endnu mere imponerende er, at sonaren er så fintfølende, at flagermusene kan analysere insektets størrelse og art på dets vingeslag. Vingeslagene giver en lille ændring af ekkoets frekvens og amplitude, og da små insekter bevæger vingerne hurtigere end store kan flagermusene skelne store saftige måltider fra små tørre bidder.
Forskerne har netop fået endnu en overraskelse.
Biologen Annemarie Surlykke fra Odense Universitet i Danmark har sammen med bla. Elisabeth Kalko lavet nogle avancerede studier af flagermusenes sonarsystem for at forstå, hvordan lydene er tilpasset de forskellige opgaver.
I en stor flyvekasse på 10 gange 20 meter har forskerne trænet indfangede vilde flagermus, som hurtigt lærer, at man ikke spiser dem og er utroligt venlige og tillidsfulde. Forskerne arbejdede bla. med den frøædende flagermus, Trachops cirrhosus, der normalt jager efter lyden af frøens kald og nu blev trænet til at hente mad ved højtalere. Det lærer de på 2-3 dage og så kan forskernes studier begynde. Med et hav af ultralydsmikrofoner som kan optage flagermusens skrig fra mange vinkler kan de tegne et tredimensionelt billede af den lydstråle de frøædende flagermus sender ud. Og det viser sig, at den både er overraskende smal og kort måske ikke mere end et par meter frem. Det er nærmest som en lille laserpointer eller lommelygte, der vender og drejer sig efter hvor flagermusen er interesseret. Den type flagermus skriger ud igennem næsen og har nogle store strukturer omkring næsen kaldet næseblade, der kan vende og dreje og formodentlig er med til at forme lyden til en skarp stråle som en slags omvendt parabol. Nogle gange åbner de også munden og indtil Surlykkes målinger troede man, at det var for at sende et bredt skrig ud og »skanne« mere af omgivelserne, men det viser sig også at være en smal lydstråle. Så meget tyder på, at de orienterer sig meget fokuseret nærmest som hvis vi så verden med en lommelygte, der blinkede som et stroboskop. Tilsyneladende har de ikke brug for mere.

Genial sonar
Fra et andet studie i USA fortæller Annemarie Surlykke, at man stillede flagermus på en meget svær opgave med at navigere igennem en slags labyrint. Her viste det sig, at dyrene bevæger deres lydstråle på samme måde som vores øjne gør, når vi kommer ind i et ukendt rum. Man flytter fokus hen på nogle bestemte landemærker og kører bare synet eller lydstrålen hen forbi alt det andet. De flytter altså ikke bare lyden formålsløst omkring, men fokuserer på de huller, de skal igennem, føden og forhindringerne ligesom vi ville gøre.
»Jeg tror egentlig ikke verden ser så forskellig ud,« siger Annemarie Surlykke, men tilføjer hurtigt:
»På den anden side har de adgang til en verden, som vi slet ikke kender til med vores sanseapparat fx insekter, der laver højfrekvente lyde og det må give en forskel.«
Flagermusenes sonar er utrolig avanceret og allerede i 1986 brugte den britiske evolutionærbiolog Richard Dawkins flagermusenes' biosonar som et eksempel på 'godt design' i bogen 'The Blind Watchmaker'. Han spurgte, hvordan en ingeniør ville designe et system til at se i mørke? Biologisk lys som man kender fra morild eller dybhavsfisk bruges som passive signaler, der skal ses og faktum er at det vil være alt for dyrt energimæssigt, hvis der skal produceres nok lys til at virke som en lampe, der lyser omgivelserne op. Lyden synes at være den eneste mulighed og selvom de larmende skrig koster meget energi, får flagermusene dem næsten foræret gratis, fordi de kobler skriget med vingeslagene. Hver gang de alligevel slår med vingerne presses brystkassen sammen og luften brøles ud gennem stemmelæberne uden megen ekstra energi. Det viser sig, at flagermus ofte er nået frem til løsninger som en dygtig ingeniør siden hen også har opdaget som det optimale design fx brugen af 'bredbånd'-skrig til søgning indtil et bytte opdages, hvorefter skriget fokuseres og lynhurtigt 'stiller skarpt'. Et andet eksempel er noget af det mest avancerede blandt flagermusesonar, hvor bla. hesteskonæser udnytter lydens Doppler-skifte (vi kender det fx fra ambulancer, der lyder forskelligt når de kører imod én og væk fra én) til at beregne deres relative hastighed og indstille skriget. Begge dele har ingeniører også fundet på til udnyttelse kommercielt og militært af sonar og radar.
Der er endnu mange ting som forskere og ingeniører godt kunne tænke sig at forstå fx opdagede Elisabeth Kalko for et par år siden, at flagermus (Micronycteris megalotis) kan samle stillesiddende insekter som vandrende pinde og guldsmede op fra overfladen af et blad de flyver forbi. En bedrift man indtil da mente var umulig, fordi der er så mange forstyrrende ekkoer tæt på vegetationen, men Kalko har vist, at flagermusene ikke bare slår ned på tilfældige strukturer, som rager på fra bladene, men kan genkende insekternes form. Endnu ved man ikke, hvordan de gør. Andre flagermus fanger også insekter fra blade eller skorpioner fra jorden, men de »ser« enten efter bevægelser i ekkoet eller lytter (fx Lophostoma sivicola) passivt efter raslen af insektfodtrin i blade.
Flagermusene har udviklet sig og tilpasset sig utrolig mange forskellige nicher, som gør at de kan leve så tæt sammen. Nogle af de mest utrolige er de fiskende flagermus som den store buldogflagermus (Noctilio leporinus), der skanner vandoverfladen for bevægelser og blot en lille rygfinne stikker op, slår flagermusen til som en natlig pendant til fiskeørnen. Med sine ekstremt lange tæer og krumme kløer suser den henover vandet og snapper sit bytte. Der er endda en flagermus, som fanger rejer i havet. Ved Mexico i Cortezhavet lever den sjældne og truede flagermus, Myotis vivesi, på små uforstyrrede øer. Om natten kommer rejerne op til overfladen i det meget næringsrige hav for at filtrere plankton og flagermusen trawler simpelthen igennem vandet med sine lange kløer, der hvor den ser forstyrrelser i overfladen. Nogle gange fanger den rejer andre gange småfisk.
De mange forskellige levemåder kommer også til udtryk i skrigets form og i dag kan forskerne faktisk bruge skriget som en slags fingeraftryk, de kan lytte efter i natten og afsløre både hvad flagermusen laver og i mange tilfælde hvilken art det er.
Og det er forskerne ikke de eneste, som har fundet ud af og igen og igen opdager forskerne naturens fascinerende samspil.
Mange natlige insekter har udviklet flagermuse detektorer, så de kan høre fjenden inden den kommer. Insekterne har fordelen af, at lyden skal rejse frem og tilbage, så de kan nogle gange nå at styrtdykke ned i højt græs, zig-zagge eller skynde sig ud af søgeskriget. Ligesom nogle insekter har kraftige advarselsfarver, der fortæller fugle, at de er giftige klikker giftige natsværmere og flagermusene lærer hurtigt at holde sig væk. Og igen som man kender det fra fx hvepselignende svirrefluer har nogle ikke-giftige natsværmere lære at kopiere kliklydene.
Også blomster har tilpasset sig flagermusene. En tredjedel af alle flagermus lever af frugter og nektar og ligesom dagblomstrende planter har udviklet signaler til deres bestøvere har planter, der bestøves af flagermus, tilpasset sig dem. De blomstrer ofte kun i få timer om natten, er hvide og udsender dufte, der enten tiltrækker natsværmere eller flagermus - dufte med et snert af hvidløg tiltrækker typisk flagermus.
Nogle blomster har endda udviklet særligt lydreflekterende kronblade, der fungerer som en akustisk refleksbrik flagermusene kan »se« på lang afstand. I Mexico tiltrækker blomsterne på de gigantiske søjlekaktus flagermus med en kombination af form og lydrefleksion, der fortæller flagermus som Leptonycteris curasoae præcis, hvor de skal sættes hovedet og stikke tungen ind. En ret vigtig information, for flagermusene kan hverken lande på de stikkende kaktus eller stå stille i luften som en kolibri, så på et øjeblik flyver de henover blomsten og stikker deres lange tunge ned i den.
Mange kommercielt vigtige planter som balsa, mango, durian, vilde banantræer, eukalyptus, iroko- og sheasmørtræer bestøves af flagermus.
Flagermusene spiller sammen med mange andre arter i naturen og det er et forskernes vigtige spørgsmål, hvor stort et aftryk de så at sige sætter på økosystemerne. Hvad ville der ske, hvis flagemusene forsvandt? Flagermus holder fx mange skadevoldende insekter nede og i tropernes skove er de fantastisk vigtige som spredere frø fra figentræer (figus). Figner er en stor gruppe frugttræer, der er en slags flaskehalsplante, fordi de bærer frugt hele året og rigtig mange dyr lever af forskellige figner. Det gør flagermus også og da de fleste sluger frøene  uden at tygge dem sikrer de, at nye figner hele tiden spredes - når frøet kommer ud med afføringen kan det så at sige spire i sin egen lille gødningspakke.
Selv om ekkolokation er fantastisk smart er det faktisk ikke alle flagermus, der bruger den. Blandt gruppen af de frugtspisende flyvende hunde er det kun Rousettus, der har en simpel ekkolokation ved at klikke med tungen, mens alle andre flyvende hunde i stedet har udviklet et formidabelt nattesyn. Molekylære studier af flagermusenes slægtskab har for ganske nylig afsløret en meget stor overraskelse - det viser sig, at de flyvende hunde uden ekkolokalisering er tættest beslægtet med de flagermus, hesteskoflagermusene, som har den mest avancerede ekkolokation. Hidtil havde man ellers troet, at de flyvende hunde var en gruppe helt for sig selv og endda at deres gode syn pegede på et slægtskab tættere med vores egen orden - primater - end med de andre flagermus. Men det er faldet til jorden nu og hvor de andre flagermus har udviklet og forfinet deres sonar har de flyvende hunde i stedet mistet den. Elisabeth Kalko troede i begyndelsen ikke på resultatet, men er blevet glad for det, fordi det får tingene til at falde på plads og forener flagermusene i en fælles forfader, der levede for 50-60 mio. år siden.

Forfædrene fortaber sig i mørket
Allerede dengang lignede flagermusene de flagermus, vi kender i dag og et af de store mysterier er, hvilket landlevende pattedyr de opstod fra inden de havde ekkolokation og kunne flyve. Et fund af to nye flotte fossiler i februar afslørede, at de lærte at flyve før de kunne orientere sig ved lyd, fordi fossilerne har vinger som i dag mens sneglen i deres indre øre er alt for lille til ekkolokation. Det peger på, at flagermusene oprindeligt levede om dagen eller i skumringen og kan stamme fra et insektædende dyr, der greb og sprang efter forbipasserende insekter og med tiden udviklede lange lemmer til svævning og senere flyvning. En af teorierne er, at fuglene, som opstod længe inden flagermus, blev så dominerende i luftrummet efter dinosaurerne mystiske forsvinden for 65 mio. år siden, at flagermusenes forfædre simpelthen blev fortrængt fra dagen over i natten. Her var der et stort selektionspres for at udvikle et bedre »syn« som kan forklare, hvorfor ekkolokation opstod. Måske kan vi også takke denne udvikling for de mange smukke farvestrålende sommerfugle, der oprindeligt kan stamme fra natsværmere som med flagermusens fremstormende dominans fandt ud af at leve om dagen. Det kan forklare, hvorfor den eneste natlige sommerfugl også er den eneste sommerfugl med en flagermuse detektor. Under alle omstændigheder understreger det, hvor vigtige flagermus er som rovdyr - dem der er blevet tilbage har lært at lytte efter flagermus.
Det er en fascinerende gåde, hvordan flagermusene opstod - hvilke selektive pres i naturen, der førte til at denne gruppe mestrede natten og hvordan evolutionen kan skabe og opretholde så mange forskellige arter, der lever tæt sammen uden at udkonkurrere hinanden. Der er ingen tvivl om at vi endnu har meget at lære fra flagermusene.


Copyright © Rasmus Kragh Jakobsen og Illustreret Videnskab.