Vi var så godt som uddøde, så begyndte vi at tegne
6. november 2005
Engang for 60.000 år siden var vores forfædre kun 2.000 i antal og på nippet til udryddelse. I dag - et evolutionært øjeblik senere - er vi klodens mest dominerende pattedyr. Hvad skete der?

Af Rasmus Kragh Jakobsen

Umiddelbart vil du nok ikke tro det, men for ganske nyligt var vores forfædre på nippet til at uddø. Når man så lige tænker på, at vi har rundet 6,5 milliarder mennesker på kloden og er støt gående mod 10 milliarder i 2050 bliver det ikke lettere. Men for blot 60.000 år siden - et evolutionært glip med øjet - talte vores forfædre kun 2.000 styk, og vi var praktisk talt udryddede. Det siger den seneste forskning.
Kan det virkelig være rigtigt og i givet fald, hvordan gik vi fra en befolkning på størrelse med nutidens truede bjerggorillaer til klodens mest dominerende pattedyr?
Mange ting kan man bebejdre vejret og med stor sandsynlighed kan vi også skyde skylden på datidens klima.
For 60.000 år siden var livsbetingelserne på Jorden utroligt barske. Kloden var gået ind i den strengeste del af sidste istid (Weichel-istiden, 115.000-10.000 år før nu) og indlandsisen strakte sig langt ned over Skandinavien. Det ramte vores forfædre hårdt. Ikke sådan at de frøs til døde pga. is og sne, for de levede langt væk i det tropiske Afrika. Her blev der godt nok et par grader koldere, men det afgørende var tørken. Polernes enorme iskolosser sugede bogstaveligt talt fugten ud af atmosfæren - havenes vandstand faldt med 120 meter og klimaet blev ekstremt tørt. De frodige græsstepper forsvandt, dyreflokkene skrumpede ind og vores forfædre fik vanskeligere og vanskeligere ved at finde mad nok.
På dette punkt i historien nåede vores forfædre deres hidtidige lavpunkt på 2.000 individer.

Menneskelig flaskehals
Tallet, som stammer fra professor Marc W. Feldmans laboratorium på Stanford Universitet i USA, er et af flere nye resultater, der de seneste par år er begyndt at tegne en fascinerende fortælling om vores udviklingshistorie.
Feldman arbejder med matematiske computermodeller, der kan simulere vores evolution og han nåede frem til tallet ovenpå de sidste års eksplosion af genetisk data og kortlægningen af menneskets arvemateriale. Sammen med kolleger analyserede han blodprøver fra et stort antal mennesker i hele verden for forskellige udvalgte markører i arvematerialet. Sådanne markører kaldet haplotyper er kombinationer af små forandringer - mutationer - der er opstået i DNA'et. Når en mutation først er der, arver alle efterfølgende slægtninge den og med tiden opstår der unikke mønstre af mutationer i forskellige isolerede befolkninger. De ældste mutationer har vi allesammen og de går tilbage til Afrika mens resten er kommet til senere.
Når man sammenligner med chimpanser eller gorillaer er der langt større diversitet i deres arvemateriale fra individ til individ end mellem mennesker. Det tyder på, at vores forfædre er gået gennem en flaskehals for nylig.
Feldman samlede mønstrene i sine modeller og fulgte trådene hele vejen tilbage til Afrika. Ud fra viden om hvor ofte mutationer opstår kunne han og kollegerne konstatere at alle mennesker udenfor Afrika må stamme fra mennesker, der levede for blot 60.000 år siden. Og ud fra den beskedne genetiske diversitet i prøverne nåede de frem til, at vores forfædre var nede på omkring 2.000 mennesker. Både årstal og antal individer er selvfølgelig forbundet med en hvis usikkerhed, men der var f.eks. ikke tale 50.000 mennesker.
»Nej, så langt ved siden af er vi ikke - det kan måske være 6.000 individer og måske for 70.000 år siden, men det er i den omegn,« siger Marc Feldman.
Han vil ikke udelukke, at der også levede andre mennesker i Afrika hvis efterkommere er blevet i Afrika, men alle udenfor Afrika stammer fra disse 2.000 individer, som formentlig levede i nogle få klaner.

Hjernekraft
Sammenfaldet med den hårde tørke under sidste istid og vores første skridt væk fra det afrikanske kontinent for rundt regnet 60.000 år siden kunne friste til at tro det blot handlede om at undslippe dårligt vejr og opdage resten af verden. Men for det første var vores forfædre langt fra den første menneskeart, der forlod Afrika og for det andet er der flere afgørende spor fra den her periode.
Forskere som antropologiprofessor Richard G. Klein fra Stanford Universitet og genetikeren Spencer Wells, der pt. leder det store Genographic projekt for at kortlægge menneskehedens vandringsruter, er overbeviste om, at det er et spørgsmål om hjernekraft. At der skete et kvalitetsskift i vores mentale evner for 60.000 år siden, et skift der for alvor gjorde os fortjente til navnet Homo sapiens - det tænkende menneske.
»De blev nødt til det for at overleve,« siger Spencer Wells.
»Det var svært at finde vand og mad og de var drevet til at blive smarte nok til at finde føde og det gav dem den mentale værktøjskasse, der var nødvendig for at forlade Afrika fuldt ud.«
Men inden vi kommer dertil skal vi en tur langt tilbage i historien til en anden skelsættende begivenhed i vores udviklingshistorie: Den oprejste gang.
Tidligere i år viste den franske antropolog, Michel Brunet, at de første opretgående abemennesker, Sahelanthropus tchadensis, med stor sandsynlighed levede omkring den nu udtørrede Chad-sø's bredder for ikke mindre end 7 mio. år siden. Det er så længe siden, at vi er helt tilbage ved den seneste fælles forfader i vores og chimpansens udviklingslinjer. Brunet præsenterede både en ny forbedret analyse af det berømte kranium, døbt Toumaï, han fandt i 2002 og nye friske fossiler. Toumaï har været 105-120 cm høj - nogenlunde ligesom en chimpanse og også haft omtrent samme størrelse hjerne, men bla. ansigt, tænder og øjenbryn har mere til fælles med vores end abernes. Muligvis var Toumaï ikke vores forfader, men andre fossiler som den 6 mio. år gamle Orrorin tugenensis fra Kenya afslører, at her fandtes utvetydeligt opretgående tidlige abemennesker.
Tidspunktet falder tankevækkende nok sammen med endnu en tørkeperiode - så tør at Middelhavet tørrede fuldstændig ud.
Hvorfor er det så interessant hvornår vi rejste os? Fordi det tillod vores primitive forfædre at løbe hurtigere og se fjender på større afstand samtidig med at hænderne blev frigivet til at håndtere primitive redskaber og våben. Med andre ord det satte gang i en udvikling af redskaber, der var en gigantisk fordel i kampen for at overleve.
Med hænderne fri skulle der alligevel gå 4-5 mio. år inden den første ordentlige redskabsmager, Homo erectus, så dagens lys for omkring 2 mio. år siden. Homo erectus havde en langt større hjerne end f.eks. Toumaï og var den første menneske-art, som forlod Afrika, hvilket det 1,8 mio. gamle fossil, Java-manden bla. er bevis på. H. erectus var ikke hvem som helst og sidste års sensationelle fund af små 'hobbit'-fossiler på øen Flores nær Bali sidste år vidner om, at de endda kan have evnet at sejle og at en afart - Homo floresiensis - har overlevet helt frem til for 12.000 år siden.
Men det interessante i denne sammenhæng er deres redskaber - banebrydende som de var udviklede de sig stort set ikke den sidste mio. år. Selv om menneske-arternes hjerner konstant voksede i perioden (faktisk var de største neandertal-hjerner større end vores) forblev stenredskaber og våben stort set uforandrede indtil for ca. 60.000 år siden viser sig pludselig nogle helt nye forfinede redskaber og våben af hidtil uset kvalitet hos vores forfædre. Neandertalerne, der uddøde i Europa for 30.000 år siden, fortsatte med de gamle stenredskaber og våben.

Nye redskaber, nye hjerner og kunst
»Der sker en fuldstændig forvandling i menneskelig adfærd, som er afspejlet i redskaberne,« siger Spencer Wells.
»Indtil omkring det her tidspunkt havde vi kun redskaber, der var meget grove og simple, men lige pludselig begynder man at lave fint bearbejdede redskaber og våben, der var meget mere krævende og mere effektive. Redskaberne afslører at en ny hjernekapacitet er kommet til verden.
Dertil kommer de første eksempler på kunst - klare beviser for abstrakt og fordybende tankegang. Og måske var det også her syntaktisk komplekst moderne sprog - forhistoriens pendant til internet revolutionen - opstod.
Var det en tilfældighed, at det skete lige på det tidspunkt? Formentlig, men ifølge Spencer Wells var det det ekstreme klima som med ét gjorde de nye evner altafgørende. Langt bedre våben, bedre koordineret jagt i grupper og muligheden for at videregive komplekse informationer blev under sidste istids strenge klima sin vægt værd i guld eller rettere antilopekød. Tørken var det selektive pres, der betød, at kun ganske få med de nye evner overlevede og tørken efterlod store dele af verden åben for vores intelligente forfædre.
Spørgsmålet er så hvad der biologisk skete i vores hjerner.
»Det er antropologiens nobelprisspørgsmål,« siger Spencer Wells.
»Vi ved det ikke, men hvis jeg skal gætte... Det er gået meget hurtigt, 5-10.000 år, så det peger på nogle få ændringer.«
Her er genet FOXP2 i forskernes søgelys. For nogle år siden viste nærgående studier af en engelsk familie med arvelige talevanskeligheder, at FOXP2 er helt afgørende for tilegnelsen af moderne sprog. Dertil kommer data fra det nyligt kortlagte chimpanse genom. Sammenligning med menneskets genom har afsløret en håndfuld regioner i vores genom, der er opstået indenfor de seneste 250.000 år og har været så fordelagtige, at de på få hundrede generationer er blevet spredt til hele populationen. Blandt andre gener ligger FOXP2 i sådan en region.
Tiden vil vise hvad de afgørende forandringer var, men det er sikkert at noget skete, som betød at vores forfædre overlevede og gjorde os parat til en fantastisk rejse. En rejse, som førte os fra Østafrika til hver en krog på planeten - tidligt til Australien, Mellemøsten, Asien, Europa og endelig Amerika for 15-20.000 år siden. En rejse der så de første agerbrugere i Mellemøsten, skriftsprog og bysamfund, faraoernes gigantiske gravmæler, grækernes filosofi, Alexander den Store, Kleopatra og Cæsar, handelsveje som Silkevejen, religioners fødsel, (gen)opdagelsen af Amerika i 1492 osv. og meget mere helt frem til i dag med månelanding, gensplejsning og internet. En rejse der på blot 2.500 generationer tog os fra jægersamlere til tæt morgentrafik, supermarkedskøer og stor opmærksomhed om vejrudsigten. Sådan er fremskridtet.

* Feldman lab

* Spencer Wells fortæller om jagten på Adam - alle nulevende mænd biologiske forfader, der levede for ca. 60.000 år siden - på National Geographic Channel lørdag den 3/12/05 kl. 21.

* Genographic projekt, der vil læse vores historie ud fra arvematerialet (beskrevet i Politiken 22/5/05):


Copyright © Rasmus Kragh Jakobsen og Dagbladet Politiken A/S www.pol.dk