Onsdag er det 125 året for den sidste halshugning i Danmark og i den anledning tager vi et makabert spørgsmål fra en læser: Dør man øjeblikkeligt ved halshugning?
»Jeg har nemlig engang hørt, at ens hjerne faktisk først 'dør ud' af blodmanglen flere minutter efter en halshugning, så folk i f.eks. guillotinen i princippet kunne 'se' og 'høre' deres omgivelser, selv om de var døde. Er det rigtigt?« spørger Anette.
Tanken om at kunne se sin egen hovedløse krop kan nok få det til at gyse i enhver, og faktisk går spørgsmålet flere hundrede år tilbage, til da guillotinen blev indført som en human henrettelsesmetode efter den Franske Revolution.

Afhugget hoved rødmede
Revolutionen var et blodbad, hvor 14.000 hoveder blev kappet af fra marts 1793 til august 1794. 
Og det var her, at vores læsers spørgsmål første gang blev rejst i forbindelse med rygter fra bl.a. guillotineringen, da en kvinde ved navn Charlotte Corday blev dømt til døden for at myrde den revolutionære leder Jean-Paul Marat.
Ved henrettelsen gik rygterne om, hvordan en revolutionær havde løftet hendes afhuggede hoved op fra kurven og stukket det en lussing, hvorpå hendes ansigt fortrak sig i vrede. Der var sågar dem, der fortalte, at hun rødmede over fornærmelsen.
Men kan det virkelig passe?

Hjernen kan leve kortvarigt
»Rødmet det har hun i hvert fald ikke, fordi det kræver, at der er et blodtryk‚« siger professor i zoofysiologi Tobias Wang ved Aarhus Universitet, hvor han bl.a. forsker i kredsløb og stofskifte.
Til gengæld vil han bestemt ikke udelukke, at hun har været bevidst en tid efter halshugningen.
»Der er jo det med vores hjerne, at den vægtmæssigt kun udgør omkring 2 procent af kroppen, men energimæssigt forbruger omkring 20 procent. Hjernen har ikke selv et lager af glykogen (energidepot, red.), så ligeså snart blodforsyningen kappes, er den på herrens mark, om man så må sige,« siger Tobias Wang.
Det er med andre ord et spørgsmål om, hvor længe hjernen har energi nok, og det vil i virkeligheden undre professoren, hvis der ikke var nok til i hvert fald et par sekunder.
Ser man på hans egen hjemmebane, zoologien, er der i hvert fald én dyregruppe, hvor man ved, at hovedet kan leve videre uden krop - krybdyrene.

Afhuggede skildpaddehoveder kan leve flere dage
På nettet kan man f.eks. finde gyselige YouTube videoer af kropsløse slangehoveder, der lynhurtigt gaber op, klar til at hugge med deres lange gifttænder. (Se videoen nedenfor)

Det kan lade sig gøre, fordi krybdyrs stofskifte er meget lavt, så deres hjerner kan overleve temmeligt længe, hvis ellers hovedet forbliver intakt. »Skildpadder er helt ekstreme,« siger Tobias Wang og fortæller om en kollega, der skulle bruge skildpaddehjerner til eksperimenter og lagde de afhuggede hoveder i køleskabet i forventning om, at de nok var døde.
»Men de overlevede i 2-3 dage,« siger Tobias Wang og fortæller, at det lidt ligesom med spørgsmålet om guillotinen giver et etisk dilemma.
»Dyreetisk kan det være en udfordring, at skildpaddens hoved ikke dør umiddelbart af at blive klippet af,« siger han.
»Når vi skal bruge en skildpaddehjerne, og der ikke må være bedøvelsesmidler i hjernen, så putter vi straks hovedet ned i flydende kvælstof, fordi så dør det øjeblikkeligt.«

Lavoisiers blinken fra kurven
Men tilbage til os mennesker peger Tobias Wang på en berømt historie om den store kemiker Antoine Lavoisier, som blev henrettet i guillotinen 8. maj 1794.
»Som en af historiens ypperste videnskabsmænd fortæller historien, at han bad sin gode ven matematikeren Lagrange om at tælle, hvor mange gange han blinkede med øjet, efter hovedet var kappet af,« siger Tobias Wang.
På den måde mente Lavoisier, at han som et sidste bidrag til videnskaben ville kunne afgøre spørgsmålet om, hvorvidt man forblev bevidst efter halshugning eller ej.
Han ville blinke én gang i sekundet, og ifølge nogle historier nåede han at blinke 10 gange, andre siger 30, men som Tobias Wang også erkender, er det desværre nok en myte.
Ifølge videnskabshistorikeren William B. Jensen ved University of Cincinatti, USA nævnes blinkeriet ikke af nogle anerkendte Lavoisier biografier, som godt nok skriver, at Lagrange overværede henrettelsen, men at han stod i et hjørne af pladsen for langt væk til at kunne have gennemført sin del af eksperimentet.

Afhugget hoved stirrede på lægen
Guillotinen var blevet indført som et symbol på samfundets nye, humanistiske orden. (Læs mere i boks 2 under artiklen)
Derfor var rygterne om Charlotte Corday og andre dybt problematiske, og de førte til en intens, videnskabelig debat mellem læger i både Frankrig, England og Tyskland.
Spørgsmålet blev dog aldrig afklaret tilfredsstillende, så det blev ved at dukke op helt frem til 1905, hvor en af de mest troværdige beretninger om eksperimenter på menneskehoveder er fra.
Det var den franske læge dr. Beaurieux, som skrev om et eksperiment med den dødsdømte Henri Languilles hoved.
Beaurieux skriver, hvordan han umiddelbart efter guillotineringen observerede Languilles øjne og læber bevæge sig spastisk i 5-6 sekunder, hvorefter bevægelserne stoppede. Da dr. Beaurieux efter et par sekunder højt råbte 'Languille!', så han øjnene åbne sig, pupillerne fokusere og stirre intenst på lægen, fuldstændig som hvis man vækkede en person fra søvn.
»Jeg så unægteligt levende øjne, som kiggede på mig,« skriver Beaurieux.
Herefter faldt øjenlågene i, men igen kunne lægen vække den dødsdømtes hoved ved at råbe hans navn, og først ved tredje forsøg skete der ingenting.

Ikke minutter, men sekunder
Beretningen er ikke en videnskabelig rapport i nutidig forstand, og om man virkelig kan være bevidst så længe, tvivler Tobias Wang på.
»Jeg vil tro, at et par sekunder måske er muligt,« siger han og peger på, at der kan være reflekser og muskelbevægelser, men at hjernen lider et kolossalt blodtab og vil gå i koma, så man hurtigt mister bevidstheden.
Den vurdering støtter en tommelfingerregel blandt hjertelæger, som lyder, at hjernen ved hjertestop kan bevare bevidstheden i op til 4 sekunder, når man står op, 8, hvis man sidder, og 12, hvis man ligger ned.
Og så bliver vi nok ikke så meget klogere på, om hovedet kan bevare bevidstheden efter halshugning - minutter er nok udelukket, men et par sekunder lyder ikke usandsynligt.
Og tæller man – en – to - tre - er det let at overbevise sig selv om, at det vil være rigeligt til at nå at registrere sine omgivelser, hvilket gør henrettelsesmetoden alt andet end human.
Vi takker for spørgsmålet og sender en T-shirt fra Videnskab.dk som tak. Og tak til vores ekspert Tobias Wang for at hjælp med at kaste lys over et makabert emne. Har du selv et spørgsmål til videnskaben, kan du sende det til sv@videnskab.dk.

BOKS
Sovjetiske forskere transplanterede hundehoveder
Kan man tåle lidt mere gys og makabre, videnskabelige eksperimenter, så er her en video, der viser sovjetiske eksperimenter fra 1940-50'erne med den omvendte situation - afskårne hundehoveder, der holdes i live med kunstig blodtilførsel.
Videoen præsenteres af den store, britiske biolog JBS Haldane, som fortæller, at han selv har set flere af eksperimenterne udført.

Der er dog rejst tvivl om, hvorvidt videoen er propaganda, som overdriver de sovjetiske forskeres formåen.
Ikke desto mindre er det anerkendt, at russiske forskere var pionerer indenfor organtransplantation og bl.a. transplanterede hundehoveder.
Forsøgene inspirerede den sydafrikanske læge Christiaan Barnard, der blev verdensberømt for at gennemføre den første hjertetransplantation.

BOKS
Guillotinen blev symbol på nyt, humant samfund
Den franske guillotine havde stor symbolværdi i den nye republik efter revolutionen, hvor den netop var indført som en ny, human henrettelsesmetode.
Med den nu pensionerede, danske historiker Inga Flotos ord i bogen 'Dødsstraffens kulturhistorie' (2001) blev guillotinen instrumentet, der viste, hvordan »det ny regimes humanitære strafopfattelse satte sig igennem overfor det gamle regimes barbari.«
Det er nemlig langt fra tilfældigt, at guillotinen fremstår som en formidabel, teknisk maskine med en ren og enkel geometri, der lyser langt væk af rationalitet og effektivitet.
Guillotionen fik sit navn efter lægen J.I. Guillotin, som efter den Franske Revolution blev kendt og hyldet for at foreslå en ny straffereform, hvor loven var lige for alle, så forbrydere, uanset stand, skulle straffes ens.
Guillotin fremførte ydermere, at henrettelse burde ske på en human måde, hvor offeret påførtes mindst mulig smerte, modsat datidens ofte grusomme eksempler, hvor bødlen med økse eller sværd kunne bruge adskillige hug, inden det lykkedes at skille hoved fra krop.
Da Nationalforsamlingen i 1791, efter en lang debat om helt at afskaffe dødsstraffen, i stedet vedtog, at 'Dødsstraffen skal bestå af den simple berøvelse af livet uden nogen tortur af den dømte', blev Guillotins ideer valgt.
Og det resulterede i en videreudvikling af ældre former for instrumenter med 'faldøkser' frem til guillotinen, som på den måde blev et markant symbol for samfundets nye orden.


Copyright © Rasmus Kragh Jakobsen og Videnskab.dk