Øv, der løb alligevel ikke hobbitter rundt for 12.000 år siden
30. marts 2016
Nye udgravninger viser, at den gådefulde, indonesiske ’Hobbit’, Homo floresiensis, alligevel ikke levede blandt os næsten op i historisk tid, men forsvandt for 50-60.000 år siden - påfaldende nok ved ankomsten af det moderne menneske.

Af Rasmus Kragh Jakobsen

Pokkers også! Nu kan vi glemme det hyggelige billede af at grille dværgelefantbøffer med vores små venner hobbitterne (Homo floresiensis) på den eksotiske tropeø Flores i Indonesien for bare 12.000 år siden.
Otte års udgravninger og nye dateringer afslører nemlig, at hobbitterne uddøde allerede for 50.000 år siden, og vi alligevel har været den eneste menneskeart på kloden i titusinder af år.
»Nye udgravninger i 2007-14 har ført til en revision af, hvornår hobbitten sidst levede. Det viser, at man oprindeligt har gjort en forkert antagelse, så mennesker og hobbitter alligevel ikke har levet samtidigt i omkring 40.000 år,« siger professor MSO Michael Storey ved Quadlab på Statens Naturhistoriske Museum på Københavns Universitet. Han har medvirket til at datere fundene.
»Homo floresiensis er fuld af overraskelser! Nu har vi haft over 10 år til at vænne os til et scenarie med en helt ny og meget anderledes menneskeart, der levede samtidigt med, at Homo sapiens bredte sig over resten af kloden. Og så viser det sig, at kronologien er forkert,« siger direktør for Statens Naturhistoriske Museum professor Peter C. Kjærgaard, som ikke selv har deltaget i studiet.
»Med Homo floresiensis - som man jo kan se en flot rekonstruktion af på Moesgaard Museum i Aarhus – der, i stedet for 18.000 år, nu er mellem 67 og 95.000 år gammel, ser historien meget anderledes ud,« uddyber Peter C. Kjærsgaard.

Studiet antyder, at mennesket kan have udkonkurreret hobbitterne
Hvad værre er, falder tidspunktet for deres forsvinden nøje sammen med tidspunktet for det moderne menneskes ankomst i regionen og mistanken falder på, om vi i stedet for at dele en stund med hyggekød i virkeligheden udryddede hobbitternes vigtigste fødekilde og gav dem dødsstødet.
»Det er bestemt en mulighed vi må tage seriøst,« siger professor Bert Roberts ved University of Wollongong, Australien, der har ledet studiet og ligesom flere af forfatterne også var med under det oprindelige fund af hobbitten.
Det vil i givet fald kaste et andet lys på os som en menneskeart, der skiller sig ud fra tidligere arter som en uhyggeligt effektiv jæger.
Studiet er netop offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Nature.

Fundet af hobbitten i 2004 væltede stamtræet
Da et forskerhold i 2004 udgravede Homo floresiensis i Liang Bua hulen på øen Flores i Indonesien, var det nok vigtigste fund af en menneskeart i nyere tid.
Den lignede ikke noget menneske, man nogensinde havde set før - dødt eller levende - og var så lille, at den fik kælenavnet ’Hobbitten’.
Arten havde levet i en eventyrlig fortidsverden, hvor den jagede dværgelefanter og kæmpede mod ’drager’ (komodovaraner), gigant-rotter og kæmpe marabou-storke.
Forskerne var rystede, både fordi man dengang stort set mente at have styr på alle brikkerne i menneskets historie, men endnu mere, fordi hobbittens hjerne kun var på størrelse med en chimpanses.
De små væsener mindede om de primitive afrikanske abemennesker, som ingen havde forestillet sig evnede at indtage verden udenfor Afrika.

Sensationelt at opdage, hobbitterne levede ind til for 12.000 år siden
Ligesom evolutionen havde krympet dværgelefanterne, foreslog forskerne, at hobbitterne var dværgversioner af en større menneskeart som Homo erectus, der levede på den nærliggende ø Java for 1,5 millioner år siden.
»Det ændrede radikalt, hvordan vi så på os selv som art,« siger Peter Kjærgaard.
Og helt sensationelt afslørede dateringerne, at hobbitterne levede helt ind til for 12.000 år siden og med stor sandsynlighed må have mødt vores forfædre på deres vej ud fra Afrika mod Australien for over 50.000 år siden.
Datoen var så nylig, at nogle endda luftede muligheden for, at hobbitterne stadig levede skjult i Indonesiens vilde ufremkommelige regnskove - måske som det lokale sagnvæsen kaldet Orang Pendek (skovmenneskene).

Nye udgravninger afslører overraskelser
Mens hobbitterne lige siden har været et varmt emne - ikke mindst diskussionen, om det lille kranium snarere tilhørte et sygt, vanskabt individ - har Roberts og kolleger år for år udvidet udgravningerne i Liang Bua hulen.
Og her stod det mere og mere klart, at noget var helt galt med dateringerne.
Hobbittens kranium var oprindeligt fundet dybt nede i gulvet nær den østlige væg, mens andre hobbit-levn var fundet inde midt i hulen.
Kraniet var dateret til 18.000 år mens de andre levn var dateret til ca. 74.000 år.
Nu udgravede forskerne nye felter mellem de første fundsteder. Et tungt og møjsommeligt arbejde, hvor man graver store mineskaktlignende huller 5-8 meter lodret ned i jorden.
De felter afslørede fem tynde, vulkanske askelag ovenover hinanden, som viste sig at tegne en overraskende historie for jordlagene i hulegulvet. Med flere felter kunne forskerne følge askelagene falde brat ud mod hulens åbning fra østvæggen.
Hvad forskerne ikke havde vidst oprindeligt, var, at kraniet og levnene dybere nede i hulegulvets midte i virkeligheden var en del af de samme gamle aflejringer, som for mere end 20.000 år siden var delvist eroderet og fyldt op igen af nye sedimenter.

Nye dateringer blev firedobbelt tjekket
Sagen var, at man i 2004 ikke daterede kraniet direkte, fordi ingen kunne drømme om at bore i det, så i stedet havde man gjort det næstbedste og dateret noget brændt træ lige over kraniet.
Men det træ viser sig nu at tilhøre de meget nyere opfyldninger ovenpå resterne af den gamle, eroderede formation, som alle hobbit-levnene lå begravet i.
»De oprindelige dateringer var ikke forkerte, men antagelsen om, at de passede til lagene med Homo floresiensis var forkert,« forklarer arkæologen Thomas Sutikna ved University of Wollongong, som har ledet udgravningerne.
Herefter ville forskerne være helt sikre på at få en troværdig datering og kastede sig derfor ud i et hav af målinger med hele fire forskellige dateringsmetoder.
»Det er vigtig med flere forskellige metoder, fordi det giver os en intern test og dermed større sikkerhed‚« siger Michael Storey.

Vi skal glæde os over at være blevet dygtigere til at datere
Nu kan forskerne så vise, at alle levnene af hobbitter er 60-100.000 år gamle, mens nogle af de stenredskaber, hobbitterne brugte, er fundet i lidt yngre lag på op til 50.000 år.
»Når sådan noget her sker, kunne man måske godt tænke, at det var kattens, at vi skal til at revidere en historie, der endelig var ved at falde på plads. Men sådan skal man ikke se det. Det er kun et tegn på, at vi er blevet dygtigere, endog meget dygtigere, til at datere vanskelige fund. Og det kan man kun glæde sig over,« siger Peter Kjærgaard.
»For mig at se er det et godt eksempel på, hvordan den videnskabelige proces fungerer. Det, vi vidste i 2003, rapporterede vi på det tidspunkt, men nu ved vi mere, og med mere data kan vi opdatere vores fortolkninger med de nye informationer,« siger Bert Roberts.
»Det er også værd at bemærke, at to af de dateringsmetoder, vi bruger, ikke fandtes i 2003; f.eks. kan vi datere knoglerne med uran-serier, der ikke var udviklet dengang.«

Der mangler mange sider i hobbitternes historiebog
Og hvad betyder de nye dateringer så for vores menneskelige historie?
Jo, man kan sige, at det i hvert fald afklarer én vigtig ting:
»Jeg tror, det her vil dræbe idéen om, at fundet bare skulle være et sygt individ af moderne mennesker,« siger Michael Storey.
»For 50.000-100.000 år siden var moderne mennesket ikke ankommet endnu.«
Det efterlader to fremtrædende hypoteser om hobbitten - enten var den allerede lille, inden den ankom til Asien som et meget tidligt eksemplar af menneskeslægten, eller den er en skrumpet udgave af menneskearter som Homo erectus.
Forskerne hælder mest til den anden hypotese, både fordi der kun er fundet små, primitive menneskearter i Afrika, og fordi man omvendt har fund af Homo erectus flere steder i nabolaget.
»Fra et område kaldet Soa Basinnet på Flores daterede vi i 2010 stenredskaber til 1 million år gamle, som kan være lavet af hobbitternes forfædre,« siger Michael Storey.
Men spørgsmålet er stadig åbent, fordi man ikke har fundet redskabsmagerne, så man har kun spor efter mennesker på Flores med næsten 1 million års mellemrum.
»Det er knapt nok til en hypotese. Hvis Homo floresiensis' historie var skrevet som en dagbog, ville det svare til, at vi har fundet nogle få forrevne sider fra slutningen og næsten en million år tidligere,« siger studiets anden leder, Matt Tocheri ved Lakehead University i Canada.

Et mylder af mennesker i Sydøstasien
De seneste år er det blevet klart, at Sydøstasien har været en smeltedigel af forskellige menneskearter.
På naboøen Sulawesi annoncerede forskerne tidligere i år 118.000 år gamle stenredskaber, som kan være skabt af hobbitternes forfædre eller slægtninge.
På Java levede Homo erectus for 1,5 million år siden, og vores forfædre må være hoppet henover øerne til Australien, hvor skeletfund viser, at moderne mennesker var ankommet for 50.000 år siden.
Dertil har fossilt DNA afsløret, at den gådefulde søsterart til neandertaleren, denisovaen, også må have levet i nabolaget.
»Der er mange store uopklarede spørgsmål endnu. Bare på Flores er det afgørende at få opklaret, hvornår Homo floresiensis ankom og hvordan deres forfædre så ud. Hvornår uddøde de endeligt, og havde mennesket en finger med i spillet,« fortæller Bert Roberts.
»Vi kan ikke svare på alle spørgsmål fra én enkelt udgravning, så jagten er sat ind på at finde flere steder med levn af hobbitter eller andre menneskearter på Flores og i det indonesiske øhav.«

Udryddede mennesket hobbitterne?
Med spørgsmålet, om mennesket spillede en rolle i hobbitternes uddøen, kan studiet røre ved selve det, der gør os enestående.
Forskerne er de seneste år blevet overraskede gang på gang både af nye menneskearter, store forhistoriske folkevandringer og af sex mellem vores forfædre og tidligere menneskearter.
Det har tegnet et billede af os mennesker som mere lig de andre mennesketyper som neandertalerne og knap så enestående, som forskere ellers længe har fremført.
Men med den nye kronologi for hobbitten kan det igen svinge tilbage og vidne om moderne mennesker som noget helt enestående, der var alle tidligere menneskearter overlegne.
De nye dateringer viser, at hobbitterne forsvandt for 50.000 år siden, og det tidspunkt falder næsten for godt overens med ankomsten af de første moderne mennesker til at være en tilfældighed.
»Det synes nærliggende, at menneskets ankomst blev enden på hobbitterne. De er ikke de eneste - for 50.000 år siden forsvinder også dværgelefanter, kæmpe marabou-storke og komodovaraner fra jordlagene,« siger Michael Storey og tilføjer med et smil:
»Men kæmperotterne er der stadig - jeg så selv én på øen for et halvt år siden.«
Andre faktorer kan være klimaforandringer og vulkanudbrud - og ikke mindst hvis alle tre kom oven i hinanden.
Matt Tocheri peger på, at dværgelefanterne var en vigtig fødekilde for både hobbitterne, komodo-varaner og de kæmpe marabou-storke.
»Så hvis noget skete, der fik dværgelefantpopulationen til at ’crashe’, ville det formentlig være gået ud over de arter,« siger Tocheri.

Sammenhæng mellem menneskets ankomst og store dyrs uddøen er set før
Indtil videre er det i høj grad spekulation, men det er langt fra første gang, at forskere dokumenterer en sammenhæng mellem menneskets ankomst og store dyrs uddøen. Det kender man blandt andet fra istidsfaunaen af store pattedyr i Europa, Asien og Amerika og ikke mindst store dele af den specielle, oprindelige fauna af store dyr i Australien, som brat forsvandt fra kontinentet for ca. 50.000 år siden.
»Men vi må huske på, at vi endnu ikke har beviser for moderne mennesker på Flores tidligere end for 11.000 år siden,« siger Bert Roberts.
»Så var Homo floresiensis endnu et tab på vores arts spredning? Måske men vi har brug beviserne for at kunne vise det. Én ting, vi kan være sikre på, er, at spørgsmålet vil være et stort fokus for den fremtidige forskning.«

Copyright © Rasmus Kragh Jakobsen og Videnskab.dk