Af Rasmus Kragh Jakobsen

Det lyder næsten for utroligt til at være sandt. I en hule kaldet Liang Bua på den indonesiske ø Flores har arkæologer midt mellem rester af stenøkser, dværgelefanter og kæmpe rotter fundet det fabelagtigt velbevarede skelet af en helt ny menneskeart.
Den nye art, Homo floresiensis, er fundamentalt forskellige fra os og minder med deres højde på ca. en meter mest af alt om fiktionens små barfodede hobbitter, som også straks er blevet artens kælenavn. Forskerne mener, at hobbitterne stammer fra primitive mennesker, der spredte sig fra det afrikanske kontinent for to millioner år siden og på ukendt vis strandede på Flores. Som en slags evolutionens Robinson Crusoe'er har de udviklet sig til hobbitter og overlevet blandt øens andre sære beboere ihvertfald frem til for 13.000 år siden - nogenlunde samtidig med, at de første stenaldermennesker vandrede op i Danmark.
At små intelligente redskabsmagere har løbet omkring på Flores for så kort tid siden, passer simpelthen ikke ind i billedet af menneskets udvikling og biologibøgerne står for en omskrivning.

Historien om hobbiterne begynder i Liang Bua hulen i september 2003. Regntiden er næsten begyndt og de australske arkæologer er taget hjem og har overladt det de indonesiske kolleger at afslutte sæsonens gravearbejde. Indtil da har forskerne fundet nogle sære stumper af menneskeknogler og tænder, men intet kunne have forberedt dem på, hvad arkæolog Thomas Sutikna fra Indonesian Centre for Archeology i Jakarta nu finder.
I hul nummer VII knap seks meter under jorden børster han forsigtigt den røde lerjord til side og pludselig åbenbares skallen af et kranium så blødt og skrøbeligt som vådt silkepapir. Kraniet smuldrer ved den mindste berøring og kun med allerstørste forsigtighed og tålmodighed får Sutikna og hans kolleger det afdækket, tørret og hærdet.
Snart dukker resten af skelettet, døbt LB1 efter Liang Bua hulen op. Underkæben, det højre ben og venstre del af bækkenet er ligeså komplette som kraniet. Venstre ben, hænder og fødder er også i rimelig god stand mens forskerne kun finder stumper af rygsøjlen, ribben, skulderblade og kraveben. Armene mangler, men som skelettet ligger antyder det, at de kan findes senere. Det står straks klart, at der er tale om en menneskelignende art, som gik oprejst på to ben.
I første omgang er det kraniet, der tiltrækker sig opmærksomhed. Det er i fantastisk god stand med næsten alle tænder i behold i både over- og underkæben, men er meget lille.
»Først troede vi det måtte være fra et barn,« fortæller Sutikna.
»Men da vi efter en uges tid fik set på tænderne så vi, at de allerede var slidte og at alle kindtænderne var vokset ud, så personen måtte være over 20 år gammel.«
Den australske arkæolog, Peter Brown, som leder analyserne er knap faldet på plads i sit kontor ved University of New England i Australien, da han får besked om Sutiknas fund. Brown flyver hurtigt tilbage til Jakarta, hvor han med sennepsfrø måler hjerneskallens indre rumfang til blot 0,38 liter. Samtidig viser den første datering, at kraniet måske kun er 14.000 år gammelt. Han er chokeret.
»Vi vidste, det var et skelet fra en opretgående menneskelignende art, men den havde en hjerne på størrelse med en chimpanse og var i live måske så sent som for 14.000 år siden. Det syntes umuligt. Det gør det stadig,« siger Peter Brown.
Browns tanker går på vores tidligste forfædre, der for 7 millioner skiltes fra chimpansernes linje og for omkring 4,5 millioner år siden førte til Australopitecus, sydaberne. Australopithecinerne gik på to ben, var omkring 1-1,5 meter høje og havde hjerner på størrelse med chimpanser. Det bedst kendte eksemplar er 'Lucy' fra Ethiopien, men gruppen bestod af op til fjorten arter. LB1's lille kropsstørrelse og diminutive hjerne peger på en australopithecin, men de er aldrig fundet udenfor Afrika og menes at være uddøde for 1,2 millioner år siden.
Arkæologerne er vantro. Har man virkelig fundet en primitiv menneskelig forfader langt udenfor Afrika, som har overlevet næsten op til i dag?

Der er imidlertid flere ting ved LB1, som ikke helt passer på en sydabe. Ansigtet mangler den kæbestruktur man normalt forbinder med sydaber og overordnet minder det meget om vores egen slægt, Homo, der opstod for omkring 2,5 million år siden og hurtigt koloniserede store dele af verden. Det viser sig snart, at kranie og skelet bærer træk fra både primitive og mere moderne menneskearter.
Selv om hjernens minder om en sydabes ligner selve hjerneskallen mere moderne menneskerarters. Den er bred, lav og lang og set bagfra minder konturen om Homo erectus, der var blandt de første til at udvandre fra Afrika for ca. 2 millioner år siden og bla. er fundet på øen Java 700 km vest for Flores.
Hvor sydabernes ansigt stikker frem er hobbittens ansigt fladt og trukket ind under hjernen og minder meget om moderne menneskers ansigt. Fortænderne er små og ligner også moderne menneskers og generelt er tænderne ikke så store som sydabernes. Men selv om underkæbens kindtænder ikke er så store som sydabernes har de alligevel en meget stor tyggeflade og kraftige rødder, som man hidtil kun har set hos sydaberne og enkelte tidlige eksemplarer af slægten Homo. Underkæben mangler også den stærkt markerede hage som man ser hos både Homo sapiens og Homo erectus.
Lårbensknoglen ligner moderne menneskers, hvad angår længde (blot 28 cm), krumning og form, men sammenligner man selve knoglehovedets størrelse med omkredsen midt på knoglen falder det i mellem chimpanser og sydaber. Bækkenet har også primitive træk ligesom forholdet mellem længden skinnebenet og omkredsen midtpå knoglen falder i chimpanse-området.
Hobbitten er med andre ord ikke sådan at sætte i bås. Det eneste forskerne kan fastslå med sikkerhed er, at LB1 gik opret på to ben. Den var formentlig var op til 106 centimeter høj (nogenlunde som et moderne 3-årigt barn) og vejede 16-36 kg. Bækkenets form antyder kraftigt, at LB1 var en kvinde og analyser af slidmærkerne på tænderne kombineret med vokselinjer i hjerneskallen fortæller, at hun har været ca. 30 år.

Så hvad er LB1 for en skabning? Forskerne er sikre på, hun ikke tilhører en art, man allerede kender og fund af knogler og tænder fra 5-7 lignende individer i hulen udelukker, at hun bare er et enkeltstående sygt individ. Men nedstammer hun fra en meget primitiv forfader, der opstod for 4,5 million år siden, eller er hun et medlem af slægten Homo? En vigtig del af svaret skal findes i Liang Bua hulens andre huller, som afslører, hvordan hobbitterne har levet.
Allerede i 1965 udgravede den hollandske missionær og amatørarkæolog fader Theodore Verhoeven fortidslevn fra nogle sære dyr - der var både tænder fra dværgelefanter og knogler fra kæmperotter. Begge fund var meget uventede, fordi Flores ligger øst for den såkaldte Wallace-linje. Linjen skærer sig ned mellem øerne Bali og Lombok og deler hele den store Nusa Tenggara ø-række, der strækker sig fra Java til Ny Guinea, op i to. Vest for linjen har der historisk altid været en stor artsrigdom blandt dyrene med primater, tigre, elefanter, hjorte, vilde okser mm. mens der øst for linjen var en fattig fauna - dyrene havde tilsyneladende vanskeligt ved at krydse Wallace-linjen. Verhoeven viste, at linjen ihvertfald ikke var fuldstændig umulig at krydse. Men han gjorde et fund mere, der siden har fået arkæologer til at vende tilbage til igen og igen. Verhoeven fandt et udvalg af stenredskaber, der tydeligt afslørede, at en tredje fremragende opdagelsesrejsende havde nemlig gjort rotterne og elefanterne selskab nemlig fortidsmennesker. I dag er det bedste bud på redskabsmagerne Homo floresiensis. Kvaliteten af redskaberne er faktisk mere avanceret end man ser hos Homo erectus og vidner om en meget højt udviklet intelligens og dygtighed.

Mængden af stenredskaber er imponerende. Der er nogle rundt om LB1, men i de andre udgravningshuller finder de flere tusinde. Der er skarpe skæreblade, skrabere, drabelige huggesten, små spidse blade, som kan have været fæstnet på træskafter og brugt som pile eller spyd og mange sten til at forme stenredskaber med.
Der dukker også mange dværgelefantskeletter op og efterhånden bliver arkæologerne overbevist om, at de har været floresmenneskets livret. At hobbitterne har formået at nedlægge et forholdsvist stort bytte som dværgelefanter på op til 1.000 kg vidner ligeledes om et højt udviklet samfund. Nogle forskere mener endda, at jagten har krævet en kompleks form for kommunikation, muligvis et egentlig sprog.
Der er også knogler fra fisk, frøer, slanger, kæmpe skildpadder, firben, fugle, kæmpe rotter, flagermus og farlige øgler - en 5 meter lang nu uddød slægtning til den kødædende komodovaran, som uden tvivl har snuppet en hobbit, når den kunne komme til det. Flere af dyrene er lidt forkullede, hvilket forskerne tager som bevis for at hobbitterne har behersket ilden og grillet fangsten.
Tilbage står et billede af en menneskeart, der trods sin lille hjerne har været kvik i pæren og mestret avancerede teknikker, som langt overgår sydabernes evner.

På baggrund af fund af 850.000 år gamle stenredskaber andet sted på Flores mener forskerne, at hobbitterne kan være ankommet til Flores for knap 1 million år siden - måske i en jagt på elefanter. De anser det derfor som mest sandsynligt, at Homo floresiensis er efterkommere af Homo erectus som f.eks. Java-manden. Man ved, at Homo erectus kom til Java for ca. 1,8 millioner år siden, var mellem 1,55-1,78 meter høje og havde en hjerne på 650-1.260 ccm og har altså været væsentlig større end hobbitterne. Dette umiddelbare paradoks siger forskerne kan forklares med et velkendt evolutionært dværgfænomen kaldet ø-reglen. Basalt set handler det om at spare på energien og når en art er isoleret på en ø med knappe ressourcer og uden store rovdyr, kan det simpelthen betale sig at blive mindre. Den evolutionære kraft er så magtfuld, at hobbitterne er blevet endnu mindre end nutidens pygmæer, som er 1,4-1,5 meter. Forskerne mangler at finde et endeligt bevis for dværgevolutionen, som f.eks. Homo erectus skeletter i mellemstadiet. De kan derfor ikke udelukke sydaberne, men er overbeviste om, at hobbitterne ikke er så primitiv en menneskeart.

Forskerne har i dag knogler fra 5-7 Homo floresiensis, hvor den ældste er omkring 95.000 år og den yngste ca. 13.000 år og det splintrer fuldstændig det almindelige billede af vores egen evolution.
Nature-redaktøren Henry Gee beskriver fundets revolutionerende perspektiver således: »Vi er alle vokset op med forståelsen af menneske-arten som unik. Det er grundlæggende for vores religion, vores etik og endda vores videnskab at humanismen tilskrives en enkelt art ... Flores-mennesket rykker ved den opfattelse.«
I stedet for at være Guds udvalgte skabninger ved vi nu, at vores evolutionstræ ikke har været en stige men en forgrenet busk. Billedet af det moderne menneske, som med sin overlegne hjerne, avancerede redskaber og højt udviklede kommunikation hurtigt udkonkurrerede alle andre menneskearter passer simpelthen ikke mere.
Teorien er udsprunget fra vores viden om neandertalerne og deres mystiske forsvinden i Europa. Det moderne menneske i form af Cro Magnon manden koloniserede først det kolde Nordeuropa for ca. 30.000 år siden og Den Iberiske Halvø, hvor Spanien og Portugal ligger i dag. Disse områder havde huset neandertalere i 100-150.000 år, men på få tusinde år forsvinder de i takt til Cro Magnon mandens fremmarch. Om der var tale om udryddelse, udkonkurrering eller simpelthen udvanding af genpuljen ved man ikke, men neandertalernes forsvinden gav ophav til den alment accepterede teori om vores overlegenhed, som nu rystes af floresmanden. Vores forfædre, der koloniserede Sydøstasien for 50-60.000 år siden, må have levet side om side med hobbitterne i op mod 40.000 år og derfor kan er det ikke naturgivent at andre menneskearter viger for vores såkaldte overlegenhed.
Et af de helt store spørgsmål arkæologerne står med er i hvilket omfang vores forfædre og hobbitterne har haft samkvem. Ingen ved det, men et nyt genetisk studie af lus viser, at den ene af menneskets to luse-arter først for nyligt er sprunget over på os moderne mennesker og indtil da kun har levet på Homo erectus. Måske fik vi lusen da moderne mennesker mødte hobbitterne på Flores?
Hobbitterne ministørrelse og specielt deres meget lille hjerne sammenholdt med deres tydelige intelligens viser bryder også med biologernes tendens til at se en sammenhæng mellem hjernestørrelse og høj udvikling. Gram for gram har hobbitterne været langt mere intelligente end os og biologerne må i stedet søge forklaringen i kvaliteten af hjernens forbindelser og interne netværk.

Det mest fantastiske af alle fundets perspektiver er dog, at der sagtens kan ligge flere menneskearter under den indonesiske muld tålmodigt ventende på arkæologerne. Og at nogle af dem har levet indtil for nyligt eller - et godt stykke længere ude i teorien - måske ligefrem lever endnu.
Lokale myter på Flores beretter om små generte og behårede mennesker, der indtil for 150 år siden skjulte sig i de mange klippehuler. Godt nok ser det ud til at både hobbitterne og dværgelefanterne mødte deres endeligt for 12.000 år siden i et gigantisk vulkansk udbrud, men videnskabsmændene erkender nu, at historierne ikke længere blot kan affejes som ren fantasi. De tager dem så seriøst, at de allerede er igang med at lede efter spor i de uudforskede områder af øen.
I de ufremkommelige regnskove på Flores eller en anden af Indonesiens mange øer vil vi måske i de kommende år finde flere hobbitter eller nye ukendte menneskearter, der tilføjer enden flere grene og kviste til vores stamtræ. Den sonikle mulighed for at nogle af dem i teorien stadig kan være i live, gør kun jagten endnu mere spændende.

Copyright © Rasmus Kragh Jakobsen og Illustreret Videnskab.