Darwins finker ændrer sig hastigt
3.  juni  2002
Et stort fortløbende studie af Darwins finker giver overraskende nye fingerpeg om, at arternes opståen og forandring sker hurtigere end antaget

Af Rasmus Kragh Jakobsen

Den berømte teolog og naturforsker Charles Darwin revolutionerede biologiens og samtidens verdensbillede med sin teori om, hvordan arter opstår og ændres. Men selv om Gregor Mendels grundlæggende opdagelser indenfor genetikken siden har givet teorien substans og den i dag bekræftes igen og igen med sammenlignende studier af arvemateriale og proteiner fra de store databaser, er det stadig et stort spørgsmål, hvor hurtigt evolutionen egentlig går. Ændres og opstår nye arter hver årti, eller er der tale om tusinder af år imellem hvert nyt dyr?
Darwin grundlagde sin teori efter et besøg på de afsidesliggende Galápagosøer, og nu giver et stort studie fra de samme øer overraskende nye fingerpeg om evolutionsdynamikken.

Finkestudier
I 1835 tilbragte Darwin godt en måned på øerne, hvor han fandt mange spændende dyr som Galápagos skildpadder, hav-leguaner og flere forskellige finkearter - Darwins finker. Finkerne skulle få stor betydning for udformningen af hans teori om evolution ved naturlig selektion. Darwin observerede, at hver art adskilte sig på næbbets udformning, der passede perfekt til artens måde at søge føde. Han indså, at alle fuglene måtte stamme fra den samme oprindelige fugl, men at dyrene over tid var blevet isoleret fra hinanden på de forskellige øer og havde specialiseret sig i hver deres niche.
Det var ikke Guds skaberværk, der havde frembragt hver finkeart, men tilfældigheder, naturlig selektion og tidens tand, der havde tilladt, at nogle former overlevede bedre end andre på de forskellige øer.
I 1973 vendte ægteparret Peter og Rosemary Grant tilbage til Galápagosøerne for at begynde et fortløbende studie af evolutionen af Darwins finker. De to biologer fra Princeton University har hvert år sammen med deres studerende mærket, målt og vejet hver eneste finke på øen, Daphne Major for at måle effekten af evolutionen på fuglene. De vulkanske øer er ideelle til at studere evolutionen, fordi de ligger helt isoleret og er befolket af forholdsvis få dyrearter. I det videnskabelige tidsskrift, Science fra 26. april beskriver ægteparret effekten af de foreløbige 30 års evolution på Daphne. Evolutionen har vist sig at være forudsigelig på kort sigt, men umulig at forudsige på lang sigt.
»Havde vi stoppet efter ti år ville vores konklusioner have været helt anderledes, fordi på det tidsspunkt havde kun næbbet på den ene art (Geospiza fortis) ændret sig fra udgangspunktet,« skriver de.
Men de fortsatte studierne og ikke overraskende viste det sig, at ændringer i klimaet havde en stærk indflydelse på evolutionen af øens to finkearter. Det var derimod overraskende, hvor kompleks effekten viste sig at være.

Klimaet
På Daphne har jordfinken (G. fortis) et kort stumpt næb, der er velegnet til at knække små frø, mens kaktusfinken (G. scandens) har et spidsere næb, den bruger til at spise frugt og pollen fra kaktusser. Der er flere typer frø på øen - nogle små og bløde og nogle større hårde frø, som kun de største jordfinkeindivider er i stand til at knække. Ændringer i dette udvalg af mad påvirker kraftigt evolutionen af finkerne. For eksempel ramte efterslæbet af La Niña i 1977 øerne og en tørke udryddede planterne med de små bløde frø, så alle jordfinkerne undtagen de største individer uddøde. Det betød, at næbstørrelsen på få år blev fire procent større i populationen. Men da El Niño i 1983 gennemvædede øerne eksploderede væksten af planterne med de små bløde frø, og populationens næb faldt atter med 2,5 procent.
Kaktusfinkerne blev også påvirket. Ikke af tørken, men af regnen i 1983, som druknede kaktusserne. Forskerne opdagede efterfølgende, at fuglenes næb blev mindre spidse og mere stumpe ligesom jordfinkernes, hvilket kunne synes en logisk konsekvens af, at kaktusfinkerne skiftede fødekilde til de samme frø som jordfinkerne. De individer med mindst spidse næb kunne bedst fortære de samme frø som jordfinkerne, og populationens næb blev derfor mindre spidst. Men da kaktusserne siden vendte tilbage fortsatte næbbene paradoksalt nok med at skrumpe, og forskerne opdagede, at en helt anden kompleks effekt var på spil.

Hybrider
Evolutionen guides ikke kun af naturlig selektion, men også af fuglenes sexliv.
Efter regnen i 1983 dominerede de største kaktusfinkehanner de få kaktusfrugter, der endnu var tilbage, hvilket betød, at hunnerne døde. Året efter var der kun én kaktusfinkehun for hver han, og det fik desperate hanner til at gøre et udforudset træk - de parrede sig med jordfinkehunner. I modsætning til hybrider som muldyr er finkehybriderne ikke sterile evolutionære blindgyder, tværtimod er de en sund kilde til nye blandinger af det genetiske materiale. Det var meget overraskende for biologerne, at to så fjerne slægtninge kan producere sundt og levedygtigt afkom, og ægteparret Grant foreslår, at krydsning kan være en overset faktor hos mange andre dyrearter.
Arternes barrierer er muligvis langt mere åbne end man hidtid har troet.
Det viste sig, at hybridungerne holdt sig til kaktusfinker, fordi hannerne efterligner faderens sang og hunnerne vælger en han, der synger som faderen. Og fremtidige studier vil vise om kaktusfinken ender med at blive så udvandet, at en ny art opstår eller om der kun er jordfinker tilbage.
Men selv om disse og andre studier hjælper med at kortlægge principperne bag den evolutionære dynamik, tør ægteparret Grant ikke spå andet om finkernes skæbne, end at fremtiden vil være ligeså uforudsigelig som hidtil.

Copyright © Rasmus Kragh Jakobsen og Dagbladet Information