Virkeligheden er ikke et eventyr
5. november 2001
En spændende aften i Odense med en veloplagt Steven J. Gould, der forstod at fænge forsamlingen og give et glimt at mysterierne ved et taknemmeligt emne

Af Rasmus Kragh Jakobsen

Det er aften i Odense, og universitetets store auditorium summer af spændt forventning. Med ét bliver der helt stille, og en lille rund mand går på scenen. Det er den verdenskendte palæontolog og videnskabsformidler Steven J. Gould, som har fået æren af at holde den første årlige forelæsning ved H.C. Andersen Akademiet. Steven J. Gould kniber øjnene sammen, og ordene begynder at flyde fra ham i en lind strøm. Han smasker glad indimellem, som om han smager på en god årgangsvin, og lader ivrigt fortællingen tage form. Aftenens emne er livets historie og vores evne til at fortælle den. Livets historie er hverken mere eller mindre end en lang række af tilfældigheder, og vi menneskers historie er blot et uendeligt kort blip i en ensom og meget lille klippes lange historie. Sådan har vi fået fortalt, at verden hang sammen lige siden de sidste store videnskabelige revolutioner med Kopernikus og Darwin, men inderst inde nægter vi stadig at acceptere det, siger Steven J. Gould.

Gode historier
At livets oprindelse og udvikling er ufatteligt komplekst, er Gould ikke uenig i, men det er ikke kompleksiteten, der gør livets historie ufattelig, men derimod at det hele er én lang række af tilfældigheder. Vi skal ikke noget, der er ikke nogen mening eller noget formål. Sådan er det bare, og det kan vores øverste organ ikke fordøje. Vores hjerne er ifølge Gould en maskine, som søger mønstre - som f.eks. stjernerne på nattehimlen. Hvorfor er der opstået klumper? spørger hjernen og giver sig til at ordne klumperne i mønstre og fantastiske gudefortællinger med humor og moral. Hjernen elsker at finde mønstre i tilfældighedernes pøl og beskrive dem ved hjælp af historier og metaforer. Og det er der, den kommer i konflikt med de naturhistoriske objektive data; de er ikke gode historier. Videnskaben fortæller ikke en historie, der begyndte, havde en mellemliggende fremadskridende handling og derefter sluttede på behørig vis med en god og sand morale eller to, sådan som ethvert godt eventyr af H.C. Andersen gør. Gode historier følger et bestemt mønster og indeholder altid både gode og onde elementer, og ikke mindst er de fyldt med humor. Gould illustrerer vores hjernes dilemma ved et par af de store videnskabelige revolutioner. Først Kopernikus, der flyttede universets centrum væk fra Jorden, som i øvrigt også ophørte med at være flad.

Ingen humor
Det kunne vores hjerne trods alt godt kapere, mennesket var jo stadig sat på Jorden af Gud, som nu ikke længere prikkede huller i himmelvælvingen, men tværtimod havde skabt langt mere (og dermed var langt større) end vi hidtil havde troet. Fint nok, der kunne altså stadig være en mening med det hele, og vi mennesker kunne stadig fortælle gode historier om at røgte de mindre af Guds skabninger. Gould skønner, at det nye verdensbillede blev generelt accepteret inden for højest 50 år. Men den næste store revolution - Darwins revolution - er stadig ikke accepteret, der findes masser af mennesker i bl.a. USA, som ikke vil (eller må) høre tale om Darwins udviklingslære. At vi skulle stamme fra dyrene, eller rettere at vi simpelthen er dyr, er vitterligt også svært at forstå. Det er ikke til at grine af. Og her mener Gould ikke 'at forstå' som det, man bliver fortalt i skolen, men virkelig at forstå, så det suger i maven og gør ondt i hjertet. Den slags forståelse får vi kun igennem livets oplevelser eller overbragt fra andre gennem metaforer og gode historier. Men Darwins lære er ikke en god historie, den er en historie om tilfældigheder med en formålsløs handling.

Yarden
Og lige så svært er det med geologiens eller tidens revolution, som rager uklar med en udbredt misforståelse om, at mennesker altid har vandret omkring på denne lille klippe. Det har vi ikke, tværtimod vi er nærmest den allerseneste tilføjelse i livets historie, hvilket Gould illustrerer med en lille anekdote om den engelske længde-enhed yarden. Denne blev defineret som længden fra King Edwards næsetip til hans udstrakte hånds fingerspids. Hvis man lader en yard illustrere længden af livets historie, ville menneskeheden kunne udryddes med et enkelt strøg af en neglefil. Alligevel griber den historiehungrende hjerne de naturhistoriske fakta og digter i al sin arrogance menneskeheden som evolutionens endegyldige mål. Illustreret ved det kendte billede af evolution fra ludende abe til opretstående mand. Også her må Gould skuffe. Evolutionen er ikke en fortælling, der på et givent tidspunkt kan måles ved dets ypperste (læs: mest komplekse) skabning, men vores hjerner vil gerne have, at det er sådan. De søger trøst og lindring i en god forklaring på meningen med det hele. Livets fortælling er en fantastisk lang historie med masser af nye variationer over samme tema, og tilfældigheder i det omgivende miljø har ført til, at den ene eller anden skabning på et givent tidspunkt har været tilstede. Mennesket er ikke evolutionens ypperste mål, og alle de forudgående liv er ikke de eneste, som kunne være opstået. Historien er fyldt af bittesmå, men meget afgørende begivenheder, som har resulteret i den verden, vi kender i dag.

Svaner
Det, Gould finder fantastisk interessant, er netop det, at vi alle kendsgerninger til trods ikke vil acceptere, at livet ikke er en god historie. Der må ligge noget dybt gemt der, mener han, uden at komme ind på hvad, blot det at vores hjerne er en mønsterfinder, som elsker metaforer, paralleller og billeder, har brug for trøst og lindring, men egentlig er ligeglad med virkeligheden. Han mener, vi skal høre de grimme (men sande) naturhistoriske fortællinger, før vi kan blive svaner.

Copyright © Rasmus Kragh Jakobsen og Dagbladet Information