Hvor stammer vi fra?
25. september 2008
Fossiler og arvemasse er blot nogle af de redskaber, forskere har brugt til at besvare spørgsmålene om menneskets historie:
Hvem var de første mennesker? Hvor i verden levede de? Hvornår befolkede de verden? Hvordan udviklede mennesket sig? Hvad adskiller os fra andre arter?

Af Rasmus Kragh Jakobsen

Det lå bestemt ikke i kortene, at Raymond Dart skulle gøre århundredets vigtigste fossilfund. Dét bevis, der endegyldigt forbandt mennesket med menneskeaberne og naglede menneskehedens vugge fast i den afrikanske muld. For det første ledte han slet ikke efter menneskets forfædre, og for det andet befandt han sig det helt forkerte sted. I begyndelsen af sidste århundrede var der nemlig slet ingen tvivl blandt de førende videnskabsfolk om, at mennesket stammede fra enten Europa eller Asien. Og Dart befandt sig i Sydafrika.
Dart kom til Witwatersrand Universitet i Johannesburg i 1922, hvor han skulle være chef for Anatomisk Afdeling. Det var Dart alt andet end lykkelig for. For selv om han ikke skænkede det en tanke, at Sydafrika lå langt fra menneskehedens vugge, så var han yderst bevidst om, at det var meget langt fra verdens medicinske centrum, London. Den 29-årige læge med speciale i neuroanatomi og den menneskelige hjerne så stillingen som et karrieremæssigt tilbageskridt. Samtidig syntes han, at han havde rejst nok rundt i verden. Dart var blevet uddannet i Sydney, havde tjent som læge under Første Verdenskrig i Europa, arbejdet ved University College i London, inden han under et studieophold i USA mødte Dora i 1920. De to var klar til at slå rødder, og udsigten til at strande i Sydafrika pinte Dart.

Hjernefossil lå i en kasse med sten
Darts humør røg helt ned i kulkælderen, da han konstaterede, at hans afdeling ikke engang havde en knoglesamling. Da en anatom umuligt kan forstå anatomien uden at kunne sammenligne menneskets knogler med dyreknogler, besluttede han sig for at gøre noget ved det. Han udlovede derfor fem pund til den studerende, der fandt de bedste knogler. Det første år gik prisen til en ung fyr for en udstoppet krokodille, en okse samt nogle stenknive. Men allerede året efter bragte et enestående dyrefossil Dart på sporet af et fund, der skulle ændre hans liv.
En dag fortalte hans eneste kvindelige studerende, Josephine Salmons, at hun havde fundet noget, som professoren helt sikkert ville finde interessant. Det var et forstenet baviankranium, hun havde set på kaminhylden hjemme hos en ven. Dart mente, at hun måtte tage fejl, idet fossiler af aber var ekstremt sjældne – selv kendte han kun til to. Salmons tog fossilet med, og det var faktisk en bavian. Det viste sig, at vennen var direktør for det mineselskab, som sprængte kalksten ved Taung, og at der ind i mellem dukkede forsteninger frem fra klipperne. Dart fik en aftale om at få alle fossiler hjem til undersøgelse.
En septemberlørdag i 1924, hvor Dart var i fuld gang med at klæde om til en vens bryllup, blev der sat to kasser med sten af i hans indkørsel. Trods Doras protester løb Dart ud og brækkede låget op. I den første kasse lå intet af interesse, men da han åbnede låget til den anden, rislede det ham ned ad ryggen. Øverst lå en forstenet hjerne med helt tydelige furer, folder og aftryk fra de store blodårer. Som neuroanatom vidste Dart straks, at fossilet var enestående.
Ikke alene havde man aldrig tidligere fundet en forstenet hjerne – eller rettere forsteningen af det aftryk hjernen havde sat på indersiden af kraniet – Dart vidste også, at det ikke var nogen almindelig abehjerne, han holdt i sin hånd. Hjernen var tre gange større end en bavianhjerne og tydeligt større end en chimpanses. Men det vigtigste var dens form. Forhjernen var stor og dækkede over baghjernen. Det er et tydeligt menneskeligt tegn. Men hjernen var for lille til at være et primitivt menneske.
Da Dart vendte stenen, opdagede han til sin rædsel, at stenen var flækket, og at forsiden med ansigtet er væk. Til alt held fandt han i kassen en sten, der passede perfekt. Men der var intet at se, så ansigtet måtte altså være gemt inden i stenen. Dart var sikker på, at han stod med et af historiens mest betydningsfulde fund og i selvbiografien “Adventures with the Missing Link” beskrev han oplevelsen: “Jeg stod i skyggen og krammede min sten så grådigt, som nogen gnier krammer sit guld.”
Hans tanker faldt på den store biolog, Charles Darwin, der i 1871 forsigtigt have forudsagt, at menneskets forfædre sandsynligvis skulle findes i Afrika, fordi vores nærmeste slægtninge i dyreriget, chimpansen og gorillaen, kun lever her. Darwins forudsigelse var stort set forkastet, da der endnu ikke var fundet nogen fossiler, og Dart drømte om, at han skulle være den, der gav Darwin oprejsning.

Menneskets vugge stod fast i Europa
De næste tre måneder arbejdede Dart i hver en ledig stund på forsigtigt at få pirket ansigtet fri med to af Doras skarpslebne strikkepinde. Og to dage før jul delte stenen sig og faldt væk fra ansigtet.
Ansigtet tilhørte et barn med et fuldt sæt mælketænder, hvor de første blivende kindtænder var på vej frem. Selvom hjernen ikke var fuldt udvokset, havde den et rumfang på 550 kubikcentimeter, hvilket er større end en voksen chimpanses 320-480 kubikcentimeter. Tænderne og kæben var tydeligt mere som et menneskes end abes. Samtidig viste et hul i kraniets nakke, der er det sted, hvor rygsøjlen går ind, at barnet havde gået oprejst. Hullets position er eller balancerer ovenpå rygsøjlen som vores, hvilket er nødvendigt for den oprejste gang.
Dart var ekstatisk: Barnet fra Taung måtte have været en menneskelig mellemting mellem abe og menneske. Han spildte ikke tiden, men skyndte sig at skrive en artikel til det ypperste videnskabelige tidsskrift, Nature, hvor han døbte barnet Australopithecus africanus – sydaben fra Afrika. Artiklen blev trykt den 7. februar 1925. Men hvis Dart troede, at hans baby ville blive hyldet og modtaget med begejstring, blev han slemt skuffet.
I Europa og specielt blandt de fremmeste britiske forskere fik Taung-babyen en isnende modtagelse. Den kunne, mente de, i bedste fald betragtes som en slægtning til gorillaen eller chimpansen. Den holdning skulle vare ved i næsten et halvt århundrede og betød, at Taungbabyen helt op i 1960’erne kun var en bisætning i lærebøgerne, hvis den overhovedet blev nævnt.
Årsagen var, at Taung-fossilet så helt anderledes ud, end det parnasset i England havde forventet. Her havde den førende anatom Sir Arthur Keith studeret hundredvis af abekranier og var nået til den konklusion, at menneskets enestående særkende var en stor hjerne i forhold til kropsvægt. Keith ikke alene forventede, at se det tidlige menneske som en storhjernet forfader, der fra start adskilte ham fra vilde dyr og primitive abemennesker, man havde allerede fundet sådan et fossil i Keiths hjemland, England. Piltdown-manden, som fundet blev kaldt, havde netop primitive tænder og kæbe, men en stor hjerne. Det var stik modsat Taung-babyens menneskelige ansigt med små tænder og en slank underkæbe, men hvor hjernen stadig var langt mindre end et menneskes. Først i 1953 blev det afsløret, at Piltdownmanden var et groft veludført fupnummer.
Det videnskabelige etablissement støttede sig imidlertid også til de første fund af fortidsmennesker som neandertaleren i Neander dalen i Tyskland i 1856, Cro-Magnon-manden i Dordogne i 1868 og de smukke hulemalerier, der bekræftede forskerne i, at Europa var menneskets vugge, og at den tænkende kreative europæer var andre racer overlegen. I samtiden var det mildest talt svært at vinde gehør for, at den ypperste af alle menneskets racer, europæeren, kunne føre sine rødder tilbage til de vilde “halenegres” Afrika og langt mindre til chimpansen og gorillaen, som Charles Darwin havde forudsagt.
Ikke engang da Dart i 1931 tog til England og viste fossilet frem ved videnskabelige samlinger, fik han tilhængere. Dart forlod England dybt nedslået og rørte ikke fossiler de næste mange år.

Javamanden var bare en gibbon
Darts fund var imidlertid ikke det eneste, der var blevet afvist blankt af de europæiske videnskabsfolk. Allerede i 1895 var hollænderen Eugéne Dubois vendt hjem fra Østen med et helt utrolig fund.
Inspireret af Ernst Haeckels teori om “the missing link” var Dubois i 1887 rejst til Sumatra sammen med sin kone og deres nyfødte baby. Her ledede han en udgravning, der blev udført af 50 straffefanger, som var udlånt af de hollandske myndigheder. Da han ikke fandt nogen fossiler af betydning, fortsatte holdet til Java. I 1891 fandt han en kindtand og en menneskelig kraniekalot ved Solo flodens bredder. Året efter dukkede en lårbensknogle op. Dubois slog de tre sammen og konkluderede, at det var vores ældste forfader, Javamanden, der gik oprejst som nulevende mennesker. Også her stred fundet mod idéen om, at den store hjerne kom først.
Tilbage i Europa var Dubois overrasket over at møde en indædt modstand, der uden videre afskrev hans menneskeabe som en kæmpe gibbon eller et sygt individ. Nedslået tog Dubois en stilling som geologiprofessor i Amsterdam, hvor han blev mere og mere forbitret. Han lod den ansete tyske anatom Gustav Schwalbe studere kraniekalotten, hvorefter Schwalbe skrev sin egen afhandling og turnerede verden rundt med detaljerede analyser. Herefter forskansede Dubois sig og afviste alle ønsker om at se hans fund. Han satte endda et spejl op over sit kontorbord, så ingen kunne snige sig ind på ham, mens han arbejdede. Først efter hans død i 1940 kom de enestående knogler frem, og i dag opfattes Javamanden som et af de tidligste eksempler på slægten Homo erectus, der opstod i Afrika for to millioner år siden og koloniserede store dele af verden.
Helt så galt gik det ikke for Raymond Dart. Han havde én vigtig allieret, den skotskfødte Robert Broom, der var en anerkendt palæontolog. Allerede ved offentliggørelsen i Nature havde Broom sendt en lykønskning, og to uger efter kom han stormende ind i Darts laboratorium, strøg forbi Dart direkte hen til det bord, hvor Taung-babyen lå, og faldt på knæ. Broom undersøgte fossilet grundigt og var enig i Darts konklusioner. Men hvor kritikken de følgende år slog Dart ud, blev Broom tændt af tanken om at finde vores forfædre. Mange kritikere indvendte, at man skulle have et voksent eksemplar, og det var netop, hvad Broom ville finde.

Videnskabsfolk indrømmer fejl
I 1936 rejste Broom, på anbefaling af nogle af Darts studerende, til de nu berømte transvaalske huler ved Sterkfontein i Sydafrika. Allerede tre måneder senere, den 17. august, stod han med et fantastisk velbevaret kranium af et voksent abemenneske.
Det viste sig snart, at hele området var et rent skatkammer af fossiler og faktisk er omkring en tredjedel af alle tidlige abemenneske fundet her. Inden længe fandt Broom både et bækken, der viste, at abemenneskene kunne gå oprejst og dele af en rygsøjle, som lignede vores. Han fandt stenredskaber og en Homo erectus kæbe, der afslørede, at Darts abemenneske levede samtidig med vores egen slægt. Der dukkede også nye arter op med et kraftigere tandsæt og tyggeapparat, som vidnede om en specialisering til en hård kost af nødder og træagtige rødder. Fra Sydafrika opstod et billede af en mangfoldighed af oprejste abemennesker, der havde levet side om side med hver deres niche.
Entusiasmen over de spændende fund smittede mange studerende, og en af dem overtalte i begyndelsen af 1940’erne Dart til at kaste sig over fossiljagten igen. I Makapansgat-hulen 250 km fra Johannesburg fandt Dart adskillige australopithecinere. Fundenes betydning gik efterhånden også op for parnasset i England, hvor antropologen Wilfrid Le Gros Clark fra Oxford University efter selv at have set Brooms og Darts fund i Sydafrika blev overbevist. Med ham begyndte stemningen at vende, og Afrika blev endelig accepteret som menneskehedens vugge. Selv Sir Arthur Keith indrømmede i 1947, at Dart havde haft ret, hvor han selv havde taget fejl. Selv om flere og flere troede på Darts fund og Darwins forudsigelse, var det først i 1959 med Mary og Louis Leakeys fund af Nøddeknækkermanden, Zinj, i Riftdalen i Østafrika, at det afrikanske kontinent for alvor fortrængte Euroasien som menneskets fødested.

Ny teknologi gør vores forfædre ældre
I næsten 40 år havde Louis Leakey den store Riftdal for sig selv. Allerede i 1932 fandt han en fossil kæbe, som han selv udråbte som “ikke blot det ældste menneskelige fragment i Afrika, men det ældste ægte Homo fossil fundet noget sted i verden.” Fundet gav imidlertid Louis Leakey problemer.
Da han året efter vendte tilbage sammen med en anset geolog for at tidsfæste fundet, var jernspiddene, der markerede fundstedet, forsvundet – formentlig brugt af lokale som spydspidser. Dermed dalede Leakeys ry som seriøs forsker drastisk og da han to år senere forlod sin gravide kone til fordel for den 20-årige Mary, brød skandalen ud i lys lue. Men i 1959 blev deres liv ændret. Da Mary om morgenen den 17. juli luftede parrets to hunde, fik hun øje på en knogle, som stak op af sandet. Da hun havde børstet sandet af, stirrede hun ind i de to sorte øjenhuler på den mand, der skulle ændre deres liv og give dem berømmelse lig filmstjerner med hyppig omtale i National Geographic og Time Magazine.
Ligesom Taung-babyen havde Zinjanthropus boisei en lille hjerne, men med Zinj, eller Nøddeknækkermanden, accepterede man endelig, at hjernen ikke var drivkraften, som løftede os ud af de primitive dyrs instinktive levevis, og istedet skiftede fokus til tæer, bækkener og lårben. Zinj skulle snart ryste videnskabens verdensbillede endnu mere.
I slutningen af 1950’erne udviklede fysikere ved University of California Berkeley en banebrydende ny metode til datering af klipper. Hidtil havde det været umuligt at datere fossiler nøjagtigt. Den nye metode byggede på årtiers viden om henfald af radioaktive grundstoffer som uran, kalium og argon, der findes i sten. Henfaldet sker med en konstant fart. Kalium-40 henfalder fx til en stabil gasisotop, argon-40. Jo længere tid der er gået, des mere gas er fanget i stenen. Ved at måle forholdet af kalium- 40 og argon-40 gas kunne forskerne for første gang måle en stens alder direkte. I 1961 viste geologer fra Berkeley, at Zinj var 1,75 millioner år gammel og dermed fire gange ældre end hidtil antaget. På det tidspunkt mente man, at vores historie gik en million år tilbage, men nu var det hele altså pludselig forandret.
Forskere strømmede til Østafrika i et sandt fossilrush efter vores ældste forfader. I de næste årtier skubbede en række spektakulære fund fra Østafrika igen og igen menneskets oprindelse længere tilbage. I 1974 fik forskerne, med det tre millioner år gamle fossil Lucy fra Afarregionen i Ethiopien, for første gang et fossil med mange knogler samlet i ét skelet. Lucy kunne tydeligvis gå oprejst og blev længe anset som vores ældste direkte forfader. For nylig har andre fossiler gjort forfædrene 5-6 milioner år gamle. Og i 2002 offentliggjorde franskmanden Michel Brunet et kranium, Toumaï, der var 6-7 millioner år gammelt.

Menneskets historie er stadig hullet
De nye fund bringer for første gang antropologerne på linje med molekylære studier. I 1960’erne fik Vincent Sarich og Allan Wilson den idé at sammenligne proteiner fra aber og mennesker. Da vi er opstået fra samme forfader, må alle forskelle været opstået siden. Forskernes beregninger viste, at vores veje skiltes for fem millioner år siden. Opdagelsen var en regulær bombe, der blev totalt afvist af antropologerne, som mente, det var 15 millioner år siden. Studier af arvematerialet har dog siden bekræftet resultatet. Senest med kortlægningen af menneskets arvemateriale i 2000 og chimpansens i 2005.
Genteknologi er i en rivende udvikling, og i dag afdækker forskerne en fantastisk historie om det moderne menneskes kolonisering af kloden ved hjælp af nulevende mennesker. De genetiske fodspor afsat i geografisk adskilte befolkninger kan følges langt tilbage i tiden og afslører, hvilke ruter det moderne menneske fulgte ud af Afrika for 75.000 år siden. Måske kan de molekylære data også hjælpe til at forstå, hvad der førte til vores slægt.
I disse år afslører fund, at vores tidlige forfædre ikke, som Raymond Dart mente, erobrede savannen, men at de, trods den oprejste gang, levede det meste af tiden i træerne. Ligesom idéen om den store hjerne mistede sin status som drivkraften i vores udvikling, mister den oprejste gang i øjeblikket betydning. Den oprejste gang eksisterede i mindst fire millioner år, før det førte til vores slægt, Homo, og den kan derfor ikke være den afgørende drivkraft. Men hvad var det så? Der er stadig meget få fossiler fra perioden for to millioner år siden, så forskerne jager stadig med god grund de fossiler, der kan besvare de mange ubesvarede spørgsmål om vores oprindelse.

Copyright © Rasmus Kragh Jakobsen og Illustreret Videnskab.