Vores forfædre gik på to ben i træerne
Illustreret Videnskab 11. december 2008
Orangutanger gemmer svaret på en af de største gåder om mennesket - hvorfor vores forfædre rejste sig op på to ben. Det ser ud til, at den skelsættende begivenhed ikke fandt sted på jorden, som hidtil antaget, men at vi allerede begyndte at gå oprejst i træerne.

Af Rasmus Kragh Jakobsen

Blandt vilde orangutanger i Sumatras tætte regnskove har britiske forskere gjort en opdagelse, der stiller spørgsmål ved en af de mest skelsættende begivenheder i menneskets evolution: Hvorfor rejste vi os op på to ben. Stik imod hvad man umiddelbart skulle tro, ser det ud til, at den oprejste gang ikke opstod på jorden, da vores abeforfædre kravlede ned fra træerne, men allerede var opstået længe før oppe i træernes kroner.
Forskerne har nemlig opdaget, at orangutanger bruger en oprejst gang, der minder meget om menneskets, til at nå ud på de yderste tynde grene, hvor de modne frugter findes. Ydermere bruger aberne den oprejste gang, når de skal bevæge sig fra én trækrone til en anden. En lignende adfærd blandt vores abeforfædre er ifølge en af studiets hovedforfattere, professor Robin H. Crompton fra University of Liverpool i England, den mest sandsynlige forløber for menneskets oprejste gang på jorden.
Orangutanger er særligt interessante, fordi de er blevet i samme niche i trætoppene som menneskeabernes forfædre, mens både chimpansen og gorillaen tilbringer meget tid på jorden.

Orangutanger strækker benene
Cromptons kollega, biologen Susannah K. S. Thorpe fra University of Birmingham, tilbragte et helt år i Gunung Leuser National Park på den indonesiske ø Sumatra for at studere vilde orangutanger af arten Pongo abelii. “Jeg fulgte hvert minut af orangutangernes liv, fra de vågnede om morgenen, til de byggede rede for natten‚” fortæller Thorpe. Hun noterede blandt andet, hvordan aberne bevægede sig i trætoppene, om de gik på alle fire, på to ben eller hang fra grenene.
Det blev til næsten 3000 observationer, og da forskerne analyserede dem, opdagede de en klar sammenhæng mellem tykkelsen af grenen, og den måde orangutangerne vælger at bevæge sig på. På de tykkeste grene går de som regel på alle fire, mens de hænger og svinger sig fra grene mellem 4 og 10 cm i diameter. Kun på de tyndeste og mest ustabile grene under 4 cm i diameter går de oprejst på to ben. Ofte støtter de sig til overhængende grene med den ene hånd, men det vigtige er benene – i 9 ud af 10 tilfælde strækker de benene, og det er meget usædvanligt. “Næsten alle aber bøjer bagbenene, når de går, for ikke at vælte og for at reducere vibrationer i grenene,” siger Thorpe. Mennesker og orangutanger er undtagelsen, og ifølge forskerne giver de strakte ben både stabilitet til aben og gør, at den kan bruge energien fra det gyngende underlag som afsæt i stil med atleter, der løber på en løbebane. Energien udnytter orangutangerne til at nå ud på trækronernes yderste tynde grene, hvor de dels finder de modne frugter, dels kan krydse sikkert til det næste træ uden at skulle ned på jorden.
Den oprejste gang er med andre ord en tilpasning til en niche blandt trækronernes periferi, der sikrer dem mad, nem transport og sikkerhed i forhold til rovdyr på jorden. Det er den samme niche, vores oldgamle forfædre blandt menneskeaberne indtog fra for 25 til for 10 millioner år siden, da store dele af verden var dækket af tætte regnskove, og menneskeaberne blomstrede op overalt. Derfor virker det meget sandsynligt, at den oprejste gang allerede var opstået, inden orangutangernes udviklingslinje skiltes fra menneskets og de andre menneskeabers for 12 til 16 millioner år siden.
Vores forfædre flyttede blot den oprejste gang ned på jorden. Det skete formentlig i forlængelse af store klimaforandringer for 8-10 millioner år siden, hvor det blev tørrere. Specielt i Afrika tyndede de store skove ud og blev erstattet af åbne skove og savanne. Det var ikke længere muligt at færdes i trætoppene uden at støde på uoverkommelige huller, og mange menneskeaber uddøde. Som vi kan se i dag, overlevede nogle få, og Crompton mener, at vores forfædre enten har tilpasset sig jorden med det samme eller er skiftet til mindre træer og gradvist har tilpasset sig jorden.
Opdagelsen i Sumatras regnskov ryster billedet af vores udviklingshistorie, hvor de fleste forskere hidtil har ment, at menneskets oprejste gang må være opstået på jorden fra knogang, som man kender det fra vores nærmeste slægtning, chimpansen. Den oprejste gang er bredt anset som den skelsættende begivenhed, der skilte vores forfædre ud fra aberne. En opfattelse, der fx er afbildet i den kendte illustration af menneskets evolution som en gradvis udvikling fra en simpel chimpanselignende abe, som så at sige ranker ryggen, løfter sig op fra de jævne menneskeaber og tager de første skridt mod en fremtid som menneske, redskabsmager og naturens betvinger.
For nylig er der imidlertid sået tvivl om den oprejste gangs betydning, og nu ser det ud til, at tæppet trækkes helt væk under den ellers besnærende enkle fortælling. Crompton fremhæver i den forbindelse, at alle de fossiler, man har fundet af vores tidlige forfædre, er fundet i skovområder indtil for cirka to millioner år siden, hvor knoglerne allerede er af vores slægt, Homo, med proportioner tæt på moderne mennesker.

Nye resultater mudrer billedet
Dertil kommer, at de seneste studier og fund af de oprejstgående abeforfædre – australopithecinere – viser, at de med lange arme, krumme gribefingre og gorillalignende skulderblade var tilpasset et liv i træerne i langt højere grad, end forskerne hidtil har ment.
Biologen Aaron G. Filler fra Harvard University i USA er netop nået frem til samme konklusion som Thorpe og Crompton, men fra det genetiske udgangspunkt. I et stort studie i tidskriftet PLoS ONE i 2007 beskriver han, at der skete en væsentlig forandring af aberyggens “design” for cirka 20 til 25 millioner år siden, der ifølge ham lægger grunden for den oprejste gang i træerne.Filler fremhæver, at de vigtigste forløbere for menneskers lændehvirvler alle ses hos en menneskeabe kaldet Morotopithecus, der levede i Uganda for 22 millioner år siden. Lænden bærer overkroppen ved opret positur og gang. Det interessante er, at ryghvirvlernes antal, rækkefølge og form styres af nogle få “kontrol-gener” kaldet homeobox-gener, hvorfor det evolutionært er sandsynligt, at vores forfædres oprejste gang i træerne kan tilskrives få simple ændringer i disse gener. Endelig kommer naturligvis, at forskerne trods mange forsøg på at forklare, hvorfor vi rejste os op fra en knogående forfader endnu ikke har fundet en tilfredsstillende forklaring, som holder vand, når den bliver gået efter i sømmene. I den forbindelse er det værd at bemærke, at en oprindelse i træerne kun kræver enkelte omlægninger af led og knogler i vores forfædres bevægelsesmæssige arkitektur, mens et scenarie fra knogang er meget mere kompliceret.
Naturen kan selvfølgelig godt have taget en omvej, men generelt har forskerne en gylden regel kaldet “Ockhams kniv”, der siger, at alt andet lige er den enkleste løsning den rigtige. Og en evolution over knogang kræver simpelthen flere trin.
Man skal således gå fra abe til menneskeabe og derfra fra menneskeabe med knogang til menneske. Her springer Cromptons scenarie det sidste led over. Men i det store spørgsmål om menneskets udvikling mudrer den nye viden billedet til. Det bliver pludselig meget svært at skelne vores forfædre alene fra, om knoglerne afslører, at de kunne gå oprejst. Samtidig kan man ikke betragte den oprejste gang som drivkraften bag menneskets udvikling, og den lider samme kranke skæbne som en lang række tidligere teorier inklusiv vores store hjerne og redskabsbrugen. Hvad der nu skal træde i stedet som nøglen til mennesket, ved forskerne endnu ikke. For som professor Crompton siger: “Vi ved blot, at vi ikke ved så meget, som vi troede, vi gjorde for et par år siden. Men det er ikke første gang.”


Copyright © Rasmus Kragh Jakobsen og Illustreret Videnskab.