Vi er skabt til at tro
11. juni 2009
Siden de ældste kulturer har religion været en del af menneskers liv, og det har undret evolutionsbiologerne. For hvordan kan man forklare, at troende mennesker vælger at ofre både megen tid, energi og store værdier på aktiviteter, der tilsyneladende ikke giver nogen biologisk gevinst? De seneste års forskning giver et muligt svar: Vi er skabt til at tro.

Af Rasmus Kragh Jakobsen

De sidder i meditativ ro og beder i den svagt oplyste kirke. Ser man sig omkring, giver rummets himmelstræbende stensøjler, farvestrålende glasmosaikker og gyldne krucifikser en fornemmelse af guddommelig nærhed. Andre steder i verden er det forgyldte templer og moskéer, der giver gudsdyrkelsen imponerende rammer, og man behøver ikke tage til Rom eller Mekka for at være omgivet religion. Siden de ældste kulturer har religion været en del af menneskers liv, og der findes ikke én eneste kultur, som ikke har en religion af en eller anden form.
Og dét har længe været et stort mysterium for evolutionsbiologer. For hvordan kan det forklares, at troende mennesker vælger at ofre tid, værdier og endda i ekstreme tilfælde sig selv for en gud, ingen nogensinde har bekræftet eksistensen af ? Når man tænker på de omkostninger, der er ved religiøse ritualer, synes der ikke at være nogen biologisk gevinst, som kan forklare, hvordan religion er opstået og ikke mindst, hvorfor den er så stabil, at den ikke for længst er forsvundet igen.

Evolutionsbiologer får hjælp
Netop i år fejres 150 års jubilæet for Darwins evolutionsteori, der har været uhyre succesfuld. Teorien har for længst fastslået, at vi mennesker er biologiske organismer ligesom alle andre dyr. Der må og skal altså være en logisk biologisk forklaring på vores adfærd. Men hvordan forklarer man, at katolske præster og nonner frivilligt fravælger det mest dyrebare, der findes i biologiens verden: Muligheden for at formere sig? Et samfund af katolske nonner og præster burde være dømt til at gå til grunde, men gør det ikke. Og det vrimler med andre eksempler på religiøs adfærd, der ud fra et biologisk og evolutionært synspunkt er skadelig for individet.
Mange har gennem tiden forsøgt at forklare, hvorfor religion overhovedet er der: For at forklare det uforklarlige som fx universet. Eller for bringe ro på flokken og give en handlekraftig retning fx “vi skal gå den vej” eller “vi skal gå i krig”. Religion kan måske også dulme vores dødsangst og betyde, at vi trygt går til ro om natten eller dæmpe vores frygt, når vi begiver os i krig.
Men de seneste ti år er en gruppe forskere fra så forskellige discipliner som neuropsykologi, sociologi og antropologi kommet evolutionsbiologerne til undsætning med en række konkrete observationer. De nye forskningsresultater giver et bud på, hvorfor religiøse ritualer og forskrifter kan betale sig i biologisk forstand. Studierne tegner et billede af religion som en slags kulturel mørtel, der klistrer samfundet sammen til en social enhed. Religionen formaliserer så at sige god opførsel. Men endnu mere vigtigt: Religionen giver rammen for et signalsystem, så alle kan se, hvem der er til at stole på, og hvem der ikke er.

Dyre ritualer er de bedste
Det viser sig, at det er vigtigt, at de religiøse ritualer rummer store omkostninger for de troende. For hvis det så at sige er gratis at vise, at man er til at stole på, er det også gratis at snyde. Men koster det derimod meget at vise, at man er på samme side, kan det ikke længere betale sig at snyde. De religiøse ritualer luger med andre ord ud i parasitter, snyltere og nasserøve. Generelt viser studier, at folk opfatter religiøse mennesker som mere troværdige og samarbejdsvillige end gennemsnittet, og moraliserende guder, som findes i islam, jødedom og kristendom, er en ekstra garanti for at troende opfører sig ordentligt. Evolutionspsykologerne Ara Norenzayan og Azim F. Shariff fra University of British Columbia i Canada mener således, at bare bevidstheden om guder, der ser én, vil have samme effekt på troende som bevidstheden om mennesker, der ser én, har på både troende og ikke-troende mennesker.
Men til forskel fra andre mennesker har den overnaturlige vogter den store fordel, at de troende ved at de bliver iagttaget (og straffet eller belønnet) også selv om der ikke er nogen jordiske vidner. Richard Sosis fra University of Connecticut i USA har studeret nogle nutidige fællesskaber – kibbutzer i Israel – og fundet, at religiøsitet er forbundet med større solidaritet og samarbejde.
Kibbutzer er velbeskrevne kollektiver med næsten identisk social struktur og økonomisk funktion, hvad enten de er sekulære (ikke-religiøse) eller religiøse. Sosis bad to medlemmer fra samme kibbutz deltage i et listigt økonomisk spil designet til at teste samarbejde og solidaritet. Uden at vide, hvem den anden deltager er, får begge at vide, at de har adgang til den samme konvolut med penge (100 shekel) og skal vælge, hvor mange penge, de vil tage uden at vide, hvor meget den anden tager. Hvis de to beløb tilsammen overskrider de 100 shekel, får ingen noget og spillet er slut. Hvis de tilsammen tager under 100 shekel, får begge lov at beholde beløbet, og der lægges 50 procent til det resterende beløb, som de to deler. Det betyder, at jo mere man holder sig selv tilbage, des større bliver fællesskabets pulje. Dilemmaet er bare, at man jo aldrig kan vide, om den anden samarbejder eller snyder.
Det viser sig nu, at medlemmer af religiøse kibbutzer tager markant mindre til sig selv fra konvolutten end medlemmer af sekulære kibbutzer. Ydermere er der forskel på mænd og kvinder i de religiøse kibbutzer. Her er der interessant nok en religiøs praksis, som kun gælder mændene: Tre gange dagligt skal mænd deltage i fælles bøn i synagogen, hvilket beløber sig til 1,5-2 timers bøn hver dag. I testen tager de religiøse mænd, der trofast møder op i synagogen, betragteligt lavere beløb end både de religiøse kvinder og de ikke-religiøse. Mens der blandt de religiøse kibbutzmedlemmer ikke er forskel på, hvor meget mænd, der ikke går i synagogen dagligt og kvinder tager.
Studiet viser altså, at det omkostningsfulde religiøse ritual med tre daglige fællesbønner i sig selv kan fremme samarbejde og solidaritet og derfor måske kan give religiøse grupper en fordel, der på længere sigt gør dem mere stabile og overlevelsesdygtige.

Regler luger ud i snyltere
Et andet studie af religiøse fællesskaber fra 1800-tallets USA peger også på, at ritualerne i sig selv øger fællesskabernes overlevelseskraft. Her har Richard Sosis og kolleger sammenlignet, hvor længe nyopståede religiøse og sekulære fællesskaber eksisterer, og opdaget, at de religiøse lever meget længere end de sekulære. Derudover viser det sig, at de religiøse fællesskaber har dobbelt så mange regler (fx alkoholafholdenhed og faste) som de sekulære samt, at jo f lere regler der er, des længere lever fællesskabet.
Hvordan kan det være? Det store dilemma i sociale samfund baseret på tillid er snydere og snyltere, som kan være en alvor trussel mod gruppen. Omkostningsfulde forskrifter og ritualer kan være en måde at rense ud på, så dem, der kun nyder og ikke yder, rygee ud. Samtidig skaber regler og ritualer tillid ved at vise andre, at man følger samme norm.
Det handler grundlæggende om, hvordan man aflæser, om signaler er sandfærdige og har ægte indhold, hvilket er et stort spørgsmål i biologien. Ser man fx på dyr som springbukke, springer de højt op i luften i en sprudlende opvisning af energi tilsyneladende uden nogen form for nytte. Men selv om det ser meningsløst ud, er der en pointe. Springbukken fortæller potentielle rovdyr, at den er et dyr med eksorbitant meget overskud, som rovdyret umuligt vil kunne løbe op. Springbukkens hop siger dermed “Find et andet bytte”.
Den type adfærd kan sagtens være udviklet gennem det, Darwin kalder naturlig selektion uden, at springbukken aner, hvorfor den hopper sådan, bare der er et rovdyr, som modtager og tolker signalet. Faktisk er det vigtigt for signalets sandhedsværdi, at springbukken ikke selv erkender effekten af hopperiet. Rovdyret skal være sikker på, at impalaen “taler sandt”, og hvad er mere troværdigt i en barsk verden med knappe ressourcer end et overdrevent og komplet unyttigt energiforbrug? Med andre ord: Jo mere en adfærd koster, des mere troværdigt er det, og det gælder også religiøse ritualer og forskrifter. Ligesom med springbukken er det afgørende for signalets sandhedsværdi, at man ikke er bevidst om effekten på andres tillid og lyst til at samarbejde – at adfærden “kommer fra hjertet”.
At de religiøse ritualer og forskrifter har en stor værdi passer også med sammenligninger på tværs af kulturer og religioner, som viser, at store grupper har en klar tilbøjelighed til at tro på en moraliserende gud, som aktivt tager del i menneskenes moralske adfærd.
Det peger tilbage på en afgørende periode i forhistorien for ca. 11.000 år siden, hvor de første jægere og samlere begynder at blive fastboende agerbrugere. Med det skift sker der også et skift i gruppernes størrelser, og de første store landsbyer som Catal Hüyük i Tyrkiet med op mod 10.000 indbyggere opstår. I disse tidlige byer kan netop religionen have haft afgørende betydning for samfundets sammenhængskraft. Fra at kende alle personligt og være i familie med de f leste man omgås, skal man nu forholde sig til totalt fremmede. Ikke mindst på markedspladsen, hvor man skal købe sine varer, er tilliden kommet på en prøve, og der er opstået et behov for metoder, hvor med landsbyboerne kan bremse snydere. Her er de fleste forskere enige om, at religionen skifter fra at være folketro og shamanisme til organiserede religioner med ritualer og forskrifter.

Vores hjerne er tunet ind på tro
Men hvorfor er vi overhovedet tilbøjelige til at tro og følge en religiøs adfærd? Her er neuropsykologer på det seneste begyndt at pege på, at mennesket har mentale systemer, der formentlig disponerer os for troen på overnaturlige væsner og kræfter. I Belfast i Nordirland har Jesse Bering fra Queens University vist, at et “spøgelse” kan få studerende til at snyde mindre i en test. Bering bad studerende gennemprøve en eksamenstest, og den halvdel af de studerende, som henkastet havde fået at vide, at en nylig afdød person var set gå igen i rummet, var markant mere ærlige end resten.
Selv om de studerende ikke var religiøse eller troede på overnaturlige kræfter, ser det alligevel ud til, at de var tilbøjelige til at tro på spøgelseshistorier og på, at “noget større” kan se og dømme deres adfærd, som om der var et menneske, der kiggede dem over skulderen.
I et andet forsøg studerede Bering, hvornår børn begynder at tro på overnaturlige kræfter. Han opfandt en usynlig ånd kaldet “prinsesse Alice”. Børnene i forsøget fik at vide, at de ikke måtte åbne en bestemt æske, og efter at de voksne havde forladt rummet, var der markant færre, som åbnede æsken, når de havde hørt historien om prinsesse Alice. Dernæst viste Bering, at børnene tolker begivenheder som tegn fra overnaturlige væsner (prinsesse Alice) fra omkring 7 års-alderen. Forskerne lod børnene vide, at prinsesse Alice kunne hjælpe dem med at vælge den rigtige af to æsker. Lige når børnene rakte frem efter en af æskerne, skete noget uventet – fx faldt et billede ned fra væggen. De små børn mente bare, at billedet faldt ned, “fordi det ikke var sat godt fast”, mens over 80 pct. af de store børn, mente, at “prinsesse Alice sagde, jeg skulle åbne den anden æske.”

Hjernen ser intentioner overalt
Hvordan kan sådan en tendens til at tolke tegn være opstået? Forskerne mener, evnen til at se intentioner og meninger i alting har rødder i mentale systemer udviklet til livet i en social gruppe. Blandt dyrene er mennesket enestående ved at leve i det, man kan kalde bevidsthedens niche, hvor vi lever af at optage og behandle informationer fra naturen og især fra vores sociale omgivelser.
Allerede i 1976 påpegede psykologen Nicholas Humphrey ud fra studier af vilde chimpanser i Afrika, at livet i en social gruppe kræver mere hjernekraft end de mest avancerede tekniske opgaver. Det er siden blevet bekræftet, og i dag regnes mentale udfordringer som at kunne netværke og lave strategiske studehandler for en meget stærk drivkraft for vores mentale evolution.
Netop de mentale systemer i menneskets hjerne er de seneste ti år blevet udsat for intense studier, og her tegner studier af bla. psykologen Pascal Boyer fra Washington University i USA et billede af, at det er vores hjernes opbygning, som gør religion muligt. Ikke at han mener, der findes et gud-center i hjernen – tværtimod viser det sig, at den religiøse hjerneaktivitet er spredt ud på mange områder, der også er aktive i andre opgaver. Men Boyer siger, at der findes en række mentale systemer i hjernen, der gør os modtagelige for religion. Ligesom vi har evner for holde af musik, engagere os i politik eller indgå i familierelationer.
Blandt de vigtige fund er forskningsresultater, der viser, at hjernen spiller os et puds, så troendes gør ting, der går imod deres egen tro. Selv om man fx tror på en kristen gud, som er almægtig, ser og hører alt, sætter man sig alligevel ned, folder hænderne og beder en bøn til Gud, hvor man måske endda foreslår en handel “Hvis dette, som jeg ønsker mig, sker, så lover jeg til gengæld...”, som om guden var et andet menneske. Den bevidste opfattelse af gud går stik imod den uudtalte opfattelse. Det rigtig interessante er, at troende på tværs af kulturer gør præcis det samme, og til trods for meget store forskelle i religioner går nøjagtig de samme uudtalte formodninger om gud igen i vidt forskellige kulturer. En anden vigtig ting ved vores hjerne, som afspejles i de religiøse historier, er, at vi husker historier særlig godt, hvis der sker noget, der strider imod den fysiske virkelighed, som fx at nogen går på vandet, er usynlige, går gennem vægge osv. Vores hjerne er så at sige tunet ind på ting, der ikke er, som de bør være – opsigtsvækkende begivenheder og fortællinger.

Evolutionen former religionen
De historier, man ser i dag i religionerne kan ifølge Boyer ses som de seneste i en lang udvikling af fængende fortællinger, der nærmest som en slags naturlig selektion optimeres til at pirre vores hukommelse. I kombination med vores hang til at tilskrive alting intentioner kan det måske forklare, at guder og ånder med menneskelige træk er så udbredte i forskellige religioner og kulturer.
Man kan betragte religion som en kulturel idé, der naturligt opstår og videreføres fra en bevidsthed til en anden. I den kollektive bevidsthed peger evolutionsfilosoffer som Daniel Dennett fra Tufts University, Massachusetts, USA, på, at idéerne kan have udviklet og tilpasset sig vores hjernesystemer, og de, der har fæstnet sig bedst, er blevet udbredt.
Man kan fx tage idéen om det evige liv. Det er både den ultimative belønning og på nærmest genial vis gør ideen det umuligt at efterprøve Guds eksistens. Modsat andre religioner, hvor ideer om offergaver for en bedre høst eller god fødsel, har indebåret en risiko for, at de troende konverterede til en mere gavmild gud, giver ideen om det evige liv en stor fordel for religionen.
Religion anses for at være en af de stærkeste kræfter, der former menneskeheden ikke mindst i vores moderne tid, som er præget af en verdensomspændende religionskrig. Når de seneste forskningsresultater gør os lidt klogere på de naturlige mekanismer bag religion, giver det håb om, at vi bedre kan forstå de enorme kræfter, der er på spil.


NØGNE MUNKE FUNGERER SOM MORALPOLITI I SAMFUNDET
Jainisme er en oldgammel religion fra Indien, som ikke har nogen gud. Alt levende er lige, og de troende er strenge vegetarer, som sparer på verdens ressourcer. Samfundene er ofte meget økonomisk succesfulde, men paradoksalt nok lever de religiøst vigtigste individer, munke og nonner, i dyb fattigdom. De må intet eje – nogle må ikke engang have tøj og går rundt nøgne.
Ved første øjekast kan jainisme virke som en dysfunktionel religion, der burde uddø. Men ifølge evolutionærbiologen David Sloan Wilson ved State University of New York i USA har munkene en vigtig funktion som et “moralpoliti”, der går rundt blandt tilhængerne og sikrer, at de følger religionens leveregler til gavn for hele jainistsamfundet. Det opfattes som den største ære at få en munk eller nonne på besøg i sit hjem, og her vil de kun træde ind og tage imod mad og drikke, hvis de religiøse regler følges til punkt og prikke. Derfor mener Wilson, at jainismen sikrer gruppens fælles bedste og at religionen dermed er et eksempel på såkaldt gruppeselektion, en kontroversiel teori i biologien. Også de fleste andre af verdens gamle religioner kan ifølge Wilson forklares evolutionært pga. af de fordele, de har givet gruppen.

ØBOERE TILBEDER KULTFIGUR OG USA
Ud over de få store religioner i verden findes der tusinder af mindre religioner, og i menneskets historie har der formentlig eksisteret millioner af slagsen. Det skønnes, at der hver dag opstår to-tre nye religioner, som lever mindre end et årti i gennemsnit.
En religion kan opstå på mange måder, og nogle gange går det hurtigt. Et fascinerende eksempel er den såkaldte John Frum-kult, som opstod på øen Tanna i øgruppen Vanuatu i Stillehavet under Anden Verdenskrig. Kultens hovedperson eller messias er en person ved navn John Frum, som ikke er opført i nogle officielle registre. Ifølge fortællingerne talte han for første gang til øens beboere via et medium en dag i 1939. Et par år senere kom amerikanske tropper til Stillehavet for at føre krig mod Japan efter angrebet på Pearl Harbour i 1941, og nu tog kulten en hel ny drejning. I det nordlige Vanuatu blev der bygget baser, og amerikanerne rekrutterede øboer fra Tanna til arbejdet. Øboerne blev bjergtagede af de ufattelige rigdomme og teknologiske vidundere, de så på baserne. De bemærkede, at de hvide mænd aldrig reparerede deres materiel, men bare sendte det væk, hvorefter der kom nyt tilbage. Tanna-boerne, som var blevet kristnet af briterne, havde et anstrengt forhold til kolonimagten. Nu holdt de op med at gå i kirke og gav sig i stedet til at bygge modeller af amerikanske fly, hjelme og geværer af træ. De antog at de hvides ritualer lå bag gudernes milde gaver og begyndte at opføre parader og tatovere sig med “USA”. I 1957 blev John Frumreligionen officielt grundlagt, og den eksisterer stadig

Copyright © Rasmus Kragh Jakobsen og Illustreret Videnskab.