Af Rasmus Kragh Jakobsen

Så var det i sidste uge, at rockverdenens yndlingschef, Chili John rullede satellitchampignons'ene frem side om side med spacekagen overhældt med Universets mest lysfølsomme solcelleglasur i anledning af Ørsted-satellittens fem års jubilæum. De groupiefyldte backstagelokaler var skiftet ud med biblioteket på DTU, hvor eftermiddagens stjerner var det danske rumfolk, som var stimlet sammen for at fejre det aflange vidunders årelange succésfulde færd rundt om kloden.
Og nej, hvor kunne de fortælle om en uhørt succés, der både havde fremavlet fantastiske præcisionsmålinger af jordens magnetfelt, havenes bevægelser og stimuleret en ny rumindustri, der med Ørsted blev rustet til at klare sig i den internationale konkurrence. Jo, der var stort ståhej med mange taler, smukke ord og lykønskninger til fødselaren her knap 47 år efter det hedengangne Sovjetunionen sendte en charmerende 84 kg tung kugle med to strittende antenner i kredsløb, som den første kunstige satellit. Sputnik sendte dengang chokbølger gennem Vesten i en sådan grad, at man den dag i dag taler om Sputnik-effekten med henvisning til de enorme øgede forskningsprogrammer den lille rundert katalyserede.
Nu var Danmark også med i det fine selskab af rumnationer! Ikke så lidt at være stolt af.
Med disse tanker i baghovedet undrede man sig over én ting: Hvor var ministeren egentlig henne? Hvorfor stod han ikke her, brystede sig og pralede af denne fabelagtige satsning af millioner af offentlige kroner, der lige efter Sanders og Bendtsens hoveder innoverede og skabte arbejdspladser ved siden af det grundvidenskabelige? Ekstra sært blev det af at ministeren faktisk var på DTU et par timer senere for at ryste hånd med rektor Pallesen i anden anledning.
Nej, det var noget mere speget. Problemet lå i, at Sander med stort held fik aflivet Ørsteds afløser med det ligeså stolte navn; Römer-satellitten til trods for at alle planer var udreddet, teknologien udviklet og erhversliv og eksterne interessenter allerede stod med en garanti for knap 100 millioner af kronerne. Men hvorfor nu det? De tilstedeværende Ørstedske stjerner var alle store spørgsmålstegn. Afslagene begrundes underligt med, at ministeren sandelig oprigtigt gerne vil have Römer, men at det er op til Forskningsrådene. Rådene er til gengæld ikke vilde med at sponsorere erhvervslivets forskning og er kun med på den rene grundforskningsdel af projektet. Så dér ligger Römer bastet og bundet som et gidsel efterladt på slagmarken i erhvervsministeriets og forskningsministeriets korstog mod universitetsforskningen i den hellige Innovations navn.
Det kan også meget vel være, at Ørsted bare strandet i sin egen Sputnik-effekt - at ministrene er for smålige til virkelig at sparke røv internationalt, nu rumeventyret er i hus.
Hvilket automatisk bringer os videre til menneskets bedste ven.
For var det ikke med hunden Laika, at Sovjetunionen tværede deres overlegenhed ud i fjæset på Vesten? Blot en måned efter Sputnik-chokket svævede det udødeliggjorte kræ rundt over planeten og skuede som den første levende jordbo på kloden fra oven. Mens Römer foreløbig er strandet, har det store udland nemlig atter vist vejen med en håndsrækning fra de kære vovser.
Denne gang er det USA, der med brede smil kan fremvise den storsavlende boxer Tasha. En af hundeverdenens, ja, planetens allermest indavlede kræ, har fået bevilget et beløb, der ville få Bendtsen og Sander til at dåne. Er det nu højdepunktet af alle verdens absurditeter en privat hundeven, som har besluttet at give en pæn sjat af formuen til noget så langt ude som en hund? Man kan jo snart ikke overraskes af noget fra det land.
Men nej, det er skam 46 millioner dybt seriøse statslige dollar, som til sommer indløses i et komplet hundegenom. Hundens arveanlæg er et hot emne i dagens biologiske forskning, fordi det giver en stor mulighed for at undersøge genetikken bag menneskets biologi.
Menneskets bedste ven har levet på godt og ondt med os et sted imellem 15.000 og 50.000 år, og kan i dag fremvise større diversitet end nogen anden art på kloden. I kropsstørrelse fra den picolille Chihuahua til gigantiske Grand Danois, i farvetegning fra den plettede dalmatiner til den blåtungede Chow Chow og i humør og personlighed fra den aggressive PittBull til den lalleglade og mildest talt dorske familieretriever. Vores pelsede venner udviser en fantastisk mulighed for at få has på nogle af de virkelig drilske spørgsmål som hvad den genetiske basis er for sindets finurlige krøller. Oveni hatten kommer de sygdomme Tasha's fæller deler med os som dalmatinernes døvhed og grøn stær hos Basset hunde, der rent genetisk bliver en formsag at få indsnævret, fordi hundene er avlet helt ud i ekstremerne. Andre sygdomme er cancer, hjerteproblemer, epilepsi og auto-immune sygdomme, mens skognaskning desværre ikke er på forskernes liste. Jo, Tasha kan se frem til at mænge sig med de andre genomsuperstjerner - chimpansen, bananfluen, musen og os selv naturligvis.
Men, men, men her skal man ikke overse et lille beskedent kongerige. Godt nok er hunde meget interessante for os, men alle og enhver ved, at grisen er den, som ligner os mest. Den er både intelligent, er altædende og har et stort hjerte, der med lidt snilde kan sidde i en af os. Ligesom Ørsted-satelitten viste de store nationer, hvordan man gør meget rumforskning for kronen vil forskere på Landbohøjskolen sammen med kinesiske ditto snart præsentere grisens arvemasse. Så kan Sander og Co. varme sig ved Øffe-effekten.

Copyright © Rasmus Kragh Jakobsen og Dagbladet Information