På jagt efter skønhedens hemmelighed
illustreret videnskab 2. juli 2009
Skønhed er ikke bare et spørgsmål om smag eller kultur. Ny forskning tyder på, at opfattelsen af, hvad der er et smukt ansigt, i høj grad er styret af vores biologi. Forskere kan sågar måle en særlig reaktion på skønhed i hjernen.

Af Rasmus Kragh Jakobsen

Det er dybt uretfærdigt, men talrige videnskabelige studier har dokumenteret det i de senere år: Udseendet præger vores liv, fra vi bliver født, til vi dør. På fødeafdelingen tager sygeplejerskerne sig mere af de kønne babyer end af dem, der ikke er så kønne. I børnehaven og skolen favoriserer pædagoger og lærere de smukke børn og skyder skylden for dårlig opførsel på deres mindre smukke kammerater. De kønne får højere karakterer. Når de går ud af skolen, får de lettere et job, og de får endda mere i løn end de kolleger, der ikke er velsignet med et lige så godt udseende. Og selv om vi nødig taler højt om det, har de bedre mulighed for at finde en partner, for forskningen viser, at vi i højere grad vælger livsledsager efter udseende end efter nogen andre kvaliteter.
Skønhedens magt over os afspejles også i de anslået 170 milliarder dollars, som den globale skønhedsindustri årligt omsætter for. Men hvor forskerne i 1970’erne forklarede vores opfattelse af skønhed – ligesom det meste andet – med socialisering og mediepåvirkning, er biologien nu for alvor kommet i højsædet.
“Generelt set har mange forsket i, hvilke ansigtstræk næsten alle finder tiltrækkende. Nu prøver vi at finde ud af hvorfor,” siger psykolog Ben Jones, der er leder af Face Research Lab på University of Aberdeen i Skotland.

Skønhed virker som narkotika
Den seneste forskning viser ikke blot, at der er bestemte træk i menneskers ansigter, som vi alle finder smukke, men også, at der formentlig er dybe biologiske grunde til, at vi mennesker instinktivt forbinder det smukke med “det gode”.
Et forskerhold ledet af Nancy Etcoff fra Harvard University viste i 2001 ved hjælp af hjerneskanninger, at skønhed aktiverer hjernens belønningssystemer på samme måde som mad, narkotika og penge. At se et smukt ansigt giver populært sagt samme tilfredsstillelse som at spise et lækkert stykke chokolade. Det sker via signalstoffet dopamin, der også kaldes hjernens lykkestof, fordi det giver os en følelse af velvære. Dopamin menes at forstærke hensigtsmæssig adfærd ved at belønne os for at spise og dyrke sex.
Biologisk set er det et klart signal om, at smukke ansigter er noget godt, noget, man skal få fat i og ikke kan få nok af. Faktisk antager vi ubevidst, at smukke mennesker også er dygtige og gode, og det medfører bl.a., at vi er tilbøjelige til at stemme på de politikere, der ser bedst ud. I et forsøg viste John Antonakis og Olaf Dalgas fra universitetet i Lausanne i Schweiz fotos af to kandidater fra et valg i Frankrig til voksne forsøgspersoner og bad dem om at bedømme, hvem der virkede mest kompetent alene ud fra billedet. De fleste valgte den kandidat, der havde vundet valget. Når forskerne bad børn om at vælge, hvem af de to de helst ville have som kaptajn på et skib, faldt valget på den samme. Det tyder altså på, at vælgerne bruger samme vurderingsgrundlag som børn, når de står i stemmeboksen og skal sætte deres kryds.

Smukke svindlere dømmes hårdt
Selv i retssager vejer den tiltaltes udseende med på vægtskålen – men på en lidt overraskende måde. En køn indbrudstyv slipper generelt med en mildere straf end en mindre køn, men den smukke svindler straffes til gengæld hårdere end den mindre smukke. Sandsynligvis fordi han har forbrudt sig mod noget mere grundlæggende end samfundets love ved at misbruge sine medmenneskers instinktive tro på, at det smukke også er godt.
Men hvad er det i menneskeansigtet, der groft sagt er en cirkel med to prikker og to streger, der udløser så stærke følelser? Med andre ord: Hvad er skønhed?
Én ting, forskerne har afsløret, er, at skønhed ikke bare er et spørgsmål om individuel smag. På tværs af alle kulturer og til alle tider finder unge og gamle nogle få helt bestemte egenskaber smukke:Ansigtet skal være symmetrisk og huden glat, ligesom rene, hvide tænder og skinnende, glansfyldt hår også er kræs for øjet – eller måske skulle man hellere sige guf for hjernen. Besøger man den egyptiske samling i Altes Museum i Berlin, kan man nemt overbevise sig om, at vores opfattelse af skønhed går langt tilbage. Her står den mere end 3000 år gamle buste af den egyptiske dronning Nefertiti, der til trods for enkelte skår og ridser fremstår som en næsten overjordisk skønhed den dag i dag.
Det betyder imidlertid ikke, at opfattelsen af skønhed er urokkelig. Da europæerne så afrikanere for første gang, fandt begge parter de fremmede aldeles hæslige med henholdsvis flade næser og svulmende læber og udstående næser og usund, bleg hud. Men i dag, nogle århundreder senere, er vi så vant til at se mennesker med rødder i andre kulturer, at både Halle Berry og Nicole Kidman kan regnes for internationale skønheder.

Foretrak forvrængede ansigter
Vores opfattelse af, hvad der er smukt, kan tydeligvis manipuleres gennem tilvænning, og på det seneste har forskerne vist, at det kan gå meget hurtigt. Hvor forskerne tidligere brugte fotografi og lineal, har den moderne computerteknologi gjort det muligt at forme ansigter som modellervoks og manipulere én ting ad gangen. Man kan lave perfekt symmetriske ansigter, trække i næsen, øge afstanden mellem øjnene osv., hvilket giver forskerne helt nye muligheder for at aflure skønhedens hemmeligheder.
Det har psykologen Gillian Rhodes fra The University of Western Australia i Perth udnyttet til at demonstrere, hvor nemt opfattelsen af skønhed kan ændres. Hun lod forsøgspersoner se på det samme ansigt, der var blevet en anelse forvrænget i computeren, og bad dem efter fem minutter bedømme, hvor smukke de fandt en ny serie ansigter. Det viste sig, at personerne nu anså det forvrængede træk for normalt eller endda mere tiltrækkende end naturlige ansigter.
Næsten endnu mere forbløffende har Michael Webster fra University of Nevada vist, at et glimt af et ansigt er nok til at påvirke vores bedømmelse. Med et program kan man gradvist ændre et ansigt fra europæer til asiat, fra mand til kvinde eller fra at være overrasket til at udtrykke afsky. Når forskerne beder forsøgspersoner markere, hvornår de mener, overgangen fra mand til kvinde sker, peger de typisk på et punkt midt imellem de to poler. Men hvis de ser et kort glimt af et udpræget maskulint ansigt – firskårent med kraftig kæbe – peger de efterfølgendepå overgangen væsentligt tættere på det mandlige yderpunkt. Det samme sker med de andre serier, og forskerne mener, at hjernen så at sige kalibrerer ansigtet til de lokale forhold. Æren for den lynhurtige respons kan tilskrives en mandelformet struktur i hjernen, amygdala, som på næsten ingen tid genkender et ansigt og vurderer, om det er smukt eller ej. Faktisk har amygdala afgjort, om et ansigt er smukt eller ej, længe inden vi bliver bevidste om ansigtet.

Forbryderansigt var tiltrækkende
Det er, som om hjernen arbejder med en slags idé om et ansigt og så lynhurtigt sammenholder den med det, den ser. Denne idé eller prototype på et ansigt er imidlertid ikke fastlåst, men kan påvirkes af, hvilke ansigter vi ser – man kan kalde det et gennemsnit af ansigter.
Allerede i 1870’erne opdagede Charles Darwins halvfætter, Francis Galton, at en blanding af flere ansigter er mere tiltalende end hvert ansigt vurderet for sig. Galton, der var lidt af et vidunderbarn, opfinder og meget respekteret i sin samtid, mente bl.a., man kunne måle menneskers karakter og intelligens på buler i kraniet. Det var netop under et forsøg på at identificere det kriminelle element, at Galton samlede fotografier af mænd, der var dømt for afskyelige forbrydelser, på én fotografisk plade. Til hans store overraskelse kunne både han selv og alle andre lide dette “skurkekoncentrat”, og Galton konkluderede, at de skurkagtigetræk stik imod forventning måtte være blevet udvisket af processen. Godt et århundrede senere har mange forskere vist, at vi finder et virtuelt ansigt, der er skabt ved en sammenblanding af flere ansigter, mere tiltalende end de enkelte ansigter. I 1990’erne førte det til en udbredt hypotese om, at de mest tiltalende ansigter er dem, der er mest gennemsnitlige.
Men på det seneste er forskerne blevet klar over, at der er noget, som halter ved teorien. Ben Jones og kolleger har gennemført forsøg, hvor over 200 frivillige først skulle vurdere et ansigt, der var et gennemsnit af 60 kvindeansigter. Som forudset blev det opfattet som smukkere end ansigterne vurderet hver for sig. Men når forskerne samlede et gennemsnit af de 15 mest tiltalende ansigter, blev resultatet bedømt som endnu smukkere.
“Det viser sig, at meget smukke ansigter – de smukkeste ansigter – faktisk er meget karakteristiske og har mange ikkegennemsnitlige træk. Så selv om almindelighed kan være en del af skønhed, er det ikke det hele, og måske er effekten bare et spørgsmål om, hvad der er lettest for hjernen at opfatte,” siger Jones.

Skønhed er knyttet til kønnet
Det lykkedes Jones og hans kolleger at identificere de karakteristika, der gør et kvindeansigt særligt smukt, ved så at sige at trække blandingen af de 15 smukkeste ansigter fra blandingen af alle 60 ansigter. Og meget interessant tonede netop de træk frem, som er særligt feminine – lille hage, smal næse og store øjne. Når forskerne fik computeren til at skrue ekstra op for de feminine træk, så resultatet blev rene Barbie-ansigter, der ikke findes i virkeligheden, blev de bedømt som endnu kønnere end nogen af de andre ansigter. Det gjaldt ved helt op til hundrede procents overdrivelse – først derefter begyndte ansigterne at virke bizarre.
Et andet forsøg, hvor forskere skabte en Miss Germany-kandidat på computer ved at tage et gennemsnit af alle finalisternes ansigter, viste også, at testpersoner vurderede den virtuelle skønhed højere end den virkelige titelindehaver.
Mens et gennemsnitsansigt måske blot behager, fordi det ligner vores forestilling om et ansigt og ikke volder hjernen besvær, træder virkelig skønhed først frem med de kønsspecifikke træk. Det peger kraftigt på, at vores opfattelse af skønhed er knyttet til forplantningen. Selv om der kun er indikationer og ikke nogen helt klare mekanismer, peger de fleste forskere på, at skønhed er forbundet med sundhed. Et af de nyeste studier af bl.a. Gillian Rhodes peger på en sammenhæng mellem et godt immunforsvar hos en mand, og hvor tiltrækkende hans ansigt virker på kvinder. Forskerne ser en tendens til, at jo mere tiltrækkende mandens ansigt er, desto større variation er der i centrale gener for hans immunforsvar kaldet MHC. Da MHC sidder på overfladen af cellerne og genkender angribende mikroorganismer, giver variation i MHC simpelt hen et bredere forsvar og bedre beskyttelse. Mindst ét andet studie har fundet en tilsvarende sammenhæng mellem et gennemsnitligt ansigt og færre børnesygdomme hos drenge. Det er stærkeindikationer for, at vores præferencer i hvert fald har en vis biologisk baggrund og ikke kun er et spørgsmål om individuel smag eller kulturelle normer.

Maskulinitet afslører gode gener
Nogle studier peger på, at asymmetri kan skyldes genetiske defekter, og at der er en sammenhæng mellem maskuline træk hos mænd, fx en kraftig kæbe, og færre sygedage og hurtigere restituering. De maskuline træk hænger sammen med kønshormonet testosteron, der giver en fremtrædende kæbe, kraftige øjenbrynsbuer og skægvækst. Testosteron har imidlertid også den ulempe, at det lægger en dæmper på immunforsvaret ved at koncentrere energi om at opbygge muskelmasse. Derfor kan det maskuline ansigt simpelt hen være en synlig biologisk demonstration af et overlegent immunforsvar, der trods “udsultning” magter at beskytte ejermanden. I givet fald er det et menneskeligt eksempel på det såkaldte handicapprincip, der blev formuleret af biologerne Amots og Avishag Zahavi i 1975 med påfuglehannens overdimensionerede hale som et kendt eksempel.
Interessant nok har man ikke kunnet finde en sammenhæng mellem helbred og kvindeansigtets kendetegn. Forskerne finder derimod, at feminine træk som store øjne, lille hage og lille næse har fællestræk med børns ansigter, og mener, at de signalerer ungdom og frugtbarhed.

Kvinder er styret af hormoner
En af de opsigtsvækkende ting, forskerne har opdaget, er, at vores kønshormoner har stor indflydelse på vores smag. Det viser sig, at kvinder ændrer syn på, hvilke ansigter der er tiltrækkende, afhængigt af hvor de er i menstruationscyklussen. De foretrækker således mænd med maskuline ansigter, når chancen for at blive gravid er størst. Det kan derfor se ud, som om forplantning og det at sikre sig sundt afkom spiller en væsentlig rolle.
Men det er ikke kun kvinders smag, der er påvirket af hormoner. Ved at måle på testosteronniveauet i spyt viste Jones’ forskerhold for første gang i 2008, at mænds præferencer for ansigter med udprægede feminine træk stiger i takt med niveauet af det mandlige kønshormon testosteron. Man ved, at mænds niveau af testosteron varierer meget, både individuelt og over tid – og endda i løbet af en enkelt dag – og at sexlysten stiger med testosteronet. Så mænd er lige så påvirkede af forandringer i hormonniveauet som kvinder, og igen ser det ud til at være forbundet med forplantningen.
Men det bliver endnu mere kompliceret, for ud over symmetri, gennemsnit og hormoner er forskerne begyndt at løfte sløret for de sociale dimensioner af skønhed. Vi lever omgivet af andre mennesker, og det viser sig, at det, vi synes er smukt, påvirkes af andres valg. Kopi af partnervalg er et meget almindeligt fænomen i dyreriget fra guppyer til finker, og det er en effektiv strategi, hvis det fx er meget tids- og energikrævende at udpege det bedste partnermateriale.
I 2007 viste David Feinberg, dengang fra Harvard University, sammen med britiske kolleger, at noget tilsvarende spiller ind hos mennesker. Kvindelige beundrereøger tilsyneladende en mands sexappeal. Når forskerne viste de kvindelige forsøgspersoner billeder, hvor en anden kvinde smilede til en mand, bedømte de hans ansigt som mere tiltrækkende, end hvis den anden kvinde ikke smilede til ham, men blot havde et neutralt udtryk.

Livlig mimik gør folk kønnere
Edward Morrison fra University of Bristol har vist, at feminine bevægelser som nik, blinken med øjnene og at lægge hovedet på skrå får både mænd og kvinder til at vurdere et kvindeansigt som kønnere. Men den største respons opstår “i luften” mellem to mennesker. Når deres blikke mødes, kan der, om ikke ligefrem springe en gnist, så i hvert fald ske en stor udløsning af velvære i hjernen. Hjerneskanninger viser, at smukke ansigter udløser belønningsstoffer, men ved smil og øjenkontakt, øges effekten dramatisk. Omvendt viser det sig, at den samme kontakt med utiltalende ansigter har præcis den modsatte effekt og får os til at væmmes.
Det står mere og mere klart, at skønhed er gennemsyret af sex og partnervalg. Pudsigt nok ville det have overrasket Charles Darwin, evolutionsteoriens far, som mente, at skønhed bundede i tilfældige kulturelle konventioner. De seneste år er det blevet stadig klarere, at det ikke forholder sig sådan. Tværtimod er det en hel række af faktorer, fra de rent fysiske ansigtstræk over indre hormonelle balancer og personlig prægning til et komplekst socialt spil mellem mennesker, der betinger vores vurdering af, hvad der er skønt. Én ting er dog kliniske studier af isolerede enkeltfaktorer, noget andet er den virkelige verden, og her er der ingen, der ved, hvor meget de enkelte faktorer vægter i forhold til hinanden.
Man kan undre sig over, hvorfor vi ikke alle sammen er rasende smukke, når nu skønhed bevisligt giver så store fordele. Et af svarene skal findes på den uregerlige markedsplads, som menneskers partnervalg er. Vi er ikke som hjorten, der kæmper med gevir, eller fuglen, der synger sig til en mage. Menneskers partnervalg er styret af et virvar af både indre og ydre regler, der påvirkes af hinanden, og her er skønhed én vigtig faktor, mens fx social status er en anden.
Uden skønhed ville verden utvivlsomt være et kedeligere sted. Men skønhed er mere end glasuren på lagkagen. Flere og flere forskningsresultater peger på, at den har dybe rødder i vores evolution. Vi ville faktisk have svært ved at leve uden.


ER BLONDINER MERE TILTRÆKKENDE?
Genetiske undersøgelser peger på, at blonde mennesker har været specielt efterstræbte, lige siden denne særlige mutation opstod ved slutningen af sidste istid for ca. 11.000 år siden. Lignende undersøgelser af mutationerne bag blå øjne peger på, at dette træk er opstået på omtrent samme tid. At begge dele er blevet udbredt og ikke blot forsvundet igen, skyldes ifølge antropologen Peter Frost, at trækkene er blevet fremelsket ved seksuel selektion, altså en særlig præference for et bestemt udseende.
I en tid med knappe ressourcer har blonde kvinder tilsyneladende været i stand til at lokke mændene til sig for næsen af deres mørkere medsøstre. Ifølge Frost har de barske forhold, hvor mændene gik på jagt efter storvildt, skabt et underskud af mænd. Hvis blondiner fra første færd er blevet opfattet som mere tiltrækkende, kan det både forklare, hvorfor mutationerne bag blondt hår og blå øjne ikke for længst er forsvundet igen, og den større variation i hårog øjenfarve, der findes blandt europæere sammenlignet med folk i andre verdensdele.

KAN SKØNHED SÆTTES PÅ FORMEL?
En computer kan trænes op til at udpege de kvindeansigter, som mennesker finder smukkest. I et forsøg i 2008 lod computerforsker Amit Kagian og kolleger fra Tel Avivs universitet forsøgspersoner vurdere 91 portrætter af hvide, amerikanskekvinder på en skala fra ét til syv efter hvor tiltrækkende de fandt dem. Herefter kodede forskerne hvert ansigt ind i computeren som en slags digitalt landskab med næsten 7000 geometriske træk.
Computeren lagrede det hele i en database og blev så sat til at vurdere et nyt sæt fotos. Det viste sig, at dens vurdering af portrætterne lå meget tæt på forsøgspersonernes vurdering. Computeren havde endda overtaget menneskelige særheder og fandt fx virtuelle ansigter, der var lavet som et gennemsnit at flere ansigter, mere tiltrækkende end hvert enkelt ansigt.
Forskerne mener, at de har skabt en god model til at forudsige, om mennesker finder et kvindeansigt tiltrækkende eller ej. Computeren kopierer dog blot, hvad mennesker foretrækker, og beregner ikke nogen generel formel for skønhed. Den kan med andre ord ikke afsløre, hvorfor vi finder nogle smukkere end andre.

FINDES DER GYLDNE PROPORTIONER?

Mange peger på det gyldne snit, der ses mange steder i naturen, som en speciel proportion, der virker særligt æstetisk behagelig på mennesker. Det gyldne snit er et forhold mellem længder, som græske matematikere opdagede og beregnede til ca. 1,618. En linje, der deles i to linjestykker (a og b), er gylden, hvis hele linjen (a+b) forholder sig til det store stykke, som det store forholder sig til det lille stykke. Skrevet på formel ser det sådan ud: (a+b)/a = a/b.
Klassisk kunst og arkitektur er spækket med gyldne snit, og bl.a. Leonardo da Vinci og Michelangelo har eksperimenteret med det. Nu har italienske forskere dokumenteret, at det gyldne snit i kunstværker rent faktisk udløser en specifik reaktion i hjernen på almindelige mennesker, der ikke har særlig viden om kunst. Forskerne viste dem 15 værker, bl.a. den græske statue Doryphoros, hvor det gyldne snit findes, både når man måler afstanden isse-fod i forhold til fod-navle, og når man måler fod-navle i forhold til fod-knæ. Når forskerne ændrede proportionerne i computeren, kunne de med en hjerneskanner tydeligt se forskel på forsøgspersonernes reaktion. Særligt tydelig var forskellen i området insula, der kun blev aktiveret, når de så kunstværket med det gyldne snit.
Insula, der forbindes med behandling af følelser, var dog kun aktivt, når personerne fik lov til blot at opleve værket, som om de gik på et museum. Når forskerne i stedet bad dem om at vurdere maleriernes og skulpturernes skønhed, aktiverede værkerne med det gyldne snit ikke længere insula, men cellestrukturen amygdala, der bl.a. giver nervestimuli positiv eller negativ ladning ud fra erfaringen. Det kan tolkes, som om skønhed opstår i en dialog mellem disse to områder i hjernen. Amygdala giver en objektiv vurdering af skønheden ved det, vi ser på, mens insula trækker på følelsesmæssig erfaring. Den objektive reaktion kan måske forklare, hvorfor nogle værker et blevet hyldet igennem historien til trods for tidens skiftende smag.


Copyright © Rasmus Kragh Jakobsen og Illustreret Videnskab.