Vores fantastiske rejse
19. juli 2007
Det moderne menneske var allerede fuldt udviklet for 200.000 år siden. Men formentlig kun i fysisk forstand. Der skulle nemlig gå 130.000 år, før vores forfædre også mentalt var klar til at vandre fra Afrika ud i resten af verden. Til gengæld skete det herefter i lyntempo.

Af Rasmus Kragh Jakobsen

Professor Paul Mellars kunne dårligt tro sine egne øjne. På et helt almindeligt 'mandags'-seminar, hvor phd.-studerende ved den arkæologiske afdeling på University of Cambridge i England gav et lille foredrag om deres forskning, så Mellars pludselig et billede, der fik brikkerne til at falde på plads i menneskehedens største fortælling - historien om hvordan og hvorfor moderne mennesker spredte sig fra Afrika.
»Jeg faldt næsten ned af stolen,« siger Mellars, der er en af verdens førende autoriteter på tidlige menneskers vandringsruter.
Den phd.-studerende Hannah Jones havde netop vist et lysbillede af en 35.000 år gammel strudseæggeskal fra Indien. På skallen var ridset et tydeligt harlekinagtigt mønster, som for Jones viste, at de indiske stenaldermennesker havde udviklet en primitiv abstrakt kunst, men som for Paul Mellars viste langt mere end det. I Mellars baghovede lå de seneste 5 års banebrydende DNA-studier, som har betydet enorme fremskridt for forståelsen af vores historie.

Glemte fund beviser teorien
Kortlægningen af DNA'et i nulevende mennesker har forbløffende nok afsløret, at vi alle stammer fra nogle få tusinde individer, der levede i Afrika for ca. 80.000 år siden. Arvematerialet viser også, at den afrikanske population med uhørt hast er vokset og spredt fra sit udgangspunkt for 60-80.000 år siden, til Asien for groft sagt 60.000 år siden og til Europa for 40.000 år siden. De genetiske spor viser, at alle mennesker uden for Afrika i dag stammer fra én eneste udvandringsbølge, som tilsyneladende skyllede ud over kontinenterne og erstattede alle tidligere menneskearter. Men selv om DNA-arbejdet er solidt funderet bygger det i sidste ende på nogle omdiskuterede antagelser, der gør tidsangivelserne mindre præcise og forskerne har derfor savnet én ting: arkæologiske vidnesbyrd fra den store udvandringsbølge.
Her kom Jones' æggeskal ind i billedet. Paul Mellars genkendte med det samme det karakteristiske mønster fra en ca. 75.000 år gammel okkersten fundet mere end 10.000 km væk i Sydafrika. Var den indiske æggeskal lavet af efterkommere af det samme folk? Helt overrumplet nåede Mellars dårligt at tænke tanken til ende før Jones hvirvlede igennem de næste lysbilleder af omhyggeligt forarbejdede stenskrabere, pilespidser og fine perler af strudseæggeskal fundet i Indien og Sri Lanka - alt sammen perfekte spejlbilleder af afrikanske fund. Et mere overbevisende indicie kunne man ikke ønske sig og Mellars indså, at han netop havde set de første 'hårde' arkæologiske beviser for, at en afrikansk kultur er blevet spredt til Indien præcis som DNA-analyserne har sagt.
»Det var fantastisk - en rigtig Heureka-oplevelse,« siger Mellars.
Selv om det er en anelse pinligt, indrømmer han, at fundene faktisk er mere end 15 år gamle, men har været overset af Vestens forskere, fordi de er blevet offentliggjort i obskure indiske arkæologitidskrifter. Og faktisk er der også dukket andre gamle og glemte fund op, som pludselig viser sig at understøtte den nye teori om vores forfædres udrejse fra Afrika.
I januar i år offentliggjorde den sydafrikanske palæontolog Alan Morris fra University of Cape Town sammen med et internationalt hold af forskere et helt uvurderligt fortidslevn: det såkaldte Hofmeyr-kranie, oprindeligt fundet i 1952 af arbejdere under bygningen af en dæmning nær byen Hofmeyr i Sydafrika. Dengang måtte antropologerne opgive at datere kraniet med kulstof-14 metoden, fordi alt organisk stof var vasket ud af knoglen. Og uden en dato er et gammelt kranium ikke meget andet end en kuriositet.

Kranier var overraskende ens
I mange år prydede Hofmeyr-kraniet toppen af en stabel papirer øverst på Morris' arkivskab - lige til en dag hans gamle studiekammerat Frederick Grine fra Stony Brook University kom på besøg. Grine blev opmærksom på kraniet og foreslog, at man forsøgte at bestemme kraniets alder ud fra forstenet mudder i øjen-, næse- og hjernehulerne. Kraniet blev sendt til eksperter i både Canada og England og her bestemte de alderen til 33-39.000 år. Det lyder måske ikke af noget særligt fra et kontinent, der har åbenbaret en perlerække af enestående fund af vores tidlige forfædre som for eksempel den tre millioner år gamle 'Lucy' fra Ethiopien. Men lige præcis i de kritiske 75-20.000 år har den afrikanske jord hidtil været fuldstændig tom for menneskelige rester.
Rigtig spændende blev det efter Katerina Harvati fra Max Planck Instituttet i Leipzig brugte 3D målinger til at sammenligne med andre menneskekranier. Blandt en skøn forsamling af nutidige kranier fra Europa, Asien og Sydafrika samt kranier af stenalder mennesker og neanderthalere lå kraniet overraskende tættest på dem, der var længst væk - de tidligste moderne mennesker i Europa.
Det har med andre ord rigtig meget til fælles med vores egne forfædre eller som Alan Morris siger: »Hvis han satte sig ved siden af dig i bussen ville du ikke reagere - du ville ikke tvivle på, at han var et moderne menneske.«
Så for ca. 35.000 år siden delte moderne mennesker i Sydafrika og Europa en meget nylig fælles forfader fra en formodet østafrikansk population, der ekspanderede voldsomt for 80-60.000 år siden. Pionerer fra populationen spredte sig ikke blot sydpå, men også mod nordøst, hvor de krydsede Bab-el-Mandeb strædet ved Røde Havets munding til det sydlige Arabien og videre langs kysten mod Indien. Hav-niveauet lå dengang en hel del lavere og i løbet af blot 10.000 år nåede deres efterkommere hele vejen over de indonesiske øer til Australien. Det bekræftes både fund af 45-50.000 år gamle skeletter ved Mungo Søen i Sydaustralien og fund i Niah Hulen på Borneo. Igen støttes billedet af DNA-studier fra 2005, der viser, at nogle af verdens få tilbageværende jæger-samlere, Orang Asli folket i Malaysia og andamanerne fra Andamanøerne etablerede sig som befolkning for ca. 60.000 år siden.
Nogle forskere har indvendt, at stenredskaberne fundet ved skeletterne i Mungo ikke er avancerede nok til at stamme fra moderne mennesker. Men her har Mellars evalueret redskaberne igen og siger, at de godt nok er simplere end dem man kender fra moderne mennesker, men stadig mere avancerede end andre menneskearters som f.eks. neanderthalernes. Mellars forklarer det tilsyneladende paradoks med, at viden kan være gået tabt under den hurtige udvandring, hvor man dels har fisket meget og derfor ikke været så afhængig af stenredskaberne og dels har haft vanskeligt ved at finde den kvalitet af flint og obsidian, der kræves - og som f.eks. Australien er meget fattigt på.
Vores rejselystne forfædre er vundet frem med en ekspresfart af mindst 1 km om året og har levet af muslinger og fisk langs kysten hele vejen til Østen. Det har gjort landvindingerne langt lettere, fordi man ikke skulle tilpasse sig nye landskaber og nyt klima undervejs.

Nåede Australien før Nordafrika
Der tegner sig nu også et nyt billede af, hvilken rute menneskene tog ind i Mellemøsten. Nye DNA-studier offentliggjort i tidskriftet Science i 2007 fortæller, at de første mennesker på Afrikas middelhavskyst har rødder tilbage til det vestlige Asien. Det tyder kraftigt på, at moderne mennesker ikke som ofte antaget har fulgt Nilen eller Røde Havets vestbred til Levanten. I stedet er efterkommere fra 'ekspresruten' kystbælte begyndt at trænge nordpå ind i kontinentets ukendte skove, bjerge og sletter for til sidst at nå steder som Ksar Akil i Libanon, hvor man har fundet 45-50.000 år gamle menneskeknogler.
Her fra er Europa og Asiens vidtstrakte sletter blevet koloniseret og overalt, hvor vores forfædre trængte frem har de mødt nye udfordringer - dyre og planteliv fjernt fra deres ækvatoriale afrikanske udgangspunkt og frem for alt andre konkurrerende menneskearter, som har haft mange hundrede tusinde års forspring til at tilpasse sig livet i de nye landområder.
Med andre ord har vores forfædre udført en næsten ufattelig bedrift, der rejser et uundgåeligt spørgsmål: Hvad var det, der pludselig gjorde dem i stand til at skylle ud over kontinenterne og på blot nogle få tusind generationer blive totalt dominerende på planeten?

Kreativiteten eksploderede
Nu bliver idéen om den store udvandringsbølge for alvor spændende.
Anatomisk moderne mennesker har eksisteret i mindst 195.000 år, hvor de ældste kranier er fundet i Omo i Ethiopien. Men hvis moderne mennesker har eksisteret så længe, hvorfor ventede de så mere end 100.000 år med at udvandre?
Det er her forskerne taler om en kreativ eksplosion - en ændring i vores hjernes kvalitet, som banede vejen for en ny tankegang, en opfindsomhed, som sikrede en bedre mere effektiv udnyttelse af de tilgængelige ressourcer - og som måske også gav os det første komplekst opbyggede sprog og nogle nye sociale strukturer i grupperne. Det er jo ordentlig mundfuld, men ud over den enestående succesfulde udvandringsbølge falder en række andre bemærkelsesværdige ting sammen lige omkring dette tidspunkt og taler stærkt for sådan en indre ændring, der ikke afspejles i knoglerne.
Præcis de genstande - det ridsede harlekinmønster, perlerne af æggeskal og de omhyggeligt udførte stenredskaber - som Paul Mellars så den eftermiddag i Cambridge er centrale. Genstandene er kendt fra Syd- og Østafrika, hvor de pludselig dukker frem for 75.000 år siden som de tidligste tegn på en ny avanceret kultur. Fundene omfatter redskaber fremstillet ved en ny slagteknik, nye halvmåneformede skrabere til at forarbejde skind, nye forfinede stenspidser til spyd og endda noget, der ligner pilespidser. Genstande, der fortæller om nye effektive jagtmetoder samtidig med mulige spor efter systematisk fiskeri. Dertil kommer de simple geometriske mønstre, som afslører en hidtil uset evne til abstrakt tankegang. Endelig ser arkæologerne også tegn på, at genstande er blevet transporteret over store afstande, hvilket tyder på en tidlig økonomi med udveksling af smykker, råmaterialer og mad i handelsnetværk mellem grupperne.
Vores forfædre havde altså en lang række nyskabelser med i baggagen, da de drog ud for at erobre verden.

Anden gang var lykkens gang
Ikke at det var første gang anatomisk moderne mennesker udvandrede, men til forskel fra tidligere havde man nu fået midlerne til at gøre det uhyre effektivt. I Skhul og Qafzeh i Israel har man fundet nogle berømte skeletter af anatomisk moderne mennesker, som levede for 90-110.000 år siden.
Begge steder viser fund af okker og smykker, at man har haft rituelle begravelser med ceremonielle offergaver. Men trods disse tegn på en højere bevidsthed er redskaber, som er forbundet med stederne af den gamle primitive slags. Og populationen var tilsyneladende ikke i stand til at klare sig i konkurrencen. Levn af neanderthalere i både tidligere og ældre jordlag afslører, at de moderne menneskers tilstedeværelse kun har været kortvarig inden stedet atter er blevet overtaget af neanderthalerne. Med andre ord har det intellekt, som lå bag de symbolske og rituelle begravelser og gruppens sociale struktur ikke været stærkt nok i konkurrencen med neanderthalerne.
Helt anderledes gik det, da den nye kreative udgave af det moderne menneske trængte ind på neanderthalernes enemærker i Europa. Efterkommere af kystruten fortrængte på få tusinde år, de neanderthalere, som havde levet i Europa i mindst 300.000 år før. Det kreative menneske havde forbløffende let ved at tilpasse sig forholdene længere nordpå.
Faktisk viser helt nye fund fra det sydlige Rusland i Kostienki ved floden Don, at de moderne mennesker nys ankommet fra tropisk sol var i stand til at leve i et barskere istidsklima end neanderthalerne. I et 45.000 år gammelt jordlag har forskere fundet spor af den allertidligste figurative kunst - et halvfærdigt ansigt skåret i mammuttand - samt avancerede redskaber. Området har tidligere været domineret af neanderthalere, men efter istiden satte ind for ca. 115.000 siden fortrak de længere sydpå og vendte aldrig tilbage. Kostienki fundene fortæller om en højt udviklet stenalderkultur, der har formået at fiske, fange små pattedyr i fælder, sy tøj og telte og på alle måder være langt mere effektive til at udnytte områdets sparsomme ressourcer.
Vores forfædres evne til at indtage og klare sig i området er et af de bedste beviser på den mentale overlegenhed, som siden har banet vejen for menneskets succes.

Copyright © Rasmus Kragh Jakobsen og Illustreret Videnskab.