Vi skal ikke glemme taknemmeligheden

Af Rasmus Kragh Jakobsen

Hvorfor mener du ikke, at vi har en ret til at få børn?

Det er meget vanskeligt at hævde, at alle har en ret til at få et barn, fordi det er let at forveksle noget, du har et meget stort ønske om, med noget du har en egentligt ret til. Altså, man kan hævde, at samfundet som sådan har behov for flere børn, men for den enkelte kan man ikke hævde, at det at få børn er en livsnødvendighed. Man kan heller ikke hævde, at mennesker bliver ulykkelige uden børn, fordi der er masser af eksempler på frugtbare par, der frivilligt vælger børn fra og lever et lykkeligt liv. Hvad man derimod kan sige er, at folk ikke må forhindres i at få børn af racistiske eller andre årsager. Det, der bekymrer mig er tendensen til at kræve at få børn.

Hvad mener du?

Her i England og i det meste af Europa har vi efterhånden taget en meget rettighedsdomineret kultur til os fra den anden side af Atlanten. Det er en kultur, hvor folk er parate til at sagsøge skolen, hvis deres børn får lave karakterer. Og jeg kan forestille mig, at folk vil sagsøge lægen eller hospitalet, hvis deres in vitro fertilisering (IVF) ikke bærer frugt. En læge har pligt til at prøve at behandle mig for en sygdom, men jeg kan kun kræve et forsøg - ikke en helbredelse. Det samme gælder for kunstig befrugtning. Jeg tror nemt, folk kan blive så besat af deres ret til at få et barn, at de glemmer den oldgamle fornemmelse af forbløffelse og taknemmelighed, der kommer med fødslen af et barn. Snarere end at se på rettigheder, tror jeg man skal se på, hvem der kræver at få børn og hvorfor.

Hvem er så det?

Den største gruppe er de ufrugtbare par, der ønsker at være frugtbare. Det er mennesker, som måske er dybt skuffede, fordi de havde en forventning om at skabe en familie, og hele deres fremtidige liv var baseret på at kunne få børn. De fortjener efter min mening behandling. Udover de ufrugtbare bør de par, der har en stor risiko for at føde et barn med en alvorlig arvelig sygdom som cystisk fibrose eller blødersygdom få muligheden for at vælge det fra. Men så er der karrieremennesker, der ønsker at fryse deres kønsceller ned og gemme muligheden til senere og familier, der f.eks. brændende ønsker en søn, fordi de har tre døtre. Det ønske kan man sympatisere med, men det er her, vi tager de første skridt på vej mod børn som varer, du kan bestille efter dine ønsker. Vi bevæger os ind i en kultur, hvor vi betragter børn som en slags ejendom på linje med en håndtaske. Man skal have lædertasken fra Gucci, de lange smukke handsker, de mørke solbriller, den fantastiske jakke og så den smilende runde bløde dejlige baby på armen samtidig med, man er en ung smuk mor med sit vidunderlige helbred. Men den retning er helt forkert.

Fordi det vil skade børnene at være født som en slags tilbehør?

Ja, der er to aspekter. Der er først babyen som en slags ejendel, folk er glade og stolte af at vise frem. Det er en ting de har, en af deres bedste ejendele, men hvad sker der når babyen vokser op, bliver kluntet, ikke gør hvad man siger, og bare er bøvlet og en belastning? Så indser man, at man ikke ejer sit eget barn, at det er et selvstændigt væsen som man ikke kan gå rundt med som en smart taske. Men hvad der så sker og hvilken effekt det vil have på barnet er meget vanskeligt at forudse, fordi vi ikke har nogen fortilfælde. Men egentlig bekymrer det andet aspekt mig langt mere - nemlig når forældre ikke blot ønsker sig en baby, men ønsker sig en bestemt slags baby med et særligt talent.

Som en klog baby?

Ja, klog, musisk, smuk etc. Det er en langt værre trussel end bare at blive træt af sit legetøj. Det vil være uendelig svært for det barn at leve op til alle forældrenes forventninger, og hvis man så ikke klarer sig godt i skolen etc. vil det meget nemt fremprovokere en eksplosiv reaktion. Man har en pligt til at acceptere ens børn som de er, jeg mener, man har næsten en moralsk forpligtelse til at gøre dem bedre. Altså opføre sig bedre. Ha, ha. Introducere dem til, hvad der er socialt uacceptabelt og hvad der går an. Hvis det var muligt at vælge de gener ens børns ville fødes med ville det føre til en holdning overfor vores børn, som jeg mener er forkert og socialt skadelig. Heldigvis har de meget simple idéer om genmanipulation, du ved 'designerbabyer', som man for få år siden troede ville være ret efterspurgt, vist sig at være illusoriske. Nogle siger det vil komme alligevel på et eller andet tidspunkt, men jeg kan ikke se megen pointe i at spekulere over det. Vi kan ikke spå om fremtiden. Der er dem som mener, at allerede det man gør i dag med at screene embryoner for arvelige sygdomme, er moralsk forkert og første skridt på vej mod designerbabyer, fordi du foretrækker en sund og rask baby fremfor en defekt baby. For mig at se er et fuldstændig hjælpeløst sygt barn intet andet end en tragedie, og det er fuldstændig etisk og lægeligt forsvarligt at vælge en sund baby. Men kriterierne for valget skal være ud fra specifikke medicinske begreber og ikke sociale begreber om fx et barn vil være ret dumt eller ret kvikt. Generelt tror jeg børn blomstrer, hvor det er accepteret, at det er tilfældigt, hvilken blanding af gener de har fået fra forfældrene. De fleste, tror jeg, regner resultatet for tilfældigt selv om man kan genkende visse træk fra den ene eller anden forælder.

Det skal være tilfældigt?

Ja, et element af tilfældighed er meget vigtigt for at acceptere vores børn, som de er. Derfor er en anden bekymrende konsekvens af rettighedskulturen, at lægens rolle næsten er blevet kontraktlig på linje med fx en frisørs. Det skyldes delvist, at vi er langt bedre informerede end tidligere bla via internettet, og fx kan gå til lægen og sige 'den her medicin vil øge mine chancer for at blive befrugtet, kan du give mig en recept?'. Hvis lægen ikke vil, finder man en anden læge, ligesom som man ville gå til anden frisør, hvis man ikke fik den ønskede frisure. Det skaber en ret aggressiv holdning hos patienten, der føler han/hun har krav på en bestemt behandling og endda et bestemt resultat. Jeg lægger stor vægt på taknemmelighed og folk, der blot kræver deres ret har ingen grund til at føle taknemmelighed. De kan have grund til at føle skuffelse og foragt. Selv hvis en læge yder en helteindsats får man blot, hvad man føler, man var berettiget til. Efter min mening vil vores samfund være utrolig dårligt stillet, hvis taknemmeligheden over barnet forsvandt. Taknemmelighed overfor hvem? Gud, naturen, lægen, jordemoderen, det er underordnet.

Copyright © Rasmus Kragh Jakobsen og Samvirke www.fdb.dk