Ardi viser os hvem vi var
 28. maj 2010
Fundet af et over fire millioner år gammelt og næsten komplet skelet bringer forskerne længere tilbage i menneskets udviklingshistorie end nogen sinde før. Og mod forventning tyder meget på, at vores tidlige forfader ikke var en aggressiv, chimpanseagtig abe, men derimod en omsorgsfuld primat, hvor hannerne hentede mad og tog del i yngelplejen.
Af Rasmus Kragh Jakobsen
Hvor kommer vi fra? Det spørgsmål har altid fascineret mennesker, og med fundet af Ardi har forskerne indkredset svaret yderligere.
“Det er det tætteste, vi endnu er kommet på at finde menneskets og chim pansens sidste fælles forfader,” siger palæoantropologen Tim White, som er en af lederne af The Middle Awash Project, der nu har været i gang i næsten 20 år.
Projektet har navn efter den knastørre ørkenregion i det nordlige Etiopien, som den legendariske britiske arkæolog Desmond Clark begyndte udforskningen af i starten af 70’erne. Middle Awash har vist sig at være en guldgrube af fossiler takket være en enestående geologi.
Det første bevis på, at området husede en hidtil ukendt menneskeart, kom i 1992, da der blev fundet en barnekæbe med en kindtand, der ikke lignede noget, forskerne havde set før. Kæben og en håndfuld knogler skulle vise sig at være de første dele af arten Ardipithecus ramidus. Problemet var, at man kun rådede over få stumper af skelettet, så det var begrænset, hvad forskerne kunne sige om væsnets anatomi.
Forskere måtte ned på alle fire
To år senere dukkede så den første håndknogle op. Den blev fundet på en såkaldt crawl, hvor forskerne bogstaveligt talt kravler på alle fire skulder ved skulder. Den ph.d.-studerende Yohannes Haile-Selassie befandt sig det rigtige sted, og pludselig udbrød han: “Hominid”.
Næste dag fandt holdet en hånd knogle mere og så et skinneben, og inden længe stod det klart for alle, at de var på sporet af noget særligt. Inden felt sæsonen var omme, havde holdet fundet over 100 fragmenter, men knoglerne var i en forfærdeligt dårlig tilstand.
“De smuldrede bogstaveligt taget, når man rørte dem,” fortæller Tim White.
Dertil kom, at det nærmest så ud, som om liget af Ardi var blevet trampet i stykker af en flok store dyr, så knoglestykkerne var spredt over et område på størrelse med et lille kontor.
I løbet af flere feltsæsoner bragte forskerne med stor forsigtighed små pakker af gipsomsluttet sediment med knoglestumper i med tilbage til laboratoriet i Addis Abeba for forsigtigt at rense knoglerne under et mikroskop. Siden blev mange af knoglerne omdannet til digitale 3-d-billeder, som så kunne samles til større skeletdele. Hele rekonstruktionen tog 15 år, men resulterede til gengæld i en uhørt præcis beskrivelse.
Det var først og fremmest muligt, fordi Ardis skelet er så komplet. Sammen med stumper fra 35 andre individer og hele 150.000 fossile dyreknogler foruden rester af insekter og planter giver det et meget nuanceret indblik i en periode i vores forhistorie, hvor vi levede i skovene blandt aber, papegøjer, hyæner, kudu-antiloper og mange andre dyr.
Ardi i 125 dele
Ardis i alt 125 fragmenter omfatter alle de vigtige dele – kranie, tænder, bækken, hænder og fødder. Dermed er det muligt at lave en direkte sammenligning med Lucy, som er et af de få andre meget komplette hominid- skeletter. Lucy er cirka en million år yngre end Ardi og tilhører slægten Australopithecus. Australopithecus fulgte efter alt at dømme efter Ardipithecus og anses igen som forløbere for Homo-slægten, som er Homo sapiens’ egen kvist af familietræet.
Når forskerne er i stand til at placere Ardi på vores udviklingslinje og ikke for eksempel på chimpansernes, skyldes det en række nøgletræk. Disse træk ses udelukkende hos senere hominider som Lucy og ikke hos nogen menneskeaber, hverken nulevende eller uddøde. Det gælder blandt andet detaljer, som er karakteristiske for oprejst gang: et kort kranie, en bækkenform med fæste punkter for særlige muskler og specielle knogler i fødderne. Meget afslørende er også Ardipithecus’ små og stumpe hjørnetænder, som kun kendes fra menneskets gren – alle andre menneskeaber har store og spidse hjørnetænder.
Med Ardi sikkert placeret på menneskets side af udviklingshistorien bliver det også muligt at kigge bagud i tiden mod den fælles forfader med chimpanserne, som menes at have levet for seks-otte millioner år siden.
Selv med sin anselige alder på 4,4 millioner år synes Ardi umiddelbart langt fra delingspunktet. Men Ardi har forbløffende store ligheder med nogle ældre om end ikke særligt komplette fossiler – specielt den seks-syv millioner år gamle Sahelanthropus tchadensis, der blev fundet i Tchad i 2001, og den 5,7 millioner år gamle Ardipithecus kadabba, der også blev fundet af Yohannes Haile-Selassie i Middle Awash.
Det er i øvrigt kendetegnende for hele Middle Awash-projektet, at etiopiske forskere fra starten har været meget involveret. Det har ikke været til fældet ved mange andre udgravninger til de lokale forskeres store frustration.
Både tchadensis og kadabba gik tilsyneladende oprejst og havde små hjørnetænder. Men der mangler så meget af deres skeletter, at forskerne har haft svært ved at blive enige om, hvad de egentlig er. Med Ardi som skabelon falder brikkerne pludselig på plads, og det er tydeligt, at de har været på menneskets side af splittet og må være meget tæt på den fælles forfader. Dermed bliver Ardi en central repræsentant for en hel fase i menneskets udvikling, der strækker sig over to-tre millioner år.
Det er ret usandsynligt, at det har været netop Ardi, som har givet ophav til den næste fase repræsenteret ved Lucy. Men det har været et væsen, som har lignet meget. Og i den forstand kan Ardipithecus ses som en forfader, der må være meget tæt på den sidste fælles forfader med chimpanserne.
Mennesker er de primitive
Og netop fordi Ardi formentlig er så tæt på det fælles ophav, er det forbløffende, hvor lidt hun ligner en chimpanse. Det viser, at både mennesker og chimpanser har udviklet sig meget langt væk fra udgangspunktet. Mennesker er dermed ik ke blot modificerede chimpanser.
“Det virkelig spændende er, at menne sker viser sig at være de primitive, mens chimpanser er højtudviklede,” siger antropologen C. Owen Lovejoy fra Kent State University i USA, der også deltager i Middle Awash-projektet.
Ardi var nemlig ikke knogænger som gorillaer og chimpanser, men ligner på mange områder mennesket mere end de andre menneskeaber. Knogang er altså en specialiseret udvikling.
“Ardi er et enestående og særdeles vigtigt fund, der har træk, som ingen kunne have forudsagt,” siger paleoantropologen Donald Johanson, der var med på det hold, som fandt Lucy i 1974.
Hanner og hunner var lige store
Men hvad er det så for et væsen, der i den grad har flyttet videnskabens op fattelse af vores fortid?
Ardi var en ung hun på cirka 120 centimeter, der vejede omkring 50 kilo. Hun var dermed et hoved højere end Lucy og vejede næsten det dobbelte. De relativt store dimensioner antyder, at der modsat Lucys art ikke var betydelig forskel på størrelsen af hanner og hunner. Samtidig matcher proportionerne af hendes arme og ben slet ikke gorillaer og chimpanser, der har meget lange arme og korte ben. De passer bedre med de ældste fossiler af menneskeaber eller nulevende makak aber. Sammen med et håndled, som kan bøje helt bagover, viser det, at hun gik på alle fire i træerne. Chimpanser er tilpasset til at lade sig hænge fra grenene med lange og stærke knogler i hånden, mens Ardis hånd mere ligner vores.
Ardis fod afslører også uventede træk. Der er en storetå, der kan gribe om grene, men ikke er så drejelig som på chimpansens fødder. Og to knogler bag tæerne vidner om en udvikling mod en stivere fod, som er central for oprejst gang.
Endnu en overraskelse gemmer sig i, hvor Ardi gik oprejst. Kemiske analyser af jordprøver og isotopanalyser af både jorden og Ardis tænder afslører, at hun levede i og af skoven. Det understøttes af dyre- og plantefossiler, som tilsammen peger på, at Ardi færdedes i et frodigt skovområde med klatter af tæt skov afbrudt af savanne med floder.
Den opdagelse slår en pæl igennem en sejlivet teori, der længe har præget billedet af men ne skets udvikling: at vi rejste os op i forbindelse med klimaforandringer, hvor græsområder fortrængte skov og tvang os ud på savannen. Her skulle vi ifølge teorien have rejst os for at kunne se hen over det høje græs.
Men Ardi viser, at vores forfædre gik oprejst, længe inden de forlod skoven. Vi må derfor have rejst os på to ben af en anden grund. Og her har Owen Lovejoy en idé, som han har arbejdet med siden fundet af Lucy, nemlig at årsagen skal findes i en helt ny og anderledes social struktur.
“Man er nødt til at forklare, hvorfor australopithecinerne spredte sig over hele Afrika, samtidig med at deres nærmeste slægtninge blandt primaterne var ved at uddø,” mener Lovejoy.
Hannen var et skaffedyr
Der må med andre ord være opstået noget, der har givet vores forfædre en stor fordel – vel at mærke længe inden vores forfædres hjernevolumen blev øget. For at finde forklaringen skal man ifølge Love joy se på de fordele, der ligger i oprejst gang og små hjørnetænder. Hos bavianer, gorillaer og chimpanser spiller hannernes hjørnetænder en central rolle i kampen om at få adgang til hunnerne og dermed forplante sig. Lovejoys teori er, at hannerne i stedet for at bruge deres energi på at kæmpe om hunnerne begyndte at bidrage til yngelplejen ved at hente mad til hunnen. Det har hun så belønnet med parringer, hvilket også ses hos nulevende chimpanser.
Hannerne er formentlig gået efter de sjældne ressourcer, der er rige på fedt og proteiner, som smådyr, fugleæg og larver. Og da det er meget vanskeligt at bære ting uden at have forlemmerne frigjort, er den oprejste gang blevet en selektiv fordel, som har gjort det muligt at bære mad over større afstande.
Ifølge Lovejoy er vores forfædre begyndt at danne par. Hannens rolle som skaffedyr har beskyttet den sårbare mor og hendes afkom, som ikke selv be høvede at risikere en potentiel fare for at få mad. Samtidig har den proteinrige kost formentlig hjulpet hunnen til at gen opbygge de fedtlagre, hun tabte under amningen, så hun hurtigt kunne få ægløsning og blive gravid igen.
Lovejoy peger på, at dette skift i seksualadfærd også kan forklare nogle af det moderne menneskes særheder, som at kvindens ægløsning reelt er skjult, og at kvinder har permanent hævede mælkekirtler (synlige bryster). Det sidste er for enhver anden abe end mennesket et regulært turn-off, fordi hævede mælkekirtler signalerer, at hunnen ammer og derfor ikke kan befrugtes. Mens den skjulte ægløsning i dag kan være frustrerende for par, der ønsker at blive gravide, kan det have sikret vores tidlige for mødre en permanent forsyning af mad, fordi hannerne aldrig vidste, hvornår de skulle slå til, og kun kunne være sikre på at blive far til afkommet, hvis de jævnligt parrede sig med hunnen.
Han forestiller sig, at vores linje begyndte med hanner, som gik efter de hunner, ingen af de dominerende hanner var opmærksomme på, da de havde permanent hævede mælkekirtler og ikke afslørede ægløsningen.
Tilsvarende har hunnerne udvalgt de hanner, der havde de mindste hjørnetænder, fordi de også var mindst aggressive og mindst tilbøjelige til at bruge energi på indbyrdes kampe.
Små tænder startede revolution
De små hjørnetænder signalerer dermed en afgørende forandring i vores udviklingslinjes sociale struktur. Ændringen var en stor reproduktiv succes og betød, at vores forfædre rejste sig op på to ben og senere begyndte at sprede sig ud på savannen. Langt senere igen førte den sociale adfærd til en menneskeabe, der udviklede redskaber og kultur og koloniserede alle egne af kloden.
Men selv om teorien er besnærende, står der stadig mange spørgsmål tilbage om, hvad der gjorde os til moderne mennesker. Donald Johanson er overbevist om, at fortolkningen af Ardi vil blive debatteret intenst, og mange forskere vil være uenige med Awash-holdet.
“Noget af det vigtigste ved Ardi er, at fundet tvinger os til at tænke nyt, og det vil omfokusere en masse intellektuel energi de næste fem-ti år,” siger han.
I sidste ende kan svarene kun gives, hvis hullerne i fossilrækken lukkes af nye skeletfund med den rette alder. Derfor fortsætter Tim White og hans kolleger udgravningerne i Middle Awash. Der går da også allerede rygter om nye fund, som vil føje flere brikker til puslespillet.
Copyright © Rasmus Kragh Jakobsen og Illustreret Videnskab. |
|
