Bedstemor - din dejlige powerwoman
 4. april 2004
Bedstemødre har været en overset 'art', men er på det seneste blevet et meget varmt emne. Meget tyder på, at de gamle koner har været en stor ressource, som vi skylder vores lange liv
Af Rasmus Kragh Jakobsen
»En forfærdelig plage« med et »temmeligt frastødende ydre.«
Sådan beskrev fordums navnkundige antropolog Charles W.H. Hart de gamle krogede koner blandt Tiwi jæger-samlerne i Australien, som han studerede i 1920'erne. Hvorefter de blev ignoreret totalt fremfor stammens unge mænd og kvinder.
Men sådan er det ikke længere, i dag er bedstemødrene hot stuff blandt evolutionsbiologer og antropologer. De ser i stigende grad bedstemoderen som nøglen til at forstå mange sider af vores menneskelige forhistorie som f.eks. hvorfor vi er så lang tid om at blive frugtbare, hvorfor vi bliver så gamle og hvorfor vi er så familieorienterede.
'Bedstemor-teorien' er netop blevet kraftigt underbygget af et finsk-canadisk studie i det videnskabelige tidsskrift Nature fra 11. marts, men inden vi kommer så langt skal vi lige ti år tilbage i tiden.
Her begyndte forskerne for første gang at få øjnene op for bedstemødrene. Man undrede sig over det biologiske kuriosum, at mennesker som noget næsten unikt blandt dyrene har en overgangsalder. Hos langt de fleste dyr falder reproduktionsevnen gradvist frem til døden, men hos kvinder stopper den pludseligt og de fortsætter med at leve længe efter klimakteriet - tilsyneladende uden at bidrage til populationen. Den slags er problematisk at forstå i en verden, hvor der er knaphed på ressourcer og - frit oversat efter Darwin - 'kun de stærke overlever'. Det fik forskerne til at fostre 'Bedstemor-teorien'. Kort fortalt tager den sit udspring i det faktum, at stenalderens børnefødsler var en problematisk affære, som for kvinden kun blev værre med alderen og ikke sjældent endte med både moderen og barnets død. I naturen er det imidlertid ikke antallet af fødsler, der tæller, men antallet af frugtbart afkom. Derfor forestillede teoriens mødre sig, at der kom et tidspunkt i kvindens liv, hvor hun kunne bidrage mere til den næste generation som 'hjælper' end som 'føder' og at dette har fremmanet klimakteriet, forstærket familiebåndene og forlænget kvindens post-menstruelle liv.
Kun mormor har betydning
Siden har bedstemor-teorien haft sine op og nedture, blandt andet fordi teorien mere end antød, at lige præcis den kærlige bedstemoderlige rolle (og ikke den bedstefaderlige) havde dybe evolutionære rødder, hvilket mildest talt ikke faldt i god jord i lyset af kvinders kamp for ligestilling.
På det seneste har flere undersøgelser imidlertid peget på, at der er noget om snakken. Med data om en landbefolkning i Gambia fra 1950 til 74 har antropologerne Ruth Mace og Rebecca Sear fra University College in London for nyligt vist, at bedstemoderen ofte kan være den afgørende forskel på liv og død for døtrenes spædbørn. I et område med meget høj børnedødelighed var det kun alt for nemt at spotte udslag i dødeligheden og tallene viste, at tilstedeværelsen af en bedstemor halverede børnenes dødelighed. Men den store overraskelse var, at kun mormoderen gjorde udslaget.
»Hvis mormoderen dør kan man se det, hvis farmoderen eller endda faderen dør kan man ikke,« siger Mace til New York Times.
Mormoderens særlige værdi underbygges af studier af khasi og kengali folket fra det nordøstlige Indien, som viser, at en mormor kan øge antallet af børnebørn, der overlever til det sjette år med 10 pct. Spekulationerne over, hvad de søde gamle familieoverhoveder gør, går i to retninger. Forskere med hang til darwinisme fremhæver den lille tvivl, der altid kan nage angående svigerdatterens troskab. Dette kan få farmoderen til ubevidst at holde lidt igen mens mormoderen uden den slags nagende bekymringer frit kan overøse poden med sin kærlighed. Andre fremhæver, at det kun er nærliggende, at man som mor vender sig til den person, man selv kender bedst og stoler mest på for råd og hjælp til pleje.
Uanset de præcise mekanismer ser det nu ud til, at forskeren Mirrka Lahdenperä fra Turku Universitet i Finland og hendes kolleger har bragt bedstemoder-effekten på fast grund med den seneste artikel i Nature.
Ved at gennemtrawle historiske arkiver for fødsels-, bryllups- og dødstal har de fulgt tre fulde generationer fra hhv. en finsk og en canadisk landbefolkning i forrige århundrede. Fra den enorme datamængde - 537 finske mødre, 3.629 børn og 6.002 børnebørn hhv. 3.290 canadiske mødre, 29.895 børn og 100.074 børnebørn - har forskerne kunnet vriste en meget klar effekt.
»Vi kan se, at hvis der er en postmenstruel mor til stede, får hendes egne børn selv børn tidligere, oftere og med større succés,« siger Mirkka Lahdenperä.
I tørre tal fødes der knap to børnebørn mere for hver 10 år en bedstemor lever og bor indenfor 20 km af hendes børn. Ydermere nedsætter hun de førstegangsfødendes alder ganske dramatisk med næsten to et halvt år og også frekvensen imellem de næste to børn nedsættes.
»Det giver en kæmpe evolutionær fordel og vores resultater indikerer, at et længere livsforløb hos post-menstruelle kvinder sandsynligvis er opstået som følge af bedstemødrenes behjælpelighed,« siger Lahdenperä.
Men er det nu rimeligt at drage konklusioner om menneskelig udvikling over tusinder og millioner af år ud fra en til sammenligning meget kort tidsperiode. Det har professor i populationsøkologi Jacobus Boomsma fra Biologisk Institut ved Københavns Universitet, der til dagligt beskæftiger sig med evolutionens kringlede veje, ikke nogen problemer med.
»Man har i bund og grund ikke brug for at studere 10 eller 20 generationer, hvis man bare ser på et udsnit af befolkningen, der er så stort, at man statistisk set kan kontrollere for alle de andre variable, der altid og utvivlsomt spiller ind,« siger Boomsma og tilføjer, at det med studier i menneskets evolution er »nødvendigt at gå mindst 100 år tilbage, fordi faktorer som medicin og velstand i den rige verden overskygger de biologiske faktorer.«
Ud over studiets størrelse hæfter Boomsma sig ved, at der ikke er forskel på effekten i de to samfund til trods for, at befolkningerne adskiller sig dramatisk.
»Den canadiske var en hurtigtvoksende nybyggerbefolkning, hvilket siger noget om det totale ressourceniveau og hvor meget plads der var til rådighed, mens den finske befolkning var i ligevægt med en lille tilvækst,« siger han.
»Jeg har set mange statistisk signifikante data fra dyrestudier, og de her grafer er så gode, at vi vil se dem i lærerbøger indenfor et par år.«
Mænds alder ikke vigtig
Nogle vil måske indvende, at der stort set ikke har været bedstemødre i stenalderens jæger-samler samfund, fordi man simpelthen ikke levede så længe. Men det er udbredt misforståelse, som en af Bedstemor-teoriens mødre, antropologen Kristen Hawkes, retter op på i en perspektivartikel i Nature: »De fleste piger, der overlever barndommen, lever forbi deres børnefødende år. Både i historiske og primitive jæger-samler samfund var en tredjedel eller mere af kvinderne normalt over 45 år.«
Men hvad med mændene? Spiller de ikke nogen rolle?
Boomsma forklarer, at mænds alder er triviel evolutionært set, fordi mænd ligner de fleste andre hanner i dyreriget, mens det er kvinderne, som skiller sig ud.
»Det er kendt, at hanner dør tidligere end hunner, hvilket også er udbredt hos mennesker - specielt efter barselsdødeligheden er faldet,« siger Boomsma.
»En anden grund er, at mænd har en tilbøjelighed til at leve livet farligere end kvinder. Det har biologisk set at gøre med, at hanner i gennemsnit er mere konkurrenceprægede væsner, hvilket igen er seksuel selektion - adfærd fremelsket for at imponere hunnerne.«
Kønspolitik?
Her begynder det at lugte lidt af kønspolitik. Selv siger Lahdenperä, at hun ikke mener resultaterne vækker de store kønspolitiske dilemmaer i et moderne vestligt samfund. Men hun gør dog opmærksom på, at bedsteforældre stadig er hovedkilden for familiernes børneomsorg.
»Ifølge generaldirektør i Age Concern, Gordon Lishman, bruger 6 ud af 10 engelske familier bedsteforældrene som børnepassere, hvilket repræsenterer en værdi af op imod 5 mia. pund,« siger hun.
»Men i sidste ende vil det være op til bedstemoderen om hun vil eller ej. Vi ved, at hendes hjælp kan være uvurderlig og tidligere i vores arts udvikling har bedstemødrene uden tvivl været det.«
Professor Boomsma mener ikke man skal være bange for at se de kønsspecifikke adfærd i øjnene.
»Det har været tabu at tale om den menneskelige adfærd, men det er ikke så kontroversiel mere, og det er også rimeligt nok for beviserne kommer jo frem efterhånden,« siger han.
»Det kan selvfølgelig fremkalde et ramaskrig, fordi det strider imod vores forestilling om ligestilling. Men det er mere ærligt at have en fin ligestillingspolitik efter man anerkender de grundliggende biologiske forskelle. Hvis vi ikke har en viden om, hvor de biologiske forskelle er og hvor de ikke er, har vi ikke en jordisk chance for at forstå, hvor samfundet har sine svagheder og hvordan vi kan afhjælpe dem.«
Copyright © Rasmus Kragh Jakobsen og Dagbladet Politiken A/S www.pol.dk |
|
