Fire internationale topforskere deler verdens største og mest prestigefyldte hjernepris, The Brain Prize på 1 million euro (ca. 7,5 mio. kr.), uddelt af den danske Lundbeckfonden.
Prisen tildeles for deres forskning i at forstå en af tidens mest alvorlige sygdomme Alzheimer samt andre demenssygdomme.
»Deres forskning har tilsammen grundlagt hele den hypotese, vi har i dag, for hvordan Alzheimers demens dannes,« siger klinisk professor og overlæge ved Nationalt Videnscenter for Demens Steen G. Hasselbalch til Videnskab.dk.
De fire prisvindere er Baart De Strooper fra Belgien, Michel Goedert fra Luxembourg, Christian Haass fra Tyskland og John Hardy fra England.
»Det kom som en stor overraskelse, da fonden ringede, jeg var overbevist om, at det var en joke, fordi det forventede jeg overhovedet ikke,« griner professor Christian Haass i telefonen fra det nordligste Norge, hvor vi fanger ham, mens han er på ferie med sin kone for at se på trækfugle fra Sibirien. I en pressemeddelelse udtaler formanden for fondens bedømmelseskomité, professor Anders Björklund:
»De fire prisvinderes forskning har vidtrækkende perspektiver for vores forståelse, ikke blot af Alzheimers sygdom, men også for forståelsen af andre demenssygdomme. Forskningen har dannet grundlaget for at kunne udvikle lægemidler, der kan modvirke sygdomsprocesserne. Det giver håb om at kunne bremse eller ligefrem forebygge Alzheimers sygdom.«

Baner vejen for behandling
Alzheimer er en uhyggelig sygdom, hvor man mister nerveceller i hjernen og gradvist bliver glemsom, forvirret, ændrer personlighed og til sidst forsvinder i en verden af glemsel.
Alzheimer er også den mest almindelige demenssygdom, som omkring 50.000 danskere har ud af de i alt omkring 80.000 danskere, som lever med demens. Forekomsten er stigende, i takt med at flere bliver ældre, og forventes at tredobles om 30-40 år.
Alzheimer er uhelbredelig, og medicin kan blot dæmpe symptomerne, men med forskernes indsats for at afdække mekanismerne er vejen mod behandling og forebyggelse lagt.
»Det er rigtigt, at arbejdet endnu ikke har ført til nogen effektiv behandling, men jeg er fuldstændig overbevist om, at når vi i fremtiden får en behandling, vil den være baseret på de her opdagelser,« siger en anden af prisvinderne Michel Goedert til Videnskab.dk. Han er leder af Neurobiology ved Laboratory for Molecular Biology of the Medical Research Council i Cambridge, England. 
»Mellem os fire tror jeg, at vi har udledt mekanismerne bag alle tilfælde af de her sygdomme.«

Store ophobninger i hjernen
Sygdommen blev opdaget for mere end 100 år siden i 1906 af den tyske læge Alois Alzheimer, men man kender stadig ikke den præcise årsag til, hvorfor den opstår.
»Allerede Alois Alzheimer beskrev, hvordan der ophobes store samlinger af proteinstoffer, dels i mellem nervecellerne og dels inden i selve nervecellerne,« siger Michel Goedert.
Det er dannelsen af de ophobninger, som gør os syge, og det er dem, forskernes arbejde har koncentreret sig om:

• Stofferne mellem nervecellerne kaldes beta amyloid peptider, og de klumper sammen i store samlinger eller 'plakker'.
• Stofferne inden i nervecellerne består primært af et protein kaldet Tau, som findes i forbindelse med cellernes indre 'godstransport-system'. Det sørger for at sende næringsstoffer rundt i hver en krog af nervecellerne og holde cellen ved lige.

I den syge hjerne ændres Tau-proteinet til en form, som filtrer selve 'jernbaneskinnerne' sammen, så forsyningslinjerne bryder ned, og cellen i sidste ende går til.

To store bidrag – plakkerne dannes pga. ubalance
Helt tilbage under sin tid som post-doc. ved Harvard University, USA, opdagede Christian Haass, at den ene store komponent i Alzheimer - beta amyloid peptidet - slet ikke dannes pga. sygdommen.
»Stik imod alles mening dengang fandt vi, at amyloid peptidet ikke kun laves af patienter, men laves i hver og en af os. Så det dannes i sunde og raske mennesker, og det dannes i alle vores celler - også f.eks. nyreceller, der naturligvis aldrig viser tegn på Alzheimers demens,« siger Haass, som i dag er professor ved det tyske center for neurodegenerative sygdomme, DZNE, i München.
Det var et fantastisk gennembrud, dels fordi forskerne dermed viste, at sygdommen kan opstå hos os alle, og fordi de samtidig kunne studere de molekylære mekanismer og teste medicin i almindelige celler i laboratoriet.
Både Haass og den tredje prisvinder Bart de Strooper, professor i molekylær medicin ved KU Leuven, Holland, har arbejdet videre med at opklare, hvordan enzymer danner beta amyloid.

Viste vejen til udvikling af medicin
Forskerne har beskrevet en gruppe af 'molekyle-sakse' – enzymer, som står for at producere og frigive beta amyloid peptidet ved at klippe det ud af et membranprotein kaldet APP (Amyloid Precursor Protein).
De har også fundet celler, som ’spiser’ beta amyloid igen og kan fjerne plakkerne (ophobningerne), og samlet har det tegnet et billede af, at plakkerne dannes pga. en ubalance mellem opbygning og bortskaffelse af beta amyloid.
Den idé viste vejen til udviklingen af medicin, hvor de første kom i kliniske forsøg (der involverer mennesker, red.) omkring år 2000, og andre er i kliniske forsøg i dag.
Medicinen er stoffer, som angriber sygdommen, enten ved at bremse de enzymer, som står for produktionen af beta amyloid, eller målrettet øge processen med at fjerne af beta amyloid.

Tredje store bidrag - Beta amyloid kaskaden
Professor John Hardy ved University College London har fokuseret på de sjældne Alzheimer-tilfælde, som er arvelige og giver stor risiko for at få sygdommen.
Det smarte med de arvelige former er, at billedet er forstærket og mere rent, i forhold til det diffuse billede man ser hos 99 procent af patienterne med den normale, sporadiske udvikling af Alzheimer, hvor det kan være svært at sætte fingeren på, præcis hvad der er gået galt.
Det arbejde understregede tidligt vigtigheden af beta amyloid for udviklingen af sygdommen.
»Når man har en enkelt mutation, som påvirker dannelsen af beta amyloid, og det så er helt sikkert, at du får Alzheimer, så er beta amyloid ligesom kernen i det,« siger Steen Hasselbalch.
Hardy formulerede den hypotese, der kaldes beta amyloid-kaskaden, og som alle fire forskere har været med til at belyse på hver deres måde.
Kort sagt siger den, at sygdommen begynder med beta amyloid, og så senere kommer en række andre mekanismer, der i sidste ende slår nervecellerne ihjel.

Fjerde store bidrag - mere end beta amyloid
Michel Goederts arbejde har så vist, at det ikke kun handler om ophobning af beta amyloid plakker, men ligeså vigtigt er sammenfiltringerne ved Tau-proteinet inde i nervecellerne.
Han har bl.a. vist, at Tau i sig selv er nok til at give symptomerne i andre demenssygdomme, og i dag ser forskerne sammenfiltringerne som nervecellernes reaktion på beta amyloid plakker og tegn på, at cellerne er blevet syge.
Det seneste af det arbejde har vist, at Tau-proteinet kan sprede sig ud i hjernen, og at den spredning bestemmer, hvilke symptomer man får.
Den opdagelse har igen åbnet nye angrebsvinkler til udvikling af behandling - og en tanke om, at hvis det i virkeligheden er Tau-spredningen, som giver symptomerne, så er det måske den, man skal rette behandlingen imod.
For helt nyligt lykkedes det Goederts og kolleger at bestemme den rumlige struktur af Tau-sammenfiltringerne, som kan sammenlignes lidt med at have åbnet låget til de indre mekanismer i en låsekasse, så forskerne nu kan se præcis, hvor man skal udvikle ny medicin til at ramme for at stoppe Tau-spredningen.

Nye ideer - man skal behandle raske, inden sygdommen viser sig
Hidtil er alle kliniske forsøg desværre gået i vasken, fordi de ikke har været effektive nok.
»Man kan godt fjerne beta amyloid, men det har ikke haft den store effekt på symptomerne,« siger Steen Hasselbalch.
Sagen er, at det måske er for sent, når først patienterne har fået symptomerne, fordi skaden er sket.
»Det, som vi også forstår nu pga. deres arbejde, er, at Alzheimers demens er en sygdom, der strækker sig over årtier, og det, vi oplever som symptomerne og demensen, der kommer, det er i virkeligheden slutstadiet af en meget lang udvikling,« siger Steen Hasselbalch.
Derfor er flere medicinalfirmaer i gang med kliniske forsøg, hvor man prøver at sætte ind 20 år tidligere, inden patienterne har udviklet symptomer, ved at tjekke, om man har beta amyloid i hjernen og tilbyde behandling.
»Det, tror jeg, er den eneste måde,« siger Michel Goederts.
»Man kan sige, at vi har angrebspunkterne nu med både beta amyloid og Tau og måske også stofferne, men det, der er brug for, er biomarkører (en slags fingeraftryk for sygdommen, som kan måles. red.), som med tæt på 100 procents sikkerhed kan vise, om folk vil få sygdommen om 10 eller 20 år.«

Pas på med håbet
For patienter, der allerede i dag har fået stillet diagnosen, ser udsigterne desværre ikke gode ud.
En kur er så godt som udelukket i den overskuelige fremtid, og det bedste, man kan håbe på, vil være at bremse demensens udvikling.
»Der kommer ikke en ny medicin, der kan behandle en patient, som allerede har sygdommen. Det ville være fantastisk bare at kunne tage en patient, som kom til lægen med hukommelsesmangler, og vi kunne stoppe patienten på det stadie. Men selv det er umuligt i øjeblikket,« siger Christian Haass.
»Man skal virkelig være forsigtig med at give folk håb, for der er mange patienter, som er blevet skuffede og vrede over fejlslagne kliniske forsøg. Men efter min mening er Alzheimerforskningen i dag på et niveau, hvor vi ved meget om mekanismerne og kan begynde at anvende den viden til at udvikle behandlinger, og der er meget gode kliniske forsøg undervejs.«


FAKTA THE BRAIN PRIZE

• The Brain Prize på 1 million euro tildeles af Lundbeckfonden, som årligt uddeler en halv milliard kroner til sundhedsvidenskabelig forskning, hvoraf omkring halvdelen gives til hjerneforskning, der er fondens fokusområde.
• Prisen blev etableret som en europæisk pris af Lundbeckfonden i 2010 og tildelt første gang i 2011.
• Den betegnes som Danmarks svar på Nobelprisen

Copyright © Rasmus Kragh Jakobsen og Videnskab.dk