Tonen blev sat lige fra start på topmødet om menneskelig genredigering i Washington, USA:
»Det utænkelige er blevet muligt. Vi er tæt på at kunne ændre den menneskelige arvelighed,« sagde den tidligere nobelprisvinder David Baltimore ved California Institute of Technology, USA, da han åbnede mødet tirsdag 1. december 2015.
»Det her er noget, alle mennesker bør være opmærksomme på,« tilføjede han.
Topmødet, som netop er afsluttet, kom i stand i al hast, efter at en kinesisk gruppe annoncerede de første genterapi-eksperimenter på menneskelige embryoner.
Det lykkedes de kinesiske forskere at forvandle et sygt gen til et raskt, og selvom eksperimentet også afslørede udfordringer, har det rystet forskere internationalt. Udviklingen er gået meget hurtigere, end forskerne - for slet ikke at tale om politikere og borgere - har troet.

Vil vi bruge teknologien til at ændre menneskets gener?
Vi har alle længe læst og skrevet om en fremtid, hvor mennesket leger Gud og skriver generne om for de kommende generationer med 'designerbørn'.
Forskellen er nu, at den nye teknologi, CRISPR/CAS9, gør genredigering så let og enkel, at vi ikke længere taler om en fjern fremtid, men noget vi som samfund står på tærsklen af, lød det fra David Baltimore.
»Det altoverskyggende spørgsmål er, hvornår - hvis nogensinde - vi vil bruge genredigering til at ændre den menneskelige arvelighed,« sagde Baltimore.



Mennesket har altid manipuleret med generne
På topmødet var hundredvis af forskere, etikere og jurister - inklusive videnskabelige toprådgivere for regeringerne i USA, Kina og Storbritannien - samlet for at debattere, hvordan samfundet skal anvende de nye muligheder.
I første omgang er det vigtigt at se genredigering i en historisk kontekst, lød det. Den egyptiske historiker Ismail Serageldin ved Alexandria Bibliotek beskrev, hvordan mennesket på sin vis altid har formet naturen:
»Vi har leget Gud, siden vi tæmmede husdyr og blev agerbrugere,« sagde han.
En anden historiker, David Kevles ved Yale University, USA opsummerede historien bag eugenikken, der nåede sit rædselsvækkende lavpunkt med nazisternes folkemord. Han pegede også på, at man hurtigt glemmer, at tankerne om at stræbe mod genetisk overlegne mennesker og luge ud i de underlegne blev anset som noble af de fleste politikere og forskere i begyndelsen af sidste århundrede.
Ifølge Kevles er samfundet i dag præget af en anden drivkraft - forbrug - hvor bioteknologien kan blive et middel til at ændre og forbedre vores gener. Forbrugerne vil simpelthen efterspørge teknologiens muligheder, og forskerne vil have svært, om ikke umuligt, ved at stoppe forbrugssamfundets kræfter. Det vender vi tilbage til lidt senere.

Hvorfor skulle vi gøre det?
Genetikerne og molekylærbiologerne kom også på banen. De gjorde for det første klart, at der endnu er store uvisheder omkring teknologien, og at den skal være præcis og sikker. Ellers risikerer man for eksempel at ødelægge et uundværligt gen eller måske aktivere et cancer-gen. Men de anser det dog for udfordringer, som vil overvindes i en nær fremtid.
En af CRISPR/CAS9-pionérne, Feng Zhang ved Broad Institute of Harvard and MIT, USA, sagde, at der inden længe vil være en hel værktøjskasse af CRISPR/CAS9-lignende redskaber, der kan redigere gener.
»Det her er kun toppen af isbjerget,« sagde Zhang.
Nærmest som for understrege denne pointe offentliggjorde Zhang og kolleger samme dag i det videnskabelige tidsskrift Science en videreudvikling af CAS9, som gør teknologien endnu mere præcis end hidtil. Derfor brugte forskerne faktisk meget af tiden på at debattere et helt grundlæggende spørgsmål: Hvorfor skulle vi egentlig gøre det?

Det spørgsmål stiller forskere herhjemme også.
»På nuværende tidspunkt er det svært direkte at sige, hvorfor vi skal gøre det på fosterniveau. Det vil være utroligt få situationer, hvor man ikke kan klare det med at sortere fostre,« siger den danske professor Jacob Giehm Mikkelsen, som arbejder med genterapi ved Aarhus Universitet.
På mødet var der dog bred enighed om at genredigering i det store hele er uproblematisk på somatiske celler, hvor arvematerialet ikke gives videre til kommende generationer.

I hvilke situationer kan CRISPR hjælpe?
Det mest åbenlyse svar på, hvorfor vi skal bruge CRISPR, er at helbrede alvorlige, arvelige sygdomme, der skyldes en enkelt mutation i et enkelt gen. Det er sygdomme som Tay-Sachs, Huntingtons, sejlcelleanæmi og cystisk fibrose.
Med cystisk fibrose er risikoen for eksempel forholdsvis høj - i Danmark bærer 1 ud af 34 en mutation, som giver cystisk fibrose, hvis barnet får det muterede gen fra begge forældre. Det kaldes en recessiv mutation, mens dominante mutationer giver sygdommen, hvis man arver bare én kopi fra den ene forælder.
Hvis kommende forældre er bekendt med, at de bærer en risikomutation, vil de kunne vælge kunstig befrugtning, hvor lægerne så screener æg eller embryoner for dem, der ikke har en risiko. Kun i de tilfælde, hvor begge forældre har to muterede kopier af genet, kan man ikke sortere sig ud af problematikken.
»Det er meget sjældne tilfælde,« siger Jacob Giehm Mikkelsen.
»Men så kunne man måske gøre det. Problemet er, at hvis vi åbner op for det, vil udviklingen køre imod at forbedre arvemassen. Fordi vi vil vænne os til tanken.«
Som eksempel siger han, at man kan fjerne et gen, som giver høje kolesteroltal og dermed risiko for åreforkalkning.

Mange træk og lidelser er for komplekse
Andre sygdomme som skizofreni, diabetes og flere kræfttyper og karaktertræk som intelligens eller højde beror på en kompleks blanding af små bidrag fra hundreder af gener og en stor portion miljø. Der kan genredigering være en måde at nedbringe risikoen snarere end udrydde sygdommen.
»Jeg kan kun komme i tanke om en håndfuld genvarianter, som er mulige at redigere,« sagde Eric Lander ved Broad Institute of Harvard and MIT, der var en af de ledende forskere bag kortlægningen af det menneskelige genom. Han peger på en variant af ApoE-genet kaldet E4, der giver en meget forøget risiko for Alzheimers.
»Men jeg vil stadig klø mig i håret og undres, hvis det nu er så god en idé, hvorfor har evolutionen så ikke tænkt over det?«
Gener spiller ofte mere end én rolle, og det Lander peger på er, at når ApoE4 bæres af cirka tre procent af alle mennesker, er det måske, fordi den også har en god side.
Tager man en anden alvorlig sygdom, sejlcelleanæmi, giver den beskyttelse mod malaria-parasitten og er meget udbredt i lande med malaria. Tilsvarende vil det give beskyttelse med HIV at fjerne et gen kaldet CCR5, men i stedet bliver man meget mere sårbar for vestnil-virus.
»Vi mestrer kunsten at manipulere generne, men vores forståelse af deres funktion og interaktioner er meget mere begrænset,« sagde Klaus Rajewsky ved Max-Delbrück-Centrum für Molekulare Medizin i Berlin.
Det taler for at udvise ydmyg forsigtighed og gå langsomt frem, understreger han.

Etiker anbefaler moratorium
Sidst, men ikke mindst, er der selvfølgelig de etiske aspekter.
»Det her kommer måske som et chok for jer,« sagde den tyskfødte filosof Hille Haker ved Loyola Universitet i Chicago henvendt til CRISPR/CAS9-forskerne.
»Jeg anbefaler et 2-årigt moratorium [forskningspause, red.] med et internationalt forbud mod forskning, der ændrer generne i de menneskelige kønsceller.«
Det vil ifølge Haker give tid nok til at udvikle rammer for etisk forsvarlig forskning og en fælles international regulering, så grundforskning ikke misbruges til at bane vejen for genregulering på embryoner, der skal blive til mennesker.
Hun er blandt andet bekymret for, at »det vil udsætte kvinder og fremtidige børn for uforsvarlige sundhedsrisici, og det krænker vores fremtidige børns frihedsrettighederne til at tage beslutninger om deres eget liv.«

Barnets fremtid og forældrerollen er i spil
Hille Haker peger også på risikoen for, at man med genmanipulering får nogle meget klare forventninger til barnet, som kan være med til at indsnævre mulighederne for barnets fremtid.
»Det er nok et af de mest alvorlige problemer,« siger etiker og professor Thomas Ploug ved Aalborg Universitet, der er medlem af Etisk Råd. Den danske professor bifalder ikke tanken om en forskningspause, men er enig i, at man skal være meget opmærksom på de etiske problemstillinger for børnenes fremtid.
»Hvis du har genmodificeret dit barn til at have større muskler for, at det kan blive en bedre idrætsudøver, så vil du også gøre en masse for, at det bliver den idrætsudøver, og det kan være med til at lukke barnets fremtid.«
Han er også bekymret for et skred i forældrerollen, når barnet så at sige går fra at være en gave, man ikke har kontrol over hvordan er, til at blive et produkt af vores design.
»Hvad sker der så med vores forældreansvar og vores forældrerolle? Hvis udgangspunktet er, at barnet skal være, som jeg designer og forventer, er der en risiko for, at ens ansvar knyttes sammen med den pakke, man føler, man har designet og købt,« siger Ploug.

Andre etikere siger: Forsk løs
Men ikke alle er enige i, at der er behov for en pause i forskningen.
Professor i bioetik John Harris ved University of Manchester, England, har en anden tilgangsvinkel:
»Vi har alle en uundgåelig pligt: At fortsætte den videnskabelige udforskning, til det punkt hvor vi kan træffe en rationel beslutning. Der er vi ikke endnu. For mig at se, sætter et moratorium den forkerte kurs. Det er forskning, vi har brug for,« sagde John Harris.

Forbrugernes ønsker og drømme
Forskerne og etikerne kan, måske, argumentere for, at der ikke er et behov for at redigere i generne. Men der er et andet aspekt af ligningen, som historikeren David Kevles kort var inde på: forbrugernes efterspørgsel.
Alle forældre kan enes om at ville det bedste for deres egne børn, og hvis muligheden opstår, hvem vil så kunne modstå fristelsen for at give børnene et bedre liv?
Måske er der en sygdom i familien eller disponering for cancer, åreforkalkning, afhængighed, skaldethed mv. Måske kunne man gøre sit barn resistent over for malaria eller virus som HIV og hepatitis. Eller måske kunne man gøre det lidt stærkere, smukkere eller klogere.
Skruppelløse klinikker vil kunne tilbyde genmodificeringer, som forbedrer ens ufødte barns chancer, hvad enten forskerne siger, det er for farligt, ineffektivt eller ren og skær humbug.
Ligesom man kan få forbrugerne til at kaste sig over udokumenterede slankemidler og kosttilskud uden et lægevidenskabeligt blåstempel eller tage på medicinske rejser for at få kunstig befrugtning, der ikke vurderes acceptabelt i Danmark.
»For en dansker lyder det vanvittigt, men jeg kunne forestille mig, at nogen godt kan se et potentiale for at tjene penge,« siger Jacob Giehm Mikkelsen.
»I andre samfund, hvor konkurrencen er langt hårdere, lægger man redskaber i hænderne på forældrene, hvilket jeg tror vil generere flere problemer, end det løser.«

Copyright © Rasmus Kragh Jakobsen og Videnskab.dk