De kætterske lig
8. oktober 2006
Knogler fra dengang vi kyssede chimpanserne vækker harme i magtfulde kristne organisationer og man går så langt som til at kræve verdens flotteste fossiler skjult. Men hvad siger videnskaben egentlig om vores fortid.

Af Rasmus Kragh Jakobsen

Forskere verden over har haft svært ved at få armene ned i begejstring, siden fundet af det flotteste fortidsmenneskefossil i 30 år blev offentliggjort i det anerkendte tidsskrift Nature 21. september. Men fundet har også kastet nyt brænde på et stadigt varmere opgør mellem visse kristne kredse og de videnskabsmænd, der studerer menneskets udvikling. Fossilet - resterne af en lille 3-årig pige, der levede for 3,3 mio. år siden og har fået navnet Dikika Barnet - blev fundet i Ethiopien. Men kun 1.000 km syd for fundet, har den magtfulde Evangelical Alliance of Kenya rettet et hårdt angreb mod ikke bare Dikika, men mod hele Afrikas fantastiske arv af menneskelige fossiler.
Med biskop Boniface Adoyo i spidsen har organisationen startet en kampagne mod nogle af verdens fineste fossiler på Nairobi National Museum: Den berømte arkæologfamilie Leakeys store samling, der bla. omfatter det mest komplette Homo erectus skelet, der nogensinde er fundet: den 1,7 mio år gamle Turkana-dreng. Skeletterne har bibragt videnskaben nogle af de vigtigste brikker i menneskets oprindelse, men det er netop evolutionsteorien vil Adoyo have redigeret ud af samlingen.
»Vores lære er ikke, at vi udviklede os fra aberne, så vi er meget bekymrede over, at museet vil fremhæve udstillingen af noget som fakta, der bare er en teori,« siger Boniface Adoyo.

Biskoppens reaktion kommer mens museet er lukket under den første større modernisering og omstrukturering af udstillingerne siden 1939. Ombygningen er financieret af EU med 760 mio. kenyanske shillings (ca. 60 mio. kr.) og vil fremhæve de verdensberømte fossiler i udstillingen 'Origins of Man' til museets hovedattraktion.
Adoyo kalder evolutionsteorien en fornærmelse og siger den er farlig for ungdommen.
»Den dræber vores tro og når børn kommer på museet vil de begynde at tro, vi udviklede os fra aberne. Det er ikke sandheden,« siger Adoyo. Evangelical Alliance of Kenya repræsenterer 9 mio. kristne og er en del af World Evangelical Alliance, der hævder at repræsentere 420 mio. mennesker fordelt på 127 lande og de seneste år er vokset kraftigt i Afrika og Sydamerika.
Dr. Richard Leakey siger »kirkens kampagne er oprørende - evolutionsteorien er accepteret i hele verden.« Han håber museet vil holde stand og forsvare »en af de få ting, der sætter Kenya på verdenskortet.«
Men det er ikke kun evangelisterne, der er gået i kamp mod evolutionen.

Den nye pave Benedict kaldte for nylig evolution for ufornuftig og har i september afsluttet et lukket seminar med katolske top-teologer for at nå frem til kirkens ståsted i forhold til videnskaben. Modsat evangelisterne udlægger paven ikke den bibelske beretning om, at Gud skabte verden på seks dage bogstaveligt. Men uden at blive specifik har Benedict slået fast, at en intelligens i form af Gud's vilje har spillet en rolle i skabelsen og at evolutionstilhængere, der nægter Gud en plads, drager ideologiske konklusioner, som ikke er bevist af evolutionsteorien. Det kan næsten lyde som om Benedict og den katolske tro er ved at indlemme en version af Intelligent Design teorien, som har skabt stor debat i USA - en teori hvor Gud kan have skabt begyndelsen og livet siden kan have udviklet sig i efter evolutionsteorien.
Et sådan ståsted kan Adoyo ikke bruge til noget.
»Evolution er vanskelig at forene med, at Gud skabte mennesket i sit billede,« siger Adoyo.
»Enten udvikler Guds billede sig eller Gud selv udvikler sig eller alle væsner er Guds billede. Så kan Gud være hvad som helst og jeg er bange for, at jeg ikke kan basere min tro på en 'foranderlig Gud' eller en 'hvad som helst Gud'.«
Og der kommer heller ikke nogen hjælp fra den videnskabelige lejr. Tværtimod.
De seneste år har flere spektakulære videnskabelige gennembrud gjort det klart, at billedet af vores evolution som noget helt særligt og unikt på Jorden langt fra passer. Fundet af de små 'hobbitter' (Homo floresiensis), der levede i Indonesien indtil for 12.000 år siden har understreget, at moderne mennesker indtil for ganske nyligt blot har været en af mange menneskearter ligesom alle andre dyrearter.

Molekylærbiologein og kortlægningen af chimpansens arvemateriale afslører at vi uden tvivl er nært beslægtede og netop arvematerialet førte til et af de mest chokerende og kontroversielle studier, der blev offentliggjort i Nature i 2006. Ikke nok med vi uden tvivl stammer fra aberne, men vi kyssede også med dem for ganske nyligt.
Kortlægningen af arvematerialet har gjort det muligt at tage på en slags tidsrejse tilbage til vores seneste fælles forfader. Ved at sammenligne DNA fra chimpanser, gorillaer, orangutaner og makakaber drog genetikeren David Reich fra Harvard University og flere kolleger på sådan en rejse tilbage i tiden, hvor de ved at tælle antallet af forskelle mellem de forskellige arvematerialer har et slags molekylært ur - jo kortere tid siden arterne splittede des færre forskelle er der nået at akkumulere.
Reich kiggede på variationen forskellige steder i arvematerialet og opdagede overraskende, at splittet mellem mennesker og chimpanser varierede mere end 4 mio. år henover kromosomerne.
Analysen viste også, at det endelige split var tidligere end hidtil antaget - højst for 6,3 mio år siden og formentlig for kun 5,4 mio. år siden.
Men det mest overraskende fandt forskerne på kønskromosomet, X, der viste sig at være ca. 1,2 mio. år yngre end alle andre kromosomer.
En god forklaring på disse fakta er ifølge Reich, at vores fælles forfædre splittede op én gang først, men millioner år senere mødtes igen og parrede sig til en bastardpopulation. Man ved at hanner i sådanne bastardpopulation ofte er sterile, hvorfor populationen kun overlever, hvis nogle hunner har parret sig tilbage til de oprindelige forfædre.
»De udvekslede arvemateriale med de oprindelige aber,« siger Reich og peger på, at visse fossiler, der hidtil har været tilskrevet den menneskelige udviklingslinje kan være eksempler på sådanne bastarder. Det er f.eks. det berømte kranium, Toumai (Sahelanthropus tchadensis), der blev fundet i Chad i 2002 og er dateret til 7 mio. år og dermed klart ældre det split de molekylære data peger på.
»Der er næsten ikke anden forklaring, hvis fossildateringerne er rigtige,« siger Reich.
Bastarderne kan måske også forklare, hvorfor nogle af de gamle fossiler har blandede træk fra hhv. chimpanser og moderne mennesker.
Her lander det nye barnefossil også.

Fossilet er uhørt velbevaret med fødder, skinneben, lårban, ribben, rygsøjle, kranium, skulderblade, arme og små fingre - et overflødighedshorn af anatomi, der afslører en mosaik af forskellige træk, som kaster nyt lys over vores tidlige udvikling.
»Det er fantastisk, fordi du har det hele. Så man i et eksemplar kan det hele,« siger palæoantropologen Zeremsenay Alemseged (eller bare Zeray), der fandt hende i Afarregionen i Ethiopien kun 4 km fra, hvor det berømte fossil, Lucy, blev fundet i 1974. Begge tilhører arten Australopithecus afarensis (sydaben fra Afar) og barnet har Zeray døbt Selam (betyder 'fred') mens medierne straks har døbt hende 'Lucy's baby'. Fra kraniet kan forskerne se, at hun har lignet en chimpanse med fremskudt ansigt og en flad næse, men med vores små hjørnetænder.
En af de vigtigste ting ved Selam er at hun kaster lys over en central begivenhed i - dengang vi rejste os og blev opretgående.
Det har længe været god latin, at den oprejste gang opstod, da vores
forfædre begav sig ud på den åbne savanne mens chimpansernes forfædre blev i skoven. Man antog, at livet på den åbne savanne var farligere end skovens beskyttende træer og derfor at kun et mere intelligent abemenneske kunne overleve. De høje græsser og frygten for rovdyr har tvunget forfædrene til at rejse sig op, hvilket igen har befriet hænderne til at bære redskaber og har løftet hjernen væk fra den bagende varme jord og op i den svalende vind, som har tilladt udviklingen af en større hjerne med højere energiomsætning.
En nydelig teori, men den passer ikke med Selam.
Lucy og Selams ben viser godt nok, at de uden tvivl har kunnet gå oprejst meget bedre end chimpanser og næsten så godt som os, men kommer man op til overkroppen har de begge meget lange arme, der dinglede næsten nede ved knæene. Det har længe generet forskerne, fordi de lignede abearme, men er ofte blevet slået hen som tom evolutionær baggage. Nu afslører Selams skelet, at armene har været brugt. Modsat Lucy er Selams skulderblade bevarede og de ligner mest af alt en gorillas, dertil kommer de små halvcirkelformede kanaler i øret, som er vigtige for at holde balancen - de ligner en chimpanses.
Endelig er hendes små fingre krumme som chimpansers og fra fødslen velegnede til at gribe om grene. Det peger ifølge eksperterne på, at A. afarensis var dygtige til at klatre i træer og når de gik rundt på to ben har de formentlig grebet fast i lavthængende grene og små buske, lidt ligesom når vi tager fat i et gelænder.
»Selam giver et glimt af menneskets evolutionen på et tidspunkt, hvor de lignede chimpanser, som gik på to ben, meget mere end de lignede os,« siger en af Zerays kolleger, Fred Spoor fra University College London.
En anden helt ekstraordinær ting ved Selam er selve det, at hun er et barn. Deres skrøbelige små skeletter bevares meget sjældent, men når de gør giver de et indblik i artens vækst fra barn til voksen. Her viser det sig, at hjernen sammenlignet med en 3-årig chimpanse har vokset langosmmere og dermed må man antage, at Selam har haft en forlænget barndom, hvilket i dag anses for helt afgørende for udviklingen af vores højere kognitive funktioner. Så selv om hjernen ikke var meget større end en chimpanses har arten udviklet noget tilsyneladende udviklet et vigtigt kendetegn for moderne mennesker.
»Vi har fanget et tidsbillede af et individs udvikling, men vi har også fanget et øjeblik i en arts udviklingshistorie,« siger Zeray.
Sproget ser imidlertid ud til at være udviklet langt senere. Lyd forstener godt nok ikke, men forskerne har fundet den lille knogle kaldet tungebenet, som støtter det bageste af tungen og af nogle anses for at have en væsentlig rolle for evnen til at forme sprogets fine lydnuancer. Tungebenet ligner gorillaens og chimpansens meget, så Selam har formentlig ikke kunne ytre andet end strubelyde. Og heller ikke Fader Vor.

Copyright © Rasmus Kragh Jakobsen og Dagbladet Politiken A/S www.pol.dk