Abemennesket fra Sydafrika
20. februar 2005
Hvor kommer vi fra, og hvem er vi? Fundet af en fossil halvabe i Sydafrika skulle ryste den etablerede videnskab, der var overbevist om at menneskets vugge var i Europa eller Asien mens 'halenegrenes' kontinent var en evolutionær blindgyde.

Af Rasmus Kragh Jakobsen

Da Dr. Raymond Dart rejste til Sydafrika i 1923 med sin kone Dora kunne han ikke vide, at han året efter ville stå med århundredets mest betydningsfulde fossilfund i hænderne. Et fund, der forbandt mennesket med menneskeaberne og stik mod parnassets holding naglede menneskehedens vugge til Afrika.
Faktisk var den 30-årige neuroanatom temmelig mismodig over udsigten til at forlade London, som han anså for verdens centrum indenfor medicin. Født i Queensland i Australien og med studier i England og USA følte Dart, at han havde vagabonderet rundt længe nok. »Jeg hadede tanken om at skulle rykke op... for at overtage den dårligt udrustede anatomi afdeling ved Witwatersrand Universitet i Johannesburg,« fortalte han senere.
Men da anede han heller ikke, hvad han skulle finde. En lørdag eftermiddag i 1924 ankommer to tunge kasser med sten fra kalkminen i Taung netop som Dart er ved at klæde om til sin vens bryllup. Han er forlover, men kan ikke lade være med at tage et hurtigt kig på indholdet.
Raymond Dart er i færd med at opbygge et anatomisk museum ved hans nye afdeling og kort forinden havde studenten Josephine Salmons gjort ham opmærksom på et værdifuldt fossil af et baviankranium, som var blevet sprunget fri fra minens klipper. Gennem geologiprofessoren R.B. Young og med minens ejer E.G. Izods gavmilde tilladelse fik Dart sendt kasserne med udvalgte sten hjem.
Han brækker hurtigt låget op i indkørslen. Den første kasse afslører ikke umiddelbart noget. Men da han kigger i den anden risler det ned af ryggen på ham.
»Øverst i bunken lå hvad der uden tvivl var en afstøbning af et kraniums indre,« fortæller Dart i bogen »Adventures with the Missing Link« (1958). Hjernens folder og furer og endda aftrykkene fra kraniets store blodårer kunne tydeligt ses.
»Selv hvis det blot var en forstenet hjerne fra en hvilken som helst abeart ville det blive anerkendt som et stort fund, fordi man aldrig havde set sådan et før... Men jeg vidste med det samme, at det jeg holdt i min hånd ikke var nogen almindelig abehjerne.«
Med vantro stirrer Dart på hjernen, der er tre gange større end en bavianhjerne og væsentligt større end en chimpanses. Han ser med det samme, at den ikke er stor nok til at være en primitiv menneskehjerne, men samtidig er forhjernen meget stor og dækker over baghjernen. Han vender stenen om og ser til sin rædsel, at den er flækket midt over og den forreste del af kraniet er væk - ansigtet mangler. Sitrende af feberagtigspænding roder han de to kasser igennem og dér i den første kasse belønnes han. En tilsyneladende uinteressant sten passer perfekt ind i den første sten - ansigtet må gemme sig indeni.
»Jeg stod i skyggen og krammede min sten så grådigt som nogen gnier krammer sit guld. Jeg var sikker på, at det her var et af de vigtigste fund i antropologiens historie,« skriver han.
»Jeg tænkte på Darwins stort set forkastede teori om, at menneskets tidlige forfædre formentlig levede i Afrika. Skulle jeg være den, der fandt hans 'missing link'?«
I det samme afbryder den ængstelige brudgom hans skønne dagdrømme: »Ray, du bliver nødt til at komme i tøjet med det samme ellers må jeg finde en anden forlover. Bilen kan være her hvert øjeblik.«

Strikkepinde
De næste måneder bruger Dart hver en ledig stund til at hakke materialet forsigtigt væk fra ansigtet med sin kones skarpslebne strikkepinnde og to dage før julen 1924 blotlægges et fint barneansigt komplet med alle mælketænderne og de første blivende kindtænder på vej frem.
»Jeg tvivler på nogen forældre var mere stolt af deres barn end jeg af min Taungs baby den jul 1924,« skriver han.
Dart spilder ikke tiden og allerede 7. februar 1925 bringer det fornemme videnskabelige tidsskrift Nature hans godt 4 sider lange beskrivelse af fundet, hvor han påpeger, at hele kraniet, ansigtet, øjenhulerne, ganen, de små tænder og den slanke underkæbe ligner menneskets mere end gorillaens eller chimpansens. Dart konkluderer, at fundet er »en uddød race af aber som er en mellemting mellem de nulevende menneskeaber og mennesket« og døber babyen Australopithecus africanus - sydaben fra Afrika.
Endvidere viser den fremskudte position af hullet, hvor rygsøjlen fæstner til kraniet, at halvaben-halvmennesket har været opretgående med sine hænder frigjort til at holde våben og redskaber. Dart foreslår, at forfaderens store hjerne er udtryk for en gryende intelligent håndtering af omgivelserne.
»Deres øjne så, deres ører hørte og deres hænder håndterede ting med større mening og fyldigere formål end de tilsvarende organer i tidlige aber,« skriver han i artiklen.
»De havde grundlaget for den indsigtsfulde viden om udseendet, følelsen og lyden af objekter, der var en nødvendig milepæl i opnåelsen af sproget.«
Dart er ikke i tvivl om, at den øgede mentale kapacitet har adskilt vores forfædre fra aberne og gjort dem i stand til at overleve i det barske åbne landskab med færre ressourcer og større farer end i abernes tætte skove. Omgivelserne på kanten af Kalahariørkenen har ligefrem været drivkraften, hvor »kun de øgede mentale kræfter har gjort denne gruppe i stand til at overleve« mens »den luksuriøse tropiske skov med lastefuld og ødsel hånd har lagt op til en let og doven tilværelse.«
De åbne landskaber afbrudt af skovbælter ser han som et idéelt landskab for den naturlige opdyrkelse af vores opretgående forfædre og Dart hylder Darwins visionæer påstand om Afrika som menneskehedens vugge.

Halenegre
Men i videnskabens højborg, England, bliver nyheden modtaget med stor skepsis. Her var man overbevist om at Europa og Asien var menneskehedens vugge. Den 'ypperste' europæiske race kunne umuligt have sin vugge blandt 'halenegre' og andre 'laverestående racer' og det afrikanske kontinent blev anset for en evolutionær blindgyde. Det var blot få årtier efter den hellige katolske kirkes erklæring fra 1650 om, at Jorden blev skabt blot 6000 år tidligere, var erstattet af en tro på en meget ældre skabelse. Fossiler på højsletter og i bjerge blev indtil 1800-tallet taget som et glimrende bevis for syndfloden og den religiøse tro var stadig meget udbredt.
Den etablerede universitære elite anså med fundet af Cro Magnon manden i Dordogne i 1868 og Eugene Dobois' Javamand i 1893 Euroasien som menneskehedens vugge. Med særlig stolthed fremhævede de britiske forskere Piltdownmanden fundet i Sydengland i 1912 som en tidlig forfader. Piltdownmanden blev først i 1950'erne afsløret som en velgennemført forfalskning, hvor underkæben fra en bavian var sat sammen med et menneskekranium - tænderne var slebet og farvet mørke for at få ham til at se troværdig ud. Samtidens forskere hæftede sig ved Piltdownmanden store hjerne og det blevet taget som endeligt bevis på det store udviklingsspørgsmål: Om menneskets hjerne blev stor før den oprejste gang eller omvendt. Med Taung-babyens relativt lille hjerne kunne der ikke være tale om et tidligt menneske - højest om en gorilla.
Selv efter Dart i 1931 fremviste babyen på en udstilling i London blev hans hypotese ikke accepteret. Under Londonbesøget var babyen i øvrigt nær ved at forsvinde. Dora glemte det bag i en taxa og først da den skrækslagne chauffør senere tog kraniet med til politiet blev babyen genforenet med den ligeså rystede Dora.
Raymond Dart blev så nedslået over den kølige modtagelse, at han i de efterfølgende år opgav alle udgravninger af Taung. Der var dog én støtte. Den anerkendte paleontolog Robert Broom var overbevist om at Darts påstand holdt vand. Broom blev opmærksom på bavianfossilfund ligesom dem, der havde sat Dart på sporet, i de transvaalske Sterkfontein huler og i 1936 offentliggjorde Broom fundet af et voksent 'abemenneske', der styrkede Raymond Darts koncept om australopithecinere og Afrika som menneskehedens vugge. I årene efter fandt Broom mange flere australopithecinere inkl. et bækken, der viste at de var opretgående, et Homo erectus fossil som viste at vores slægt havde overlappet med abemenneskene og endda stenredskaber. Oplivet kastede Dart sig atter over fossiljagten og fandt efter flere års søgen australopithecinere i Makapansgat kalkhulen 250 km nordøst for Johannesburg. Med de mange fund blev idéen efterhånden accepteret, men Dart havde også fundet noget andet.

Dræberaber
Blandt forfædrenes knogler lå et stort antal dyreknogler, som fik ham til at undre sig: Hvordan var de kommet der? Dart så for sig at vores forfædres forvandling fra abe til menneske gik over 'dræberaberne'. I en lang række videnskabelige artikler med saftigt sprog som »kødædende væsner, der overfaldt levende ofre, hamrede dem til døde, flåede deres ødelagte kroppe fra hinanden lem for lem, stillende deres tørst i ofrenes varme blod og grådigt slugende deres vridende kød« fødte han teorien om menneskets indbyggede aggressive natur. En teori, der fandt grobund i tiden efter Anden Verdenskrig, hvor samfundet higede efter en undskyldning eller retfærdiggørelse af de forfærdelige krigshandlinger. Sidst i 1980'erne konkluderede en 25 år lang gen-undersøgelse af ca. 240.000 fossile knogler fra hulerne, at sandheden var lige omvendt. Abemenneskene var ligesom de andre dyr ofre for hovedsageligt leoparder, der havde slæbt dem ind i hulen og fortæret dem. Små skader i Taung-babyens kranium afslørede i øvrigt at en stor ørn formentlig dræbte babyen.
I 1959 blev australopithecinerne og Afrika endelig slået fast som menneskets forfædre med Mary Leakeys fund af Nøddeknækkermanden i Olduvai-kløften i Tanzania. Fundet var det første, som med sikkerhed kunne dateres til at være 2 mio. år gammelt og sammen med hendes mands, Louis Leakey's, fantastiske sans for markedsføring ansporede det et sandt fossil-rush til Østafrika. Først Olduvai-kløften, siden Turkana i Kenya og endelig fundet af den 3 mio. år gamle 'Lucy' i Hadarregionen i Ethiopien i 1974.
I dag er det generelt accepteret, at vi mennesker stammer fra afrikanske forfædre, der for omtrent 150.000 år siden udvandrede og spredte sig til resten af verden. Australopithecinerne anses for vores tidligste forfædre, men selv i dag er der et stort hul i fossil-rækken. Man har fundet fossiler af menneskeaber i Pakistan, Tyrkiet, Kina, Spanien og mange andre steder fra perioden 8-30 mio år før nu og fossiler af vores forfædre fra omkring 4,5 mio år og frem til i dag. Men fra 4,5-8 mio år er der et hul, lige der hvor vores forfædre delte sig fra chimpansernes og vores udviklingshistorie er allermest spændende.
Det har givet ophav til mange teorier om forvandlingen fra abe til menneske, der ligesom Darts 'aggressivitetshypotese' til alle tider har reflekteret samtiden. I 1950'erne anså man redskabsmageren, som drivkraften bag den større hjerne - i samtiden oplevede man store teknologiske fremskridt. I 60'erne og 70'erne blev macho-billedet af tidligere jægerfolk afløst af et mere feministisk billede af en samlerøkonomi, hvor båndet mellem moderen og spædbarnet var centralt for gruppens sociale sammenhold. Tolkninger, som afslører at paleoantropologien er mere påvirket af den litterære 'helte-myte' end baseret på naturvidenskab. Helten - vores tidlige abeforfader - udsættes for prøvelser og kun ved at vise sit værd når han frem til triumfens øverste skammel - Homo sapiens - og skaber civilisationen.
Eventyret om de første mennesker er under evig nyfortælling.
Det seneste fund af fortidsmennesket Homo floresiensis i Indonesien, der levede for kun 12.000 år siden, viser at vores udviklingshistorie er langt mere 'busket' end hidtil antaget. Vores 'helt' har ikke levet alene og hans overlegne hjerne har ikke fortrængt alle andre menneskearter med lynets hast, men tværtimod har vores forfædre som alle andre dyr levet side om side med flere arter. Måske et udryk for vor tids intellektuelle budskab om tolerance for og accept af forskelligheden? Ifølge nogle forskere åbner fundet af floresmanden endda for eksistensen af nulevende fortidsmennesker på klodens mest skjulte steder.

* Australopithecus africanus: The Man-Ape of South Africa, Nature, nr. 2884, vol. 115, 7. februar 1925.
* Adventures with the Missing Link (1959), Raymond Dart
* Internet f.eks. P.A.S.T. dedikeret til paleoontologi i Sydafrika: http://www.past.co.za

Copyright © Rasmus Kragh Jakobsen og Dagbladet Politiken A/S www.pol.dk