7. marts 2004

Vores sprog er en af de få ting, der virkelig adskiller os de andre dyr. Den nyeste forskning peger på, at roden til sproget bla. ligger i hjernens håndtering af grammatik. Dyr står af ved mere komplicerede sætninger som: 'Hvis du giver mig æble, så giver jeg banan', mens de forstår sætningen 'en banan'.

Af Rasmus Kragh Jakobsen

Habla inglés? Nå ikke.
De fleste af os har stået derude i verden midt blandt fremmede mennesker og ikke kunnet forstå et hak af, hvad der blev sagt. Alligevel lykkes det ofte med fagter og gebrokne gloser fra hukommelsens støvede forråd at få hakket sig frem til, hvor toilettet er. Måske bliver det også til et 'Aah, dansker? - Laudrup?' og så et stort smil, men sjældent mere. Det er i den slags situationer, at man virkelig mærker, hvor fantastisk sproget er. Men sprog er mere end bare snak.
Det er et af de få træk, som helt tydeligt adskiller os fra dyrene. Det at kunne pusle og kombinere de ca. 60.000 lyde i et typisk ordforråd på uendeligt mange måder til meningsfyldte sætninger om dette og hint er en gave, der tillader os at 'bygge bro' mellem to sind og kommunikere de idéer og tanker vores samfund bygger på. Sproget er et fabelagtigt stærkt redskab, men hvorfor er det os alene blandt dyrene, der besidder evnen og består den af? Det har videnskabsmænd og filosoffer fra Galileo til Rossaeu spekuleret over i århundreder, og først her på det seneste er biologien blevet så fremskreden, at forskere verden over kan få svar på nogle af de underliggende mekanismer.
Sjovt nok for de, der husker tysktimerne med gru, ser grammatikken ud til at være helt central.
Forskerne Tecumseh Fitch og Marc Hauser fra hhv. St. Andrews University i Skotland og Harvard University i USA mener, at evnen til sproget skal findes i beregningsmæssige kognitive processer i hjernen. De har netop vist, at vi kan håndtere en type grammatik, der er helt nødvendig for vores komplicerede sprog og at aber ikke kan. Derfor foreslår de nu, at grammatikken kan være den kritiske 'flaskehals' i evolutionen, som kun vi mennesker er sluppet igennem.
»Ser man helt grundlæggende på det, er grammatik et sæt af regler, der tillader, at et begrænset antal lyde bliver sat sammen på uendeligt mange nye måder,« siger Tecumseh Fitch.
»Ligesom en melodi ikke bare er en række uafhængige noder, er det de indbyrdes relationer mellem ordene, som er essentiel.«
Det er i relationerne, at sproget opstår.
Forsøg med aber har tidligere vist, at de kan mange imponerende ting med sprog og man siger populært, at chimpansen er på niveau med en to-årig. Men én ting er at kunne forbinde en genstand med en lyd, en anden er at undersøge, hvad dyr, der ikke kan tale, forstår ved ord og sætningskonstruktioner.
Hauser og Fitch opstillede et simpelt forsøg, hvor hhv. aber og frivillige personer lyttede til forskellige sæt af lyde fra en højttaler. For at skelne lydene lod de en mand (M) og en kvinde (K) udtale dem i serier, hvor de to stemmer afløste hinanden i bestemte mønstre. Både dyr og mennesker kunne skelne, når simple mønstre som M-K-M-K blev brudt. Men ved brud i mere komplicerede mønstre som, at manden siger et antal lyde, der efterfølges af, at kvinden siger det samme antal lyde (M-M-K-K), stod aberne af mens alle forsøgspersonerne erkendte at noget var galt. Det var dog de færreste, som kunne gøre rede for reglen. Det lyder måske ikke så imponerende i sig selv, men overfører man forsøgene til den måde vi konstruerer sætninger på, bliver det interessant.

En banan for et æble
Lydlegene viser, at aberne kan forstå en simpel type grammatiske sammenhænge som at forholdsord ('en') altid følges af navneord ('bil'), men at dyrene står af ved lidt mere komplicerede som f.eks. 'hvis-så'-sætninger, hvor et ord har betydning for et andet ord meget længere henne i sætningen. Det svarer til, at aben ville kunne sige: »En banan« men ikke »Hvis du giver æble, så giver jeg banan«, hvilket er en grundlæggende del af vores kommunikation.
»Vores sætninger er ikke bare rækker af ord, men har en komplex over- og underliggende struktur, der gør os i stand til at kommunikere om alt muligt fra kausale forbindelser til holdninger og komplicerede sociale tanker, hvilket ikke er muligt med enkelte ord eller ustrukturerede rækker af ord,« siger Tecumseh Fitch.
Man kan sige, at denne evne i vores grammatisk dygtige hjerne åbner op for at vi kan tale om alt fra quarker over Mozarts symfonier til dybe spørgsmål om landbrugets etik og moral i stedet for blot at grynte en lyst til sex, pippe hvor maden er eller skrige et advarselshyl.
Men hvor kommer grammatikken fra?
Det har bla. to papegøjer, som Fitch kalder »dyreverdenens bedste udøvere af det engelske sprog« hjulpet med at svare på. De to fugle ved navn Alex og Griffin holder til i Irene Pepperbergs laboratorium ved University of Arizona. Den ældste fugl Alex kan bla. korrekt skelne en rund og rød klods blandt runde, trekantede og firekantede klodser i flere farver, hvilket peger på en meget veludviklet evne for orden og hieraki som ligner vores sprog. For et halvt år siden opdagede Pepperberg noget, der kunne bekræfte, at fuglehjerner ligner vores mere end man lige skulle tro. En dag så hun den unge Griffin gå rundt på laboratoriebordet og sortere kapsler og låg i små nydelige stakke.
»Det er noget man ser små børn gøre, samtidig med at de sprogligt lære at kombinere forskellige ord som 'ha' mere mælk',« siger Pepperberg.
Hun ville undersøge det nærmere og gav sig til at træne Griffin i at kombinere ord og efter lang tid - ca. 10 måneder skete der noget. Griffin sagde ting som 'ha' grøn nød' eller 'vil hen til stol' præcis ligesom som små børn.
»Det er utrolig spændende, ikke fordi Griffin nogensinde vil føre en samtale, men i evolutionær forstand,« siger Pepperberg.
»At en papegøje kan udføre de samme kognitive vanskelige opgaver som os må betyde, at ikke bare sproget men også bevidstheden har en fælles evolutionær rod.«
Mennesker og fugle er evolutionært skilt ad før dinosaurerne. Når papegøjerne har evner, der findes hos os, er det derfor tegn på parallel evolution - at fugle og vores forfædre har udviklet evnen uafhængigt af hinanden, men måske under lignende forhold.

De sociale relationer vigtige
Både Pepperberg, Fitch og Hauser peger på de sociale relationer som fællesnævneren. Papegøjer lever meget længe og ligesom menneskeaber i komplekse sociale systemer.
»Den linje af store menneskeaber, som førte til os er en meget social gruppe med mange indbyrdes relationer,« siger Fitch.
»Det er en selektion efter social intelligens og alle brikkerne peger på, at det kan have været en forløber for det system vi ser indbygget i sproget.«
Forskerne ser den samme form for uendelighed, der findes i sprog, matematik og musik, opstå i de sociale relationer - fra et givent sæt kan uendelig mange nye relationer og kombinationer sættes sammen på meningsfyldte måder. Ligesom med grammatik og sætningsstrukturer findes der regler inden i regler i tætte sociale netværk, som f.eks. 'hvis Per bankede Thomas og Thomas bankede mig, så må jeg hellere holde mig fra Per'.
Hvor forskningen tidligere har peget på at selve abernes strube fysisk ikke kan forme vores komplicerede lyde, peger de nye resultater altså på, at aben slet ikke ville sige noget selv om genetiker splejsede vores strube over i f.eks. en chimpanse.
Sprogets evolutionære hjørnesten ligger inde i hjernen og i dag peger forskerne på tre ting, som aberne mangler: Det er de kognitive beregninger bag grammatikken, de kan dårligt imitere lyde eller fagter og de har ikke en 'theory of mind' dvs ved at andre tænker. Aber ved med andre ord ikke, at de kan give information videre til andre aber. De gør det bare.
»Vi har meget data, der viser, at aber har komplekse systemer til at tænke og til at fortolke de lyde andre aber kommer med. De mangler nogle helt fundamentale evner, der kræves for producere vores kommunikation,« siger Fitch.

Copyright © Rasmus Kragh Jakobsen og Dagbladet Politiken A/S www.pol.dk