Tilbage i 2013 udsendte den sydafrikanske professor Lee Berger et kald om hjælp på de sociale medier: Palæontologer og arkæologer med erfaring i at klatre i huler ønskes - »de skal være tynde og helst små,« skrev han.
Sagen var, at klatrerne skulle kunne komme igennem en klippesprække på under 20 centimeter og være i stand til at kravle 12 meter ned gennem en smal lodret skakt.
Over 60 meldte sig, og Berger udvalgte et selskab af seks klatrere - alle små spinkle kvinder - der én efter én ankom til Sydafrika og begyndte 21 dages eventyrlig skattejagt, som forskerne nu offentliggør de første resultater af.
I dybet har de fundet en palæontologs parallel til Smaugs skat under bjerget i "Hobbitten" - en guldgrube af knogler, tænder og kranier fra en hidtil ukendt tidlig menneskeart, som de døber Homo naledi.
»Det er det største og vigtigste fund af tidlige mennesker nogensinde på det afrikanske kontinent,« siger professor Lee Berger ved Witswaterrand Universitet i Johannesburg, Sydafrika, der står bag fundet.
Han mener, at fundet vil ændre synet på vores tidligste forfædre.
Ved Statens Naturhistoriske Museum er direktør og professor Peter C. Kjærgaard som ikke har deltaget i forskningen også begejstret: »Det her er en fossil festdag, der er tale om intet mindre end et fantastisk fund,« siger han.
Fossilerne er netop offentliggjort i det non-profit videnskabelige tidsskrift eLife, der kan læses gratis af alle interesserede.

Over 15 nye skeletter
Her præsenteres mere end 1.500 fossile levn fra mindst 15 forskellige individer, fundet i huler kaldet Rising Star blot 50 km fra storbyen Johannesburgs skyskrabere.
Forskerne mener, at individerne er båret ned i kammeret som led i en begravelse, og den adfærd viser, at arten havde mentale forestillingsevner til et liv hinsides det jordiske. En evne, man længe har tilskrevet mennesket og anført som det, der skiller os ud fra alle andre arter.
De finder ingen stenredskaber, som er et andet af sikkert kendetegn på højt udviklet intelligens, men det er heller ikke lykkedes at datere præcis, hvornår de levede.

Primitive - men hvor gamle er de?
Berger anslår, at de er over to millioner år gamle og dermed kandidater til at være de blandt de første på menneskeslægtens linje Homo.
Vores historie går tilbage til for 6-7 millioner år siden, hvor vi deler en forfader med chimpanserne. Homo-slægten opstår fra en separat linje af primater, kaldet australopithecinere eller abemennesker, for 2,5-3 millioner år siden i Afrika, mens vi anatomisk moderne mennesker (Homo sapiens) ser dagens lys for ca. 200.000 år siden.
Hvad der fødte menneskeslægten og hvordan er nogle af forskningens helt store uafklarede spørgsmål, og palæoantropologernes højeste ønske er at finde fossiler fra lige den tidsperiode, som kan belyse det.
Den anerkendte palæoantropolog Chris Stringer ved Natural History Museum i London, England, kalder også fossilerne »et meget vigtigt fund«.
Han har ikke selv deltaget, men er enig i, at fossilerne kan være meget gamle. I en kommentar i eLife skriver Stringer, at de »for mig at se mest ligner de lignende små eksemplarer af Homo erectus fra Dmanisi i Georgien, der er dateret til at være ca. 1,8 mio. år gamle.«
Det karakteristiske for de tidligste mennesker i denne periode er, at:

• hjernen vokser,
• tænderne bliver mindre,
• den oprejste gang er fuldt udviklet,
• de har en kompleks redskabskultur og
• de begynder at spredes ud fra Afrika.

Overordnet falder Homo naledis træk ind som en ny art blandt disse tidlige mennesker.
Homo naledi kan med andre ord være meget vel være tæt på og dermed belyse den spændende tidsperiode omkring menneskehedens vugge.

Alternativ tolkning mulig
Men både Stringer og Kjærgaard finder det utroligt frustrerende, at forskerne ikke har kunnet finde en datering.
»Det er næsten ikke til at holde ud, for det forhindrer en ordenligt tolkning og vi kan endnu ikke sige noget som helst om vores store familiehistorie,« siger Peter C. Kjærgaard.
Uden datering kan fundene nemlig i princippet også være under 100.000 år gamle, og det giver en helt anden tolkning: De vil i stedet repræsentere en primitiv menneskeart, der har overlevet frem til for relativt nyligt. Fuldstændig som den nyligt opdagede "hobbit", Homo floresiensis, som levede i Indonesien indtil for i hvert fald 18.000 år siden med en meget lille hjerne og lille krop.
»Derfor er dette fund både så ufatteligt spændende og lidt irriterende. De kunne godt i det mindste have lavet nogle foreløbige kulstof-14- og DNA-dateringer. Dem skal vi nok ikke vente længe på, men vi ville gerne have haft det hele eller i hvert fald det meste på én gang,« siger Peter C. Kjærgaard.

Sammensat som ingen kendte arter
Dateringen til trods er det under alle omstændigheder en helt enestående fossilskat. Væsnerne matcher samlet set ikke noget, man tidligere har set.
De har en lille bitte hjerne, omtrent som en stor grapefrugt (volumen på cirka en halv liter) og samme størrelse som de tidligere abemennesker, for eksempel Lucy, der levede i Etiopien for 3,2 millioner år siden. Ligeså ses, at bækkenet, brystkassen og skuldrene har en primitiv form, der peger tilbage mod vores abeforfædre.
Men kraniets overordnede form er meget menneskelig, og tænderne er små som vores og indikerer et skifte til en mere alsidig kost, der kendetegner mennesket.
Væsnet er også højere og slankere end abemennesker og har oprejst stået omtrent 140-150 centimeter høje. Forskerne anslår, det har vejet 40-55 kg.
De blandede primitive og moderne træk fortæller ifølge Lee Berger, at vi må have at gøre med et væsen tæt på overgangen mellem abemenneskene med små hjerner og høje menneskearter med store hjerner.
Armene er også menneskelignende lange og slanke, men for enden af armene finder man en meget usædvanlig hånd. En unik blanding af en meget menneskelig og meget primitiv hånd, som helt overordnet ligner menneskets hånd utroligt meget med en menneskelig håndryg og håndflade.
Men når man ser på de ydre fingerknogler, finder man noget af det mest krumme, forskerne kender, der virkelig minder om abernes fingre, som gør hånden velegnet til at klamre sig om grene i træerne.
Hele understellet - ben og fødder - er menneskeligt med lange lårbensknogler, slanke skinneben og fødder tydeligt tilpassede en oprejst gang.
»Samlet set er det virkelig en unik kombination af træk, vi aldrig har set tidligere i menneskets fossilrække,« siger Lee Berger.
Ifølge Peter C. Kjærgaard sidder vi dog tilbage med langt flere spørgsmål end svar.
»Der så mange ubesvarede elementer i skelettet på Homo naledi. Hvordan passer det sammen med menneskelignende fødder, lang, slank krop, lille hjerne, stive håndled, abeagtige skuldre og hænder? Det har vi ikke set før på helt samme måde,« siger han.
»Vi ser på en art, der kunne gå langt, måske oven i købet løbe, men stadig være god til at svinge sig i træerne. Tilsyneladende et andet liv end de fleste andre homininer [væsner på menneskets linje efter splittet med chimpansen, -red.]«

Kan kun være et gravkammer
Det måske  mest spændende og kontroversielle er forskernes fortolkning af, hvordan skeletterne er endt i hulen. De har ledt efter spor af alle tænkelige måder de kan være endt der. For eksempel er de før nævnte Homo erectus-skeletter fra Dmanisi fundet i rovdyrhuler, hvor de er blevet slæbt ind af store kattedyr, som har fortæret dem.
Ingen af knoglerne i den nye hule bærer tandmærker fra rovdyr.
Fossiler fra andre huler er fundet mellem sedimentaflejringer, der vidner om, at de er skyllet ned fra overfladen, men sedimenterne i hulen er grovkornede og bærer ingen geologiske vidnesbyrd om at være skyllet ned i hulen.
Det kan heller ikke være en naturlig dødsfælde, hvor de er drattet ned fra overfladen gennem et hul, for der er ingen andre dyreknogler, bortset fra små gnaverknogler. Der er heller ingen tegn på, at menneskene har boet i hulens forkammer og kan være omkommet i en pludselig massedød.
Den måde, skeletterne ligger på, og at de er så komplette, efterlader Lee Berger og kolleger med én konklusion: De tidlige mennesker har forceret den vanskelige og farlige vej dybt ned i hulen med det formål at deponere deres døde. Forskerne er i Bergers optik stødt på et oldgammelt gravkammer, som ikke har været betrådt af menneskefødder i umindelige tider - måske i flere millioner år.

Vidner om højt udviklede mentale evner
For forskerne er den opdagelse lige så overraskende, som hvis man i dag opdagede en gruppe chimpanser, der begravede deres døde.
Hvis det virkelig er rigtigt, afslører fundet en mental kapacitet, som forskerne traditionelt har ment var enestående for mennesker med en højt udviklet abstrakt forestillingsevne om et efterliv. Formodentlig også ritualer, der vidner om evner for symbolsk tankegang, der af mange er blevet anset for definerende for mennesket.
Hvis sådan mentale evner har kunnet skabes i en så lille og primitiv hjerne, vil det helt grundlæggende rejse spørgsmål om, hvem vi er som mennesker og hvad det vil sige at være menneske.
Den avancerede adfærd, forskerne længe har set som moderne og definerende for mennesket, har måske langt dybere rødder end noget har troet.

Tusindvis af knogler venter
Vi vil i de kommende år blive meget klogere på Homo naledi.
Der ligger ifølge Berger endnu tusinder af knogler i hulen - en uhørt rigdom i en forskningsgren, hvor forskerne ofte skriver afhandlinger om en enkelt højt skattet kæbeben. Sammen med de nu godt 1.500 beskrevne levn vil de give et enestående indblik i den nye art. Det helt fantastiske er, at man har så mange individer repræsenteret fra samme art, på samme sted og fra samme periode.
Begge køn er repræsenteret, og aldersmæssigt spænder skeletterne fra helt spæde over børn og teenagere til voksne og gamle.
Berger glæder sig derfor til, at studier kan løfte sløret for helt intime detaljer som for eksempel hvor længe babyerne ammede, hvor hurtigt de udviklede sig fra barn til teenager og voksen og hvor store forskellene i kropsbygning var på mænd og kvinder. Detaljer om artens liv, der stort aldrig er tilgængelige, men afslører utroligt meget om artens sociale liv og adfærd og ikke mindst vil nuancere vores egen vej til at blive mennesker.

Revision af menneskets historie på vej
Selvom dateringen stadig spøger, og idéen om et begravelseskammer uden tvivl vil blive angrebet af andre forskere, bidrager skeletternes sammensatte natur med både primitive og moderne træk til menneskets udviklingshistorie. Det underbygger en gryende ny forståelse af, at vores historie er kompleks og langt fra den udbredte fortælling om en simpel lineær udvikling fra abe til menneske.
Homo naledi er et blandt flere og flere nye fund, der med Chris Stringers ord vidner om, at »naturen har eksperimenteret med at udvikle mennesket« og mange forskellige tidlige menneskelignende væsner har levet side om side i forskellige dele af Afrika.
I dag kender vi kun vores egen art og det har længe farvet vores syn, men med Homo naledi og andre nye fund bliver det klart, at forhistorien er rig på en mangfoldighed af mennesketyper.
De fleste har peget på Østafrika som menneskehedens vugge, men de nye fund fra Sydafrika åbner for, at vores slægt ikke bare er opstået et sted, men flere steder i Afrika uafhængigt af hinanden.
Hvis det viser sig at være tilfældet, trækker det i den grad op til en større revision af hele Homo-slægtens historie.

Copyright © Rasmus Kragh Jakobsen og Videnskab.dk