Abelignende menneske levede samtidig med Homo sapiens 9. maj 2017
En ny datering viser, at den primitive menneskeart Homo naledi levede i Afrika helt indtil for 230-330.000 år siden. Fundet ryster det aktuelle og simple billede af menneskets udviklingshistorie og vækker håb om, at der stadig er meget mere at finde.
Af Rasmus Kragh Jakobsen
Rygterne har svirret i ugevis om en datering, der skulle rykke dramatisk ved et af de største og mest interessante fund af en primitiv menneskeart nogensinde.
I 2015 løftede forskerne sløret for mere end 1.500 skeletdele af en helt ny menneskeart kaldet Homo naledi fundet i en hule i Sydafrika. Dens primitive karaktertræk - ikke mindst en meget lille hjerne - placerede den nær selve roden af menneskeslægtens oprindelse for 2,5-3 millioner år siden.
Bag fundet stod den amerikanske professor i menneskets evolution Lee Berger ved Witwatersrand Universitet i Johannesburg, som Videnskab.dk talte med i sidste uge, da han besøgte København under Forskningens Døgn.
Rygterne var da på deres højeste, men Berger smilede og sagde, at vi måtte »vente på videnskaben«.
Det har vi gjort indtil nu.
Historien kommer til at ændre sig
Sammen med kolleger offentliggør Lee Berger fundet af 130 spritnye levn af Homo naledi inklusiv et næsten komplet kranium fra en anden hule over 100 meter fra den første.
Men endnu mere bemærkelsesværdigt kommer de med en meget grundig datering af det første fund, som viser, at den primitive menneskeart klatrede rundt i hulerne for blot 236-335.000 år siden.
»Det er helt ærligt forbløffende, og det betyder, at den her primitive menneskeart faktisk gik omkring på samme tid som Homo sapiens. Faktisk falder det præcis samtidig med, hvornår vi ser det moderne menneskes oprindelse, eller det, vi troede, var det moderne menneskes oprindelse,« siger Lee Berger.
Selvom Homo naledis træk vidner om en oprindelse dybt tilbage i udviklingshistorien, viser den nye datering, at den har formået at overleve sideløbende med mere 'avancerede' menneskeformer.
»Nu ændrer historien sig, og det kommer til at ryste vores egen selvopfattelse,« siger professor i evolutionshistorie og direktør for Statens Naturhistoriske Museum, Peter Kjærgaard, som ikke har deltaget i studiet, men besøgte Lee Berger tidligere på året og fik et smugkig på fossilerne.
De nye fund er netop offentliggjort i tre 'bogtykke' artikler i det videnskabelige tidsskrift eLife.
Knoglelevn er det største fund i Afrika
Fra det øjeblik den blev annonceret, var Homo naledi en sensation. Med tusindvis af knoglelevn fra mindst 15 individer, lige fra babyer til oldinge, er fundet det største nogensinde af en menneskeslægt i Afrika.
Det hele er oven i købet fundet i et af verdens mest udforskede områder for netop tidlige slægtninge til mennesket - et UNESCO verdensarvsområde døbt 'Cradle of Humankind' (Menneskehedens vugge, red.) blot 50 km fra storbyen Johannesburg.
Analysen af levnene afslører en enestående kombination af primitive abelignende træk fra en lille hjerne på størrelse med en appelsin, buede fingre som abers og skuldre, brystkasse og bækken med abelignende form til moderne menneskelignende træk som meget menneskelige fødder, ben, hænder, håndled og tænder.
»Homo naledi var i forvejen et utroligt interessant fund. Men det var også ret irriterende,« siger Peter Kjærgaard.
Forskerne manglede nemlig en helt central information for at kunne placere den i vores udviklingshistorie: En datering.
Dateringen er overbevisende
»Det er notorisk vanskeligt at bestemme alderen af fossil-bærende aflejringer i geologisk komplekse hulesystemer som det her Dinaledi-kammer,« siger professor MSO Michael Storey ved Quadlab på Statens Naturhistoriske Museum på Københavns Universitet, der selv tidligere har været med til at datere den berømte 'hobbit' fundet i Liang Bua hulen i Indonesien, men ikke har deltaget i de nye undersøgelser.
Lee Berger og kolleger allierede sig med nogle af verdens førende eksperter, som greb til stort set hvert et redskab i værktøjskassen, inklusiv uran-thorium datering, som benytter forsvindende små mængder naturligt forekommende radioaktivt uran, og elektron spin resonans-metoden til datering på baggrund af tandemaljen.
Metoden måler, hvor meget kosmisk stråling emaljen er bombarderet med gennem tid - jo mere des ældre.
I alt lykkedes det at indkredse alderen med ikke mindre end seks forskellige dateringsmetoder på både aflejringer over fossilerne og på selve fossilerne.
»Det er ret usædvanligt at vi bruger så mange metoder - normalt i palæonantropologien bruger man blot to-tre metoder. Men det gør, at vi føler os meget overbeviste om, at dateringerne holder vand,« siger professor Paul Dirks fra James Cook University i Australien, som har stået for dateringerne sammen med 19 andre forskere fra laboratorier rundt i verden.
Som tegn på hvor omhyggeligt, de gik til værks, splittede de hver prøve op i to og sendte en halvdel til forskellige laboratorier, der hver især daterede prøverne, og begges resultater faldt inden for hinandens usikkerhedsmargen. De vigtigste dateringer blev endda udført dobbeltblindede så ingen på forhånd vidste, hvilke prøver de faktisk daterede.
»Deres skøn på mellem 236 og 335 tusinde år er ret overbevisende,« siger Michael Storey.
Man kan næsten mærke, hvor unge de er
Den unge alder er overraskende i forhold til de tidligere bud på Homo naledis alder baseret på dens primitive træk, men faktisk er Paul Dirks ikke så overrasket.
»Geologerne har aldrig troet, at fossilerne var særligt gamle, dels fordi omgivelserne ikke ser så gamle ud, og dels er selve knoglerne ikke specielt mineraliserede - de er ikke ret forstenede,« siger Paul Dirks.
Det samme fortæller Peter Kjærgaard, som har haft både de nye og de gamle fossiler i hånden.
»Det første, der slår én, er, hvor lette knoglerne er. Her er ikke tale om gamle, tungt fossilerede skeletdele. De virker forbløffende friske, og man kan næsten mærke på dem, hvor unge de er‚« siger Peter Kjærgaard.
Neo - det mest komplette menneskefund
Han er også begejstret for de helt nye fund. Forskerne har fundet levn af et barn og to voksne individer, hvor det ene med et næsten komplet kranium og meget af skelettet.
»Nu får vi sat ansigt på Homo naledi med et helt igennem spektakulært fossil, som var en fantastisk oplevelse at stå overfor,« siger Peter Kjærgaard.
Skelettet har fået kælenavnet 'Neo', der betyder 'gave' på det lokale sprog sesotho.
»Skelettet af Neo er et af de mest komplette fossiler, der nogensinde er opdaget, og teknisk set mere komplet end det berømte 'Lucy'-fossil,« siger Lee Berger med reference til det 3,2 mio. år gamle fossil af Austrapithecus afarensis fra Ethiopien.
Begravede de deres døde?
»Det her giver vægt til ideen om, at Homo naledi bevidst placerede deres døde i mørke afsidesliggende huler,« siger Lee Berger om fundet, der lægger sig op af en hypotese, forskerne allerede fremførte med de første fund i 2015.
Fundet af de nye fossiler er også gjort i en mørk, afsidesliggende hule, der ligesom den første hule er meget vanskeligt tilgængelig.
Forskerne peger på, at det er meget vanskeligt at forklare, hvordan fossilerne er endt i de to kamre, som kun de spinkleste hule-udforskere kan orme sig ned til. Og nu har man fundet to nærmest identiske omstændigheder med levn af Homo naledi - så det kan næppe være tilfældigt og må ifølge Berger og kolleger vidne om en bevidst handling.
Det er meget kontroversielt, fordi sådanne 'begravelsesskikke' vidner om en højere bevidsthed med forestillingsevne om et efterliv, der traditionelt har været tilskrevet os mennesker og måske neandertalere.
»Selvom der ikke er nogen tilfredsstillende forklaring på, hvordan naledi-levnene er endt i hulerne, finder mange eksperter, inklusiv mig selv, det meget usandsynligt, at et væsen med en hjernestørrelse nær en gorillas skulle kunne udvise så kompleks adfærd. Ikke mindst når man formentlig skal lægge kontrol over ild - til at lyse hulerne op med - oven i,« siger en af verdens førende eksperter i menneskets evolution professor Chris Stringer ved Natural History Museum i London.
Han tror, at udforskning af hulerne i fremtiden kan afsløre en anden indgang eller nedstyrtningshuller, som forklaring på, hvordan fossilerne er endt der.
Vi bliver gradvist mindre særlige
Om de har begravet deres døde eller ej, står dateringen ikke til at rokke, og den i sig selv er forbløffende nok til, at forskerne nu må gentænke vores udviklingshistorie.
Den nye datering placerer Homo naledi, med sine anatomiske træk fra den dybe fortid, ved menneskeslægtens oprindelse - altså helt fremme i den tidsperiode, hvor det moderne menneske opstod.
Homo naledi er ganske enkelt en yngre menneskeart, end vi troede. Ligesom 'hobbitten' (Homo floresiensis) har den formået at leve som en relikt art, altså som noget, der har bevaret sine primitive træk fra tidligere tider.
»Med så ung en alder er vi nødt til at se helt anderledes på vores slægtshistorie, og særligt hvordan vi har tænkt over den,« siger Peter Kjærgaard.
Men mens hobbitten blev set som et særtilfælde, peger dateringen af Homo naledi nu på, at de primitive menneskearter har været normen, og at landskabet har været befolket af mange slags mennesker samtidig.
»Fundene viser nu, at mange samtidige menneskearter havde tilpasset sig specifikke vilkår forskellige steder på kloden og dermed valgt forskellige evolutionære strategier. Derfor kunne de se vidt forskellige ud,« siger Peter Kjærgaard og fortsætter:
»Dermed bliver vi selv mindre og mindre noget særligt, men det skaber intet andet end begejstring og gør kun historien mere og mere spændende.«
De store opdagelsers tid begynder nu
Den nye fortælling er kun lige begyndt.
Det andet store budskab fra de sydafrikanske huler er, at vi har meget mere i vente.
Og vi »behøver ikke vente ret længe,« ifølge Lee Berger, der uddyber:
»Der er intet magisk ved landskabet i Sydafrika. Grunden til, at vi finder så mange fossiler, er ganske enkelt den, at der er forskere som leder. Når vi flytter et andet sted hen vil opdagelserne også følge.«
Lee Bergers nye fund giver hele feltet en fornyet tro på, at de store opdagelsers tid slet ikke er overstået.
»For 20 år siden mente mange palæoantropologer, at vi nok ikke ville finde særlig mange flere fossiler. Men nu tænker vi alle: Gad vide, hvad der stadig gemmer sig derude?« siger Peter Kjærgaard og slutter: »Det er bare at komme i gang.«
