I denne uge forsvandt forskernes sidste rest af håb om, at der bare var et lille bitte stænk af sandhed i den sydkoreanske nationalhelt og kloningsforsker Woo Suk Hwang's højt besungne resultater. En undersøgelseskomité i Seoul annoncerede de nedslående fakta den 10. januar overfor en rystet nation og en chokeret videnskabelig verden. Men skandalen er kun et enkelt eksempel på en verdensomspændende stigning i forskning, der samtidig ser ud til at generere mere fusk og sjusk.
Eksperterne siger, at problemet kun vil blive værre i takt med at antallet af forskningsprojekter og tidsskrifter, der offentliggør forskningsresultater, stiger eksplosivt.
Det siges ofte, at videnskab forhindrer svindel og dårlig forskning ved hjælp af et tredobbelt sikkerhedsnet. For det første er der ekspertudvalgene, hvor eksperter rådgiver statslige institutioner om hvilken forskning, der skal finansieres. For det andet beder tidsskrifterne eksperter om at vurdere, om et manuskript er godt nok til at blive offentliggjort, og for det tredje er der tidens test, hvor uafhængige forskere over årene efterprøver om forskningsresultaterne holder vand.
Dertil har nogle få lande inkl. Danmark indført yderligere sikkerhedsforanstaltninger som den statslige undersøgelsesinstans UVVU (Udvalgene vedr. Videnskabelig Uredelighed).
Men i Woo Suk Hwangs tilfælde var det en helt femte instans, der fældede ham: Pressen.
Hwangs forskning havde gjort ham til folkehelt i Sydkorea. Hwang klonede verdens første hund Snuppy, men det var især to artikler i det højt estimerede tidsskrift Science - en fra 2004 og en fra 2005 - der banede vejen til tinderne. I 2004 hævdede han som den første, at have udvundet stamceller fra klonede menneskefostre. En kæmpe bedrift der lå langt foran hans konkurrenter og gav håb om at kurere en række uhelbredelige sygdomme og f.eks. give trafikofre med brækket ryg evnen til at gå igen. Hwang slog for alvor benene væk under de andre stamcelleforskere, da han kort efter i 2005 gentog bedriften med uhørt høj effektivitet med celler fra 11 patienter.
Hans tilsyneladende banebrydende resultater indenfor kloningen blev hyldet verden over af både journalister og forskere. Der har endda været tale om, at han burde tildeles Nobelprisen.

Men ikke alle er lige begejstrede. I juni 2005 får tv-programmet PD-Notebook ved tv-stationen MBC et tip om, at Hwang har presset yngre kvindelige forskere i laboratoriet til at donere æg. Udover at dokumentere påstanden sætter kilden spørgsmålstegn ved Hwangs resultater.
Det lykkes tv-produceren at overtale to forskere i laboratoriet til at hjælpe og med tre udenforstående forskere som konsulenter udspørger han Hwangs medarbejdere under påskud af at lave en dokumentar om Sydkoreas bioteknologi. Det viser sig, at stort set ingen har set de påståede 11 stamcellelinjer samt, at kun to af cellelinjerne - nr. 2 og 3 - er blevet grundigt tjekket for om de var ægte stamceller.
Det virker uldent og fra en af inside forskerne får journalisterne at vide, at cellerne måske slet ikke er fra patienter men fra helt almindelige embryonale stamceller fra overskydende IVF-behandlinger (kunstig befrugtning) ved MizMedi Hospitalet i Seoul. Den 19. oktober efterviser et uafhængigt laboratorium, at Hwangs cellelinje nr. 2 er identisk med celler fra MizMedi - journalisterne havde fået listet cellerne ud af Hwangs laboratoium i hemmelighed.
Samme dag skal produceren Hak Soo Han interviewe en af Hwangs topmedarbejdere, Sun Jong Kim, der nu arbejder i USA hos Hwangs samarbejdspartner Gerald Schatten. Den nye information får Han til at opfinde sine egne små løgne. Han fortæller Sun Jong Kim, at der er beviser for at de har fusket og en undersøgelses kommision snart vil afsløre Hwang i Sydkorea. På skjult kamera indrømmer en fortvivlet Kim, at han har manipuleret resultaterne efter Hwangs anvisninger.
Kort efter annoncerer Schatten, at han afbryder samarbejdet med Hwang af »etiske bekymringer«.
Den 22. november kører PD Notebook første program om, at Hwang pressede medarbejderne til at donere æg.
Sydkoreas offentlighed er chokerede. Men stemningen vender sig ikke mod Hwang men mod tv-stationen. 20.000 vrede on-line postings bombarderer MBC og de får så mange vrede telefonopkald, at tv-stationens journalister har svært ved at ringe ud. Der er offentlige demonstrationer og snart springer alle programmets 12 sponsorer fra. MBC undskylder i al hast og udsætter de resterende programmer på ubestemt tid.
Hjælpen kommer fra en uforudset side. På et online forum for unge forskere rejser en debat sig efter en anonym forsker den 5. december skriver, at nogle af billederne på listig vis var manipuleret til at ligne forskellige celler, men faktisk var det samme billede. En anden skriver, at der også er fotomanipuleret med billederne af DNA, der identificerer stamcellerne med de respektive patienter.
Den almindelige presse bringer historien og folkestemningen vender nok til at MBC tør forstætte med afsnittet, hvor Sun Jong Kim indrømmer at have snydt.
Dagen efter den 16. december meddeler både Schatten og Hwang, at de vil trække 2005-artiklen tilbage.
Seoul National University kan dårligt klare skandalen og en undersøgelseskomité nedsat den 12. december annoncerer den 29. december, at der ikke er skyggen af bevis for, at 2005-artiklens resultater er ægte. Alle 11 stamcellelinjer er fusk. De fortsætter undersøgelsen og i denne uge meddelte komitéen, at heller ikke 2004 artiklen holder vand. Eneste lyspunkt er, at hunden Snuppy faktisk ser ud til at være en ægte klon.

PD Notebooks program den 3. januar afslører desuden, at Hwang langt fra har været så effektiv som påstået - en væsentlig pointe, hvis teknikken nogensinde skulle bruges i mennesker - i stedet for som påstået at have brugt 427 donerede æg brugte Hwang over 1.600 æg til forsøgene i de to artikler.
Tilbage står rystede forskerkolleger, nogle kan stadig dårligt tro det.
»Hvis det virkelig er snyd det hele, så er vi slået tilbage - så ved vi faktisk ikke om vi kan lave kernetransplantation i mennesker. Vi er slået hjem,« siger stamcelleforsker Claus Yding Andersen fra Rigshospitalet.
På Novo Nordisk grundsforskningsinstitut Hagedorn hælder forskningschef Ole D. Madsen til den teori, at Hwang har satset på, at nogen andre ville lykkes med teknikken og at hans egne »resultater« så ville stå tilbage som det oprindelige gennembrud uden man nogensinde ville tjekke ham.
»Det er noget af det mest skandaløse,« siger Ole D. Madsen.
»Sådan en cool beregning, der heldigvis blev opdaget.«
Men internationalt er Hwang langt fra den eneste og spørgsmålet er, hvad der skal til for at stoppe den stigende mængde snyd.

Langt de fleste forskere overholder reglerne for forskning og modstår presset for at skyde genvej med decideret svindel. Men undersøgelser viser, at der findes en stærk understrøm af dårlig forskningsskik og i nogle tilfælde (som Hwang) direkte svindel.
I juni sidste år viste en undersøgelse i Nature, at op mod en tredjedel af 3.427 medicinske forskere havde brugt etisk tvivlsomme metoder lige fra at ignorere modstridende resultater til at forfalske data.
»Der er en meget stor gråzone, der ikke udgøres af decideret uredelig, men som er sjusk og den slags,« siger tidl. medlem af UVVU, Nils Axelsen.
»Hvis det er så udbredt, som undersøgelsen peger på, har det i virkeligheden har meget større tyngde for forskningens troværdighed end de her enkeltsager.«
I 1970'erne og 1980'erne blev det klart, at videnskabelig svindel kan være til fare for offentligheden som misledende sundhedsvidenskabelige fakta, da en række store sager om uredelighed rystede nogle fremtrædende tidsskrifter og forskningsinstitutioner, bla. universiteterne Yale, Harvard og Columbia. Dengang var den gængse opfattelse, at videnskaben førte tilsyn med sig selv, men det ene eksempel på svindel efter det andet gjorde det umuligt at ignorere, at systemet var for svagt.
For eksempel opdagede man i begyndelsen af 1980'erne, at den unge hjerteforsker John R. Darsee havde forfalsket forskningsresultaterne i flere end 100 artikler. Det rystede den amerikanske forbundsregering og i 1985 begyndte man at forbedre de eksisterende sikkerhedsforanstaltninger, som til sidst førte til regeringens egen efterforskningsenhed, Kontoret for Forskningsintegritet.

Inspireret herfra oprettede Danmark som de første udenfor USA i 1993 UVVU som en forsøgsordning.
Siden er også Sverige, Norge og Finland fulgt efter men f.eks. England har endnu ikke noget tilsvarende UVVU.
Også redaktørerne af de førende videnskabelige tidsskrifter gik sammen i et forsøg på at forbedre troværdigheden og grundlagde i 1997 Committee on Publication Ethics (udvalget om offentliggørelsesetik). Gruppen, der giver råd og vejledning til redaktører, har i dag flere end 300 medlemmer i Europa, Asien og USA.
Men der er blevet ved med at dukke eksempler på svindel op. I 1999 fandt man ud af, at en forsker ved Berkeley University i Californien havde forfalsket resultater, der var blevet kaldt det afgørende bevis på, at der var en forbindelse mellem højspændingsledninger og forekomsten af kræft.
I 2002 blev nanoforskeren Hendrik Schön ved de berømte Bell-laboratorier afsløret for bla. at have svindlet med opfindelsen af en transistor i molekylestørrelse. En Nobelpris havde ellers været tale. To af verdens mest velanskrevne tidsskrifter Science og Nature havde offentliggjort mange af hans uredelige artikler, hvilket understregede, at der efter to årtiers indsats stadig var brug for bedre sikkerhedsforanstaltninger.
Kontoret for Forskningsintegritet i USA har netop vist at den nemme og billige adgang til digitalt fotoudstyr og software har slået igennem blandt fuskerne - fra at 2,5 pct. af sagerne handlede om manipulerede fotos i 1989-90 er det i dag 40,4 pct af sagerne i 2003-04. Alligevel har praktisk taget ingen tidskrifter en procedure om at tjekke billederne.

Eksperterne siger nu, at den eksplosive vækst i forskningsprojekter rundt om i verden har gjort problemet langt værre, fordi de fleste lande endnu ikke har indført ekstra foranstaltninger. De mener, at denne ubalance i hvert fald til dels har ansvaret for stigningen i forskningsskandaler i andre lande.
Problemet bliver også forværret af den drastiske stigning i antallet af videnskabelige tidsskrifter, der udkommer rundt om i verden. Ifølge Ulrich's Periodicals Directory udgives der flere end 54.000 videnskabelige tidsskrifter. Denne overflod af tidsskrifter kan forvirre forskerne, overbebyrde kvalitetskontrolsystemerne, opmuntre til svindel og fordreje offentlighedens opfattelse af forskningsresultater.
Samtidig er tidsskrifterne også private selskaber og selv om f.eks. Science og Nature har omstændelige publikationprocedurer er der skarp konkurrence om at bringe de helt banebrydende forskningsresultater. Det er en kendt sag, at artikler som Hwangs ligefrem bringes hurtigere og lettere igennem. Skal man lyve, skal man med andre ord gøre det stort.
Senest har den sydkoreanske skandale illustreret det rod af problemer med offentliggørelse og kontrol af resultater, der kan opstå, efterhånden som forskning bliver mere konkurrencepræget og international. Skandalen viste også, at medierne i stigende grad tager forskningen alvorligt og behandler emnet som et hvert andet stofområde.
»Pressen har desværre en meget stor del i det,« siger Nils Axelsen.
»Og jeg siger desværre, fordi forskningsverdenen burde kunne klare det indenfor egne vægge. Men desværre skal der ofte overskrifter til før rektorer og dekaner gør noget ved sagerne - helst vil de skubbe det ind under gulvtæppet.«

Kongens fald
Feb. 2004 Hwangs hold hævder at have skabt 30 klonede menneske embryoner og udvundet stamceller fra dem
Maj 2005 Holdet hævder at have lavet stamceller fra hudcellerne af 11 kronisk syge patienter.
22. nov. 2005 tv-programmet PD Notebook afslører, at Hwang pressede yngre kvindelige forskere til at donere æg.
15. dec. 2005 I PD Notebook siger en af Hwangs medarbejdere, at han snød med resultaterne efter Hwangs anvisninger.
29. dec. 2005 Universitetets undersøgelseskomité bekræfter PD Notebooks egne undersøgelser og meddeler, at 2005 arbejdet er svindel.
10. jan. 2006 Samme komité meddeler, at 2004 arbejdet også er svindel.

Hvor står stamcelleforskningen i dag?
»Vi er slået langt tilbage,« siger seniorforsker Claus Yding Andersen fra Rigshopsitalet.
»Vi er meget ærgelige. Nu troede man lige, der var hul igennem. Det er simpelthen bare for dumt.«
Hwangs påståede fremskridt var længe ventet indenfor det, der hedder terapeutisk kloning. Her satser man på, at kun udvikle stamceller som en slags reservedelslager fra patienter med kroniske sygdomme. Stamceller kan udvikle sig til alle former for celler i den voksne krop og håbet er at kunne tage en hudcelle fra en patient og udvikle den til f.eks. en frisk celle af den type celle, der er blevet syg. Ved at bruge patientens egne celler undgår man fuldstændig problemer med afstødning, som man kender fra organtransplantationer.
Nu er forskerne tilbage ved udgangspunktet: Det kan lade i princippet sig gøre i dyr, men endnu ved ingen om det kan i mennesker.
»Den terapeutiske kloning er meget interessant, men der forskes også i stamceller på mange andre måder,« siger Ole D. Madsen fra Hagedorn Insituttet.
Her arbejdes med en anden form for stamceller (dog stadig kun i mus) – nemlig embryonale stamceller - hvor man på sigt forsøger at udvikle en serie generelle stamcelle-linjer, der kan bruges af de fleste mennesker på jorden. Til forskel fra Hwangs terapeutiske kloning får man humane embryonale stamceller fra overskydende embryoner efter IVF-behandling (kunstig befrugtning).
»Det allerværste er, hvis det giver en negativ effekt på stamcelleforskning generelt,« Ole D. Madsen.
»Der har været en stemning kørt op om, at mens vi går og snakker herhjemme knokler de i Østen og producerer det vi gerne vil.«
Terapeutisk kloning er forbudt i Danmark, men man kan nu frygte skandalen vil gøre stamcelleforskningen endnu vanskeligere, fordi politikere og offentlighed har vanskeligt ved at skelne de to typer.
»Det er ærgeligt, for der er store perspektiver i det og en masse grundvidenskabelige aspekter i hvordan celler differencierer og bliver til forskellige celletyper. Og så har det potentialet til at hjælpe mennesker på en helt ny måde,« siger Claus Yding Andersen.

Copyright © Rasmus Kragh Jakobsen og Dagbladet Politiken A/S www.pol.dk