Naturens grusomme eksperiment
4. februar 2002
HIV er i dag så udbredt i dele af Afrika, at smitten påvirker den menneskelige evolution. Vi ser det ske for første gang i historien

Af Rasmus Kragh Jakobsen

Naturen er grum og uden nåde. Det har mennesket måttet sande gennem talrige naturkatastrofer, krige og sygdomsepidemier - grusomme begivenheder, der efterlader de levende med et dybt afsavn og en smertende trang til forklaring. Men de forfærdelige begivenheder trækker ikke blot dybe spor i sjælen, de ændrer også den menneskelige evolution. I store dele af Den Tredje Verden er aids-epidemien så udbredt, at menneskeheden formes. Ingen ved med sikkerhed, hvor HIV (human immunodeficiency virus) stammer fra, eller hvordan den pludselig opstod i det 20. århundrede. Spørgsmål der optager forskere, som ikke blot ønsker at forstå HIVs biologi, men i særdeleshed ønsker at vide, hvad vi kan vente os i fremtiden.

Historien
HIV ramte Vesten pludseligt og ud af det blå. I løbet af året 1981 blev fem unge mænd indlagt i Los Angeles. Alle fem havde store røde pletter på huden - en sjælden hudkræft, som normalt kun rammer ældre, og alle fem havde et kraftigt nedsat immunsystem. Flere tilfælde af unge mænd med samme symptomer dukkede op bl.a. i New York, men det var først i 1985 sygdommen aids blev diagnosticeret. Samme år udviklede amerikanske forskere en hurtig blodtest, der afslørede, at hundrede-tusinder var smittede, og at epidemien var verdensomspændende. Det var en gåde, hvor sygdommen var opstået, men man spekulerede på, om virus var hoppet over i mennesker fra primater. I 2000 fremlagde fire forskere, Hahn, Shaw, De Cock og Sharp en grundig dokumentation for, at HIV-1 stammede fra en nært beslægtet virus i chimpanser. Forskerne fandt belæg for, at virus måtte have taget springet ved mindst syv selvstændige begivenheder, og med blodige billeder af slagtede chimpanser viste de, hvordan mennesker kan være smittet under jagt. At det først i det 20. århundrede resulterede i en spredning af HIV, har forskerne ikke fuld forståelse for, men fremhæver, at ændringer i de sociale og samfundsmæssige strukturer har øget muligheden for kontakt imellem mennesker. Forskerne var opmærksomme på, at chimpanse-teorien i virkeligheden kun byggede på fire aber i fangenskab, mens hypotesen krævede, at vilde chimpanser udgjorde et stort reservoir for HIV. Tre af chimpanserne kom fra samme område i Vestafrika og bar en virus meget lig den menneskelige HIV 1, hvorfor dette område blev anslået til at være smittens øje. Den fjerde abes oprindelsessted var ukendt, men skønnedes at være et andet, fordi den bar en virus fjernt beslægtet med HIV 1. Selv om man forventede, at det blot ville være en formssag besluttede Hahn, Shaw og Sharp at undersøge vilde aber og kortlægge virus-udbredelsen.

Fæces og urin
Mindst 20 andre ikke-truede abearter var tidligere blevet undersøgt, og stort set alle bar deres egen form for HIV. Ligeledes havde andre forskere undersøgt vilde løver, pumaer, geparder og losser og fundet, at også de levede med en virus, der mindede om HIV uden dog at kunne smitte mennesker. Fordi chimpanser er fredede i klasse A og ikke må fanges - ikke engang bedøves, blev de nødt til at udvikle en ny metode til at undersøge aberne. Beatrice Hahn opdagede, at HIV kunne spores i abernes efterladenskaber. Hun fortæller til New York Times, at hendes studerende gjorde oprør efter at have testet menneskefæces, fordi de ikke ville arbejde flere måneder med den slags. Til alt held viste det sig, at chimpanse- fæces ikke har samme lugtgener. I Afrika allierede hun sig med den berømte primatolog Jane Goodall og hendes kolleger, som levede med udvalgte kolonier af chimpanser og kunne skelne hvert medlem af flokken fra hinanden, og konstatere om den enkelte var syg eller rask. Primatologerne indsamlede urin og fæces fra i alt 58 chimpanser i kolonier i Elfenbenskysten, Uganda og Tanzania og sendte dem til laboratoriet i USA sammen med en beskrivelse af dyrets sundhedstilstand. I USA forventede Hahn at finde en vidt udbredt virus ligesom hos aber og katte. Overraskende viser de nye resultater, fremlagt i tidskriftet Science (18. januar), at kun én af aberne var smittet. Og den var smittet med en virus, der ikke minder om HIV, men derimod ligner virusen fra den fjerde abe. Det kan betyde, at de smittede chimpanser er forsvundet, at smitten er isoleret til en meget lille, isoleret koloni eller at chimpanser simpelthen sjældent bliver smittet. Gåden er blevet endnu større - hvordan kan virus hoppe fra chimpanser til mennesker syv gange, hvis smitten er så spredt? Hahn og hendes kolleger har ikke noget svar, men de er begyndt at indsamle prøver fra chimpanse-kolonier, der lever uden kontakt med primatologer.
»Vi vil få at vide, hvor udbredt virus er, men ikke om individerne er syge eller raske,« siger Hahn.
Forskerne undrer sig over, hvordan de vilde dyr kan leve med virus og hvad det betyder for den menneskelige HIV 1 i fremtiden. I begyndelsen troede man ikke, virus kunne overkomme de vilde dyrs immunsystem eller at virus ikke slog blodcellerne ihjel. Begge dele viste sig at være forkert, både de vilde aber og katte er fulde af virus, som hele tiden dræber enorme mængder blodceller. Dyrene har på en eller anden måde opnået en balance, hvor de kan leve med virus. Forskerne mener, det har klare implikationer for den menneskelige aids-epidemi. Hvis vi ikke dør, vil enten vi eller HIV tilpasse sig.

Evolution
Vores arvemateriale er fyldt med spor fra tidligere katastofale epidemier. Et af de mere opsigtsvækkende findes blandt kaukasere og betyder, at HIV har svært ved at invadere de hvide blodlegemer hos nordeuropæere. Blandt kaukasere er en såkaldt deletion udbredt - et stykke arvemateriale som mangler på et af kromosomerne - og det ændrede gen-produkt kommer ikke ud på overfladen af blodcellerne. Det forholder sig sådan, at HIV blandt andet benytter præcis dette genprodukt (CCR5) som en slags håndtag, når den invaderer blodcellerne. Hvis håndtaget mangler, har HIV svært ved at invadere cellen.
I Danmark er der ca. 50.000, som mangler det lille stykke arvemateriale på kromosomet fra begge forældre, mens ca. en fjerdedel har et normalt kromosom og et kromosom med den lille deletion (CCR5D32). De første er stort set immune over for HIV, mens de sidste er længere tid om at udvikle aids. Der må findes en historisk begivenhed, som kan forklare, at jo længere nordpå, man kommer, jo hyppigere findes deletionen, mens den udvandes i det sydlige Europa.
Evolutionært påvirkes vores arvemateriale af sygdomme som syfilis, tuberkulose, pest og aids: Hvis det er en fordel at have en bestemt ændring i arvematerialet som f.eks. deletionen CCR5D32, vil flere med den ændring overleve, og deletionen kan spores i de næste generationer. Forskerne tror derfor, at der tidligere har floreret en mikrobe eller virus, der ligesom HIV benytter sig af CCR5-håndtaget, blandt menneskene i det nordlige Europa.
»Der er ingen tvivl om, at der har været flere af den slags begivenheder gennem historien,« siger Jesper Eugen-Olsen, der forsker i aids på Hvidovre Hospital.
Den sorte død, Yersinia pestis, har været nævnt som et bud, men endnu er det ikke lykkedes at vise, om bakterien benytter CCR5, og så vidt man ved, kom sygdommen ikke til Skandinavien før 1349, mens deletionen kan spores længere tilbage.
»Island er nok det sted i verden, hvor deletionen er mest udbredt, og man udvandrede dertil for omkring tusind år siden,« siger Jesper Eugen-Olsen. »Jeg tror, den er mindst 3.000 år gammel.«
Tilbage ved HIV mener forskerne, at smitten er så udbredt i store dele af Den Tredje Verden, at den menneskelige evolution ikke kan undgå at blive påvirket. I de næste generationer vil der være flere mennesker, som er genetisk disponeret til at leve med HIV. Menneskeheden har gennem historien altid været påvirket af store dræbere som naturkatastrofer, krige og epidemier. Der er ikke noget unormalt ved det, tværtimod, det nye er, at vi denne gang ser på mens det sker.

Copyright © Rasmus Kragh Jakobsen og Dagbladet Information