Af Rasmus Kragh Jakobsen

Professor William Schopf fra University of California og en forskergruppe fra Englands fornemmeste universitet Oxford University er røget i totterne på hinanden - i en strid om klodens tidligste liv. Forskerne fra USA offentliggjorde i de tidlige 90'ere et fantastisk fund af nogle meget besnærende mikroskopiske fossiler, som Schopf hævdede var rester af urtidens cyano-bakterier. Fossilerne var fundet i klipper fra det vestlige Australien, kaldet 'Apex chert', og de er næsten 3,5 mia. år gamle. Dengang havde Schopf ikke meget andet at gå efter end morfologien, altså at de pølseformede strukturer havde en besnærende lighed med nutidens bakterier.
Nu har Schopf gjort yderligere studier af de små pølseformede strukturer og bla. undersøgt deres kemiske sammensætning. I Nature fra den 7. marts har han offentliggjort, at formerne har en kemisk sammensætning, som man ville forvente af organisk kulstof, og Schopf mener, at det nu er uafviseligt, at det er ur-fossiler. Dermed slår Schopf ca. en milliard år af de tidligst kendte fossiler.
Imidlertid offentliggør Martin Brassier fra Oxford University i samme nummer af Nature, at klipperne, hvor fossilerne er fundet, kan være dannet ved en separat proces. Han sandsynliggør dermed, at klippens datering er skæv. Brassier medgiver, at kulstofsammensætningen kan se biologisk ud, men han mener, at de bakterielignende former er opstået i en proces, hvor varme vulkanske gasser er steget op til overfladen.
»Schopfs analyse er fuldstændig forkert,« siger Brassier, der mener, at pølserne ligger spredt på en tilfældig måde, som ikke er karakteristisk for bakterier.
Schopf argumenterer, at den slags former ville være overalt, hvis Brassier havde ret. En akademisk debat, måske, men implikationerne er det ikke.

Opstod livet i universet?
»Hvis vi havde en form for rimelig avanceret liv for 3,5 mia. år siden, må livet jo være opstået endnu tidligere,« siger Peter K. A. Jensen, der er overlæge på Århus Kommunehospital og forfatter til bogen Menneskets oprindelse og udvikling. »Det vil sige, der må have været en udvikling forud, og når man tænker over, hvor hurtigt sådan en udvikling kan foregå, skal vi i hvert fald regne en del millioner år tilbage. Måske er vi tilbage til 4 mia. år eller længere.«
Og det er her, det bliver spændende, fordi Jorden kun er ca 4,6 mia. år gammel, og de første hundrede millioner år af klodens liv ikke havde betingelser, så liv kunne opstå.
»Tidsrummet bliver så kort, at man bliver nødt til overveje, om livet overhovedet har kunnet nå at udvikle sig her på Jorden, eller om det er opstået et andet sted først og derefter kommet til Jorden. Altså fra universet et eller andet sted. Det er den implikation, som kan ændre vores verdensbillede fuldstændig.«
Men Schopfs påstand står ikke alene. I 1999 vakte danskeren Minik Rosing opsigt i de internationale medier med sin påstand om, at livet levede og havde det fint allerede for 3,7 mia. år siden. Rosing havde undersøgt kulstofaflejringer i nogle af Jordens ældste klipper, Isuaområdet ved Godthåbsfjorden i Grønland. Her fandt han en kulstof-isotopsammensætning, som er så karakteristisk for liv, at man med sikkerhed kan sige, at aflejringerne stammer fra levende organismer. Rosings materiale adskiller sig fra Schopfs ved at være kemiske aftryk sat af liv, mens Schopfs materiale kan være det tidligste morfologiske materiale, man har.
»Altså fossiler, hvor man har bevaret en facon af en levende organisme, mens mit er kemo-fossiler, som er kemiske tegn på, at levende organismers stofskifte har været i gang,« siger Minik Rosing, der i dag er professor på Geologisk Museum ved København Universitet.
»Efter min opfattelse rykker det ved, hvornår man med sikkerhed kan sige, om de her bakterier var der, men ikke ved, om der var liv eller ej for 3,7 mia. år siden,« siger Rosing, »det er en meget væsentlig diskussion, hvor tidligt livet er opstået.«
»Det har noget at gøre med, hvor hurtigt liv udvikler sig, og hvor hurtigt liv opstår på en planet. Hvis livet først var opstået for 2,5 mia. år siden, kan man sige, at der skal et eller andet mirakuløst tilfælde til, som gør, at livet opstår, så snart de rette betingelser har været her i 1 til 1,5 mia. år,« siger Rosing.
»Så hvis der nu går 1,5 mia. år før der pludselig kommer liv i suppedasen, er det ikke en naturlig konsekvens af, at livsbetingelserne er til stede. Mens hvis liv opstår meget tidligt, kan det være et tilfælde, men det kan også være, at liv simpelthen opstår, når livsbetingelserne er der.«

Meget følsom
Lige den periode i Jordens historie, som Schopf og Rosings materiale stammer fra, er meget følsom.
»Der er en væsentlig skillelinje i Jordens udviklingshistorie, som ligger for ca. 3,7 mia. år siden. Den kan man se på en stjerneklar nat - gå ud og se på månen, månen er fuldstændig arret af store meteornedslag, og en af de ting, man fik ud af at lande på månen, var, at de nedslag havde en top omkring 3,6 til 3,9 mia. år siden.«
Jorden må ligesom månen også have oplevet meteorbombardementet, og derfor har man hævdet, at liv først kunne have overlevet efter for 3,7 mia. år siden. Det, Minik Rosing har påvist, tyder stærkt på, at livet har kunnet etablere sig tidligere end det, og at nedslagene ikke har været totalt ødelæggende for Jordens økosystem.
»Omvendt kan man se på udviklingstræet, at de organismer, som findes i bunden, er meget varmetolerante bakterier - extremofiler,« siger Rosing, »og det er der nogle, som mener skyldes, at alt andet er blevet luget ud i forbindelse med de her nedslag.«
For 3,5 mia. år siden var alt liv bakterier, men Rosings materiale peger ikke på extremofiler, men på planktonisk liv, bla. fordi kulstofproduktionen var meget stabil. Der var altså temmelig avanceret liv i den periode, hvor meteornedslagene begyndte at sterilisere kloden.
»For 4,3 mia. år siden ved vi, at der var oceaner på Jorden. Altså, at vandet var på overfladen. Så kunne man jo godt forestille sig, at vi har haft en halv mia. år til at nå frem til 'min' tid, og dér kunne man jo godt have en lang udviklingsrække, som når op til de forholdsvis avancerede livstyper,« siger Minik Rosing.
»Hvis Jorden har været steriliseret af meteoritter, og man så har avancerede organismer meget hurtigt bagefter, kan det tyde på, at livet kan være implanteret af sporer på meteoritterne. De meteoritter, der ramte Jorden, ramte også Mars og har slået stumper af, det er den måde, de Mars meteoritter, som er fundet på Jorden, er kommet hertil. Så hvis der har været liv på én planet, kan det på den måde blive spredt til en anden.«

Én slags liv
Om livet er kommet ridende på en løsreven meteorit fra en anden planet eller opstået fordi livsbetingelserne var til stede, ændrer ikke på ét stort åbent spørgsmål. Hvorfor ser man ikke livet opstå igen og igen på Jorden?
»Man er nogenlunde overbevist om, at ved fremkomst af liv er det første stykke af vejen meget vanskelig at komme igennem,« siger Rosing.
»Det interessante ved liv på Jorden er, at alle er beslægtede med hinanden. Den genetiske kode er ikke blot bygget på samme princip, men den er også skrevet i samme dialekt. Så vidt man overhovedet kan fatte, er der ikke nogen grund til, at liv kan være opstået flere gange. Der er levende organismer i alle miljøer, og de har en enorm fordel i forhold til nytilkomne, som simpelthen bliver luget ud. De når nok ikke ret meget længere end nogle få molekyle-niveauer op, før de forsvinder igen.«
Men det er ikke et eksperiment, man lige kan gøre efter.
»Det er umuligt at sterilisere noget på Jorden i så høj grad, at man ikke har et eller andet med, som vil være af vores eget liv,« siger Rosing.
»Om der er liv på Mars? Der kan du nok sige, det er der i hvert fald nu, hvor vi har haft sonder deroppe.«

Copyright © Rasmus Kragh Jakobsen og Dagbladet Information