Af Rasmus Kragh Jakobsen

Sociobiologi Den lave vintersol skinner ind på vægge beklædt med bøger. Et enkelt akvarium proppet med planter skiller sig ud i kontoret, der er på størrelse med en typisk to-værelses københavnsk lejlighed.
»Det er et levn fra 60'erne, hvor lektorerne sad som små konger på hver deres enorme kontor,« siger professor Jacobus Boomsma, eller bare 'Koos', om sit kontor på Zoologisk Institut på Københavns Universitet.
Akvarier har fulgt Koos så længe, han husker, men han forsker i sociale insekter, specielt myrer og har sammen med forskningsadjunkt Jes Søe Pedersen indvilget i en snak om sociobiologi.
»Den betegnelse er man faktisk gået væk fra,« siger Koos med en hast så man næsten kan høre skeletterne rasle bag bogreolerne.
Ordet i sig selv virker ganske harmløst, men har en frygtelig belastet historie.

Nazisme
Da populationsbiologen Edward O. Wilson i 1975 udgav sit nu klassiske værk Sociobiology satte han gang i en lang og opslidende debat. Bogen handlede om et paradoks, der havde naget biologien siden Darwin - hvordan samarbejde eller social adfærd kan opstå gennem evolutionen, hvor det ellers kun er 'survival of the fittest', der tæller. For størstedelen beskrev Wilson, hvordan social adfærd blandt slimsvampe, insekter, padder, fugle, pattedyr og aber kunne forklares ved at se på individernes egoistiske gener, der skulle multipliceres mest muligt, i stedet for gruppen som stærkt fællesskab. Og det var fint, spændende og meningsfuldt. Men i sidste kapitel formastede han sig til kursorisk at overføre principperne på mennesket. Uha, uha, det var for meget. Alt for meget.
Ikke nok med, at Darwin 1871 havde sagt, at vi har udviklet os fra aber, nu skulle vores adfærd også forklares som et resultat af evolutionens vridemaskineri. Vores kultur, etik, moral, mandsdominerede samfund, hele sociologien skulle kunne forklares ud fra simple principper om geners overlevelse og forplantning.
»Bogen ramte på et tidspunkt, hvor debatten var meget følsom, og fløjene tegnet kraftigt op,« siger Jes Søe Pedersen.
»Det var kort efter Konrad Lorenz 'Det såkaldt Onde' om menneskets grundlæggende aggressive natur, og alt var enten biologisk deterministisk eller også var det hele bestemt af miljøet.«
Problemet var ikke kun en modvillighed til at se os selv som dyr, men i høj grad en frygt for en genoplivning af tidligere tiders tanker om eugenik, frenologi, tvangssterilisering osv. Man frygtede, at sociobiologien kunne retfærdiggøre f.eks. nazisme, eller at vores mandsdominerede samfund kunne tolkes som et ufravigeligt resultat af naturens gang.

Naturens økonomi
Men det var dengang. 25 år er gået og sociobiologien har trods sit befængte navn sejret i en sådan grad, at den i dag er integreret i de fleste grene af biologien under pseudonymer som evolutionær økologi, adfærdsøkologi og evolutionær psykologi.
»Wilsons sociobiologi er baseret på den engelske biolog William D. Hamiltons Kinship-teori (beslægtetheds-teori, red.), som stadig er den eneste virkelig gennemgribende konceptuelle fornyelse af Darwin,« siger Koos.
Hamilton havde med hjælp fra matematiske redskaber - som spilteori - der var blevet udviklet inden for økonomien, fundet en forbløffende simpel løsning på Darwins dilemma.
Han så sociobiologi som naturens økonomi, hvor social adfærd blot er en måde at bringe flest mulige kopier af sine egne gener videre til næste generation. Genkopier er, med andre ord, valutaen i evolutionens regnskab.
»Selv om dyr og planter ikke bevidst kan tænke, kan de sagtens gennem en naturlig selektionsproces få indbygget en del 'decision-rules', beslutningsgrundlag, som gør dem i stand til at gøre de økonomisk rigtige ting,« siger Koos.
»Det er selvfølgelig ikke perfekt, men det er økonomien - den måde vi mennesker opfører os på - jo heller ikke.«
Og der står biologien så i dag.

Spis din bror
»Insektsamfund har for mig altid været spændende,« siger Koos.
»Det er ikke kun det, at langt de fleste individer ser ud til at være altruistiske. Men når man nu ifølge Hamilton med rimelighed ved, at deres adfærd er opstået, fordi det tjener deres egen interesse, mht. at få genkopier i næste generation. Så er det næste logiske spørgsmål, er de så enige i, hvordan man skal gøre det?«
Det er de ikke. Set udefra er myrer sociale dyr, der hjælper hinanden og lever i intern harmoni, men inden i tuen hersker en evig kamp om dominans. Uden at blive alt for teknisk forklarer Jes og Koos, at man i et af de simpleste scenarier hos myrer kan forudsige en strid i mellem arbejderne og dronningen i samme bo, fordi et særligt kønsbestemmelses system (haplo-diploidi for de interesserede) betyder, at arbejderne er mere beslægtede med deres søstre end brødre.
Ifølge Hamiltons lov har de dermed en større interesse i at passe deres kommende søstre end brødrene.
»Arbejderne er meget økonomiske. Man kan f.eks. se, at de i nogle tilfælde kun lige akkurat holder en del af han-larverne i live, fordi deres søstre går igennem en periode, hvor de skal have meget mad. Og dér kannibaliserer de så deres brødre og fodrer den til deres søstre,« griner Koos.
»Det betyder bare, at der ikke er noget flot hyggeligt samarbejde i naturen. Det er benhårdt. Simpelthen fordi arbejderen får mere ud af, at søsteren får de rigtige reserver med, når hun forlader boet for at blive dronning i et nyt bo. Og hvis det skal koste en broder, så er det det!«
Det er slægtskab og økonomi i beslutningsprocesser, hvor hvert individ med Jes' ord har »små prisskilte, der viser beslægtetheden«. Brødrene har ligesom dronningen udviklet deres egne reproduktive strategier og hvert myresamfund med sin type sociale adfærd er et resultat af både arbejdernes effektivitet i at skaffe mad og bygge reden og af tuens indre konflikter. Om det hele er genetisk eller miljømæssigt bestemt, finder Koos ikke særlig interessant.

Determinisme
»Det er generelle sociobiologiske principper, hvor man ved, at naturlig selektion har bygget nogle forskellige strategier ind i den typiske instinktive adfærd hos en vilkårlig han eller hun - fjerkræ eller pattedyr,« siger Koos.
»Vi ved jo, at den typiske han-adfærd hos pattedyr og fugle er anderledes end hun-adfærd uden, at man behøver at overføre en så bred generalisering til mennesker.«
Hanner vil f.eks. typisk satse på mange parringer, mens hunner er mere begrænsede pga. deres biologi, og er nødt til at investere meget i hvert enkelt afkom. Det hele kan forklares med godt køb-mandsskab for, hvordan man organiserer reproduktion - i en strid imellem mor og far om, hvem der får mest ud af deres investeringer.
»Det er dog betingelserne i miljøet, som afgør, hvad den naturlige selektion præcis ender med,« siger Koos: »Den oprindelige diskussion om 100 procent arv eller 100 procent miljø holder ikke - alle træk har en komponent fra begge. Adfærdstræk har sandsynligvis en arvelige komponent på fem, 10 eller 30 procent - muligvis fem procent under visse betingelser og 30 procent under andre betingelser. Det er nok til, at den naturlige selektion har haft en betragtelig indflydelse på adfærden over evolutionær tid. Hvilke træk, der så i dag kommer til udtryk, afhænger i høj grad af omgivelserne.«
Ingen tror længere på, at adfærden er fastlåst i vores gener (eller omvendt i miljøet). Gennem evolutionen kan mandschauvinistiske samfund, promiskuitet og mænds stræben efter social status godt forklares ud fra et biologisk synspunkt, men det er ikke en statisk adfærd. Den kan udmærket påvirkes af f.eks. uddannelse - både hos mænd og kvinder.
»Men man skal ikke tro, at al påvirkning går lige nemt, for vi er ikke født som blanke tavler, som kulturen blot kan skrive på. Noget af skriften hænger bedre fast end andet,« siger Jes.
Modsat påstanden i halvfjerdserne ligger sociobiologien ikke op til et mandsdomineret samfund, men snarere en accept af de kønsbestemte forskelle og en opfordring til at indrette en politik, der tager hensyn til begge køn istedet for at opfordre mænd til at opføre sig mere kvindeligt eller kvinder til at opføre sig som mænd.

FAKTA Hamiltons lov
*Hamiltons lov (b > rc) siger, at naturlig selektion fremmer en altruistisk (selv-opofrende) social adfærd, når antallet af genkopier hos slægtninge, der hjælpes, overstiger tabet af genkopier i eget afkom ganget med altruistens beslægtethed med slægtningene i forhold til egne unger. Loven sammenlignes med Einsteins simple ligning e=mc2.

Copyright © Rasmus Kragh Jakobsen og Dagbladet Information