Kan de gendanne os?
9.  december  2002
Idéen om terapeutisk kloning er forældet. I stedet sætter forskerne deres lid, flid og penge på stamceller

Af Rasmus Kragh Jakobsen

Historien om Peter Pan og Wendy og hendes søskende, der drysses med Klokkeblomsts alfestøv og tager med ud til Peters spændende, men grusomme verden, er ikke bare et børneeventyr. Under forfatteren James M. Barries verdensberømte historie fra 1904 gemmer sig en grum og barsk sandhed om ikke at ville modnes, blive voksen og tage ansvar for eget liv. En sandhed, der i psykologien kaldes 'Peter Pan-syndromet', men det er også kernen i en meget aktuel videnskabelig etisk debat. På Christiansborg har man udskudt at tage stilling til, om danske forskere må forske i 'Peter Pan-celler' - bedre kendt som humane embryonale stamceller. I Peters fantasiverden er det ham selv, som er helten og kan det hele. I vores verden peger rigtig meget på, at de her specielle celler, der ikke modnes og bliver voksne, i en nær fremtid vil blive vores helte. Et medicinsk mirakel, hvor vi kan styre og på kontrolleret vis overtale Peter Pan-cellerne til at modnes og erstatte skadet væv i mange patienter med alvorlige sygdomme.

Startede med Dolly
I sidste halvdel af 90'erne har især to videnskabelige gennembrud bragt os i den situation, vi står i i dag. Det er kloningen af fåret Dolly i 1997 i Ian Wilmuts laboratorium på Roslyn Instituttet i Skotland. Og det er James A. Thomsen, der i november 1998 skabte de første cellekulturer af humane embryonale stamceller på University of Wisconsin i USA. Med de to nye opdagelser synes et medicinsk mirakel lige om hjørnet. Alle problemer med uforligelige vævstyper kunne nu løses. 'Hypet' bølgede over verden, og alle snakkede om, hvordan man kunne tage kernen med DNA'et og arvematerialet fra en sine egne celler og putte ind i et tømt æg, ligesom man havde gjort med Dolly. I stedet for at sætte embryonet op i en livmoder, ville man høste de embryonale stamceller, og vupti havde man sine helt egne personlige reservedele uden problemer med immunforsvaret. Terapeutisk kloning kaldte man det for at skelne fra det befængte ord 'kloning'. Stemningen blandt de fleste forskere er siden dæmpet så meget, at man ikke rigtig tror på terapeutisk kloning som en praktisk mulighed i klinikken.
»Det ligger for langt ude i fremtiden til, at den teknik ville give resultater, der kunne ende som celler, der kan gå ind i en patient,« siger forskningschef Ole D. Madsen fra Hagedorn Research Institute.
I stedet er embryonale stamceller uden kloning det store håb. Den 20. juni offentliggjorde det højt ansete tidsskrift Nature to skelsættende forskningsresultater om stamceller. Dr. Ronald McKay's forskergruppe fra National Institute of Neurological Disorders and Stroke i Bethesda i USA viste, at embryonale stamceller fra mus kan udvikle sig til den type hjerneceller, Parkinsonpatienter mister.

Mere fantastisk
Det rykkede for alvor ved troen på Peter Pan-cellerne. Siden 1981 har man haft stamcellekulturer fra muse-embryoer, og nu var det på tide at få lov til at prøve, om menneskelige embryonale stamceller virkede ligeså godt. Det andet resultat var næsten endnu mere fantastisk. Dr. Catherine M. Verfaillie fra Stem Cell Institute ved University of Minnesota i USA viste, at en bestemt klasse af stamceller kaldet MAPC (multipotent adult progenitor cells) fra knoglemarven i mus, rotter og mennesker kan dele sig uendeligt dyrket i cellekultur. Det svarer til embryonale stamcellers evne. Men ikke nok med det. Når disse MAPC'er fra mus injeceres i muse-embryoer, kan de udvikle sig til de fleste vævstyper. Pludselig har forskerne måske et alternativ til embryonale stamceller, der er ligeså etisk uproblematisk som knoglemarvstransplantationer. Selv om det ser lovende ud, er det stadig kun Verfaillies egen gruppe, der har kunnet skabe stamcellerne, og forskerne er forsigtige med at drømme. Men cellerne er et lysegrønt håb. Ifølge Ole Madsen, der er med i et internationalt samarbejde med Versaillie, er han meget opmærksom på, at MAPC'erne ikke bør tage opmærksomheden fra de embryonale stamceller. Dels har der vist sig forskellige problemer med knoglemarvsceller, og dels er embryonale stamceller meget nemmere at forske i, fordi de gror langt hurtigere og er nemmere at håndtere.
»Det er det generelle forskersynspunkt, at det vil være vigtigt at have adgang til begge cellelinjer for at kunne sammenligne deres potentiale i forskellige retninger,« siger Madsen.
Forskernes bud på fremtidens medicinske mirakel hedder, at man skal have en bank af forskellige stamceller, der passer på alle menneskehedens vævstyper og dermed kan transplanteres uden store problemer.
»Der er estimater, der ligger på et par tusinde cellelinjer på verdensplan,« siger Madsen.

År ude i fremtiden
Men det ligger et stykke ude i fremtiden. I første omgang vil man i Danmark og EU gerne have lov at studere et begrænset antal humane embryonale stamceller for at klarlægge Peter Pan-cellernes potentiale som klinisk reservedelslager.
»Man starter med beskedne skridt, hvor et mindre antal cellelinjer vil være utrolig vigtigt som forskningsredskab for at se, hvor gode de her celler er. Der skal være 'proof of concept'-studier, der viser, at de kan det, vi forventer, og at vi kan styre processen og så vise med transplantationsforsøg i mus, at de kan kurere de sygdomme i mus, som vi gerne vil have, de skal kunne gøre i mennesker « siger Madsen.
»Og hvis de kan gøre det uden at have nogen form for risiko, så er vi nok nogle år ude i fremtiden. Det er så først der, at det store behov for mange forskellige stamcellelinjer vil blive en realitet.«
- Til den tid har man måske fundet ud af, at MAPC'er er et ligeså godt alternativ?
»Det kunne man sagtens forestille sig. Og man kan sige, at hvis MAPC'erne bliver en succesfuld teknik, vil den fuldstændig overflødiggøre behovet for at lave terapeutisk kloning, fordi der har du mulighed for at lave en patientspecifik stamcelle.«

Copyright © Rasmus Kragh Jakobsen og Dagbladet Information