Klodens dagbog er skrevet i is

Hun kan næsten ikke vente. »Egentlig er det noget andet, vi skal snakke om, men jeg synes lige jeg vil vise dig noget meget spændende,« siger professor Dorte Dahl-Jensen fra Afdelingen for Geofysik ved Københavns Universitet og forsvinder hurtigt ind på nabokontoret.
Hun er leder af et stort internationalt forskningsprojekt, der de sidste 8 år, har boret dybere og dybere ned i den grønlandske indlandsis. Hver sommer er forskerne vendt tilbage til deres borehuller for at trække iskerner op, der kan fortælle dem om klimaet mange tusind år tilbage. Hele islaget over Grønland stammer nemlig fra sne, der år efter år er faldet på overfladen og blevet gemt til eftertiden. Sidste år nåede forskerne helt ned til bunden – 3.085 meter nede eller 123.000 år tilbage i tiden og deres resultater er i sidste uge blevet offentliggjort i det ansete videnskabelige tidsskrift Nature.
Dorte Dahl-Jensen kommer tilbage med en plakat under armen, som hun ivrigt folder ud. Den er ligeså høj som hende selv og viser en serie af flotte røde cirkler på en sort baggrund, der i en anden sammenhæng kunne forveksles med billeder af Mars eller petriskåle. De røde cirkler viser noget helt særlig rød is, som forskerne har fisket op fra bunden.
»Vi borede en masse rød is op i år,« siger Dorte Dahl-Jensen.
»Før vi tog hjem sidste år, ramte vi ned i bundvandet under isen og så trykkede det sig 45 meter op i hullet. Bundvandet er fyldt med urenheder og meget rødligt.«

Sensationel grannål
Trykket fra de enorme ismasser og varmen fra vulkansk aktivitet betyder, at den nederste is faktisk smelter og løber i floder eller fjorde under isen.
Sidste år lod forskerne så vandet stå og fryse til is for at kunne bore det røde frosne bundvand op i år. De røde cirkler på plakaten viser et snit af borekernerne med omtrent 3,5 meter imellem. Man kan se et stykke hvid is langsomt blive større i hver cirkel efterhånden som boret nærmede sig bunden.
»Det er der, hvor vi begynder at bore ind i kanten af den gamle gletcher is, som ligger ved siden af vores hul. Og så helt ned ved bunden fandt vi den her«, siger hun og peger smilende på en flosset lille splint helt nede i hjørnet af plakaten. Det er en lille grannål. Og det er den, der er så spændende, at Dorte Dahl-Jensen bare må vise os den.
»Den er kun en centimeter lang. Men den er sikkert mange millioner år gammel. Det er længe siden, der har været grantræer på Grønland. Der har i hvert fald ligget is i to millioner år, men nogle forskere mener seks eller syv millioner år«, forklarer hun.
Nålen er en rest af et helt andet Grønland, end det vi kender i dag. Uden is, sæler og isbjørne. Med helt andre dyr end i dag og måske med tidlige mennesker. Det er bestemt ikke et helt normalt fund.
»Vi har aldrig før set sådan en nål. Formålet med at tage op til borehullerne i år var at få fat i organisk materiale, som det røde bundvand kan have stort indhold af. Det kan være egentlige planterester, men også dna og meget små ting, som kan stamme fra det liv, der var, før isen kom,« siger hun, holder en kort pause og tilføjer så forsigtigt.
»Men der kunne jo også være en livsform dernede.«

Liv under isen
At finde helt nye ukendte livsformer, der har levet i deres eget rige tre kilometer under isen, ville være en videnskabelig sensation, som er de færreste forskere forundt. Så det er ikke så underligt, at Dorte Dahl-Jensen næsten ikke tør sige det.
Men kan man overhovedet forestille sig, at noget kan overleve i kulden og mørket under ismassernes enorme tryk, der er 300 gange så stort, som det vi er vant til her ved havets overflade?
»Der er jo nul grader dernede, fordi isen smelter og det er faktisk ikke særligt koldt. Og der bliver tilført luft fra overfladen gennem luftbobler, der smelter ud af isen og der er også urenheder, så alle livsbetingelser er til stede,« siger Dorte Dahl-Jensen og tilføjer:
»Alle de andre steder på jorden, hvor man har kigget efter liv, har man fundet det i en eller anden form.«
Der er for eksempel fundet en utrolig mængde liv omkring vulkanske aktiviteter i dybhavet under tryk, der sagtens tåler sammenligning med presset fra indlandsisen. Og den såkaldte Vostok-sø, der er fundet dybt under isen på Antarktisk har også vist tegn på liv.
»Vi har undersøgt lidt af det, vi fik med derfra sidste år, og vi finder dna i det. Men langt det meste af det røde er formentlig støv, som er blæst ind på isen. Det er kun tre uger siden vi fik isen med hjem og nu tager vores styregruppe og alle de internationale samarbejdspartnere stilling til, hvordan vi skal gå frem,« siger hun og prøver at slå koldt vand i blodet.

Snapshot af 100.000 års klima
Indlandsisen på Grønland har vist sig at være en fantastisk kilde til viden om vores forhistoriske klima, og det er egentlig det Dorte Dahl-Jensen og hendes kolleger har offentliggjort i Nature. Det nye er, at videnskaben med den 3.085 meter lange iskerne for første gang har en ubrudt historie om vores klima 123.000 år tilbage i tiden. År for år ligger isen i nydelige lag ovenpå hinanden hele vejen ned til bunden og indefrosset i isen er luftbobler med atmosfæren fra det år.
»Vi kalder det årlagene og det er stort ligesom årringene i et træ, bortset fra, at man ikke kan se dem,« siger Dorte Dahl-Jensen.
»Det er bare en klar stang is, når man holder iskernen op. Men en af de fantastiske ting er, at lagene helt nede ved bunden er en hel cm tykke, hvilket giver en utrolig god opløsning.«
Det er meget præcise data, forskerne nu har fået om klimaet hele vejen tilbage til før den sidste istid. Det er så nøjagtigt, at de for hvert år kan måle både temperaturen og mængden af drivhusgasser som kuldioxid og metan og dermed få et helt præcis billede af, hvordan atmosfærens indhold af gasserne og temperaturen har udviklet sig frem mod i dag. Iskernerne fra Grønland er sammen med lignende kerner fra andre steder i verden blevet grundlaget for diskussionen af klimaet.
Iskernerne viser, hvordan klima og drivhusgasser svinger ’naturligt’ – altså uden menneskers indblanding. Det giver et udgangspunkt for at forstå, hvilken indflydelse menneskeskabte udledninger af drivhusgasser har på vores klima.
»Det nuværende indhold af kuldioxid og metan er meget højere end det, der svarer til vores temperatur og vores klimaniveau. Det skyldes de menneskeskabte drivhusgasser og så begynder vi at bryde vores erfaringsmønster og forståelse af hvordan klimaet opfører sig,« siger Dorte Dahl-Jensen.
»Jeg plejer at sige, at vi er et meget modigt folk, at vi tør kaste os ud i et så globalt eksperiment, hvor vi ikke har meget forståelse for, hvad der egentlig vil ske.«
Og der er tegn på at klimaet er begyndt at ændre sig.
»Det man siger nu er, at der måske er en højere grad af urolighed i klimaet - flere katastrofe begivenheder som tornadoer i USA og størrere oversvømmelser i Europa. Det ser ud som om der en voldsom trend i det,« siger Dahl-Jensen.
Andre steder som f.eks. i Danmark kan man måske endda se lidt optimistisk på klimaforandringerne.
»Her i Danmark ser vi ændringen som mildere vintre, hvorimod somrene er uforandrede. I bund og grund er det jo ikke så skidt for Danmark. Vi har fået et meget rart klima som vi godt kan leve med.«

Blød start på istid
Hun understreger, at klimaet altid har ændret sig og det aldrig har været stabilt på Jorden. Den periode vi lever i nu kaldes en mellemistidsperiode og er en varm periode på typisk 10-20.000 år. Klimaet på Jorden skifter mellem kolde istider på 40-100.000 år og de varme mellemistider. Her fortæller de sidste 35 meter af forskernes iskerne en særligt spændende historie.
Isen her stammer helt tilbage fra før den sidste istid - den såkaldte Eem-tid 130-115.000 år før nu. I Eem-tiden var klimaet cirka fem gradere varmere end nu, havet stod 5 meter højere og flodheste levede langs Themsens og Rhinens bredder ligesom løver og elefanter huserede i det sydlige England.
»Det er nogle meget spændende meter iskerne, fordi de kan fortælle os om noget vi ikke ved så meget om, nemlig hvordan en istid starter,« siger Dorte Dahl-Jensen.
»Det burde vi måske bekymre os meget om, fordi der er gået 11.500 år med varmt klima, og på et eller andet tidspunkt skal istiden komme igen.«
Men de nye resultater viser, at istiden ikke kommer brat. Det er derimod en blød overgang, hvor klimaet stille og roligt bliver koldere og koldere over en periode på omkring 3.000 år. Der er altså ingen profeter som råber op om en snarlig katastrofe, hvor isen på få år kommer væltende ind over landet.
Man mener istider bliver startet af et fald i indstrålingen af lys fra Solen, som hænger nøje sammen med Jordens bane om den. Det er noget man helt præcist kan beregne og som passer med den naturlige cyklus af istider og mellemistider Jorden hidtil har oplevet. Ud fra den teori er der ingen, som forudsiger en istid før om 10.000 år eller slet ikke.
»Kombineret med drivhusgasserne og den globale opvarmning er vi måske ved at ændre vores klimacyklus og man kan man spørge om vi overhovedet får en ny istid,« siger Dorte Dahl-Jensen.

Copyright © Rasmus Kragh Jakobsen og Dagbladet Politiken A/S www.pol.dk