Chimpanser med fjer
- kloge krager tvinger forskerne til ændre syn på intelligens
8. april 2009
Kragefugle er lige så intelligente som chimpanser og overgår dem endda på nogle punkter. Det er den provokerende konklusion på en række forsøg med krager, ravne, skader og råger. Evolutionen har tilsyneladende fundet flere veje til høj intelligens, og det udfordrer det hidtidige syn på mennesket som enestående.

Af Rasmus Kragh Jakobsen

Mennesket er enestående, ingen tvivl om det, men hvor specielle er vi egentlig?
De sidste 10 år har det ene provokerende adfærdsstudie efter det andet dokumenteret, at fugle har utrolige mentale kræfter. En intelligens, der er på højde med menneskeaber og nogle gange endda bedre.
Ravne, krager, skader og andre kragefugle kan planlægge fremtiden, tænke logisk og løse komplekse nye problemer, genkende andre, samarbejde, lave redskaber, som er mere avancerede end chimpansers. Fuglene udviser endda evne for at forstå andres intentioner og mål - det forskere kalder 'theory of mind', der ofte betragtes som den ultimative test for bevidsthed.
At ravne og krager er intelligente kommer nok ikke bag på havemænd og jægere, der fx beretter at de holder sig på lang afstand af en mand med et gevær. Ja, de tæller endda, hvor mange personer, der går ind i en hytte og nærmer sig ikke før alle er kommet ud. Vikingerne vidste det også, og ravne var ophøjede som Odins, gudernes konges, øjne i verden.
Men én ting er anekdoter og myter en anden er de videnskabelige resultater, som nu tvinger forskerne til at betragte vores egen intelligens i et nyt lys. Fugle og menneskers udviklingslinjer deltes allerede inden dinosaurerne for næsten 300 mio. år siden. Hvis fugle har fantasi, opstiller hypoteser og forudser fremtiden kan intelligens umuligt være enestående for menneskets lille hjørne af livets mangfoldighed. Tværtimod peger studierne af fuglene på, at høj intelligens og bevidsthed er opstået i vidt forskellige dyrelinjer uafhængigt af hinanden. Det rejser spørgsmålet om, hvad der kan have drevet sådanne mentale kræfter frem hos såvel kragefugle som menneskeaber.
En af de centrale skikkelser bag fuglestudierne er professor Nicola Clayton, som sammen med sin mand, professor Nathan J. Emery, og psykologen Anthony Dickinson – alle fra Cambridge-universitetet – har fravristet fuglene overraskende oplysninger om deres intelligens ved hjælp af snedige eksperimenter.
I et banebrydende forsøg fra 1998 viste Clayton og Dickinson, at skader besidder en bestemt form for hukommelse, der kaldes episodisk hukommelse, som forskerne ellers anså for enestående for mennesker. Episodisk hukommelse vil sige evnen til at huske bestemte tider og steder og kæde dette sammen med oplevelser, følelser og konkret viden.

Skader husker sidste salgsdato
Selv chimpanseforskere kan have vanskeligt ved at overbevise andre biologer om, at menneskeaber har episodisk hukommelse, så da Clayton hævdede, at fugle besad denne evne, satte det gang i en voldsom diskussion blandt forskerne.
På det tidspunkt var fugleforskerne optaget af, om skader, der samler forråd, overhovedet husker, hvor de gemmer føden, eller om de bare finder den tilfældigt. Clayton havde bemærket, at skader også gemmer føde, der fordærves hurtigt, og mente derfor, at de måtte huske mere end blot, hvor de gemte maden. På en konference mødte hun Anthony Dickinson, som ikke kunne se nogen grund til, at fugle skulle have episodisk hukommelse, og de to forskere blev enige om at afgøre sagen ved at teste fuglene.
Clayton og Dickinson gav floridakratskader to slags føde – nødder, der holder sig længe, og larver, der kun holder sig i kort tid. Efter at fuglene havde haft tid til at gemme forråd, blev de anbragt i et andet bur, og der gik mellem fire timer og fem dage, inden de fik lov at komme tilbage. Det viste sig, at tiden var helt afgørende for, hvilken type forråd fuglene gravede op. Når der kun var gået fire timer, foretrak de larverne, mens de efter fem dage helt undgik de steder, hvor larverne var begravet. Tilsyneladende
kunne de både huske, hvad der lå hvor, og vidste, om det stadig kunne spises.
Forsøget brød helt med forskernes hidtidige opfattelse af fugles mentale evner og viste, at de havde en langt større bevidsthed, end man indtil da havde tillagt noget dyr. Langt den meste forskning i dyrs bevidsthed og intelligens var gjort på menneskets nærmeste slægtninge, chimpanser og makakaber. Næsten ingen forskning var gjort på andre dyr – ganske enkelt, fordi man ikke forventede at finde noget. De tidlige adfærdsbiologer var nærmest bange for at tale om bevidsthed og fokuserede på at beskrive adfærd, der var typisk for forskellige arter. Nobelprisvinderne Nico Tinbergen og Konrad Lorenz, der regnes for grundlæggerne af moderne adfærdsbiologi, var optaget af, hvad der var tillært og medfødt, men ikke af, om dyr var bevidste.sultne rundt i flere timer.

Fugle checkede ind på hotel
Med Claytons gennembrud åbnede der sig en hel række nye spørgsmål, som hun og andre ikke var sene til at kaste sig over. I 2006 viste Clayton og hendes kolleger, at fuglene ikke blot husker, hvad de har gemt hvor, men også, hvem der har set dem gøre det. Fuglene bruger erindringen om, hvem der så på, til at afgøre, om de bør flytte forrådet.
Senest har Clayton og Dickinson vist, at skader kan foretage en mental rejse ud i fremtiden og tilpasse deres adfærd i nutiden derefter. I forsøget lod forskerne fuglene checke ind på en slags fuglehotel med tre værelser, som de frit kun benytte i løbet af dagen. Når det blev mørkt, faldt fuglene i søvn, men i løbet af natten flyttede forskerne dem, så de næste morgen vågnede op i ét af to værelser. I værelse 1 stod morgenmaden altid klar, når fuglene vågnede, mens de i værelse 2 måtte gå sultne rundt i flere timer. En dag ændrede forskerne imidlertid forsøget, sådan at fuglene fik mulighed for at gemme føde i løbet af dagen. Fra første færd lavede skaderne tre gange så meget forråd i det dårlige værelse 2 som i værelse 1 – vel at mærke uden at de vidste, hvilket værelse de selv ville vågne op i.
Forsøget viser, at fuglene er i stand til at forudse et behov, der vil opstå i fremtiden. Den slags mental tidsrejse er ellers en evne, som psykologer hidtil har ment var noget enestående for mennesker.
“Kragefugle har vist sig at have evner, der er næsten lig chimpansernes. Min mand kalder dem faktisk fjerede menneskeaber,” fortæller Nicola Clayton.
Ægteparret Nicola Clayton og Nathan Emery, mener, at menneskeaber og kragefugle har haft meget ens udfordringer i naturen. De bygger på Nicholas Humphrey, som i 1976 ud fra studier af vilde chimpanser hævdede, at livet i en social gruppe kræver mere hjernekraft end de mest avancerede tekniske opgaver. Det at holde styr på, hvem der gjorde hvad mod hvem, at kunne “networke” og lave strategiske studehandler er ifølge Humphrey en stærk drivkraft bag vores mentale evolution. Præcis det samme kan have gjort sig gældende for kragefuglene, der hører til de mest sociale fugle og, sammen med papegøjer, har nogle af dyrerigets største hjerner i forhold til deres kropsvægt.

Krager snyder og bedrager
De seneste år har Clayton og andre forskere gransket forskellige sider af kragefuglenes intelligens. Et vigtigt aspekt af deres sociale liv er tyveri og snyd. Mange kragefugle gemmer forråd – nogle arter over 30.000 enkeltobjekter – men de er bestemt ikke blinde for, at de kan spare sig en masse arbejde ved i stedet at plyndre deres artsfællers forrådskamre.
Tyv tror, hver mand stjæler, siger man, og det gælder i høj grad også blandt kragefugle. Når en fugl har stjålet fra en anden, slår gerningsmanden ikke blot en kontakt fra, der sletter erindringen om tyveriet. Tværtimod bliver den tyvagtige fugl ekstra bevidst om, hvad de andre kan finde på, og der udspiller sig et fascinerende psykologisk strategispil. Det er en slags mentalt våbenkapløb, hvor tyve prøver at snyde tyve. Ifølge Clayton har den slags psykologiske “snyd eller bliv snydt”-spil om livsvigtige ressourcer fungeret som et mentalt våbenkapløb, der har udviklet fuglenes intelligens.
Et andet udtryk for intelligens, som forskerne har påvist, er, at fuglene kan opstille hypoteser. I et spændende forsøg testede biologerne Thomas Bugnyar og Bernd Heinrich ravnes opfindsomhed ved at hænge en snor med et stykke kød op på en pind for at se, hvordan de ville få fat i det. Ingen af ravnene havde prøvet noget lignende før, men fem ud af seks fandt på kort tid løsningen ved at sætte sig på pinden og hale snoren ind. Det kan lyde simpelt, men kræver en hel serie af handlinger i rigtig rækkefølge: Tag snoren med næbbet, træk den et stykke op, hold fast med kloen, giv slip med næbet, tag fat længere nede osv.
Det virkelig imponerende var dog, at flere af ravnene løste opgaven ved at betragte opstillingen i flere minutter, inden de fløj direkte hen på pinden og halede kødstykket op. Det vidner om enorme mentale muskler, at fuglene således kan opstille og teste hypoteser i tankerne for at nå frem til den rigtige løsning. Men var det virkelig logik eller bare held?
En af fuglene løste aldrig opgaven, og måske reagerede de andre blot på, at kødet kom tættere på, hver gang de trak.
Forskerne gennemførte derfor endnu en test af ravnene. Her blev kødet hængt op, sådan at fuglene imod enhver intuition skulle trække ned i snoren for at hive kødstykket op. Snoren var trukket op over en anden pind lidt højere oppe og om bag et trådnet, der forhindrede fuglene i at trække op i snoren. Det viste sig, at alle fem fugle fra første forsøg hurtigt gennemskuede og løste opgaven. Andre ravne, som ikke havde løst den første opgave, var derimod på herrens mark og kunne ikke klare udfordringen.

Krager har to redskabskulturer
Forsøget med kødstykket og snoren demonstrerer tydeligt, at fuglenes hjerner har en god forståelse for fysik, er fleksible, så de kan løse opgaver, de aldrig har mødt før, og endda kan bygge videre på viden, de har opnået tidligere.
Derfor er det måske heller ikke så overraskende, at kragefugle har fundet ud af at bruge redskaber. Den nykaledoniske krage er fuglenes ukronede redskabsmester. På de øer, hvor kragerne lever, er der forskellige traditioner – nærmest lige som vores forfædres redskabskulturer – der kan opdeles i to typer. Et spidst spyd til at fiske larver og insekter ud af revner og huller, hvor næbbet ikke kan nå, og et fladt savtakket blad til samme formål. Begge redskabstyper er mere avancerede end de redskaber, chimpanser bruger til at fiske termitter med, og ifølge professor Russel Gray fra University of Auckland på New Zealand blev de først overgået af de stenøkser, vores egne forfædre skabte for 1,5 mio. år siden.
Nu har Russel Gray og phd.-studerende Alex Taylor gennemført en række forsøg, der viser, at kragerne kan løse en type opgave, som ingen andre dyr bortset fra mennesker kan løse. I et forsøg i 2007 viste de, at mens andre dyr kun bruger redskaber til at skaffe føde, kan kragerne bruge redskaber til at skaffe sig andre redskaber. Konkret skulle fuglene bruge en lang pind til at fiske føde ud af et hul. Problemet var, at de kun havde fået en kort pind, men i en af flere kasser lå der en lang pind bag et gitter. Uden videre betænkning gik seks ud af otte krager direkte hen til den rigtige kasse og fiskede hurtigt den lange pind ud med den lille pind i næbbet, hvorefter de hoppede hen og fiskede føden op.
Det er selvfølgelig umuligt at vide, hvad kragerne egentlig tænker, og om de erkender det samme som os. Men forsøgene har i hvert fald gjort det klart, at mennesket og vores nærmeste slægtninge ikke har monopol på høj intelligens. Spørgsmålet er så, hvor meget fuglene ligner os, når man skraber ned under overfladen. Der er brug for flere sammenlignende studier, og Nicola Clayton og Nathan Emery har netop offentliggjort et om samarbejde mellem råger.

Samarbejde er baseret på sex
Forskerne placerede nogle af rågernes livretter på et bræt uden for deres rækkevidde. Den eneste måde at få fat i godbidderne på var ved at trække i to snore. Da snorene ikke var fastgjort, var fuglene nødt til at trække samtidig. Imponerende nok løste alle rågepar problemet på kort tid, lige som chimpanser har gjort.
Men der var en forskel i forhold til aberne. Når chimpanser laver den slags forsøg, tager de bestik af, om den ene part kan nå at spise al maden, hvis det hele fx er placeret i den ene side af bakken. Det tænker rågerne tilsyneladende ikke over. Ydermere lader rågerne ikke til helt at forstå værdien af samarbejdet, for når den ene makker først skulle gennem en lem, ventede den anden ikke, men trak bare i snoren. Chimpanser forstår, at de skal vente, og forskerne tolker det sådan, at den mentale baggrund for samarbejdet er mere kompleks hos aberne.
Forskerne mener, at årsagen skal findes i chimpansers og kragefugles forskellige seksuelle systemer. Råger lever i faste par, selv om de er en del af en stor flok. Chimpanser skal derimod forholde sig til en dynamisk blanding af samarbejdspartnere og konkurrenter. For chimpanser er samarbejde med skiftende makkere helt nødvendigt, mens råger kan nøjes med at forholde sig til én anden fugl.

Vil sammenligne børn med fugle
Det er ikke let at lave sammenlignende studier på tværs af arter, der er vidt forskellige. Alligevel er Clayton netop gået i gang med den endegyldige sammenligning: At give tre-fem-årige børn de samme hukommelsesopgaver som skaderne – dog med legetøj i stedet for larver.
“Hvis man havde spurgt mig for ti år siden, om jeg skulle lave forskning på børn, ville jeg have grinet højt og sagt “aldrig””, fortæller Nicola Clayton.
Hendes forsøg med fugle har nu også inspireret en række andre forskere, der vil udforske intelligens hos dyr.
“Man kan undersøge papegøjer, delfiner og andre. Forhåbentlig kommer vi væk fra det her med, hvem der kan mest, og over til at søge lighederne”, siger Clayton.
Hun håber, at bidrag fra adfærdsstudier af mange dyr vil skabe en teoretisk ramme, der gør det muligt at skille intelligens ad i dens enkelte bestanddele.
Sammen med Nathan Emery peger hun allerede nu på, at chimpanser og kragefugle har den samme mentale værktøjskasse, hvor redskaberne hedder logisk tænkning, fleksibilitet, forestillingsevne og mentale tidsrejser. Det vidner om, at evolutionen har frembragt højere bevidsthed og intelligens flere gange og i vidt forskelligt opbyggede hjerner.
Fremtidige studier må vise, i hvor høj grad andre dyr besidder de samme mentale redskaber, og om sociale udfordringer er den eneste vej til intelligens. Allerede i dag står det dog klart, at fuglene har vendt op og ned på vores indgroede idé om, at dyr er mindre intelligente, jo fjernere slægtninge de er til os selv.



RAVNE SIKRER SIG MOD TYVE
Bernd Heinrich fra University of Vermont og den østrigske forsker Thomas Bugnyar har vist, at ravne ikke alene kan huske, hvilken slags føde de har gemt hvor, men også hvem, der har set dem gøre det. Forskerne lod en ravn gemme forråd, mens to andre ravne sad i et bur ved siden af. Den ene del af buret var dækket til, så ravnen her ikke kunne se ud, mens den anden ravn havde frit udsyn og kunne se, hvor forrådet blev gemt. Når forskerne derefter lod fuglene komme ud af buret og ind til ravnen, der havde gemt forråd, var denne aggressiv over for den ravn, som havde kunnet se, mens den anden fik lov at færdes frit, selv helt tæt på det gemte forråd. Den fugl, der havde set gemmestedet, gjorde sig på sin side umage for ikke at røbe sin viden.

KRAGER GLEMMER ALDRIG EN FJENDE
Ved University of Washington i USA har biologen John Marzluff og en gruppe af hans studerende dokumenteret, at ikke blot krager i laboratoriet, men også vilde krager kan genkende mennesker, som de har været i kontakt med. Forskerne iførte sig alle den samme teatermaske, inden de indfangede og mærkede nogle af fuglene. Kragerne kunne derefter huske den maske, der havde fanget dem. Hver gang en forsker iførte sig masken og gik en tur i området, blev han mødt af ophidsede krager, der skreg højt for at skræmme personen væk. Andre masker var kragerne helt ligeglade med. I løbet af et par måneder blev der endda flere og flere rasende krager i området. Ifølge John Marzluff viser forsøget, at fuglene både selv kan huske fjender og give deres viden videre til andre.

FUGLE KAN TÆNKE I BEGREBER
Nykaledoniske krager er i stand til at forstå generelle begreber.
Det viser et forbløffende forsøg, som biologerne Heinrich og Bugnyar offentliggjorde i 2008. I forsøget skulle kragerne bruge pinde til at skubbe eller trække føde ud af et plasticrør. I bunden af røret var der to huller, et på hver side af godbidden, og forskerne dækkede skiftevis det ene og det andet hul med et låg. Snart lærte alle kragerne at undgå hullet og trække maden hen over låget. Den egentlige udfordring kom, da forskerne skiftede røret ud med en kasse, der så helt anderledes ud, men var indrettet efter samme princip. Alle kragerne forstod straks opgaven og trak maden ud fra det rigtige rum. Fuglene var altså i stand til at overføre begrebet “et hul” til den nye situation – en test, som chimpanser dumper i.

RAVNE OPSTILLER HYPOTESER
Ravne er i stand til at vende et problem i tankerne og overveje mulige løsninger, inden de går i gang med en opgave. I et forsøg bandt forskerne Thomas Bugnyar og Bernd Heinrich et stykke kød i enden af en snor og hængte den op på en pind for at se, hvordan fuglene ville bære sig ad med at få fat i det. Ingen af ravnene havde prøvet noget lignende før, men fem ud af seks fandt på kort tid ud af at sætte sig på pinden og hale snoren ind. Det kræver en kompliceret række af handlinger udført i bestemt rækkefølge. Det virkelig imponerende var dog, at flere af ravnene begyndte med at betragte opstillingen i nogle minutter. Efter tilsyneladende at have løst problemet i tankerne fløj de direkte hen på pinden og halede kødstykket op på den mest hensigtsmæssige måde.

SKADER BESTÅR SPEJLPRØVEN
To-årige børn og primater kan genkende sig selv i et spejl. Nu har tyske forskere for første gang vist, at et dyr, som ikke er et pattedyr, kan gøre det samme. Det er den tyske psykolog Helmut Prior fra Goethe-universitetet og hans kolleger fra Ruhr-universitetet, der har lavet spejlforsøg med fem almindelige skader. Fuglene fik klæbet små farvede mærkater på fjerdragten og blev anbragt foran et spejl. Fuglene reagerede med at forsøge at fjerne mærkaterne fra deres krop. Når de fik sat et mærkat på, der havde samme farve som deres fjer, skete der derimod ikke noget. Adfærden viser ifølge forskerne, at skaderne forstår, at det er dem selv, de ser i spejlet.

Copyright © Rasmus Kragh Jakobsen og Illustreret Videnskab.