Et internationalt forskerhold med professor Eske Willerslev, Københavns Universitet, i spidsen har kortlagt det hidtil ældste genom af et anatomisk moderne menneske:
En 24.000 år gammel dreng udgravet i 1920'erne ved Mal'ta nær Bajkal-søen i Sibirien.
Arvematerialet afslører meget overraskende, at drengen er europæer, og det betyder, at en europæisk kultur for 24.000 år siden strakte sig helt over til Bajkal-søen.
Men det virkelig sensationelle er, at næsten alle nulevende amerikanske indianere er efterkommere af Mal'ta-folket - dvs. at indianerne er europæere.
»Det er vildt overraskende, og jeg troede først ikke på det,« siger Eske Willerslev.

'Det får mig til at tabe næse og mund'
Resultaterne afslører, at indianerne må være opstået ved, at to befolkninger mødte hinanden: Østasiatere, som man altid har vidst, indianerne stammede fra - og så europæere. Det ændrer billedet af de amerikanske indianere og løser samtidig flere gåder vedrørende koloniseringen af Amerika.
»For amerikansk arkæologi er det her en virkelig, virkelig stor ting,« siger Willerslev.
Studiet er netop offentliggjort i det højt ansete videnskabelige tidsskrift Nature, men resultaterne begyndte allerede at lække for knap en måned siden, efter at Willerslev talte om fundet på en konference i Santa Fe, USA.
Her udtalte genetikeren Connie Mulligan fra University i Gainesville til Science: »Det får mig til at tabe næse og mund, at amerikanske indianere er en tredjedel europæere.«
Koloniseringen af Amerika har i årtier været et varmt debatteret emne blandt forskerne og et af de store spørgsmål er hvem de første mennesker i Amerika var og hvor de kom fra.

Meget få skeletter fra det rigtige tid og sted
Genetiske analyser hjælpe med at finde svarene på to måder:
Enten ved at kortlægge de genetiske spor i nulevende mennesker, og så rekonstruere hvordan vores geografiske fordeling kan være opstået.
Eller ved at gå direkte til arvematerialet fra tusinder af år gamle forhistoriske levn og kortlægge, hvem de er beslægtet med.
Den første metode har den fordel, at det er nemt at få fat i prøver, men til gengæld er analysen ikke så enkel.
Den anden metode giver et sikkert svar, men til gengæld er der meget få skeletter fra det rigtige sted og tid.
Præcis sådan et skelet var grunden til, at Eske Willerslev befandt sig i Sankt Petersborg, Rusland i 2009 sammen med den amerikanske arkæolog Kelly Graf. Ligesom Willerslev er hun optaget af at opklare, hvem de første mennesker i Amerika var, og hun kendte til fundet fra Mal'ta. Hvis de var heldige, kunne det være et individ fra det stamfolk, som vandrede ind i Amerika over Beringstrædet for ca. 16.000 år siden.
»Det var lidt et long-shot, men alderen var rigtig,« siger Eske Willerslev.

Kortlægning af arvematerialet
Han husker, hvordan en lille tandløs russisk arkæolog, Svetlana Demeshchenko, åbnede døren ind til et enormt bygningskompleks, der oprindeligt var zarernes palads, men i dag er det berømte Hermitage museum.
Demeshchenko's kontor lå langt fra de bonede gulve i zarernes statelige haller i en forfalden del af bygningen, hvor væggene er beklædt med falmede plakater fra gamle arkæologiske ekspeditioner. Hun fandt en lille trækasse med knogler fra drengen, og i løbet af et par dage fik Willerslev lov at skære flere fingernegle store prøver fra overarmsknoglen.
Han fik også prøver fra en lårknogle af et andet ca. 17.000 år gammelt skelet udgravet i Afontova Gora fra samme region.
Tilbage i USA og Danmark fik forskerne bekræftet dateringerne med moderne teknologi og gik i gang med kortlægningen af arvematerialet.
I første omgang blev Willerslev meget skuffet, fordi den indledende undersøgelse afslørede, at det såkaldte mitokondrie-DNA, som kun arves i den kvindelige linje, var en karakteristisk europæisk profil kaldet haplotype U.
»Jeg tænkte, at det kan ikke passe, det måtte være forurening fra en europæer, der havde rørt ved knoglerne,« siger Willerslev.
Den klare forventning var nemlig at finde en østasiatisk haplotype, fordi undersøgelser viser, at 97 procent af nulevende amerikanske indianere har en af fire mitokondrie haplotyper kaldet A, B, C og D, som uden for Amerika findes i Østasien. (De sidste 3 procent er den gådefulde undtagelse kaldet haplotype X, som vi kommer tilbage til.)

Projektet blev genoptaget med lynets hast
For at gøre en lang historie kort, blev projektet lagt på is i mere end et år, indtil studiets førsteforfatter Maanasa Raghavan alligevel kortlagde mere og pludselig kunne se detaljer af drengens kønskromosom Y. Det repræsenterer godt nok også en europæisk linje kaldet R, men detaljerne afslører en meget gammel og basal linje fra før nulevende europæeres og vestasiaters Y-kromosomer.
Det fik forskerne til at kigge på mitokondrie-haplotypen igen, og det stod snart klart, at der var tale om en særlig haplotype U, som er tættest på det, man finder blandt de første jæger-samlere i Europa.
»Så kan du ellers tro, vi begyndte at sekventere løs,« siger Eske Willerslev.
Det er nu lykkedes holdet at få kortlagt hele det sibiriske arvemateriale i en lidt rå udgave kaldet 1x, som ikke er prangende, men rigeligt til at kunne analysere slægtskaber. Det står klart, at drengen er af samme stamgruppe som nulevende europæere, og de arkæologiske fund, som blandt andet omfatter Venus-figurer, repræsenterer dermed en kultur, som har været langt mere vidtstrakt end hidtil antaget. Man kender lignende Venus-figurer fra fund i Europa, som for eksempel den østrigske 22-24.000 år gamle tykke dame, Venus af Willendorf, og de menes at være frugtbarhedssymboler.

Europæere og østasiater gik til den
Men det helt store gennembrud kom bioinformatikerens Pontus Skoglund fra Uppsala Universitet i Sverige med, da hans analyser viste et tæt slægtskab til amerikanske indianere, men ikke noget til østasiatere.
Forskerne kan beregne, at 14-39 procent af de amerikanske indianeres arvemateriale stammer fra Mal'ta.
»Det er meget, det er virkelig meget,« siger Eske Willerslev og fortsætter:
»Det viser, at europæere og østasiater mødte hinanden og så havde virkelig massiv sex, og det var det, der skabte de amerikanske indianere.«

To grene af det moderne menneske
De amerikanske indianere bærer altså omkring en tredjedel europæer og totredjedele østasiater, og det viser, at de være resultatet af et møde mellem to grene af det moderne menneske. Én gren, som har fulgt Asiens østkyst, og én gren, som er gået fra Europa øst over Asiens stepper.
Præcis hvor de to grene er mødtes, kan forskerne endnu ikke sige, men et godt gæt kan være, at de er mødtes, efter at den østasiatiske linje er skilt ud fra andre østasiatere højt mod nordøst ved selve porten til Amerika i det enorme landområde mellem Sibirien og Alaska, der kaldes Beringia. Her kan man forestille sig, at der har været en slags rugekasse, hvorfra de forskellige genetiske linjer af amerikanske indianere er udsprunget.
Opdagelsen viser samtidig, at de europæiske spor, man hidtil har forklaret som blanding mellem indianerne og europæere, efter Columbus opdagede Amerika i 1492, går meget længere tilbage i historien. Og det giver øjeblikkeligt et logisk svar på flere gådefulde fund, der længe har naget forskerne.

Hovedform ligner østeuropæere mere end østasiatere
Mange hovedskaller af de tidligste amerikanske indianere, som for eksempel det 9.500 år gamle Kennewick menneske, har en hovedform, der ligner europæere meget mere end østasiatere.
Samtidig har man det såkaldte haplotype X-mysterium, hvor nogle stammer af amerikanske indianere i dag bærer en stor andel af den mitokondrie linje X, som ellers kun kendes fra Europa. Der er altså et kæmpe hul i Asien uden nogen haplotype X, og det har været meget vanskeligt at forlige med, at indianernes forfædre er vandret ind fra Asien.
Disse gåder har sammen med fundet af nogle stenspidser, der ligner spidser, man kun kender fra Solutréen i Frankrig, givet ophav til ret vilde teorier, om at de første mennesker i virkeligheden krydsede Atlanten for at komme til Amerika.
Det viser Mal'ta-fundet nu, at man ikke behøver spekulere mere i, og det ser ud til, at forskerne med sikkerhed kan sige, at mennesket vandrede til Amerika via Asien.

Primitivt jæger-folk overlevede måske istiden
Men studiet har måske også lettet låget til en bombe.
Hidtil har næsten alle forskere ment, at vejen til Amerika så at sige har været lukket under istiden, og først da de enorme iskapper begyndte at trække sig tilbage, blev porten i Beringia åbnet.
Men det andet 17.000 år gamle skelet fra Afontova Gora kan måske vælte den opfattelse. Det viser sig nemlig, at det er præcis samme genetiske linje som Mal'ta-drengen. Med andre ord har området med stor sandsynlighed været beboet af det samme folk i hele perioden.
Det lyder måske ikke så vigtigt, men for omkring 20.000 år siden gennemlevede kloden den barskeste periode af den sidste istid, og ingen har troet, at et primitivt jæger-folk kunne overleve i den bidende sibirske kulde så langt nordpå. Beringia-porten ligger godt nok endnu længere mod nord, men i 2004 fandt forskere 30.000 år gamle spyd og stenredskaber fra et jæger-folk helt oppe ved Jana-floden 65 grader nordlig bredde.
Så selvom der ikke er fældende beviser, begynder sporene at hobe sig op for, at mennesket kan være ankommet til Amerika, før de ca. 16.000 år man hidtil har troet.
»Der er ikke nogle specielt gode argumenter for, at de første mennesker ikke skulle være trængt ind tidligere, meget tidligere endda,« siger Eske Willerslev.

Copyright © Rasmus Kragh Jakobsen og Videnskab.dk