Fra brombær til nanocomputere
16. september 2004

De nanoteknologstuderende er begejstrede for den verden, der åbner sig og de mange muligheder uddannelsen giver

Af Rasmus Kragh Jakobsen

Efter 3 semestre på Farmaceutisk Universitet vidste Katrine Holk Rasmussen stadig ikke, hvad hun skulle bruge alt det, hun havde lært, til. Så hørte hun om den nye uddannelse nanoteknologi lige på den anden side af vejen og startede i 2002 på det første hold nanostuderende.
»Det var spændende, meget sjovere og mere selvstændigt. For eksempel kom vi ud på RISØ og så hvordan nanoteknologer arbejdede med solceller, mens vi stod i laboratoriet og lavede vores egne med brombær,« siger Katrine Holk Rasmussen.
- Med hvad?
»Brombær. Som farvestof til at absorbere lyset. Så kunne vi selv forske lidt i, hvordan man kunne forbedre sine solceller og til sidst holdt vi en konkurrence, hvor vi skulle se hvis solceller kunne løfte en vægt højest.«
Det er kendetegnende for den nye uddannelse, at den er erhvervsrettet og gør meget ud af at vise de studerende, hvad de skal blive. At uddannelsen ender på '-teknologi' lugter også mere af et teknisk universitet som DTU end af Københavns Universitet. Det er imidlertid et velovervejet valg, som skal signalere, hvad man bliver: En nanoteknolog, der arbejder i industrien og ikke gymnasielærer.
Det passer Katrine Holk Rasmussen fint, hun kan ligesom andre studiekammerater godt se sig selv i industrien, selv om det nok ikke bliver solcelleindustrien.
»For mig er det vildt spændende med menneskets krop og biologidelen, at finde ud af, hvordan kroppen fungerer og måske bruge nanomedicin til at gå ind og angribe de syge celler. Det er nok en drøm om at kunne helbrede sygdomme som AIDS og kræft,« siger hun.

Det uopdagede grænseland
Ph.d.-studerende Michael Wrang Mortensen er allerede igang med fremtidens kræftkur.
Han går rundt i kittel iklædt grønne handsker og er travlt optaget af sine eksperimenteret i et mørkelagt laboratorium i stueetagen på Nano-Science Centret. Han er ph.d.studerende og delt mellem universitetet og det danske firma T-Cellic, som arbejder i grænselandet mellem faststoffysikken og biologien på at udvikle nano-medicin mod cancer.
»Jeg er egentlig uddannet civilingeniør, men efter jeg stiftede bekendtskab med grænsefladen til det biologiske, har jeg været grebet,« siger han.
»Naturen har med cellen lavet et imponerende selvorganiserende maskineri, bestående af individuelle nanosystemer, som jeg håber at kunne drage nytte af til medicinsk brug.«
Andre som Kasper Moth-Poulsen, der er ph.d.-studerende i nano-elektronik er fascineret af grænselandet til det ukendte.
»Det er som at være opdagelsesrejsende. Vi afdækker hele tiden noget nyt, opdager land, hvor ingen har været før og klatrer op på bjerge vi ikke ved hvor høje er,« siger han.
»Det her felt, hvor vi måler på strømmen gennem et enkelt molekyle er så nyt, at teorierne ikke er på plads og man må hele tiden prøve at bruge sin fantasi for at forstå de data man får.«
Entusiasmen skinner tydeligt igennem på den nye uddannelse, som synes at åbne en bred vifte af muligheder for de nye nanoteknologer.

Copyright © Rasmus Kragh Jakobsen og Universitetsavisen