Okay, det her kommer måske som en overraskelse - det gjorde det i hvert fald for redaktionen.
Vidste du, at mere end hver femte pattedyrart er en flagermus?
Jo, den er god nok. Helt præcist har videnskaben for nyligt optalt, at man kender 6.495 pattedyrarter, og af dem er ikke mindre end 1.386 flagermus.
Det høje antal arter overrasker selvfølgelig ikke flagermusforsker Lasse Jakobsen ved Syddansk Universitet.
»Vi ved, at der både er mange arter af flagermus og mange flagermus i rent antal. Det gælder også herhjemme, hvor flagermus er et af vores mest almindelige pattedyr,« siger Lasse Jakobsen.

Flagermus er fantastiske skabninger
En ting er, at der er mange arter af flagermus, men flagermusene er også meget forskellige og spænder fra den lillebitte humlebiflagermus på cirka 3 cm til store flyvende hunde med vingefang som en voksen mand.
Flagermus er meget mere fantastiske, end man lige tror:

• Nogle kan flyve 50 km/t gennem det sorteste mørke
• Andre kan sænke kropstemperaturen helt ned til 2C i dvale
• De fleste er eksemplariske mødre
• Hos flagermus findes de største gruppemøder blandt noget hvirveldyr (dyr med en rygsøjle, der bærer deres skelet inden i kroppen), hvor gigantiske flokke af 25-50 millioner individer samles.
• Kostmæssigt spænder flagermusene enormt vidt fra insektspisere over frugt- og nektar-spisere til jagere af smådyr og endda fisk, ja, og selvfølgelig også de få (tre arter), der spiser blod.
• Og selv om vi sjældent møder dem, trives flagermusene stort set overalt, fra regnskovens jungle til storbyernes skyskrabere.

Derfor melder spørgsmålene sig, hvorfor der er så mange forskellige arter, og hvad det er, der skiller flagermus ud fra andre dyrearter.

Flagermus indtog nattehimlen med vinger og sonar
Det første unikke, man tænker på ved flagermusene, er, at de er pattedyr, der kan flyve.
Faktisk er flagermus den eneste gruppe af pattedyr, som har formået at indtage luftrummet og flyve rigtigt, dvs. ved egen muskelkraft.
Deres anden særlige egenskab er, at de kan orientere sig ved hjælp af lyd (ekko-lokalisering).
»Der er ingen tvivl om, at deres succes beror på, at de kan flyve og ekkolokalisere. Det gør, at man kan jage i nattehimlen,« siger Lasse Jakobsen.
Med evnen til at flyve trængte flagermusene ind på fuglenes domæne, men fugle er visuelle dyr, og de fleste stopper med at lede efter føde, når det bliver mørkt.
Problemet med manglende lys overkom flagermus med sonaren, og i natten kunne de tage for sig af de natlige flyvende insekter.
»Indtil flagermusene kom frem havde de natflyvende insekter det superfint,« siger Lasse Jakobsen.

Nattehimlen var et stort tag-selv bord
Desuden har nattehimlen den store fordel, at den næsten er fri for rovdyr, så flagermusene fandt en 'Edens have' uden farer og med et bugnende tag-selv-bord.
»Det er jo opskriften på, at man kan udbrede sig helt vildt,« siger Lasse Jakobsen. Han tilføjer: »Det, der generelt ligger til grund for dannelse af nye arter, er, at en population af dyr fra samme art splitter sig op, og så bliver der ikke udvekslet gen-materiale mellem dem. Hver især tilpasser de sig forskellige forhold, og efter en periode vil de være hver sin art, som ikke længere kan få levedygtigt afkom.«

Flagermus spredtes med rivende fart
Præcis, hvornår flagermusene først indtog nattehimlen, er der endnu ingen, som ved, fordi de ældste fossiler 'kun' er lidt mere end 50 millioner år gamle og allerede er flagermus.
Men flagermusene er formentlig opstået i kølvandet på den store masseuddøen for 65 millioner år siden, hvor de store dinosaurer forsvandt, og mange pattedyrlinjer blomstrede op.
Da flagermus først åbnede døren til nattehimlen, fandt de en uudnyttet niche, som oven i købet var global, og derfor har dyrene formentlig spredt sig med rivende fart ud over kloden.
De har så tilpasset sig vidt forskellige nicher og udviklet en mangfoldighed af arter, som der til stadighed opdages nye af.

Hvad med hvaler?
Sammenligner man flagermusene med en anden gruppe pattedyr, hvalerne, kan man undre sig over, hvad der gør, at flagermus er blevet til så mange arter.
Ligesom flagermus er hvaler nemlig også udviklet fra et landlevende pattedyr, der har formået at indtage et nyt element - havet - og hvaler har også udviklet ekko-lokalisering.
Men globalt opgør videnskaben blot antallet af hval-arter til lidt under 100, så hvad skyldes den store forskel i antal arter af hvaler og flagermus?
Spørger man hvalforsker professor Peter Teglberg Madsen ved Institut for Bioscience på Aarhus Universitet peger han på, at fødemulighederne er meget større på land end i havet, og at der ikke er så skarpe opdelinger i havet som på land.
Hvalernes føde er i store træk begrænset til sæler, fisk og krill, der kan bevæge sig rundt lidt over det hele. Der er derfor ikke på samme måde som på landjorden klare skel i havet, der kan give grobund for nye arter.
»Nogle flagermus kravler nede på skovbunden og leder efter byttedyr, andre flyver tæt på vegetationen og plukker byttedyr af bladene, og andre flyver oppe over trætoppene,« siger Peter Teglberg Madsen.
»I havet er der mindre habitatvariation i fødesøgningsmulighederne, og grænsedragningerne er meget mindre udviklede end i regnskoven.«

Flagermus vandt i evolutionslotteriet
Så flagermusenes store succes handler både om deres nye fantastiske evner, og om at de var heldige med at åbne døren til en niche med store muligheder og gode forhold for artsdannelse.
Flagermus vandt ganske enkelt i det evolutionære lotteri, da de tilpassede sig til et liv i nattehimlen.
Nysgerrig på de fascinerende flagermus? Så er der nogle eksempler nedenfor.

Danske:
Den mest almindelige flagermus: Dværgflagermus (Pipistrellus pygmaeus), det er typisk den man vil møde af de 17 danske arter.
Methusalem: Brandts flagermus (Myotis brandtii) kan blive over 40 år, til sammenligning bliver andre pattedyr af samme størrelse blot et par år.
'Stealth sonar': Bredøret flagermus (Barbastella barbastellus) har som modsvar til insekternes 'bat-detector' udviklet en stille sonar, så insekterne enten ikke hører dem komme eller tror de længere væk.
Luftakrobaten: Langøret flagermus (Plecotus auritus) kan stå stille i luften ligesom en kolibri og lytte sig frem til insekter den plukker fra grenene.

Udenlandske:
Nattehimlens fiskeørn: Den fiskende flagermus (Noctilio leporinus) kan opfange krusninger på overfladen fra fiskene.
Næstekærlighed: Vampyrflagermus (Desmodus rotundus) er et af de få eksempler på ægte altruisme (uselviskhed) i naturen – de giver blodmåltider til ubeslægtede naboer, som ikke har haft held til at fylde maven.
Den kluntede med det gode syn: Flyvende hunde (Pteropus vampyrus) lever – trods navnet – af frugt i træer. Dens store øjne giver den et rigtig godt nattesyn, men det ser ikke kønt ud, når den lander - den flyver ofte ind i trækronen og tager fat i det den nu støder ind i.
Det mindste pattedyr: Humlebiflagermusen (Craseonycteris thonglongyai) er med sine ca. 3 cm det mindste af alle pattedyr målt på længde. Dens ca. 2 gram kropsvægt er lige præcis en anelse tungere end pygmæspidsmusens 1,8 gram fordelt på 4-5 cm.

* Kun tre vampyrer
Mange tænker på flagermus som uhyggelige vampyrer, der suger blod i ly af natten.
Men i virkeligheden lever størstedelen (ca. 70 procent) af flagermus af insekter, ca. en fjerdedel lever af frugt, nektar og pollen, mens de sidste er rovdyr, der fanger smådyr som gnavere, firben og fisk.
Kun tre små arter lever som vampyrer udelukkende af blod og heraf er det kun en art, der lever af pattedyrs blod, de to andre lever af fugleblod.
Læs mere i artiklen: En ægte vampyrs bekendelser: Sådan lever jeg af blod

Copyright © Rasmus Kragh Jakobsen og Videnskab.dk