'Menneskehedens vugge' fundet med Google Earth
8. april 2010
Banebrydende fund af ny menneskelig forfader, der levede for 2 mio. år siden, kan give svaret på, hvordan menneskets slægt, Homo, opstod. Forskeren fandt frem til fossilet med Google Earth.

Af Rasmus Kragh Jakobsen

Fundet af 2 mio. år gamle skeletter af en helt ny art abemenneske kan være et af de vigtigste fossilfund i nyere tid.
Den nye art, Australoptihecus sediba, er i dag offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Science.
Den lander lige midt i et gabende tomt hul i fossilrækken af menneskelige forfædre, hvor der sker et afgørende skift i vores udviklingshistorie fra små opretgående abemennesker som 'Lucy' til høje slanke menneske-arter med store hjerner.
»Sediba kan meget vel være 'Rosettestenen', som knækker gåden om oprindelsen af vores slægt, Homo,« siger palæontologen Lee Berger fra Witwatersrand Universitet i Johannesburg, Sydafrika, der står bag fundet.

Fund er 'rosettesten'
Ligesom Rosettestenen i begyndelsen af 1800-tallet blev nøglen til at dechifrere de egyptiske hieroglyffer, tror forskerne, at den nye sediba-art kan vise os, hvad menneskets slægt opstod fra, hvis den ikke ligefrem er selve arten.
»Ordet 'sediba' betyder 'kilde' på det sydafrikanske sprog sotho, og vi mente det var et passende navn for en art, hvorfra menneskeslægten kan være udsprunget,« siger Berger.

To velbevarede skeletter
Der er i første omgang tale om to meget velbevarede delvise skeletter fra hhv. en voksen kvinde og en dreng på 10-13 år efter menneskestandard at dømme.
Begge skønnes at have været omkring 130 cm høje, vejet crika 30 kg og haft lange abelignende arme. De blev fundet i august 2008 kun 40 km fra Johannesburg i et område berømt for dets enestående rigdom af abemenneske-fossiler.
Faktisk er knap en tredjedel af alle tidligere fund af fossiler på menneskets udviklingslinje efter splittet fra chimpanser - hominider - fundet i området.

Fandt hulen med Google Earth
Lee Berger havde brugt det gratis program Google Earth til at identificere forhistoriske huler med potentielle nye fund og under et besøg i felten fandt Bergers 9-årige søn Matthew en stor sten med en knogle, der viste sig at være kravebenet af den 2 mio. år gamle dreng.
Da Lee Berger vendte stenen, så han kæben stikke ud fra den anden side.
»Det var ikke til tro,« siger Berger.
Siden har omkring 60 forskellige forskere været i fuld gang med at undersøge området, og selv om de allerede har fundet endnu flere skeletter, præsenterer forskerne nu de to mest opsigtsvækkende.

Arbejder på en rekonstruktion
Begge skeletter er i så exceptionel god stand, at man kan se, hvor de enkelte muskler har fæstnet på knoglerne, og forskerne arbejder på at lave en præcis rekonstruktion af væsnet.
Omkring 40 pct. af hvert skelet er bevaret med forskellige dele fra hhv. drengen og kvinden. Det inkluderer blandt andet hele kvindens højre arm fra en komplet skulder til spidsen af fingerneglene, drengens næsten komplette kranium samt hofte, ben og ankler.
Dateringer på sedimenterne omkring knoglerne fastsætter alderen til 1,78-1,95 mio. år.

Peger frem mod tidlige former af Homo
Det mest bemærkelsesværdige ved fundene er, hvordan de er en mosaik af træk, der peger lige meget frem mod tidlige former af mennesker som Homo erectus og tilbage mod abemennesker som Lucy (Australopithecus afarensis).
Hjernen er lille som en chimpanses med et volumen på blot 420-450 milliliter mod moderne menneskers gennemsnit på 1.200 milliliter, men næsen, kindbenene og de små tænder er stort set som hos tidlige eksemplarer af Homo, f.eks. den berømte 1,5 mio. gamle Turkana-dreng (Homo erectus) fra Kenya.
Også to lange ben og et højt udviklet bækken ligner senere mennesker og peger på, at Sediba har gået på to ben på jorden.
»De ville have gået omkring på jorden meget på samme måde som os eller som en Homo erectus ville have gjort,« siger Berger.

Arme er meget lange
Den oprejste gang er et helt centralt karaktertræk for mennesket, og mange forskere peger på løb som den afgørende udvikling, der 'skabte' vores slægt.
Armene derimod er utroligt lange - faktisk ligeså lange som hos orangutaner - og viser sammen med en primitiv vrist og stærke buede fingre, at Sediba stadig klatrede i træer og var afhængig af træerne.
Samlet set er trækkene så blandede, at forskerne længe var i tvivl om de skulle tilskrive fossilerne Homo- eller Australopithecus-slægten, men i sidste ende blev det netop de lange arme sammen med den lille hjerne, der gjorde udslaget.

Uenighed om tolkningen
Ud fra andre fund i området og tidsperioden foreslår forskerne, at Sediba er udviklet fra den ældre art Australopithecus africanus (ca. 2,4-3 mio. år).
De mange træk, der ligner tidlige Homo, viser ifølge Berger og kolleger, at hvis ikke Homo ligefrem er opstået fra Sediba, må fossilerne være repræsentanter for en søstergruppe, der var meget tæt beslægtet med forfaderen til Homo-slægten og levede side om side i et godt stykke tid derefter.
Den påstand er meget kontroversiel, og selvom forskere udenfor Bergers gruppe er imponerede over fundet, giver de ham ikke nødvendigvis ret.
For eksempel mener palæontologen Tim White, der for nyligt offentliggjorde fundet af 'Ardi', at karakterer som tandsættet måske bare ligner Homo, fordi det er en dreng og ikke et udvokset individs kranium. Han siger til Science, at Sediba ligeså godt kan præsentere en uddød sidegren af australopithecinere, der ikke har meget med Homo-slægten at gøre.

Flere detaljer på vej
Præcis hvor Australopithecus sediba viser sig at passe ind vil fremtiden vise. Lee Berger fortæller, at den detaljerede udgravning kun lige er begyndt og mange flere detaljer om arten og dens omgivelser vil blive offentliggjort i de kommende år.
»Med alt det materiale der nu kommer fra stedet, føler vi os sikre på at vi vil få en meget detaljeret forståelse af den her art,« siger Berger.
»Jeg tror, at vi med forskningen i de kommende måneder og år vil vi blive i stand til at løse gåden om slægten Homo's oprindelse og få en virkelig god forståelse af hvad der skete mellem tidlige australopithecinere som Lucy og de første af vores direkte forfædre som Turkana-drengen.«

Copyright © Rasmus Kragh Jakobsen og Videnskab.dk