De første skridt mod mennesket
22. februar 2007
Et fantastisk velbevaret 3,3 mio. år gammelt fossil af en 3-årig pige peger på, at vi udviklede til mennesker nedefra og op. Vi blev muligvis goe til at gå og løbe, før vi lærte at tænke og tale som moderne mennesker.

Af Rasmus Kragh Jakobsen

Hun var tre år gammel, da flodens grumsede vand pludselig brusede over sine bredder og ind mellem skovens træer. Et øjebliks uopmærksomhed og pigen hvirvlede afsted fanget i vandmasserne. Der lød måske ophidsede strubeskrig fra de af stammens medlemmer, som havde set anteloperne springe og i tide var flygtet op i træerne. Under dem kunne krokodiller mæske sig i de dyr, som flodens vand fangede. Men den lille pige fik rovdyrene ikke fat i. Hun forsvandt ned i flodbundens mudder og ingen så hende i meget lang tid. Faktisk så lang tid, at flodbunden forvandledes til sten ligesom pigens knogler. Floden, træerne, gazellerne og krokodillerne er der ikke mere og området er en af de tørreste og barskeste dele af Ethiopien, hvor kun banditter, malariamyg og enkelte omstrejfende løver kommer, ja, og så lige ligjægerne.

Pige fundet efter 3,3 mio. år
Tilahun Gebreselassie fra Ethiopiens Nationalmuseum er den første, der den 10. december 2000 ser hendes ansigt i støvet og udgravningsleder Zeresenay Alemseged, som kun er få meter væk, kan med det samme se, at der er tale om et vigtigt fund - et fossil af en primitiv forfader til mennesket.
Ligesom europæere og amerikanere før ham er Alemseged i Afrika for at lede efter fossiler. Han brænder efter at forstå vores oprindelse og står han som den første afrikaner i spidsen for en udgravning i en af de mest barske egne af Ethiopien. En del af Afrika's lange Riftdal, der år for år sprækker mere fra hinanden og som sider i en bog åbenbarer jordlag med indhold fra svundne tider. Sedimenterne går næsten 4 mio. år tilbage, hvilket er præcis den tid man skal lede for at finde homininer, dvs. abemennesker på vores udviklingslinje efter splittet fra chimpansens linje og inden vores slægt, Homo, så dagens lys. Berømte fossiler kommer fra nærliggende områder - Hadar, Awash og Omodalen - og nu har Alemseged udvalgt sig nogle stenede bakker, Dikika, hvor ingen tidligere har gravet bla. fordi stedet ligger lige midt i en fejde mellem to lokale stammer, som jævnligt fører til skudvekslinger.
Den dag i december har Zeray allerede omhyggelig gennemsøgt området i et år. Knogler fra elefanter, flodheste, impala'er samt fund af vandlevende snegle og mange forskellige planterester viste, at området engang var frodigt og fuldt af liv omkring en flod. En beskyttende skov adskilte flodområdet fra mere åbne græsområder og stedet var ideelt for vores forfædre. Derfor håbede og troede Alemseged på, at de ville finde menneskeknogler. Men det han fandt overgik langt hans vildeste fantasi.
Ansigtet er kun toppen af isbjerget. Under klippen gemmer sig et fantastisk komplet skelet af en 3,32 mio. år gammel pige - en Australopithecus afarensis - samme art som det berømte fossil, Lucy, der blev fundet kun 4 km væk i Hadar i 1974.
»Det er et fund, man gør én gang i sit liv,« siger Alemseged og fortæller, at han også blev meget nervøs.
»Det var en blandet følelse af enorm glæde og stolthed, men samtidig et stort ansvar og jeg var ikke rolig før vi havde det hele trygt bag lås og slå i Addis Adaba.«
Hvor de fleste fossiler skal stykkes sammen fra spredte stumper, er pigen kapslet ind i klippen og det tager Zeray yderligere 4 år med udgravninger adskilt af lange måneders minutiøst pillearbejde med at befri knoglerne bogstaveligt talt sandkorn for sandkorn vha. tandlægebor.

Børneskeletter er meget sjældne
Pigen er uhørt velbevaret. Et stort set komplet kranium med ansigt, underkæbe, tænder og hjernekalot. Store dele af rygsøjlen inkl. nakke og skuldre, begge kraveben og skulderblade. En stump af armen, en sammenkrøllet hånd og næsten alle pigens tynde små ribben. Lårben, skinneben, to knæskaller på størrelse med ærter og en fod komplet med de små tåknogler.
Knoglerne er hverken mærket af vejr og vind eller bidmærker fra rovdyr som hyæner, hvilket må betyde, at pigen er begravet umiddelbart efter sin død. Det lille skelet giver et sjældent godt indblik i vigtige sider af vores forfædres udvikling og dertil kommer, at det er et barneskelet, som der er meget få af, fordi deres knogler er så små og skrøbelige.
»At finde en 3-årig pige er som at fange et tidsbillede i et individs liv, men vi har også fanget et øjeblik i artens udviklingshistorie,« siger Zeray, der har døbt pigen 'Selam' ('Fred' på flere ethiopiske sprog). Hun bliver også kaldt "Lucy's baby", for hun tilhører samme art som det berømte, men 120.000 år yngre Lucy-fossil, fundet bare 4 km fra Dikika. Dengang afslørede Lucy's ben og hofter, at arten A. afarensis uden tvivl har kunnet gå oprejst og det syntes endeligt bevist i 1978, da forskeren Mary Leakey fandt 3,7 mio. gamle hominin fodspor bevaret i vulkansk aske i Laetoli i Tanzania.

At kunne gå fører til tanker
Den oprejste gang er af mange blevet anset for det, der har katalyseret et helt centralt trin i vores evolution: Udviklingen af vores store hjerne. Kort fortalt kobler teorien den oprejste gang med et liv på savannen, der anses som farligere og mere krævende end skoven, så kun et mere intelligent abemenneske har kunnet tage skridtet. Den oprejste gang har været nødvendig for at kigge hen over de høje græsser og samtidig frigjort hænderne og tilladt begyndende redskabsbrug. Desuden er hovedet blevet kølet mere, fordi det dels er blevet løftet væk fra jordens tilbagekastning af solens varme og dels er kommet op i mere ventilerede luftlag. Alt dette er blevet set som grobund for en større og mere energikrævende hjerne.
Men nu peger Dikika-pigen på et mere komplekst billede, hvor den oprejste gang ikke har så central placering. Det ser nemlig ud til at A. afarensis godt nok har kunnet gå oprejst på jorden, men også har tilbragt meget tid i træerne. Forskerne har længe diskuteret om Lucy's lange arme, der dinglede lige over knæene, bare var tom evolutionær baggage eller om de var lange, fordi arten svingede sig i træerne. Med Selam har man for første gang A. afarensis' skulderblade, hvor den hulning, som overarmen passer ind i afslører, at armene har bevæget sig som en gorillas. Det peger på en dygtig klatrer og én der som gorilla'er har støttet sig til buske og lavthængende grene, når den har gået på jorden. Evnen til at klatre i træer understreges yderligere af, at pigens balanceorgan i ørene minder om en chimpanses og af at hendes fingre er krumme. Det sidste vidste man godt fra voksne individer, men har diskuteret om krumningen skyldtes opvæksten eller var medfødt. Nu ved man, at det var genetisk bestemt.

Selam kunne udstøde lyde
Alemseged og kolleger har målt pigens hjerne og sammenholdt den med udviklingen af de blivende tænder, der sidder i kæben og ikke er brudt frem endnu, men som forskerne kan se vha. en avanceret CT-skanning. Det tyder på, at A. afarensis' hjerne udviklede sig langsomt. Selams hjerne på ca. 330 kubikcentimeter er 63-88 pct. af den voksne hjerne mens en 3-årig chimpanse har over 90 pct. af den færdige hjerne - så meget har mennesker først som 6-årige. Måske er det tegn på en begyndende langstrakt barndom, der hos mennesker anses som afgørende for udviklingen af højere kognitive funktioner. Artens voksne hjerne er dog kun en anelse større end chimpansers og den langsomme hjerneudvikling kan også bare skyldes noget så banalt som en kaloriefattig kost under babyens vigtige vækstperiode.
Selv om den 3-årige Selam måske stadig var afhængig af sin mors omsorg, havde de to ikke et sprog sammen. Noget så sjældent som pigens tungeben er bevaret. Det eneste andet tungeben fra et fortidsmenneske er en 150.000 år gammel neanderthaler og nu har man et, der 3,3 mio. år gammelt! Tungebenet er den eneste knogle i vores skelet, der ikke er forbundet med andre knogler. Det støtter tungen og er vigtigt for den finmotorik i vejrtrækningen, der er nødvendig for at forme sprogets fine lydnuancer. Selams tungeben ligner mest af alt en chimpanses. Dermed har de formentlig kun kunnet frembringe strubelyde som aber.

Pigen kan være vores forfader
Fred Spoor fra University College London, der har analyseret fundet med Alemseged, mener, at A. afarensis har været perfekt tilpasset deres tid. Tilbage står dog stadig spørgsmålet om, hvordan arten udviklede sig i retning af det moderne menneske. Flere fortidige homininer levede side om side for 2-3 mio. år siden, og de udviklede sig i hver sin linje som A. robustus og A. boisei, der fik kraftige tænder og kæber egnet til at tygge sejt materiale. Nogle arter levede kun kort andre var mere udholdende. For ca. 2,5 mio. år siden opstår de første af vores slægt, Homo, og for knapt 2 mio. år ser man Homo erectus, der var høje, havde store hjerner og spredtes langt uden for Afrika. Præcis hvilken art Homo-slægten udviklede sig fra er der stor uenighed om, men det kan have været Selams familie. Selv om lemmernes proportioner og hjernens størrelse er meget forskellig fra vores, ved vi, at sådanne detaljer kan ændre sig hurtigt, faktisk på bare få generationer.

Copyright © Rasmus Kragh Jakobsen og Illustreret Videnskab.