Med DNA fra 51 jæger-samlere, der blandt andet levede blandt rensdyr, mammutter og neandertalere under istidens Europa, kan forskerne nu føre tråde langt tilbage i forhistorien og se, hvad der skabte nutidens europæere under istiden.
Arvematerialerne tager os med tilbage til de berømte stenalderkulturer bag bl.a. hulemalerier og viser, hvem de er, og hvordan de er knyttet sammen indbyrdes og med os i dag.
»Med det her har vi genomer fra mere end ti gange så mange mennesker, som vi havde før. Dermed kan vi se mønstre og sammenhænge, der bare ikke har været synlige for os hidtil. Der er mange overraskelser,« siger professor Johannes Krause, der er direktør for Max-Planck-Institut für Menschheitsgeschichte i Jena, Tyskland og en af de ledende forskere bag studiet.
»Det er på alle måder et imponerende studie,« siger professor Peter C. Kjærgaard, der er direktør for Statens Naturhistoriske Museum, men som ikke selv har deltaget i studiet.
»Med disse resultater får vi nu de rigtige redskaber til at få kalibreret vores genetiske og arkæologiske data, så vi for alvor kan tage kvalificeret hul på diskussionen om, hvordan gener og ideer rejser på kryds og tværs.«
Også lektor Morten Allentoft ved Center for GeoGenetik på Statens Naturhistoriske Museum er imponeret over studiet.
»Det fortsætter den bølge af indsigt i den tidlige humane genpulje, som tilvejebringes i disse år. Det ligger nu helt klart, at Europas forhistorie skal forstås som en meget lang og meget dynamisk folkevandringshistorie,« siger Morten Allentoft.
Studiet er netop offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Nature.

Knoglerne hvisker om vores dybe historie
Med arvematerialet bevaret i titusinder af år gamle knogler kan forskerne rejse langt tilbage i tiden og se præcis, hvem der levede, hvordan de var beslægtede og ikke mindst, om de er beslægtede med os i dag.
De nye DNA-teknologier har banet vejen for revolution af historiske befolkningsstudie, hvor forskerne kortlægger flere og flere genomer fra oldgamle individer, som f.eks. det 24.000 år gamle barneskelet fra Mal'ta i Sibirien, den 7.000 år gamle jæger-samler i La Braña i Spanien samt den 40.000 år gamle jæger-samler i Kostenki.
Men drømmen er at gå fra enkelte nålestik i historien til at have genom-data fra så mange individer, fordelt geografisk og til forskellige tider, at man kan begynde at tegne forbindelser mellem de forskellige stenalderkulturer, som arkæologerne gennem mere end hundrede år har beskrevet.
Dermed vil vi kunne se, hvordan vores historie er udviklet hele vejen frem til os i dag.

Den mest komplette genetiske historiebog hidtil
Nu er Johannes Krause og kolleger udkommet med en 'førsteudgave' af den drøm.
De har kortlagt DNA-profiler for 38 helt nye individer, der levede i Europa for mellem 7.000 og 45.000 år siden. Der er langt fra tale om fulde genomer, men hundredetusinde informative steder i genomet, som giver indsigt i slægtskaber, så man både kan sammenligne, hvem der indbyrdes er tæt beslægtede, og hvordan deres profiler ligner vores i dag.
Dem samler forskerne sammen med tidligere kortlagte individer til en pulje på 51 mennesker, som dækker hele perioden fra de tidligste jæger-samlere til overgangen mellem jæger- og bondestenalderen.
Det er den mest komplette genetiske historiebog hidtil.
Begyndende med de allerældste jægersamlere for 40-45.000 år siden, som f.eks. neandertal-menneske oldebarnet fra Pestera cu Oase-hulen i Rumænien, konkluderer Krause og kolleger, at de ikke har sat genetiske spor frem til os i dag.
»Det vidner om et mislykket forsøg på at kolonisere Europa, og de har hverken bidraget til Aurignacien eller andre senere kulturer,« siger Johannes Krause og peger på, at de senere jæger-samlere alle sætter spor frem til os i dag.
Her er Morten Allentoft dog lidt tilbageholdende.
»Det er interessant, men konklusionen drages på et spinkelt grundlag, fordi de kun har data fra ganske få individer med stor geografisk spredning. Der kan altså sagtens gemme sig genetisk variation i Europa på dette tidlige tidspunkt, som ikke er blevet 'fanget' i de få individer fra denne tidsperiode,« siger Morten Allentoft.

Kan lave genetiske profiler på stenalderkulturerne
Det spændende kom for alvor, da forskerne organiserede de 51 individer i grupper ud fra deres genetiske profiler.
De fandt fem seperate klynger - Vestonice, Mal’ta, El Mirón, Villabruna og Satsurblia (navngivet efter ældste individ) - som matcher ekstremt godt med de stenalderkulturer, arkæologerne har beskrevet.
»Det virkelig interessante er, at vi kun kigger på deres genetiske struktur uden først at ordne dem efter kultur,« siger Johannes Krause.

• De tidligste for omkring 37.000 år siden tilhører Aurignacien-kulturen, der var vidt udbredt i Vest- og Sydvesteuropa, og som ud over karakteristiske redskaber er berømte for de første venusfigurer, første musikinstrumenter og formentlig også de berømte hulemalerier i Chauvet-hulen i Frankrig.
   
• 14 individer i Vestonice-klyngen tilhører Gravettien-kulturen for 26-34.000 år siden, hvor mammutjægere var udbredt i det centrale og østlige Europa. Gravettien-kulturen er bl.a. kendt for deres hytter opbygget af mammutknogler og stødtænder.
   
• Senere endnu er seks individer i El Mirón-klyngen knyttet til Magdalenien-kulturen for 14-19.000 år siden. Denne kultur var rensdyrjægere, hvis smukt dekorerede redskaber, smykker og mange hulemalerier repræsenterer et teknologisk og kunstnerisk højdepunkt.

Med de genetiske profiler kan forskerne nu se, at den tidlige Aurignacien-kultur ikke er blandet med Gravettien-kulturen, men at de to er søstergrupper, som deler en fælles oprindelse, men er genetisk klart adskilte.
Gravettien stammer formentligt fra Østeuropa eller det centrale Asien og har hersket uforstyrret i store dele af Europa indtil for 14.000 år siden.

Aurignacien genopstod som Magdalenien
De fleste troede, at Aurignacien-kulturen forsvandt med Gravettiens fremmarch, men nu viser forskerne overraskende, at deres efterkommere springer frem igen efter et 'glemselens-hul på over 10.000 år.
Forskerne kan knytte et ca. 37.000 år gammelt belgisk individ til den meget senere Magdalenien-kultur - El Mirón-klyngen - og vise, at der genetisk set er tale om en fortsættelse af Aurignacien-kulturen.
Johannes Krause siger, at kulturen formentlig har overlevet på Den Iberiske Halvø, hvor Gravettien aldrig nåede frem, og så er spredt ud derfra igen. Dette kan kobles til et skift i klimaet under istiden.
Kloden begyndte for alvor at køles ned for ca. 30.000 år siden og toppede for 20.000 år siden, hvor iskappen nåede helt ned over Danmark.
Under den værste kulde var jæger-samlerne fortrukket sydpå til lunere refugier, hvor adgang til det centrale Europa var lukket ved Alperne og Pyrenæerne.
Først da kloden igen tøede op, åbnede en korridor, og befolkningerne spredtes tilbage i det centrale Europa.
»Studiet viser, hvordan klimaudsving før og efter den sidste istids højdepunkt havde enorm betydning for den genetiske historie i Europa,« siger arkæologen Marcello A. Mannino ved Aarhus Universitet, som har deltaget i analyserne.

Ny indvandring fra Mellemøsten
Med en opvarmningsperiode kaldet Allerød-opvarmningen ved istidens slutning for 14.000 år siden ser forskerne pludselig en anden meget spændende opblomstring af en ny genetisk profil over hele Europa.
»Vi ser et genetisk spor, knyttet til Mellemøsten, som ingen har set arkæologisk - det er et helt nyt fund, alene ud fra genetikken, som knytter europæere med Nærøsten,« siger Johannes Krause.
Dermed viser de, at vores europæiske forfædre allerede 6.000 år før agerbrugernes ankomst bliver knyttet genetisk til Mellemøsten. Faktisk løftede forskerne allerede lidt for sløret for et par måneder siden, men dengang manglede de genom-DNA for at være sikre.
Johannes Krause siger, at opblomstringen kan betyde to ting:

1. Enten er der tale om en stor ekspansion af mennesker fra Sydøsteuropa, f.eks. Grækenland, ud til både Europa og Mellemøsten.
    
2. Eller - og det finder han mest sandsynligt - er det en ny stor indvandringsbølge af mennesker fra Mellemøsten.

»På det her tidspunkt sker der noget meget spændende i Mellemøsten. Her breder natufierne sig kraftigt med en ny og mere fastboende livsstil,« siger Johannes Krause.
Man kender folket fra fund i bl.a. Israel, hvor de bl.a. har samlet vilde græsser og bagt brød, og de anses for et tidligt trin på vej mod agerbruget og, i Johannes Krauses optik, et godt bud på en kilde til det nye, genetiske signal i vores europæiske forfædre.
»Det bliver meget vigtigt at lære mere om Nærøsten, og hvem de her folk er, og hvor de kommer fra,« siger Johannes Krause.

Folkevandringer ligger i vores natur
Med de nye fund har forskerne taget hul på et nyt kapitel i udforskningen af vores europæiske historie, hvor vi begynder at kunne knytte de genetiske profiler til de kendte arkæologiske kulturer.
På den måde åbner genetikken og arkæologien for nye sider i den store historiebog om, hvem vi er, og hvordan vi er blevet skabt.
Forskerne er i fuld gang med at prøve at kortlægge oldgamle individer, bl.a. fra områder som Østeuropa og Mellemøsten, hvor man endnu har meget lidt fossil DNA.
Lykkes det, venter der uden tvivl mange nye overraskelser, men allerede nu står det klart, at det gængse billede af Europas folk som nogen, der altid har været her, er helt forkert.
Europas historie er et komplekst, sammenvævet tæppe af tråde, trukket fra mange forskellige egne og folk.
»Vi kan se, at vores europæiske historie siden tidernes morgen er en historie om folkevandringer,« siger Johannes Krause.