Københavns Universitet har haft besøg af Peter Agre, der vandt nobelprisen i kemi 2003. Agre ser helst sig selv som en helt almindelig forsker, der pludselig er blevet interessant - selv for hans teenagebørn

Af Rasmus Kragh Jakobsen


Foto:

Rent og skært blindt held
Peter Agre fik nobelprisen for at have opdaget vandkanaler kaldet aquaporiner, som sidder i de fleste cellers membran og lukker vand ud og ind som en slags molekylært vandrørssystem. Det er helt fundamentale funktioner hos mikroorganismer, planter og dyr, men alligevel havde ingen opdaget vandkanalerne tidligere.
»Der var flere grupper, som havde prøvet at finde vandkanalerne, men det var mislykkedes for dem,« siger Peter Agre.
Det var selvfølgelig fint at lykkes, hvor andre havde fejlet, men endnu vigtigere løste Agre med sin opdagelse en flere generationer lang debat blandt fysiologer og biokemikere.
Når tårene triller ned af kinderne eller munden løber i vand er det kroppen, som pludselig frigiver en masse væske. Men hvordan kommer vandet strømmende? Simpel diffusion kan være en del af svaret, men det kan hverken forklare, hvordan vores øjne pludseligt fyldes med vand eller at vores nyrer filtrerer mange liter vand hver dag.
Der var feltet gået i hårdknude, da Peter Agre kom ind fra sidelinjen.
Agre arbejdede som blodlæge på noget fuldstændig andet - at oprense Rhesus proteiner, som er årsag til at moderens blod engang imellem angriber fosteret. En urenhed blev imidlertid ved med at forurene Agre's oprensninger. Hvor mange andre forskere ville have ignoreret urenheden var Agre nysgerrig og fulgte sit instinkt, der bød ham at kigge nærmere og jo mere han kiggede des mere nysgerrig blev han. Det viste sig, at andre havde fundet lignende proteiner i nyreceller, i øjet hos kødkvæg og i planter - altsammen vandtransporterende væv - men ingen vidste, hvad funktion det havde. Så foreslog nær kollega og ven, at urenheden kunne være et fundamentalt vandtransport molekyle.
»Vi testede hypotesen ved at udtrykke det i frøæg, der normalt er uigennemtrængelige for vand og boom der var det,« siger Peter Agre med lysende øjne om øjeblikket den 8. oktober 1991.
»Det er på sin vis ironisk, at rent og skært blindt held fører til, at en uerfaren forsker kunne komme med svaret på en lang gåde. Men det er det smukke ved videnskab - det er lidt ligesom udskiftningspilleren, der pga. af en skade kommer på banen i finalen om verdensmesterskabet og scorer det afgørende mål.«
»Jeg er ser mig selv som en gennemsnitlig forsker, der har ekstraordinært dygtige kolleger og det er vores samlede visdom, som gør os alle meget bedre forskere.«
Men hvad har det så betydet for hans liv at blive en af stjernerne?
»Tjah, hunden elsker mig ikke mere end før. Jeg tror mine børn for første gang i deres liv har opdaget, at jeg ikke er sådan et flop som de altid har ment,« siger Agre med et stort grin.
»Det er dog nemt at tage sig selv for seriøst og det vil jeg undgå. Nogle ting er nye som f.eks. dette interview og offentlighedens interesse i hvem jeg er og hvad jeg tænker. Jeg prøver at være ansvarlig, fordi jeg er bare et almindeligt menneske.«

Give bolden videre
Men der er også ting Agre brænder for og nu hvor nobelprisen betyder at folk lytter vil han også bruge den stemme, han har fået. Det er især den tredje verdens problemer, hvor hans laboratorie allerede forsker i aquaporiner hos malariaparasitten og forureningen af miljøet. Agre vil også dele videnskaben med offentligheden, hvor det f.eks. har chokeret ham at læse, at 80 pct af amerikanere tror dinosaurer og hulemennesker levede samtidig pga Flintstones.
»Det er til dels vores skyld. Vi videnskabsfolk har været for dårlige til at dele vores viden med offentligheden, og når vi gør det, gør vi tingene alt for komplicerede og fortæller om alle detaljerne« siger han.
»Nogle gange har man bare brug for det vigtige. Jeg ved f.eks. ikke hvordan en telefon virker, men jeg forstår princippet og ved hvilke knapper jeg skal trykke. Jeg vil gerne dele videnskaben med offentligheden, fordi det er utrolig vigtigt at almindelige borgere forstår, at skattepengene gøre en stor forskel for menneskeheden. At det ikke bare er arrogante forskere, som laver ligegyldige ting. Det kommer tilbage til os alle, vi ved bare ikke om det er om 1 eller 25 år.«
Idealismen skinner også igennem, når Agre giver et råd til en ung videnskabsmand.
»Videnskab er ikke for alle, men hvis du holder af eventyr - se noget ingen har set før og du har evnen til at koncentrere dig og hvis du vil bidrage med noget godt til menneskeheden så må videnskab være meget tiltalende,« siger han.
»Hvis du har de evner og trang til at gøre noget godt så 'go for it' og bliv ved, giv ikke op, giv det hele armen.«
Han er selv et godt eksempel på, at man aldrig bør miste sin nysgerrighed. For 10 år siden stod der i lærebøgerne, at vand bare sev ind i cellerne uspecifikt, men nu ved man, at der er et molekylært vandrørssystem i stort set alle organismer. Det er en fundamental viden, der som alt anden af den slags grundlæggende viden er til at bygge videre på.
»Vandkanalerne bliver ikke svaret på kræftens gåde, men de vil være nyttige på mange områder af biologien. Man har hørt meget om dem det sidste år pga. nobelprisen, men faktum er, at de snart blot er endnu en bog på hylden i biblioteket,» siger Peter Agre.
»Men de er der for evigt nu og videnskabmænd om 200 år vil kunne bruge den information til ting, jeg slet ikke kan forestille mig. Så vi har gjort noget for første gang nogensinde og efterladt en permanent arv. Og det er jeg virkelig glad for.«

Copyright © Rasmus Kragh Jakobsen og Universitetsavisen