13. juni 2004
Forskerne er på sporet af en genetisk balancegang mellem en frygtløs og en bævende tilgang til verden. En balancegang, der er blevet vredet og drejet igennem millioner af år i de sociale dyrs intrigante spændinger

Af Rasmus Kragh Jakobsen

Kaster du dig ud i livets problemer og genvordigheder som en Arnold Schwarzenegger eller forvandles du til en bekymrende evigt snakkende pendant til Woody Allen? Så har det måske en sund biologisk forklaring.
For mænd kan agressivitet og frygtløshed på den ene side føre til store belønninger, men på den anden side indebærer det også en risiko for vold og i værste fald tidlig død, hvorfor den eftertænksomme tilgang kan være bedre. I denne balancegang er amerikanske forskere kommet på sporet af et gen hos vores nærmeste slægtninge - aberne - der kan stå bag.
»Det er hvad jeg kalder 'the warrior versus worrior' (krigeren mod bekymreren),« siger neuroforskeren David Goldman, der er chef for Laboratory of Neurogenetics og med i studiet.
På det 73.ende årsmøde for antropologer mødtes omkring 1.200 forskere i Florida i april for at diskutere de seneste resultater om primatgener, adfærd og fossiler. Her fremlagde forskerholdet den evolutionære historie for en bestemt variant af et enkelt gen, der tidligere er vist at disponere mænd, menneskeaber og mus for aggressiv og impulsiv adfærd.
For at grave gen-variantens historie frem, har forskerne sammenlignet næsten 600 forskellige primater og opdaget, at varianten ikke optræder overalt. Den findes i både aber og menneskeaber (haleløse aber som gorillaer og chimpanser) fra den 'gamle verden' dvs. Asien og Afrika mens primater fra Sydamerika ikke har den. Dermed kan forskerne datere variantens opståen helt tilbage til opsplitningen af verdensdelene, men før opsplitningen til aber og menneskeaber for 25 mio. år siden.
»For at en variant bliver beholdt i genomet over så lang tid må den have medført en selektiv fordel for de aber og mennesker, der bar den,« siger en studiets forfattere biologen Tim Newman fra National Institute of Alcohol Abuse and Alcoholism (NIAAA) i Maryland, USA.
»Modige aggressive hanner har måske været hurtigere til at opdage trusler eller finde bytte,« siger Tim Newman.
Genet producerer enzymet monoamin oxidase A (MAOA) og findes på X-kromosomet, hvorfor ændringer ses særligt udpræget hos mænd, der kun bærer ét X-kromosom mens kvinder har to og dermed en reserve.

Hjernens vicevært
MAOA virker normalt som en slags vicevært i hjernen, hvor det nedbryder og bortfejer nervernes signalstoffer som f.eks. serotonin og dopamin. Dermed bliver der plads til nye signalstoffer og nervernes kommunikation holdes ren og uforstyrret. Den variant af MAOA-genet forskerne har fulgt virker normalt, men der mangler nogle bidder som betyder, at MAOA-enzymet bliver produceret i færre eksemplarer, hvorfor oprydningen ikke er nær så effektiv.
»Man forestiller sig, at mekanismen bag om man er en 'bekymrer' eller en 'kriger' hænger sammen med, hvor meget af dette enzym, der laves,« siger Goldman.
Genets historie går tilbage til den hollandske forsker, H.G. Brunner, som i 1993 fandt en sjælden mutation hos mændene i en hollandsk familie. Mutationen betød, at de ikke dannede MAOA og over tre generationer udviste de mandlige medlemmer uden MAOA en voldelig adfærd. Resultatet blev fulgt op af en række studier, der uddybede Brunners arbejde. For eksempel fandt man, at makakaber med mindre MAOA er mere vilde og aggressive, når de konkurrerer om mad. Laboratoriemus, der helt mangler MAOA, er ligeledes aggressive. Et new zealandsk studie, der fulgte drenge fra fødslen viste, at mænd med den korte variant af MAOA-genet, der også var blevet misbrugt som børn, var fire gange så tilbøjelige til at begå voldelig kriminalitet som røveri, voldtægt og overfald.
Det viste sig også, at Brunners mutation er meget sjælden mens den korte og lange variant af MAOA er meget udbredt. Til forskel fra Brunners sjældne mutation medfører MAOA-varianterne altså ikke, at MAOA slet ikke virker, men derimod hver sin mængde af MAOA-enzymet. Det mener Goldman og kolleger så resulterer i forskellig adfærd, der både kan være en fordel og en ulempe, afhængig af situationen og omgivelserne.

Spekulativt, men rimeligt bud
På Biologisk Institut ved Københavns Universitet siger Jes Søe Pedersen, der forsker i adfærdens biologiske rødder, at det kan være et rimeligt bud.
»Det er selvfølgelig spekulativt, men det kan give mening ud fra det, vi ved om hvordan primatgrupper opfører sig. Man kan f.eks. forestille sig, at en aggressiv adfærd kan være med til at gøre en han til flokkens dominerende han og dermed sikre ham en masse afkom,« siger Pedersen.
»Omvendt kan det måske være farligt for hannen eller slå den sociale struktur i gruppen i stykker og derfor være en ulempe. Det vil afhænge af miljøet og omstændighederne og netop det kan forklare, at der er bevaret flere varianter af genet over så lang tid.«
Siden Brunners første resultater har der været kritik af resultaterne og forskere har peget på, at signalstofferne i hjernen ikke er særligt specifikke. De er udbredt over store dele af hjernen, så hvordan kan man vide, at den aggressivitet eller impulsivitet man måler på, ikke bare er et af mange mulige følelsesudtryk?
Goldman medgiver, at der er langt fra den mikroskopiske usynlige verden blandt neuronernes viceværter til aggressiv adfærd på gaden lørdag aften.
»Man er selvfølgelig begrænset af hvilke følelsesmæssige udtryk vi kan følge i dyremodeller og sætte parallel til mennesker. Og studier af aggressivitet hos mennesker er faktisk ikke særlig velstuderet - det er mere ting som depression,« siger Goldman.
»Jeg tror, at når man kan måle på noget, så studerer videnskabsmænd det, og da der er mange måder, at måle aggression hos dyr, kan man godt sige resultaterne er farvet af bekvemmelighed.«
Sidste år offentliggjorde David Goldman imidlertid et studie i det ansete tidskrift Science, der bestyrker idéen om, at der er en biologisk balance imellem aggressiv og forsigtig adfærd.

Smertetolerance
Goldman og kolleger viste, at to almindelige varianter (met og val) af et gen kaldet COMT (Catechol-O-Methyl-Transferase) også har en kriger/bekymrer effekt. I en simpel smerte-test, hvor man sprøjter saltvand ind i kæbemusklen på frivillige forsøgspersoner, kunne han måle den smerte de følte - dels på hvor meget de skærer ansigt og dels ved at skanne hjernen for frigivelse af smertestillende stoffer. Goldman fandt, at personer med den ene variant af COMT (met) var meget smertetolerante mens de andre led meget mere.
»Met-varianten af COMT resulterer i en høj aktivitet i et område af hjernen, som hjælper dig med forskellige kognitive egenskaber som øget korttidshukommelse, men på den anden side øger den din bekymring og nedsætter modstandsdygtigheden overfor stress,« siger Goldman.
»Sammenhængen mellem COMT og MAOA er først og fremmest, at begge omsætter den samme type signalstoffer i hjernen. Begge findes udbredt i den menneskelige befolkning som forskellige funktionelle varianter, der påvirker adfærden og kan opretholdes ved balanceret evolution.«
Newman, Goldman og en stor del af deres kolleger fra konferencen hælder til, at gener som MAOA og COMT er sjældne eksempler på, hvad de kalder balanceret evolution, hvor to eller flere former for gener opretholdes i befolkningen. Begge former indebærer fordele og ulemper alt afhængig af, hvad miljøet byder.
Goldman mener, at vores forhistorie med et højt udviklet socialt miljø længe har fordret mere end en vej til succes i flokken.
»Hvis vi havde adgang til flere kognitive domæner i dyremodeller er jeg sikker på vi ville se flere af den her slags resultater,« siger Goldman.
»Der er ikke tvivl om, at det menneskelige sociale miljø har krævet udviklingen af alle mulige følelsesmæssige og kognitive egenskaber og variation i impulsivitet.«

Copyright © Rasmus Kragh Jakobsen og Dagbladet Politiken A/S www.pol.dk