Den tredje mand bag dobbelthelix'en
18. oktober 2004

En af det 20. århundredes største eksperimentelle videnskabsmænd, Maurice Wilkins,der delte nobelprisen med Watson og Crick for DNA-strukturen, er død. Hans er historie giver et fascinerende indblik i forskningens nogle gange brutale veje

Af Rasmus Kragh Jakobsen

Hverken vennen Francis Crick eller kollegaen James Watson ville være den, der ringede og fortalte Maurice Wilkins, at de havde løst århundredets gåde: DNA-strukturen. En fantastisk triumf, som i løbet af kort tid skulle cementere deres to navne i verdenshistorien. Der var bare lige én ting - og begge forskere vidste det - de havde ikke blot snuppet biologiens ultimative skalp for næsen af deres ven og kollega, de havde også brugt Wilkins data til at gøre det.
Den i dag så kendte Watson-Crick DNA-struktur løste i 1953 med ét slag mysteriet om hvordan biologisk information, generne, er opbevaret og gav samtidig en mekanisme for, hvordan de nedarves til næste generation. Med gensplejsning, kloning, stamceller og kortlægningen af vores menneskelige arvemasse i 2003 som kronen på værket blev det tydelig for alle, hvor stor betydning Watson og Cricks fantastiske indsigt havde.
Crick og Watson offentliggjorde deres arbejde i en videnskabelig artikel, der blev bragt i tidsskriftet Nature den 2. april 1953. Men selv om Wilkins havde været afgørende for Cricks og Watsons arbejde var Wilkins ikke med som forfatter. Og til trods for at alle tre delte nobelprisen i 1962 husker de færreste den tredje mand bag dobbelthelix'en, fysikeren Maurice Wilkins, der døde tirsdag den 5. oktober af en hjerneblødning 87 år gammel.

DNA-scenen sættes
Maurice Wilkins, blev født i 1916 i New Zealand, men fik efter familien flyttede til England sin uddannelse som fysiker ved det berømte Cavendish Laboratory på Cambridge University. I en tid, hvor videnskabsmænd var helte, som gjorde store opdagelser og reddede verden.
Som så mange andre fysikere blev Wilkins under Anden Verdenskrig indrulleret i det amerikanske Manhatten Projekt, hvor han fik til opgave at fordampe og oprense Uran til atombomben. Ganske få videnskabmænd vidste, at bomben faktisk var en realitet inden den faldt. Chokeret over bombens grusomme effekt besluttede Wilkins at forlade den hårde fysik. Hans vej til DNA begyndte med den berømte fysiker Erwin Schrödingers bog »What is life?«, der foreslog at bruge fysikken på biologien.
Wilkins blev headhuntet af den person, der om nogen skulle forme hans skæbne, den eminente fysiker John T. Randall, som tidligere havde været Wilkins phd.-vejleder. Nu var han ved at starte en afdeling op i det helt nye felt biofysik, som lige passede Wilkins og da Randall flyttede til det ærværdige King's College i London i 1946 flyttede Wilkins med som højre hånd.
Det var her, det lykkedes Wilkins at frembringe de første ultratynde krystalfibre af DNA nogensinde og allerede i 1950 tog Wilkins og den phd.-studerende Raymond Goslind det første billede af DNA-krystaller. Billedet kom til at bringe de to afgørende personer, Rosalind Franklin og James Watson ind i DNA-historien.
For det første blev det klart for både Wilkins og Randall, at DNA burde have mere fokus og Randall overtalte den dygtige kemiker Rosalind Franklin at arbejde med DNA. Hun var ekspert i den teknik Goslind og Wilkins havde brugt til at tage billedet. En dengang ung teknik, hvor man bombarderer krystaller med røntgenstråler og prøver at bestemme atomstrukturen udfra, den måde de reflekteres på en fotografisk plade. »Det svarer til at bestemme strukturen af en stol ud fra dens skygge,« sagde Wilkins, der til gengæld var eminent til at designe apparaterne.
Den anden person var den unge amerikanske biolog James Watson, som fik billedet at se ved en af historiens sære små tilfældigheder med stor effekt. Det var på en konference i Napoli i foråret 1951, hvor Randall i sidste øjeblik bad Wilkins tage afsted i stedet for ham selv. Wilkins viste billedet til sidst i forelæsningen og konkluderede, at »når DNA strukturen var kendt kunne vi måske bedre forstå, hvordan generne virker.« Til trods for at Wilkins tørre britiske facon ikke tillod nogen utidig entusiasme at skinne igennem, tændte billedet med det samme en ild i Watson.

Intriger og misforståelser
Med Rosalind Franklin i King's College skulle man tro scenen var sat til store opdagelser. Men hvor Watson og Crick havde livlige diskussioner i Cambridge førte Randalls ledelsesstil til et helt anderledes destruktivt forhold i London.
Uden at nævne det for Wilkins havde Randall i ansættelsesbrevet til Rosalind Franklin skrevet, at hun skulle overtage DNA fra Wilkins som sit eksklusive område. Wilkins så derimod frem til at arbejde sammen med en virkelig ekspert og overlod sin phd-studerende Goslind samt sit bedste DNA til Franklin. Men da Wilkins var på ferie i lige præcis den uge, hvor Franklin ankom, blev budskabet i Randalls brev på en måde bekræftet og jorden var gødet for misforståelser.
Snart stødte de to mod hinanden. Rosalind Franklin var en meget dygtig krystallograf, som havde 'gyldne hænder' og i oktober fremkaldte hun et bedre og klarere billede end Wilkins havde kunnet. Det viste, at afhængig prøvens fugtighed var der tale om to forskellige DNA strukturer. Men i stedet for at diskutere betydningen af billederne syntes hun mere opsat på, at bore i de fejl Wilkins havde gjort. Franklin opfattede ikke Wilkins som ligeværdig og følte, at han blandede sig i hendes projekt mens Wilkins på sin side ikke kunne forstå hendes aggressive og uvenlige attituder, når han ønskede at diskutere de løbende resultater.
Hver isærs forskellige temperament og 'holden på formerne' hindrede dem gang på gang i at konfrontere problemerne og klarlægge, hvad der virkelig var sket. Snart var situationen så slem, at Wilkins fuldstændig undgik Franklin og i stedet forsøgte sig med sine egne eksperimenter. Han undlod endda at bede om at få noget af sit gode DNA, men valgte at bruge noget af dårligere kvalitet.
Først mange år efter Rosalind Franklins alt for tidlige død i 1958 så Wilkins ansættelsesbrevet og ifølge selvbiografien »The third man of the double helix«, der udkom sidste år, gik det op for ham, at brevet var en del af Randalls strategi for at møve sig ind på DNA'et.
»Det blev tydeligt for mig, at han håbede jeg ville droppe røntgenarbejdet og han selv kunne komme til,« skriver Wilkins.

Modelbyggerne
Mens tingene gik mere og mere i hårdknude på King's College var der fuld fart på hos den unge amerikaner James Watson, der altså havde set Wilkin's arbejde på konferencen i Napoli et år forinden. Han og Francis Crick på Cavendish Laboratory ved Cambridge University var inspireret af USA's store kemiker Linus Pauling, der havde skrevet en bog om det kemiske bånd ud fra kvantemekanikken.
Watson og Cricks prøvede at bygge modeller for, hvordan DNA er opbygget. Deres første model var imidlertid en forfærdelig fiasko. Franklin var kommet fra London for at se den og var fuldstændig uimponeret. »Rosalind syntes, vi var idioter,« husker Watson, »og hun havde ret.« De havde begået basale brølere, som måske nok gav dem røde ører, men hvad værre var fik den pinlige hændelse Bragg til at trække de to væk fra mere modelbygning.

Foto 51
Nu sker der to ting som bliver afgørende for, at Crick og Watson løser gåden, men som også har fået nogen til at anklage dem for at stjæle Rosalind Franklins data med Wilkins som mellemmand.
I maj 1952 tager Franklin og Goslind et billede de kalder 'Photo51', som viser et klart og symmetrisk 'X'-formet mønster, der er så enkelt, at da James Watson får det at se, giver det ham hjertebanken og han ved med det samme, at DNA må være en helix. Det sker imidlertid ikke før januar 1953, hvor Rosalind Franklin er blevet så træt af King's College, at hun er i færd med at flytte. I de måneder har 'Photo51' bare ligget i en skuffe på hendes kontor, og ifølge Brenda Maddox, som har skrevet en meget rost Franklin-biografi er der ikke noget, som tyder på, at Franklin lagde noget særligt i billedet.
Da Goslind skal gøre sin afhandling færdig under Wilkins giver han billedet til Wilkins, som til gengæld viser det til Watson et par dage senere. Denne handling har vakt megen disput, fordi den er blevet fremlagt som om Wilkins bag om ryggen stak nallerne i Rosalind Franklins laboratoriejournal og nuppede billedet. I selvbiografien »The Third Man of the double helix« som udkom sidste år medgiver Wilkins, at han måske ikke burde have vist Watson billedet og heller ikke havde gjort det, hvis han vidste, hvor stor effekt det skulle få . Men han var så frustreret over, at billedet så tydeligt viste, at DNA var helix-formet og ville bekræftes af en forsker han respekterede.
Watson skyndte sig hjem til Cambridge og fremlagde, hvad han havde fundet ud af for cheferne Bragg og Max Perutz og fik lov at bygge modeller. Samtidig giver Perutz dem en gave, som eftertiden har klandret ham meget - en rapport over Franklins forsøg. Men i virkeligheden var der heller ikke noget galt med det. Rapporterne cirkulerede normalt mellem cheferne for de forskellige laboratorier for at holde hinanden orienteret og var ikke som sådan fortrolige. Det var blot ikke etiketten at vise dem frem. Den samme britiske etikette bød også Crick at spørge Wilkins om lov til at trænge ind på hans område, hvortil han modstræbende sagde ja.
Herefter tager det dem kun godt fire uger at gøre modellen færdig og resten er historie som man siger. Næsten.

Efterspil
Watsons bestseller »The Double Helix« fra 1968 portrætterede Rosalind Franklin på en så uheldig måde, at bogen ansporede til en kampagne for at forbedre kvinders forhold i videnskab.
»Det var uden tvivl i bedste mening og faktisk nyttig,« skrev Wilkins i sin selvbiografi, »men en bivirkning var at Rosalinds mandlige kolleger i nogen grad blev dæmoniseret. Den største dæmon syntes at være mig.«
Folk så Rosalind Franklin, der var død af cancer i 1958, som den store taber og anførte at Wilkins uretmæssigt havde fået hendes nobelpris. Men faktum er, at Franklin ikke gjorde brug af de data hun havde og ifølge Brenda Maddox, troede hun ikke rigtig på modellen - »den er meget flot, men hvordan ved vi, at den er sand,« sagde Franklin da hun så modellen. Franklin var meget forsigtig og ligesom mange andre på tid ville hun have faste beviser før hun fuldt kunne acceptere modellen. Det tog Maurice Wilkins mange års hårdt arbejde og det var for dette han fik nobelprisen.

Artiklen bygger på følgende bøger:
* The Third Man of the double helix, Maurice Wilkins, Oxford University Press (2003).
* Rosalind Franklin: The Dark Lady of DNA, Brenda Maddox, HarperCollins (2002)
* The Double Helix, James D. Watson, Weidenfeld & Nicholson (1968)

Copyright © Rasmus Kragh Jakobsen og Dagbladet Politiken A/S www.pol.dk