• Biologer har ment, at der var flere adskilte underarter uden dog at kunne blive enige om, hvorvidt det var 8, 6 eller 5 - og heller ikke om, hvor de geografiske skel skulle trækkes.
• Genetikerne derimod mente, at der var tale om et kontinuum (ubrudt rækkefølge), men har været begrænset af få simple genetiske markører, som kun gav en ret lav opløsning, det vil sige gjorde det vanskeligt at skelne små forskelle mellem populationer.

Nu har de danske forskere imidlertid set på spørgsmålet med de nye og stærke genetiske værktøjer, og at zebraerne kan inddeles i 9 forskellige populationer.
»Vi finder, at der er adskilte enheder, men de stemmer ikke overens med det, morfologien [udseendet, red.] siger,« fortæller Rasmus Heller.

Unik ressource i fryseren på Københavns Universitet
For at opklare spørgsmålet har forskerne skullet bruge arvemateriale fra mange zebraer fordelt over store geografiske afstande og mange lande i Afrika.
»Vi har været meget heldige at have adgang til en helt unik ressource af prøver, som blev indsamlet af en professor ved Biologisk Institut i 1990'erne,« siger Casper-Emil Pedersen.
Professoren var Peter Arctander, som var meget dygtig og driftig gen-pioner inden for genetik på store pattedyr. Han indsamlede vævsprøver fra pattedyr i hele verden. Prøver, som i dag ligger i fryserne ved Københavns Universitet.
Denne samling er i dag en enestående ressource for genetisk forskning, fordi det er så vanskeligt og dyrt at indsamle prøver fra vilde arter i naturen.
»Jeg tvivler på, at der overhovedet er andre steder i verden, man har så omfattende materiale fra Afrika. Så det er et stærkt trumfkort her hos os,« siger Rasmus Heller.
Det nye studie viser, at samlinger som denne er afgørende for at besvare spørgsmål om vilde dyrearters biologi.

Mønstre i genomerne afslører slægtskab
Fra prøverne kan forskerne kortlægge arvemateriale fra 59 steppezebraer, dækkende lande som Tanzania, Kenya og Uganda i Østafrika til Namibia og Botswana i det sydlige Afrika samt tre bjergzebraer og tre Grevy's zebraer til sammenligning.
Hvert dyr er kortlagt som et slags 'light-genom', der repræsenterer cirka 1 procent jævnt fordelt over zebra-genomet.
Det lyder måske som lidt, men faktisk er der tale om mange millioner positioner i genomet, fordi zebraens genom indeholder hele 2,5 milliarder basepositioner.
Det afgørende er, at den metode giver forskerne flere hundrede tusinde bidder med genetiske markører, som dermed kan tegne et mere detaljeret billede i langt højere opløsning end de tidligere simple genetiske analyser.
Da de genetiske markører nedarves fra en generation til den næste, vil forskellige mønstre af markører blive kendetegnende for adskilte populationer, og her fandt forskerne ni forskellige populationer, hvoraf kun to-tre overlappede med de traditionelle underarter (afhængigt af, hvor man trækker underartsgrænserne).

Når en gruppe splitter ud, opstår nye genetiske mønstre
Forskerne kan også bruge mønstrene til at skrue tiden baglæns og så at sige beregne, hvor de nutidige mønstre må være skabt.
Princippet er måske lettest at forstå med et nutidigt eksempel - de nytilkomne danske ulve, som er indvandret fra Tyskland og Polen.
Når sådan en gruppe splitter ud fra sin oprindelige population, tager individerne et bestemt udsnit af genetiske markører med sig, og de mønstre vil præge de nye danske populationer og med andre ord optræde meget mere hyppigt blandt ulve i periferien af udbredelsesområdet end blandt ulvene i den centrale del af området.

Kan finde zebraens vugge
Når forskerne på den måde analyserer hyppigheden af bestemte mønstre af markører i zebraerne, finder de et meget klart billede af et centrum i et område mellem det nuværende Botswana og Zambia, hvorfra zebraerne er spredt ud i først to, siden mindst fire forskellige retninger.
»Det er som en hjertepumpe, der gennem de sidste 300.000 år har pumpet zebraerne ud, i takt med at det globale klima skiftevis har gjort landskabet frodigt og tørt,« siger Casper-Emil Pedersen.
Zebraer har brug for adgang til vand og vegetation, og området omkring Okavango og Zambezi har i mange tusinde år været et stabilt refugium, hvor der indtil for ca. 20.000 år siden desuden fandtes kæmpe søer.
Det udpeger forskerne nu som zebraernes vugge, og de kan beregne, at den sidste fælles forfader til alle de nulevende steppezebraer levede for cirka 370.000 år siden.

Zebraen er en art med mobilitet
Dermed tegner forskerne et billede af, at de stribede dyrs bestande gennem mange hundrede tusinde år er blevet formet af den hjertepumpe, og at mobilitet over store afstande så at sige er blevet en integreret del af den zebra, vi kender i dag.
»Det er jo rigtigt interessant og en kæmpe udfordring at opretholde, og evt. genoprette, denne bestandsstruktur i et Afrika med den store befolkningstilvækst, der er,« siger en af Danmarks førende forskere i geografisk økologi, professor ved Aarhus Universitet, Jens-Christian Svenning, som ikke har deltaget i studiet.

Zebraen kan rumme grundplanen for hele savannen
Omvendt giver studiet en indsigt, som er vigtig for at kunne bevare zebraen, f.eks. ved at sikre specifikke migrationskorridorer og pege på, hvordan den genetiske variation bedst kan opretholdes.
Visse af de nyopdagede populationer har f.eks. meget lavere genetisk diversitet end de andre og bør derfor overvåges nøje i fremtiden.
»Det er vigtigt at forstå, hvor de forskellige arter kommer fra og har bevæget sig hen over tid,« siger Rasmus Heller og peger på, at zebraen potentielt kan være indikator-art til at forstå hele savannens historie.
»Zebraen er en vigtig økologisk pioner-art, der er en af de første, der kommer frem til et nyt område og gør det klart til de næste arter såsom gnuer og gazeller. Det kunne være nærliggende at teste, om de andre arter, der typisk ankommer efter zebraen i et givent område, har bevæget sig videre på samme måde.«
Det er en hypotese indtil videre, men ideen er, at man i zebraen kan læse en grundplan for hele savannens udviklingshistorie.