Mennesket og chimpansen lå i langvarig skilsmisse
21. december 2006
Mennesket og chimpansen er i dag to adskilte arter, men sådan har det ikke altid været. Fundet af en fossil chimpansetand på Afrikas savanne og studier af chimpansens genom har afsløret, at vi i lang tid blev ved med at blande gener. Splittet skete først, da den lille forskel mellem os blev for stor.

Af Rasmus Kragh Jakobsen

I juni 2004 gjorde antropologen Sally McBrearty et sensationelt fund i Rift Dalen i Kenya. Ikke langt fra flere andre berømte fossilfund stødte hun på en fossil kindtand af en menneskeabe. Det var en helt almindelig dag i felten, og McBrearty var egentlig på jagt efter knogler fra tidlige mennesker, så hun tog ikke meget notits af tanden, men katalogiserede den til senere studier. Det var først, da to store fossile hjørnetænder dukkede op samme sted i januar 2005, at hun tog affære og lod tænderne undersøge af Nina Jablonksi på Kenya National Museum i Nairobi, som er ekspert i menneskeaber. Tænderne fik hende til at spærre øjnene op, for hun kunne med det samme konstatere, at der var tale om fossile tænder fra en af fortidens chimpanser.
Chimpansetænderne, der er 500.000 år gamle, blev fundet mindre end fire kilometer fra et område, hvor der før var fundet fossiler af de tidlige mennesker Homo erectus. Fundet bryder med den gængse opfattelse af, at de tidlige mennesker forlod skoven, passerede den tørre Rift Walley og løb ud på savannen mens chimpanserne blev i skoven.
Menneskets vandring ud af skoven er ellers blevet anset for at være et vigtigt trin på vores evolutionsstige, fordi det høje græs gjorde, at vi blev nødt til at rejse os op for at få udsyn. Men efter at man har fundet chimpansetænder ude på savannen, kan teorien ikke længere bruges til at forklare splittet mellem chimpanser og mennesker. Tværtimod er tænderne et bevis på, at mennesker og chimpanser har levet side om side og måske endda har opfattet hinanden som artsfæller og partnere.

Vores gener er 99 procent identiske
Spørgsmålet om, hvad det vil sige at være menneske, kom tættere på et svar i september 2005. Med blod fra chimpansen Clint fra Yerkes National Primate Research Center i USA kortlagde forskerne hele chimpansens arvemateriale. Siden da har forskerne haft svært ved at få armene ned af begejstring, for chimpansegenomet er det råmateriale, som indeholder svaret på, hvad der gør chimpansen og mennesket unikt. Da menneskets genom allerede blev kortlagt i 2001, har man nu en chance for at sammenligne de to livets bøger og finde frem til de genetiske forskelle.
Det, som først springer i øjnene er imidlertid ikke, hvor meget vi adskiller os, men tværtimod, hvor ens vi er. Chimpansens arvemateriale består af 2,8 milliarder basepar mod vores 3 milliarder. Den gennemsnitlige forskel på de enkelte bogstaver i de to genomer er blot 1,23 procent. Rent genetisk er vi altså næsten 99 procent identiske. Hele 29 procent af menneskets og chimpansens proteiner – cellens arbejdsheste – er fuldstændig identiske og i gennemsnit er det typiske menneskelige protein kun blevet ændret med en enkelt byggesten, siden de to arter splittede op. Regner man forskellen mellem os og chimpansen ud i basepar, bliver det til 35 millioner. Det lyder selvfølgelig af rigtig meget, men faktisk er det de færreste variationer, som har en betydning.
Udfordringen går ud på at finde frem til netop de gener, som gør arterne forskellige. Et af de områder, som forskerne har i fokus, er en klasse af gener, som styrer kroppens opfattelse af lyd, transmissionen af nervesignaler og sædproduktion. Disse gener har nemlig ændret sig ekstremt hurtigt i både mennesker og chimpanser i forhold til andre pattedyr.
Andre spændende områder i genomet er dem, som regulerer, hvor, hvornår og hvor meget et protein bliver udtrykt, hvilket fx har ekstremt stor betydning under fosterudviklingen. Timingen styres af en klasse af proteiner kaldet transkriptions-faktorer. Hvor de almindelige proteiner udfører det hårde arbejde, aktiverer transkriptionsfaktorerne bestemte dele af arvematerialet og åbner eller lukker mange gener på én gang. Analyser af disse områder har givet forskerne en indikation af, at transkriptionsfaktorerne har ændret sig meget hurtigere i mennesket i forhold til chimpansen.
Men der er også andre dele af genomet, som bliver studeret meget indgående. Den afgørende forskel mellem chimpanser og mennesker kan nemlig meget vel findes i de områder, som har ændret sig mest inden for de sidste 250.000 år. Ændringer i arvematerialet sker hurtigt, når en tilfældig mutation viser sig at være meget fordelagtig for arten. Den store succes får mutationen til at sprede sig til hele populationen inden for nogle få hundrede generationer, og den trækker alle de nærliggende områder i arvematerialet med sig. Nye studier har afsløret seks sådanne regioner i menneskets genom. Et af områderne indeholder ikke et eneste gen, og det stemmer godt overens med de seneste års forskning, der viser, at det langt fra kun er generne, som regulerer proteinerne.

Hjernerne er anatomisk ens
Selv om man kender til et mindre antal gener, som er forskellige i mennesker og chimpanser, peger det nye genom altså i retning af, at den væsentlige forskel skal findes i, hvordan generne reguleres. Da generne er dem, der bestemmer, hvilke egenskaber vi har, betyder det, at mennesker og chimpanser grundlæggende er ens, men at der er gradforskelle i, hvor meget en egenskab kommer til udtryk.
Et af de steder, hvor man ser det allertydeligst, er i vores hjerne, som rent anatomisk ikke adskiller sig fra chimpansens hjerne – bortset fra størrelsen. Menneskets hjerne er ca. fire gange så stor som chimpansens, og det anses som et nøglepunkt i vores evolutionære historie, da den begyndte at vokse for omkring 2 millioner år siden.
Størrelsen gør det dog ikke i sig selv – de neanderthalere, som blev udkonkurreret af moderne mennesker for ca. 35.000 år siden, havde i gennemsnit større hjerner end mennesker har i dag. Ikke desto mindre har vores hjerne været essentiel for menneskets succes, og hjernen anses da også for at være det organ, som bærer vores unikhed.

X-kromosomet er det yngste
Siden genomet blev offentliggjort, har det været genstand for mange forskellige studier, og et af de mest provokerende resultater blev offentliggjort af den velrenomerede genetiker David Reich fra Harvard University i 2006. Sammen med kolleger ved MIT’s Broad Institut har han vist, at menneskets og chimpansens udviklingslinjer delte sig to millioner år senere end hidtil antaget. Mere præcist skete splittet for højst 6,3 millioner år siden og formentligt for ikke mere end 5,4 millioner år siden. Reich baserer sine konklusioner på en grundig analyse af menneskets, chimpansens og flere andre abers genomer. Hans idé går ud på at bruge mutationerne i genomet som et molekylært ur, og antallet af mutationer fortæller, hvor længe der er gået i mellem de forskellige arter er splittet op.
Tiden for splittet mellem os og chimpansen varierer op til fire milioner år forskellige steder i genomet. Så stor variation passer ikke med forskernes traditionelle opfattelse af artsdannelse, hvor den oprindelige population pludselig deler sig i to isolerede populationer, som efterfølgende udvikler sig hver for sig. I tilfældet med mennesket og chimpansen må der være sket en udveksling af arvemateriale en million år efter den første opslitning. Men bastardhanner er som regel sterile, og populationen vil uddø, med mindre de fertile hunner parrer sig med en af de oprindelige hanner. Det kan selvfølgelig være vanskeligt at forestille sig, at en opretgående hun og en knogående menneskeabe skulle falde for hinanden og danne par. Men noget tyder på, at det har været tilfældet, for analysen passer forbløffende godt med, at netop X-kromosomet er 1,2 millioner år yngre end alle andre kromosomer.
Teorien strider imidlertid imod den hidtidige forståelse af de to berømte fossile fund Toumaï og Millenium Man. Begge fossiler har hidtil haft status som nogle af menneskets ældste forfædre. Knoglerne af Toumaï blev fundet i Chad og er 7 millioner år gamle, og pga. den måde rygsøjlen går ind i kraniet på, er forskerne sikre på, at Toumaï havde en opretgående gang. Det har man tidligere taget som et bevis på, at Toumaï var en af menneskets forfædre, men med Reichs nye data ser det ud til at Toumaï faktisk var en bastard, som havde evnen til oprejst gang. Også Millenium Man, som er et 6 millioner år gammelt fossil, har blandede træk fra både mennesket og chimpansen og kunne være et blandingsprodukt mellem arterne.
Splittet mellem mennesker og chimpanser ser altså ikke ud til at være sket på én gang, men var tværtimod komplekst og langtrukkent, hvor tidlige medlemmer af begge linjer har parret sig med hinanden.

Kamplystne hanner går i krig
Omfattende adfærdsstudier viser også, at båndet mellem os er uhyre tæt. For 50 år siden talte man om mennesket som det eneste væsen, der havde løsrevet sig fra naturens førergreb ved at bruge redskaber. Man gik så vidt som til at kalde mennesket for redskabsmageren. Det var dog kun lige, indtil antropologer iagttog chimpanser finde en kvist, bære den flere hundrede meter og tilpasse den, så den var perfekt til at fiske termitter op af et bo. Selv om evnen til at bruge redskaber ikke var lige så udpræget hos chimpanser som hos os, var den alligevel nok til, at man kunne afvise en absolut forskel.
Senere pegede man på sproget som den afgørende faktor, men det var kun, indtil man hørte historien om den lille dværgchimpanse, Kanzi. Kanzi hang på sin mor, Matata, mens forskerne trænede hende i at bruge en taleplade. Stor var forbløffelsen, da Kanzi en dag, hvor Matata var væk, selv gav sig til at bruge talepladen og sikkert mestrede de samme 10 ord, som Matata havde lært.
Chimpanserne er også taktiske og kan planlægge og koordinere overraskende bagholdsangreb. Det opdagede antropologen Jane Goodall fx under et studie af vilde chimpanser i 1974. Hun observerede, hvordan hanchimpanserne fra én flok udså sig et offer fra en anden flok. Nogle sprang på ham og holdt ham fast mens andre brækkede hans lemmer, flænsede huden af ham og drak hans blod. Kyniske magtkampe og taktiske spil er et lige så naturligt indslag i chimpansens hverdag som i vores.
Men ikke nok med det. Chimpanser kan tilsyneladende også sætte sig ind i andres tanker – en egenskab,
som forskerne kalder for ”theory of mind”. Theory of mind har ellers været en klassisk skillelinje mellem os og chimpanserne, men nu tror de fleste forskere ikke længere på, at der er tale om et rent menneskeligt fænomen. Forskere fra Leipzig har fx opbygget nogle testscenarier, hvor de lod en dominerende og en underordnet chimpanse konkurrere om mad. Det var tydeligt, at den underordnede chimpanse nøjagtigt vidste, hvad den dominerende han kunne se og ikke se af maden, og den underordnede chimpanse gik derfor udelukkende efter den mad, som den anden ikke kunne få øje på.

Graden af intelligens er svær at teste
Ikke alle forskere er dog overbevist om, at chimpanserne har ”theory of mind”, og forskellige eksperimenter med aber i fangenskab er tvetydige fx kan chimpanserne ikke finde ud af, hvem de skal tigge en banan fra, hvis den ene person har bind for øjnene og den anden har bind for munden. De tigger lige meget fra dem begge. Den opgave kan børn
nemt løse, men omvendt kan man sige, at chimpansernes fiasko lige så godt kan skyldes, at testen er meget fremmed i forhold til chimpansens naturlige miljø. Hvis man vil teste chimpansernes kognitive formåen, må man i langt højere grad lære at tage udgangspunkt i, hvordan dyrene lever i naturen.
Det kan genetikeren Svante Pääbo skrive under på. Han mener, at der er brug for meget mere forskning i chimpansernes adfærd på deres egne præmisser. Han påpeger, at man kun kan forstå den evolutionære udvikling, hvis man har en dyb indsigt i, hvordan chimpanserne oplever verden. Fx har chimpanserne en medfødt evne til at kunne kommunikere med et sprog, men den er ikke så kompleks som vores. Der er tale om gradsforskelle frem for absolutte forskelle, og hvis vi nogen sinde skal kunne finde den genetiske årsag, må vi først definere forskellene på det adfærdsmæssige niveau.

Copyright © Rasmus Kragh Jakobsen og Illustreret Videnskab.