De nye plager
4. november 2010
Vi står foran helt nye epidemier af sygdomme fra de fattige lande. Hiv, sars og fugleinfluenza var kun de første. Drømmen om at vinde krigen mod mikrober er bristet, og et nyt billede tegner sig: Mennesket er en del af et stort økosystem, som nye mikrober konstant vil angribe.

Af Rasmus Kragh Jakobsen

Midt i 2009 fik lastbilchaufføren Frank van Lent fra Den Bosch i Holland pludselig feber og hoved pine. Samtidig følte han sig tappet for energi og havde somme tider hjertebanken og smerter i knoglerne, men han tog stadig på arbejde. Til sidst overtalte kæresten ham til at gå til lægen. Lægen var mystificeret, da symptomerne ikke passede på noget, og Frank van Lent måtte frustreret tage hjem og bare vente på at få det bedre. Først da han i radioen hørte om et udbrud af en smitsom sygdom fra husdyr, spurgte han lægen, om det kunne være det. Og det kunne det.
Diagnosen viste en sjælden sygdom kaldet Q-feber, der skyldes en lille bakterie, Coxiella burnetii. Den er så smitsom, at blot en enkelt bakterie er nok til at inficere et menneske. Men det mærkelige var, at Q-feber før kun havde ramt landmænd, dyrlæger og slagteriarbejdere med direkte kontakt til dyr. Nu var bakterien muteret og spredtes via luften, hvorved flere end 2000 hollændere blev smittet i løbet af 2009 – langt de fleste endda uden at have kontakt til land bruget. Mange af de smittede kunne hurtigt behandles med antibiotika, men hos nogle, som fx Frank van Lent, bed bakterien sig fast, så de stadig efter et år blev udmattede af blot en kort gåtur. For andre igen var infektionen fatal.
Det hollandske udbrud af Q-feber er stadig i gang og blot et af de seneste eksempler på en uhyggelig tendens: at flere og flere nye mikrober finder vej fra dyr til mennesker. Hiv/aids, sars, Creutzfeldt-Jakobs syndrom og fugle- og svineinfluenza er kun toppen af isbjerget og forskerne ved, at det haster med løsninger. Udviklingen er nemlig gået stik modsat, hvad eksperterne sagde i 1960’erne og 1970’erne: at kampen mod smitsomme sygdomme stort set var vundet, og at man nu skulle koncentrere kræfterne om vigtigere problemer som hjerte-kar-sygdomme og kræft. Den optimistiske stemning red dengang på en bølge af succeser med vacciner og vidunderstoffer som penicillin, streptomycin og kloramfenikol, som toppede med den globale udryddelse af kopper i 1977.
Men den store succes skabte en fatal tilbagelænethed, som vi nu betaler prisen for. I dag står smitsomme sygdomme for cirka en tredjedel af alle dødsfald i verden, og vi er vidner til flere helt nye smitsomme sygdomme end nogen sinde før. Den verdenskendte hollandske virolog Albert Osterhaus fra Erasmus Medical Center i Rotterdam, der blandt andet har identificeret sars-virussen, er enig med resten af verdens eksperter i, at det kun går én vej: Det bliver værre.
Professor Mark Woolhouse, Centre for Infectious Diseases ved University of Edinburgh i Skotland, siger det således:
“Siden jeg tog min eksamen, er der kommet over 80 helt nye smitsomme sygdomme til. Og der er overhovedet ingen tegn på, at det stopper.”

Syge krager gav epidemi i USA
Gennem historien har epidemier gang på gang decimeret hele befolkninger, udløst masseudvandringer og afgjort udfaldet af krige. Men præcis hvor ofte nye smitsomme sygdomme opstår, har ingen vidst før 2008, hvor dr. Kate Jones, Institute of Zoology i London, og hendes kolleger for første gang satte tal på udviklingen. Med en meget citeret artikel i det ansete videnskabelige tidsskrift Nature dokumenterede forskerne fremkomsten af over 300 nye smitsomme sygdomme i perioden 1940 til 2004.
Studiet afslører blandt andet såkaldte hotspots, hvor sygdommene opstår, og at over 60 procent stammer fra dyr, hvis mikrober så at sige opdager os og bliver menneskesygdomme – de såkaldte zoonoser. Langt størstedelen af sygdommene skyldes bakterier og virus, mens en mindre del kan tilskrives orm, svampe og amøber. For over en femtedels vedkommende finder de vej til mennesker via blodsugende insekter som myg, mider, lopper, lus, tæger og stikfluer, der med den globale opvarmning kan få en opblomstring ud over deres oftest tropiske breddegrader. Tror man, at sygdom- mene kun rammer de fattige mennesker i tropiske lande, mens vi i den vestlige verden er sikre, tager man fejl.
I sommeren 1999 i New York blev en række ældre mennesker fra Queens som de første ramt af hjernebetændelse, hvilket mystificerede lægerne. Byen var plaget af myg efter en usædvanligt mild vinter, og samtidig var der rapporter om døde og syge krager. I Bronx Zoo husker dyrlæge Tracey McNamara, at “det nærmest regnede med krager”. Hun bemærkede, at fuglene havde problemer med at flyve, mistede balancen og sad og rystede. Nærmere undersøgelser af de døde dyr afslørede, at de havde blød ninger i hjernen og skader på hjertet. Det slog hende, at der kunne være en sammenhæng mellem dødsfaldene blandt fuglene og de syge mennesker. Hun fik mistanke om, at dyrene var smittet med en ny sygdom fra et andet kontinent, som de derfor ikke havde noget forsvar imod.
Tracey McNamara var en af de første, der kom på sporet af vestnilvirus-epidemien, der siden 1999 er spredt fra fugle til mennesker via myg og i dag blusser op som epidemier hver sommer i næsten hele USA. Vestnilvirus blev første gang opdaget i 1937 i Uganda og har, indtil den dukkede op i New York, stort set ikke interesseret forskerne. Men siden 1999 har der været et boom i videnskabelige artikler om sygdommen. Spørgsmålet er, hvordan en afrikansk mikrobe pludselig finder vej til et helt andet kontinent mange tusind kilometer væk. Forklaringen er sammensat af flere faktorer: Der er flere mennesker end nogen sinde før i historien. Vi rejser over hele verden, trænger ind på urørte om råder af naturen, har enorme dyrehold i landbruget og flytter eksotiske dyr som kæledyr rundt på hele kloden, og vi op lever katastrofer, krige og konflikter, som alt sammen åbner nye muligheder, som mikroberne kan udnytte.

Nye virus har billet til hele verden
Forskerne kender cirka 1.500 smitsomme sygdomme, der groft kan opdeles i virus, bakterier, amøber, orm og svampe, hvor størstedelen fremkaldes af virus og bakterier. Gennem evolutionshistorien har der konstant raset en kamp mellem kroppens immunforsvar og mikrober, der så at sige leder efter en uudnyttet plet, de kan indtage. Og mikroberne er slet ikke kræsne. De tager, hvad der byder sig. Kan de først trænge gennem forsvaret hos et pattedyr, er chancen der for, at de også kan trænge gennem et andet pattedyrs forsvar. Jo tættere beslægtede to arter er, des større er risikoen for, at forsvars værkerne er ens, og sygdommen dermed kan springe fra den ene til den anden vært, hvilket også gælder for mennesker.
“Vi har en tendens til at glemme, at vi ikke er noget specielt i dyreverdenen –bare endnu en dyreart. Og de fleste nye sygdomme opstår simpelt hen ved at skylle over fra et reservoir i et andet dyr,” siger professor Albert Osterhaus.
Man kan sammenligne situationen med ukrudt. Når man ændrer forholdene i sin have, så man mener, at de er op timale til fx at dyrke grøntsager, vil der uvægerligt være en utilsigtet organisme, som også finder forholdene tiltalende. Det samme sker, når vi ændrer verden for at gøre den bedre for os selv. Så står vi over for et enormt antal forskellige mikrober, hvor der nok skal være nogle, som får nye muligheder og spreder sig.
Det er nipah-virus et godt eksempel på. I 1999 begyndte stordrifts-griseavlere i Malaysia at plante mangotræer rundt om grisefarmene. Derved skabte de uden at vide det gode vilkår for en helt ny sygdom, nipah-virus, som kom fra frugt spisende flagermus, der kan lide mangofrugt. Grisene blev smittet med virussen fra flagermusenes afføring, og fra grisene fandt virussen vej til landmænd, slagtere og mennesker på markederne.
Et andet nyt eksempel er chikungunya-virus, som i 2005 stort set var ukendt, da en epidemi pludselig brød ud på La Réunion og flere andre øer i Det Indiske Ocean. Sygdommen spredte sig som en steppebrand med mere end 266.000 syge øboere. Der findes ingen behandling, men heldigvis var dødeligheden ret lav med “kun” 250 døde. Efterfølgende nåede sygdommen Indien med mere end to millioner tilfælde, og i 2007 kom det første europæiske udbrud i det nordlige Italien. Sygdommen har været kendt i Afrika siden 1952, men virussen har været isoleret dertil, fordi den bæres af en myg, som kun lever i troperne. Dette ændrede sig i 2005, hvor virussen formentlig er muteret, så den også trives i en ny mygge-vært, Aedes albopictus, der lever i tempererede egne og dermed har en billet til det meste af verden.

Tidligere epidemier er lærerige
Forskerne mener, at vi er i begyndelsen af historiens anden store bølge af sygdomsepidemier, hvor den første kom med tæmningen af husdyr og over gangen til et fastboende liv med dyr, møddinger og byer. I dag lever vi i en globaliseret verden, hvor vi er så tæt forbundne, at en ny sygdom, der invaderer et menneske i dag, spreder sig til hele kloden på blot to dage. Populært sagt gnubber et menneske i London skuldre med mikroorganismer, der lige er kommet ud af junglen i Amazonas. Der er med andre ord en rigtigt god grund til, at myndigheder og fonde i det rige Vesten er begyndt at bekymre sig om smit somme sygdomme fra fattige lande.
“Det er ikke sandsynligt, at vi kan stoppe nye smitsomme sygdomme. Måske bliver vi nødt til at lære at leve med dem. Men de enorme gevinster, der ville have været, hvis vi havde stoppet hiv på samme måde, som vi stoppede sars, retfærdiggør, at vi forsøger,” siger professor Mark Woolhouse i Edinburgh.
Epidemier som sars og influenza har været lærerige og vist, at nøglen til at stoppe nye sygdomme er overvågning –ikke bare af patienters symptomer, men også af dyrs. Hidtil har der været en gigantisk skævvridning af overvågningen, så langt den største indsats er sket i de rige vestlige lande med gode sundhedssystemer, hvor det er mindst sandsynligt, at den næste epidemi opstår. Derfor er der lanceret flere projekter, som skal forsøge at fange en ny smitsom sygdom i optakten. Et af de største projekter – det såkaldte EPT – blev søsat i USA i slutningen af 2009, og det skal forudsige, forhindre og sikre en effektiv respons på en ny pandemi. Blandt andet overvåges mikrober i forskellige vilde pattedyr og fugle i de såkaldte hot spotområder som Mexico, Sydøstasien, Ganges-deltaet og Congo-bassinet.
Over de næste fem år skal lokale forskere indsamle prøver fra mange tusind dyr, som vil blive analyseret for en række farlige mikrober og dermed give et overblik over, hvad der egentlig findes af potentielle sygdomme i den vilde natur. Albert Osterhaus leder et lignende projekt i EU kaldet EMPERIE, som systematisk overvåger mennesker fra forskellige dele af verden samt dyr i Europa med størst risiko for at være reservoir for nye smitsomme sygdomme. Det skal gøre forskerne bedre i stand til at forudsige problemer og hurtigt identificere nye ­plager, så de kan spare altafgørende tid.

Stort hul i vores viden
Men det er ikke nok at vide, hvilke mikrober der findes – man må også forstå, hvordan mikroberne tager skridtet ind i mennesker. I forhold til den stigende globalisering har James Lloyd-Smith fra University of California i Los Angeles netop dokumenteret et skræmmende hul i vores viden. I en artikel i det videnskabelige tidsskrift Science dokumen terer han, at lige præcis det afgørende punkt, hvor sygdommene får kontakt mellem dyr og mennesker, stort set ikke er videnskabeligt undersøgt.
“Hvis man kan forstå lige præcis den proces, vil vi måske kunne lære, hvordan vi kan stoppe disse epidemier, inden de får en chance for at begynde,” siger han.
Med en meget kompleks biologi, hvor både dyr, mennesker og mikrober er indblandet, er der naturligvis lang vej. Men James Lloyd-Smith mener, at det er værd at undersøge en bestemt gruppe zoo­noser, der endnu ikke er slået igennem som menneskesygdomme. Han peger fx på den meget omtalte fugleinfluenza H5N1, der har lært at smitte mennesker, men endnu ikke har lært, hvordan den smitter effektivt fra menneske til menneske, så udbruddene dør ud.
Skrækscenariet er, at den meget døde lige fugleinfluenza blandes med den meget smitsomme men milde svineinfluenza til en ny dræberinfluenza a la den spanske syge, som i 1918-19 kostede omkring 50 millioner mennesker livet. Præcis hvad der skal til, før virussen kan tage skridtet og smitte mellem mennesker, ved ingen. Men James Lloyd-Smith mener, at vejen frem er at samle viden fra alle de bedst studerede sygdomme og samle dem til modeller, der tager hele processen med og gør forskerne i stand til at køre computereksperimenter for mange forskellige scenarier. Disse ­modeller kan afsløre svagheder og forud sige, hvilke forholdsregler og behand linger der vil være mest effektive.
På langt sigt forestiller James Lloyd-Smith sig, at man integrerer studier af de mindste molekylære detaljer, fx af en mutation i mikrobens receptor, som gør den meget smitsom, med studier af epidemiens forløb globalt. Det vil måske gøre forskerne i stand til at fiske en stump virus-dna ud af et dyr i junglen og forudsige, at her er der ved at ske noget alvorligt. Man kan med andre ord forestille sig en meget omfattende over vågningsindsats, hvor man tager prøver på højrisikodyr i “hotspots”, analyserer dem for arvemateriale i laboratorier og hurtigt opdager, hvis en ny potentielt farlig variant af en sygdom er på vej. Men der er lang vej, og for helt nye sygdomme bliver det måske aldrig muligt at for udsige, hvor og hvornår de kommer.

* Ni faktorer afgør risikoen for epidemier
De nye smitsomme sygdomme skyldes flere faktorer i en globaliseret verden med stor mobilitet af såvel mennesker som dyr og madvarer.
1. En globaliseret verden med handel på tværs af kloden, 800 millioner turister, 1,5 milliarder flyrejser og flere hundrede millioner importerede dyr om året.
2. Det stigende behov for kød giver nye industrialiserede landbrugsformer, hvor enorme dyrehold stimles sammen under ofte katastrofale hygiejniske forhold.
3. Antibiotikamisbrug i produktionen af kød fører til udvikling af resistens hos sygdomsfremkaldende mikrober.
4. De rige lande i Vesten har gennem årtier svigtet ulandene ved at være ude af stand til at sikre de vacciner og den medicin, som kan bremse sygdomme.
5. Naturkatastrofer, krige, storbyslum og flygtningelejre skaber mangel på sundhedssystemer og sanitet, som giver anledning til nye epidemier.
6. Menneskets indtrængen på uberørt natur med ukendte mikrober har lige siden den gule feber i forbindelse med anlæggelsen af Panamakanalen i 1914 været en kendt kilde til nye plager.
7. Kød fra eksotiske dyr er en direkte billet til sygdomme hos mennesker, hvor hiv/aids er det alvorligste eksempel.
8. Årligt importeres millioner af kæledyr, som mødes i lufthavnenes opbevaringsrum, hvor mikrober fra forskellige kontinenter “lærer” hinanden, hvordan man nedbryder artsbarrierer.
9. Manglende politisk vilje, farlige seksuelle vaner og stofmisbrug.

* Sådan spredes smitten fra dyr til menneske
Tre faktorer afgør, om en smitsom sygdom, som opstår i et dyr, kan overføres til mennesker og udvikle sig til en sygdom, der smitter mellem mennesker: Mikroben skal i kontakt med en dyrevært, hvorfra den skal finde vej til mennesker for til sidst at være i stand til at overvinde artsbarrieren og vores immunforsvar.
1. Dyrevært
Det er bl.a. afgørende, om mikroben findes i en eller mange dyrearter, hvor stor tæthed værterne har, og om sygdommen overføres direkte fx ved bid, eller den overføres indirekte.
2. Menneskekontakt
Hvordan og hvor ofte vi møder mikroben, er afgørende for, om den overføres. Det kan fx ske ved, at vi trænger ind på dens levesteder, at tætheden af sygdomsbærende blodsugende insekter øges, eller at vi ændrer adfærd og fx spiser mere kød.
3. Sandsynlighed for infektion
Hvis mikroben kan overvinde tættere beslægtede pattedyrs immunforsvar, er der grund til at være på vagt, mens vi ikke har meget at frygte fra sygdomme i fjernt beslægtede dyr. Varighed og hyppighed af kontakten betyder meget, ligesom god hygiejne er afgørende for, om dyrenes mikrober kan få kontakt.

Sygdommene:

De klassiske plager

Malaria
Type: Protozo – Plasmodium falciparum m.fl.
Zoonose: Nej.
Smittekilde: Fra myggen Anopheles.
Inkubationstid: Fra 10-15 dage og op til flere år.
Symptomer: Parasitten føres med blodet til leveren og videre ud i blodbanen og inficerer de røde blodlegemer. Høj feber, kulderystelser, hovedpine, afkræftethed og delirium. Flere har en cyklus på to-tre dage fra rask til feber.
Udbredelse: Tropiske og subtropiske områder.
Syge: 250 mio.
Døde: 1,5 mio. årligt.
Særligt: Det amerikanske Center for Disease Control and Prevention blev grundlagt for at stoppe malaria, der kom til USA med slaverne.

Byldepest
Type: Bakterie – Yersinia pestis.
Zoonose: Ja, bæres af gnavere.
Smittekilde: Overføres via loppebid.
Inkubationstid: 2-10 dage.
Symptomer: Uspecifikke symptomer med høj feber, træthed, kvalme, opkast og muskel-smerter. Hævelse og ømhed i inficerede lymfeknuder, der svulmer op til karakteristiske store smertefulde bylder af døende væv.
Udbredelse: Findes i mange lande i de tropiske dele af Asien, Afrika og Sydamerika samt i det vestlige USA og det tidligere Sovjetunionen.
Syge: 1000-3000 årligt.
Døde: Under 200 årligt.
Særligt: En af de ældste menneskesygdomme.

Tuberkulose
Type: Bakterie – Mycobacterium tuberculosis.
Zoonose: Nej, men kan bæres af vilde dyr.
Smittekilde: Fra host og nys.
Inkubationstid: År. Kun 10 pct. bliver syge.
Symptomer: Bakterien ligger latent i lungerne og bryder ud, hvis immunforsvaret svækkes af fx hiv/aids, og æder bogstaveligt talt kroppen op indefra. Hoste, blodfyldt slim, feber og vægttab. Udbredelse: Værst i Indien, Kina og Afrika.
Syge: 15 mio. årligt. 2 milliarder (ikke en trykfejl) eller ca. hver tredje menneske på kloden er smittet med TB.
Døde: 2 mio. årligt.
Særligt: XDR-TB er en ny og ekstremt resistent variant af bakterien, som breder sig globalt. Kan ikke behandles.

De nuværende plager:

AIDS
Type: Virus – human immunodeficiency virus.
Zoonose: Ja, fra aber.
Smittekilde: Fra inficeret blod fx ved seksuel kontakt eller ved fødsel og amning.
Inkubationstid: 2-20 år.
Symptomer: De færreste får umiddelbare symptomer. Først efter cirka 10 år, hvor virus har nedbrudt immunforsvaret, bliver patienten syg af andre infektionssygdomme.
Udbredelse: Global, men flest i Afrika.
Syge: 33 mio. syge og cirka 3 mio. smittes hvert år.
Døde: Cirka 2 mio. årligt.
Særligt: Trods en meget intensiv kampagne er sygdommen stadig et gigantisk problem.

Borreliose
Type: Bakterie – Borrelia burgdorferi.
Zoonose: Ja, fra gnavere.
Smittekilde: Flåtbid.
Inkubationstid: 8-90 dage.
Symptomer: Efter dage til måneder kommer influenzalignende symptomer med høj feber og ledsmerter. Vedvarende nerveforstyrrelser, gigtagtig ledbetændelse og hudforandringer.
Udbredelse: De fleste lande på den nordlige halvkugle i de tempererede klimazoner.
Syge: Uvist globalt, men 20.000 i USA og 80.000 i Europa hvert år.
Døde: Få.
Særligt: Skovflåter er kilde til en anden farlig sygdom i vækst: flåtbåren hjernebetændelse.

CJS (Creutzfeldt-Jakobs syndrom)
Type: Protein – prion.
Zoonose: Ja.
Smittekilde: Inficeret kød og marv.
Inkubationstid: Flere år til årtier.
Symptomer: Prion-protein (PRNP) i centralnervesystemet findes i en sjælden sygdomsfremkaldende muteret variant. Denne variant katalyserer omdannelsen af den normale PRNP til den syge PRNP. Det fører til uopløselige klumper i hjernen og celledød.
Udbredelse: Primært i Storbritannien, hvor inficeret kvæg kom i menneskets fødekæde.
Syge: Ca. 200.
Døde: 100 pct. dødelighed.
Særligt: En helt ny type smitsom sygdom, som hverken er parasit, bakterie eller virus.

De fremtidige plager:

Fugleinfluenza
Type: Virus – influenza A H5N1.
Zoonose: Ja, fra fugle.
Smittekilde: Direkte kontakt med fugle.
Inkubationstid: 1-3 dage.
Symptomer: Feber, hovedpine og ømhed i kroppen. Vejrtrækningsproblemer, lungebetændelse og blødninger i lungerne.
Udbredelse: Primært i Kina, Egypten, Indonesien, Pakistan og Vietnam.
Syge: 447.
Døde: 263.
Særligt: Fugleinfluenza er meget dødelig, men spredes ikke nemt mellem mennesker. Sker det, kan H5N1 blive en influenza-pandemi, hvor skrækscenariet er den spanske syge.

Q-feber
Type: Bakterie – Coxiella burnetii.
Zoonose: Ja, fra kvæg, får, geder etc.
Smittekilde: Luft eller kontakt med dyr.
Inkubationstid: 9-40 dage.
Symptomer: Høj feber, kraftig hovedpine, tør hoste og kulderystelser. Få udvikler kronisk Q-feber, der tager cirka fire år at behandle.
Udbredelse: Husdyr i det meste af verden.
Syge: Kendes ikke. Det nuværende udbrud i Holland er over 3500.
Døde: 1-2 procent ved akut Q-feber, 60 procent ved kronisk Q-feber.
Særligt: Meget smitsom, da en enkelt bakterie er nok til at inficere et menneske.

Ukendt dræber
Type: Sikkert rna-virus, der muterer hurtigt. Ny ukendt sygdom, som vi endnu ikke har mødt.
Zoonose: Ja. Fra en asiatisk husdyrfarm med et enormt antal dyr holdt under ringe hygiejniske forhold – eller fra den uberørte regnskov.
Smittekilde: Smitter som forkølelse.
Inkubationstid: Skrækscenariet er en virusinfektion a la hiv, der ikke gør os syge før lang tid efter infektionen, men som stadig smitter.
Symptomer: Symptomer kommer sent.
Udbredelse: Global på kort tid. Opstår i Asien, Amazonas, Mexico eller Congo-bassinet.
Syge: 2 mia.
Døde: 500 mio.
Særligt: Ny sygdom, der kommer overraskende.

Copyright © Rasmus Kragh Jakobsen og Illustreret Videnskab.