'Game changer': Tænder fra ældste moderne mennesker uden for Afrika fundet

14. oktober 2015
47 tænder i Kina viser, at mennesket brød ud af Afrika langt tidligere end antaget. Det ændrer fuldstændig billedet af, hvordan vi koloniserede kloden – og potentielt også af, hvem vi er som mennesker.

Af Rasmus Kragh Jakobsen

Forskere har i Kina fundet en unik samling af 47 mennesketænder, der med den danske professor Peter C. Kjærgaards ord »vender op og ned på vores nuværende forståelse af det moderne menneskes udvandring fra Afrika og migrationsmønstre på resten af kloden.«
»Det er et uhyre interessant fund, og hvis resultaterne holder, har det vidtrækkende konsekvenser,« siger Peter C. Kjærgaard, som er direktør for Statens Naturhistoriske Museum, men ikke selv har deltaget i forskningen.
Sagen er den, at tænderne er mindst 80.000 år gamle, og den datering strider umiddelbart stik imod det billede, de fleste forskere indtil i dag har troet på: At moderne mennesker først havde succes med at bryde ud i resten af verden for ca. 60.000 år siden. Med de 47 tænder står forskerne nu med de første helt sikre beviser på, at moderne mennesker nåede ud af Afrika i hvert fald 20.000 år tidligere end troet.
I London ved The Natural History Museum har professor Chris Stringer nogenlunde samme reaktion på det nye studie som Peter Kjærgaard: »Det her er en game-changer,« siger han.

Startskuddet for nye evolutionære scenarier
Med det nye studie ryger den længe hyldede, næsten bibelske, fortælling om os selv som en enestående kreativ udgave af mennesket, der så dagens lys for 60.000 år siden, skyllede ud over kloden og fejede alle andre mennesketyper, af banen.
I stedet tyder det på, at vi blev holdt ude, indtil andre mennesketyper som neandertalerne gik tilbage, tyder det nye fund på.
»Det her er startskuddet for en spændende ny periode, hvor nye ideer og evolutionære scenarier skal afprøves,« siger professor ved Burgos Universitet i Spanien, María Martinón-Torres, der er en af de tre ledende forskere bag fundet.
Fundet er netop offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Nature.

Hule gemte på kæmpehyæner, fortidselefanter - og mennesketænder
Tænderne er fundet af et hold kinesiske arkæologer, ledet af blandt andet Wu Liu og Xiu-jie Wu ved Det Kinesiske Videnskabelige Akademi i Beijing.
I 2011 til 2013 udgravede forskerne systematisk hulegulvet i Fuyan-hulen ved Tangbei Village i Daoxian i det sydlige Kina, og i et 20-50 centimeter tykt lag af fint gul-brunt ler væltede det frem med menneske- og dyretænder.
Der var blandt andet tænder fra uddøde pattedyr som kæmpehyæner, fortidselefanter, kæmpetapirer og forfædre til nutidens store panda.
Men det var alligevel mennesketænderne, der løb med det meste af opmærksomheden.

Ingen redskaber eller DNA i hulen
For det første fordi der ikke kunne være tvivl om, at der var tale om mennesketænder, hvilket både form og størrelse af rødderne og kronerne kunne afsløre. Sammenlignet med andre tænder og arkæologiske fund viste tænderne sig at være meget tæt på nutidens mennesketænder.
Hjørnetænderne var små og slanke og adskilte sig ligesom kindtænderne fra de større og grovere tænder hos de tidligst kendte, anatomisk moderne mennesker.
Forskellene blev endnu mere udtalte, når forskerne sammenlignede med ældre mennesketyper som neandertalere og Homo erectus.
Forskerne fandt ingen stenredskaber, smykker eller andre genstande, der kunne fortælle om menneskenes kultur og evner. De fandt heller ikke noget fossilt DNA – men det blev der nu heller ikke gjort forsøg på, fortæller María Martinón-Torres. Jordforholdene i hulen er nemlig så sure, at sandsynligheden for, at DNA har overlevet er meget lille.
»Det er kun de hårdeste levn som tænder, der er bevaret, mens knoglerne er væk,« siger hun.

Dateringen ændrede alt
Sensationen opstod, da forskerne kunne sætte en dato på fundet. De var nemlig så heldige, at jordlagene er meget veldefinerede og samtidig afgrænset både oppe og nede af mineralaflejringer, som kan dateres.
Forskerne brugte en veletableret metode kaldet uran-thorium datering og kunne fastsætte minimumsalderen til 80.000 år, ud fra to drypsten som er dannet oven på laget. Maksimumalderen kunne ud fra mineralaflejringer i bunden af laget og fra faunaens sammensætning fastslås til at være 120.000 år.
Det er 30-70.000 år ældre end nogle tidligere fund af moderne mennesker uden for Afrika.

Første sikre beviser på en tidlig udvandring
Godt nok er det ikke første gang, forskere påstår at have fundet så gamle mennesker i Kina.
Men for de tidligere fund – en kæbe fra Zhirendong og et skelet fra Liujiang – har dateringen enten været lidt ulden, eller der har været sået tvivl om, hvorvidt anatomien nu også var et moderne menneske.
Med de 47 tænder står forskerne nu med de første helt sikre beviser på, at moderne mennesker nåede ud af Afrika for klart mere end 60.000 år siden.
Dermed bliver forskerne nødt til at genvurdere vores forfædres oprindelige tider og ruter ud af Afrika.

Vores forfædre trængte ud i verden i bølger
Det hidtidige billede har været præget af de, indtil nu, tidligste ikke-afrikanske levn af moderne mennesker, som er fundet i:

Manot hulen i Israel (ca. 55.000 år gamle)
i Tam Pa Ling i Laos (ca. 50.000 år gamle)
Ust' Ishim i Sibirien (ca. 45.000 år gamle)
samt forskellige levn, som er omkring 40-45.000 år gamle, i Kina, Australien og Europa.

Støttet af genetiske studier har det tegnet et billede af, at vi mennesker er strømmet ud fra Afrika med én 'succesfuld' koloniseringsbølge, som begyndte for omkring 60.000 år siden.
Det har blandt andet givet ophav til fortællingen om en ’kreativ eksplosion’, hvor en kvalitativ ændring i hjernen lagde grund for en ny intelligens, som var alle andre menneskearter overlegne. Det skyldtes blandt andet nye teknologier og sociale strukturer.
Som en hidtil uset naturkraft mente man, at de nye moderne mennesker skyllede ud i hvert et hjørne af kloden og fortrængte alle andre menneskearter (mens de samtidig udryddede de fleste af istidens store pattedyr).
Den fortælling kan ikke længere være sand. Vores forfædre må være trængt ud længe inden 'den succesfulde bølge' – måske i flere bølger eller som en konstant, stille dryppen.
Spørgsmålet er, hvordan Daoxian-menneskene passer ind i dén historie.

Tidlig fiasko var måske succes alligevel
Der er flere muligheder.
I Israel findes to berømte udgravninger, Skhul og Qafzeh, hvor anatomisk moderne mennesker er dateret til at være ca. 120.000 og 90.000 år gamle. Disse fund har ledende arkæologer som Chris Stringer hidtil fortolket som en 'mislykket udvandringsbølge', der gik i stå ved mødet med neandertalernes domæne i Lilleasien og Europa.
De levn har været tolket som et af beviserne for, at de tidlige moderne mennesker manglede 'den indre kvalitet' bag det store kreative spring og 'blot' var neandertalernes ligemænd.
»Nu kan det ved første øjekast se ud, som om en tidlig udvandringsbølge er spredt ud over det sydlige Asien af en gruppe, som ligner dem, vi kender fra Skhul og Qafzeh,« siger Chris Stringer.
»Men de nye Daoxian-tænder minder mere om nylige mennesketænder end om Skhul- og Qafzeh-tænderne, der bevarer nogle mere primitive træk.«
Ifølge Stringer må der derfor enten være sket en hurtig tandevolution i Kina – eller vi har at gøre med efterkommerne af en anden og hidtil ukendt udvandringsbølge af mere moderne udseende mennesker.
Men én ting er, hvordan de ankom til Kina. Noget helt andet er, hvad der blev af dem.

Den multiregionale teori og den kinesiske race
»Daoxian-fundene rejser nye spørgsmål om, hvem der er de umiddelbare forfædre til de nulevende befolkninger. Det kan være, at nogle nulevende folk er efterkommere af en gruppe, som senere udvikledes i Asien som Daoxian‚« siger María Martinón-Torres.
Dermed genopliver hun den såkaldte multiregionale evolutionsteori, som går ud på, at bølger af Homo sapiens er ankommet tidligt til Asien og har udviklet sig i forskellige racer. Måske ved at blandes med ældre mennesketyper som Homo erectus, der allerede levede i regionen.
»Fra kinesisk side har der været en lang tradition for at favorisere en multiregional teori,« siger Peter Kjærgaard.
»Det har født ind i en kinesisk selvforståelse, at den kinesiske befolkning er noget særligt med en ældre oprindelse ift. resten af Jordens befolkning.«
Fra vestens side har multiregional teorien med María Martinón-Torres' ord til gengæld været sat i »karantæne« som et sygt dyr, og nu sætter fundene den så at sige ’fri’. Intet er dog afgjort endnu.
»Der har været masser af gen-udveksling, så hypoteserne behøver ikke at udelukke hinanden‚« siger hun og peger på, at det er tid til at se på mulighederne igen og holde dem op imod de fossile, arkæologiske og genetiske data.
»Det lader til, at der har været ikke én, men flere udvandringer, og nu skal vi opspore, hvilke aftryk hver af dem har efterladt, og hvordan de er vævet ind i hinanden og endda med afrikanske grupper,« siger María Martinón-Torres.
Forskerne peger på Den Arabiske Halvø og Indien som gode bud på, hvor man skal jagte nye levn fra den eller de ruter, som de tidlige moderne mennesker har fulgt ud af Afrika til Kina.

Måske var neandertalerne vores overmænd?
Fundet kan dog alligevel allerede nu få stor betydning for vores selvbillede. Forskerne bag det nye studie søsætter nemlig et radikalt anderledes scenarie af historien for det europæiske kontinent.
De siger, at Homo sapiens stik imod at være neandertalernes klare overmænd i stedet nu ser ud til at være blevet holdt ude helt frem til for 45.000 år siden, hvor de tidligste tegn på moderne mennesker ses i Europa.
De store og stærke neandertalere var simpelthen en uoverstigelig barriere for vores forfædre, som først kunne trænge ind i Europa, efter det var begyndt at gå ned ad bakke for neandertalerne af andre årsager.
Den fortolkning er dog for simpel, hvis man spørger Peter C. Kjærgaard:
»Jeg vil være forsigtig med at tolke det sådan. Monokausale [enkle, -red.] forklaringer plejer ikke at holde, men det kan bestemt være en medvirkende årsag. Jeg tror dog ikke, den kan stå alene.«

Hak i vores europæiske selvtilfredshed
Fundene kommer dog uden tvivl til at tvinge forskerne til at vende bøtten og se på de eksisterende fund med friske øjne i lyset af de nye fund. Peter C. Kjærgaard siger:
»Træder man et skridt tilbage, står vi med dette studie med en historie, hvor den traditionelle eurocentriske selvforståelse får et ordentligt hak til fordel for et kinesisk favoriseret narrativ, der indtil videre ikke har haft særlig opbakning uden for Kina. Det er spændende tider,« slutter han.

Copyright © Rasmus Kragh Jakobsen og Videnskab.dk