Små lommer i tiden - de liv de levede
Det 20. århundredes Darwin
Ernst Mayr, 100
13. februar 2005
Et ikon blandt evolutionsbiologer, Ernst Mayr, er død 100 år gammel. Mayr udbredte evolutionsteorien som ingen anden og stod fast i en tid, hvor kreationismen hærger. I vores tid, hvor alle forsker i store grupper var han en af de sidste store navne.
Den tredje mand bag dobbelthelix'en
Maurice Wilkins, 87
18. oktober 2004
En af det 20. århundredes største eksperimentelle videnskabsmænd, Maurice Wilkins,der delte nobelprisen med Watson og Crick for DNA-strukturen, er død. Hans er historie giver et fascinerende indblik i forskningens nogle gange brutale veje.

Utrættelig miljøforkæmper der fik skovlen under de store
Alan Dalton, 57
19. december 2003
Hans navn gav industrien udslet. Veteranen blandt arbejdsmiljøforkæmpere, Alan Dalton, gik op imod de største og farligste industrier og fik efter tre årtiers kamp historiens værste industrielle dræber, asbest, forbudt i England. Undervejs kostede det ham både bankerot, sortlistning og afskedigelse fra officielle miljøudvalg for at afsløre deres indbyggede fejl og mangler.
Dalton begyndte som kemiker i medicinalindustrien, hvor han hos Vestey arbejdede på malariavacciner. Det gik imidlertid op for ham, at sundhed ikke er noget, der produceres og sælges på piller, men er noget, man vinder gennem viden, sammenhold og kamp. I British Society for Social Responsibility in Science (BSSRS) oprettede Dalton græsrodsbladet ‘Hazards Bulletin‘ og begyndte i 1960‘erne en kampagne mod asbest. Den rige og magtfulde asbestindustri gik straks i modoffensiv med kampagner under titlen ‘vi har brug for asbest‘ og som Dalton beskrev i bogen Asbestos killer dust (1979), med købte lægelige ekspertudsagn. Det kostede i første omgang et sagsanlæg for bagvaskelse, hvis omkostninger drev Dalton og Hazard Bulletin bankerot, men i anden omgang med 20 års forsinkelse har førende lægevidenskabelige tidsskrifter dokumenteret Daltons påstande både mod asbesten og lægerne.
Alan Dalton arbejdede det meste af sin karriere som journalist og underviser i arbejdsmiljø, men havde som aktiv forkæmper hele tiden mange kampe med myndighederne, hvoraf han vandt de fleste. Dalton fik blandt andet myndighederne til hvert år at offentliggøre navnene, der tidligere var hemmeligholdt, på årets arbejdsmiljøskurke. Ligesom det lykkedes ham at ændre retspraksis omkring ansvarlig ledelse, længe inden Enron-skandalerne rullede. Ved vedholdende og offentligt at udspørge de britiske sundshedsmyndigheder om hvorfor arbejdsgivere gang på gang gik fri efter dødsfald på arbejdspladsen (i byggebranchen alene døde 150 om året i England) lykkedes det ham at få fokus på uansvarlige ledere. 10 års kampagne ændrede retspraksis, og flere direktører har siden udtjent fængselsstraffe for forsømmelse af arbejdsmiljø og sikkerhed. Sidste måned blev hans livslange indsats anerkendt med Robert Tressel-prisen. rkj

Sort hudlæge med en mission
John A. Kenney Jr., 89
12. december 2003
Hudfarve blev den dominerende faktor i den amerikanske læge John A. Kenney Jr.‘s liv. Som en af de første sorte hudlæger i USA viede Kenney sit liv til studiet og behandlingen af hud-problemer hos den ikke-hvide befolkning. I en tid, hvor mange hvide læger i USA nægtede at behandle sorte, grundlagde han begrebet etnisk dermatologi og blev internationalt anerkendt for sin indsats.
Som søn af den markante cheflæge John A. Kenney Sr. voksede Kenney Jr. op omgivet af akademiske sorte, der var forældrenes venner i Tuskegee. Indtil der en dag i 1922 stod et brændende Ku Klux Klan-kors i forældrenes have. Under 24-timers bevogtning pakkede faderen
familiens ting og flyttede i stilhed nordpå til New Jersey.
Kenney ville være læge som sin far, og forsøgte at holde sig til uddannelsessteder nordpå, men i både New York og Chicago lod man ham stille vide, at de få pladser til sorte blev givet til lokale. Atter måtte han drage syd for Mason-Dixon linjen til Howard University i Washington D.C. og bittert finde sig i ikke at kunne købe en milkshake eller i at sidde på bageste række i biografen.
I 1945 blev han færdig som hudlæge, flyttede nordpå igen til en stilling på Cleveland University Hospital som statens første sorte hudlæge. Her begyndte han sin egen praksis i etnisk dermatologi, som hurtigt blev en dundrende succes. Men i 1961 valgte han trods en betragtelig nedgang i løn at tage imod en universitetsstilling på sit gamle universitet, fordi han følte det var hans kald at bedre forholdene for sorte hudlæger. Det lykkedes ham i sådan en grad, at kolleger krediterer ham for uddannelsen af omkring en tredjedel af de 300 sorte hudlæger, der praktiserer i USA i dag. rkj
RNA og den genetiske kode
John Smith, 78
28. november 2003
John Derek Smith har bidraget til flere af de store opdagelser, der ligger til grund for den molekylærbiologiske revolution, som dominerer biologien i dag.
Uddannet botaniker i 1942 på Cambridge forskede Smith i DNA‘ets nære slægtning RNA, der udgør arvematerialet i mange former for dyre- og plantevirus. Smith udviklede sidst i 1940‘erne papirkromatografiske metoder til at studere molekylernes fysiske egenskaber, og det lykkedes ham at udlede den grundlæggende struktur for alle RNA-molekyler. Han vendte sig mod DNA og fandt sammen med David Dunn, at bakterier i sjældne tilfælde bar en kuriøs lille methylgruppe på baserne. Det ved vi nu, at bakterierne gør for at skelne eget DNA fra fremmed DNA, f.eks. fra virus. Det umærkede DNA skæres derpå i små bidder og ødelægges af en klasse af enzymer kaldet restriktionsenzymer, som i dag er et uundværligt værktøj i det molekylærbiologiske laboratorium.
Smiths største opdagelse kom i begyndelsen af 1960‘erne, hvor han efter et ophold på CalTech i USA blev kaldt tilbage til Cambridge for at indgå i en trio med to senere nobelprisvindere; Sydney Brenner og Francis Crick. Efter opdagelsen af DNA-strukturen var det store spørgsmål, hvordan informationen blev tolket i cellen og omsat til proteiner. Cricks adaptor- teori fra 1957 forudså, at nogle typer RNA i den ene ende kunne ‘læse‘ koden, og i den anden ende bar en byggeklods (aminosyrer) til proteiner. Adaptormolekylerne blev opdaget i USA, og Smith havde efterfølgende en stor rolle i at bryde den genetiske kode – at en triplet af baser, en kodon, oversættes til en aminosyre. Sammen med kollegerne viste han, at et område af adaptor-RNA‘erne kaldet anti-kodon – nøjagtigt matchede kodonen.
Siden fortsatte Smith med at studere mange aspekter af RNA, og var bla. medvirkende til, at Sidney Altman i 1989 fik nobelprisen for at opdage en katalytisk form for RNA. rkj
Inspiration i bløddyrenes hydraulik
Garth Chapman, 86
28. november 2003
Professor Garth Chapman forenede som en af de første i 1958 zoologi og botanik i en afdeling for biologi ved London University. Det var med den tanke, som siden har vist sig så succesfuld – at kombinere flere videnskabelige discipliner fysiologi, kemi, biokemi og matematik. Chapman havde længe studeret mange forskellige bløddyr og undret sig over, hvordan de opretholdt en fast struktur som støtte til muskulaturen uden et indre eller ydre skelet. Med hjælp fra flere discipliner viste han, at dyrene opretholdt tryk på deres indre væsker som et slags hydrostatisk skelet i stedet. Chapman, der blev 86 år, huskes som en utrolig belæst, salomonsk og fremsynet leder, der etablerede biologiafdelingen på verdenskortet. rkj
Nobelfysiker brugte neutroner som mikroskop
Bertram Brockhouse, 85
24 . oktober 2003
10 år efter sin pension modtog Bertram Neville Brockhouse nobelprisen i fysik i 1994 for at finde en metode til at studere atomkerners bevægelse i faste stoffer. En metode der i dag bruges af tusindevis af forskere - omend med langt mere forfinede instrumenter - til at bestemme den atomare struktur af nye superledende materialer, virus, molekylære bevægelser og forbindelsen mellem struktur og elasticitet af nye plasticmaterialer (polymerer).
Egentlig begynder historien med James Chadwicks opdagelse af den frie neutron i 1932. Men for Brockhouse begyndte det hele i skolen i Vancouver, hvor en ældre fætter smittede ham med en stærk interesse for radioer. Brockhouse forfulgte interessen og under tredivernes depression kunne han sikre familien en fast indkomst i en elektronik virksomhed. Anden Verdenskrig meldte sig og Brockhouses talent blev først brugt bag en sonar i en ubåd, men siden blev han overflyttet til landjorden, hvor han vedligeholdte sonarudstyr. Han gjorde det så godt, at afdelingen for Canadiske krigsveteraner forærede ham et universitetstipendium til at studere fysik efter krigen. Og så tog det fart. Ovenpå udviklingen af atombomben var kernefysik blevet et varmt emne og neutroners evne til at trænge dybt ind i faste materialer mente man kunne udnyttes til at udforske strukturen. Med stor opfindsom opfandt Brockhouse et apparat der kunne måle, hvordan lavenergi neutroner blev slået ud af kurs når de bumpede ind i atomkerner (i modsætning til de højenergi neutroner, der udnyttes til kernespaltning i f.eks. atomkraftværker, atombomber, nuklear medicin mm.) Denne teknik kunne afsløre både hvor de enkelte atomkerner var og deres dynamik dvs. hvordan bevæger sig i forhold til hinanden, hvilket er af fundamental værdi for viden om hvordan materialer opfører sig under forskellige påvirkninger. Teknikken lukker et hul i studiet af faste stoffer mellem mikroskoper og Röntgenapparater, og er i dag et uundværligt værktøj for videnskaben. rkj
Udvikler af brintbomben
M.N. Rosenbluth, 76
10. oktober 2003
Drømmen om at tæmme den umådelige energi i stjerner som Solen levede i den banebrydende fysiker Marshall N. Rosenbluth. Energiudladningerne stammer fra fusion af atomkerner, som i Solen smelter sammen til en stor masse, der kaldes plasma. Fusion anses som en sikker, miljøvenlig og næsten uudtømmelig energikilde, hvis bare man kan finde en metode til at holde på og udnytte den ekstremt varme plasma. Rosenbluths vej ind i fusionsfysikken gik over en langt farligere opfindelse, brintbomben, der nær kostede ham livet under en test. Året var 1949 og Rosenbluth havde netop taget sin phd.-grad fra Chicago University. Her hyrede en af tidens største fysikere Edward Teller, der døde 10. september i år, ham til Los Alamos Laboratoriet, hvor man arbejdede på atombombens efterfølger. Under den anden testsprængning i 1954 var gik det galt. Rosenbluth observerede sprængningen fra dækket af et krigsskib i Stillehavet. »Der var en enorm ildkugle med de her turbulente rulninger ud og ind,« genkalder han sig i Richard Rhodes' bog 'Dark Sun: The making of the Hydrogen Bomb' (1995). »Tingen lyste. Den mindede mig om en syg hjerne oppe i himlen. Den blev større og større indtil kanten af den var næsten lige over os. Det var et langt mere frygtindgydende syn end en sølle lille atombombe.« Eksplosionen var overraskende stor og hele skibet blev dækket af radioaktivt nedfald.
Efter chokket blev det de fredeligere sider af fusionsfysikken, der optog Rosenbluth. Han blev ansat først ved Princeton siden Chicago og San Diego University, hvorfra han ledte og ansporede mange internationale samarbejder. Under den kolde krig lagde han stor vægt på kontakt til russiske fysikere ud fra hypotesen: jo mere udveksling des mindre paranoia. Og i 1990'erne var han en førende skikkelse indenfor fusionenergi og ledede bla. den amerikanske indsats i det store internationale projekt ITER, der håber at have fusionsenergi klar i 2050. rkj
Nobelprisvinder for livscyklus teorien om opsparinger
Franco Modigliani, 85
3. oktober 2003
Det var hans oplevelser som jøde og aktiv i antifacistbevægelsen i 1930‘ernes Rom, der livet igennem fik professor og nobelprisvinder i økonomi (1985) Franco Modigliani til at være nysgerrig på, hvordan økonomien spiller ind på vores hverdag i almindelighed og den politiske scene i særdeleshed.
Sammen med to andre nobelprisvindere, Paul Samuelson og Robert Solow, dannede han fra 1962 skole på Massachusetts Institute of Technology. De krævede, at deres studerende brugte den eksperimenterende naturvidenskabelige metode: Find spørgsmålene i den virkelige verden, byg en model og gå så tilbage og test den med virkelighedens tal. Ikke så underligt at en lang række af Modiglianis studerende som f.eks. Den Europæiske Centralbanks vicepræsident Lucas Papademos blev ansat i politiske stillinger rundt om i verden.
En stor del af sit liv var Modigliani en engageret rådgiver for Italien. Efter at Opec hævede prisen på olie i 1970‘erne påpegede han som den første, hvordan lønindeksering efter oliepriserne var en potentiel bombe under Italiens økonomi. Det tog regeringen 10 år at indse dette; da var inflationen over 20 pct. En folkeafstemning i 1984 afskaffede endelig indekseringsklausuler i arbejdernes kontrakter, men kort inden kostede det en af hans tætteste kolleger, Ezio Tarantelli, livet. Den unge økonom havde sammen med Modigliani været aktiv i debatten, og blev skudt af De Røde Brigader.
Senest blev Modigliani oprevet over regeringschef Silvio Berlusconis bortforklaringer af Mussulinis grusomheder, og at Berlusconi stod til at modtage en pris fra en amerikansk jødisk bevægelse. En uge før sin død skrev han et læserbrev i New York Times, som bragte sagen på dagsordenen i Italien og satte Berlusconi i stor forlegenhed.
Indenfor økonomi huskes Modigliani bedst for sine banebrydende forklaringer på hvordan mennesker sparer op, og gældens rolle for virksomheders børsværdi. Han holdt aldrig op med at teste sin livscyklus-hypotese fra 1950‘erne, der kort fortalt siger, at alle (ikke kun de rige) sparer op og skraber værdier sammen i deres første årtier, og siden bruger deres rigdom i alderdommen. For en nation vokser opsparingerne, når arbejdsstyrken og produktiviteten stiger, hvilket USA oplevede efter Anden Verdenskrig, siden Japan og nu Kina. I følge Modiglianis teori vil de samlede amerikanske opsparinger fra baby-boomerne være brugt op snart. rkj
Sidste fysiker fra eksperimenternes guldalder ved Cavendish
T.E. Allibone, 99
 19. september 2003
Thomas Edwards Allibone var en af de store praktiske fysikere fra eksperimental fysikkens guldalder ved Cavendish laboratoriet på Cambridge University.
Her mødte han i 1926 den berømte grundstofsplittende fysiker Ernest Rutherford, der var interesseret i atomernes opbygning og gerne ville høre mere om den maskine, Allibone mente kunne hjælpe.
Allibone havde på daværende tidspunkt gjort sig bemærket som usædvanlig dygtig studerende ved Cambridge, og havde modtaget et scholarstipendie fra Metropolitan-Vickers Electrical Co. Igennem firmaet kendte Allibone til den amerikanske W.D. Coolidge, der havde skabt en spænding på over 300.000 volt, hvilket Allibone gerne ville gøre efter og udnytte til at splitte grundstoffer.
Efter at have lyttet til ham tog Rutherford Allibone ved armen med ned til »det største rum vi har« og spurgte om det var stort nok til ham. Allibone svarede, at han ville prøve at skabe den størst mulige spænding, omkring 500.000 volt, men at halvdelen af rummet måtte skærmes af sikkerhedshensyn.
Det lykkedes at bygge maskinen, men der var et stort men. Rutherford stjal æren for Allibones arbejde ved aldrig at nævne hans navn offentligt. Til trods for flere dybe venskaber fik det Allibone til at forlade den akademiske vej til fordel for industrien.
Her blev han i 1930 modtaget med åbne arme som forskningschef på Metropolitan-Vickers, og arbejdede der indtil krigen, hvorunder han som så mange andre store fysikere blev rekrutteret til Manhatten Projektet.
Efter krigen markerede Allibone sig især som en af foregangsmændene inden for fusionsfysikken b.la. med et design af en kæmpe elektromagnetisk ring (torus), der kan holde på den gloende plasma, som svarer til solens indre.
I sine senere år skrev han flere roste biografier om b.la. Rutherford, Cockcroft og fysikken på Cambridge i 1930‘erne. rkj
Den sidste af de store opdagelsesrejsende
Wilfred Thesiger, 93
5. september 2003
Ørkenen blev hans have og beduinerne hans brødre.
Wilfred Patrick Thesiger, den sidste af de store britiske opdagelsesrejsende, levede og åndede for det oprindelige, uopdagede og uspolerede og udsatte sig hele livet for hårde prøvelser i én lang stræben efter det, der gav hans sjæl hvile.
Sandheden fandt Thesiger på sine eventyr blandt ørkenenfolket i Saudi Arabien, hvor han som den første europæer i 1946-47 og 1947-48 krydsede klodens største og barskeste sandørken, ar Rub al Khali, to gange. »Her i ørkenen fandt jeg alt det, jeg havde søgt: Jeg vidste jeg aldrig skulle finde det igen,« skrev han i den selvbiografiske Arabian Sand, som blev en international bestseller.
Eventyret bruste ham i blodet, hvilket han tilskrev sin opvækst i Addas Adaba i Etiopien (1910-19), hvor han som søn af den engelske diplomat og minister for området så og hørte meget. Størst indtryk gjorde dog Ras Tafari‘s sejrsparade og kroning som Haile Selassie – kongernes konge efter oprøret i 1916.
I 1933 var han tilbage efter 14 lange års skoling på Eton og Oxford. Awash-floden var Afrikas største gåde, fordi ingen vidste, hvor den endte. Som 23-årig lykkedes det ham at trænge gennem de testikeljagende danakilers land og runde saltsøen Abbé, hvor Awash-floden mundede ud og fordampede. Siden blev det til et hav af eventyr. Han udforskede Kurdistan til hest, boede 8 år blandt marsk arabere i Irak, besteg Atlasbjergene i Marokko, udforskede Hazarabjergene i Afghanistan, krydsede Dasht-i-Luth i Iran, red på æsler i Yemen under borgerkrigen, kæmpede for Haile Selassie under Anden Verdenskrig for blot at nævne nogle få eventyr. Altid til fods eller til hest.
Men det var ørkenens endeløse monotoni, den konstante sult og tørst, heden, kulden, frygten for overfald, kammeratskabet og rejsens eneste belønning – et glas klart – næsten smagløst – vand, som han vendte tilbage til igen og igen. Her mødte han sig selv og fandt en plads i universet lig de traditionelle folk.
Han foragtede den vestlige kulturs, industris og videnskabs korrumperen af mennesket, og havde vanskeligt ved at forlige sig med, at der i hans spor fulgte en lang række vesterlændinge. Men han åndede ud på et engelsk plejehjem. rkj
Afkodede Stonehenge som stjernecomputer
Gerald S. Hawkins, 75
29. august 2003
Ved Stonehenge i England kan man hvert år ved sommersolhverv betragte et særligt og meget populært fænomen. Tidligt om morgenen samles håbefulde flokke i hobetal for at vende næsen mod himlen og se solen stå op præcis over én bestemt sten.
I år knap 30.000 næser.
Den engelskfødte astronom Gerald Stanley Hawkins er den direkte årsag til al denne furore. I 1963 og 64 viste Hawkins med to artikler i Nature, hvordan Stonehenge var bygget som et stjerneobservatorium. Hawkins brugte to af tidens ypperste maskiner - en IBM 740 computer og dens kammerat plotteren Oscar - til at simulere, hvordan datidens druider kunne bruge de 4.000 år gamle sten til at forudsige solens, stjernerne og månens position på himlen. Maskiner, der fortalte, at Stonehenge var en maskiner, fascinerede offentligheden og Hawkins bog Stonehenge Decoded (1965) solgte som varmt brød.
Hawkins var med til at skabe et nyt felt; astro-arkæologi, og gik selv i lag med mange andre oldtidsmonumenter - skotske, egyptiske, aztek og maya - men ingen var så overbevisende som Stonehenge.
Tiden har imidlertid ændret sig og teknologibegejstringen er kølet. Indenfor arkæologien og antropologien er Stonehenge stadig et mysterium. Her hævder man, at man med moderne computere og astronomiske redskaber kan få hvad som helst til at passe på en bunke sten. I tråd med tiden ses Stonehenge atter som et af oldtidens hellige rituelle steder, hvor overmenneskelige kræfter samledes, i ligeså høj grad som et videnskabeligt foregangscenter. rkj
Opdaterede lægeløftet og førte korstog for placebo-effekten
Louis Lasagna, 80
22. august 2003
I 1954 rystede Dr. Louis Lasagna den medicinske verden med en videnskabelig artikel om placebo-effekten. Hans studie viste, at selv piller uden nogen aktiv medicin kunne lindre smerte. Det blev indledningen til et korstog for at ændre procedurerne omkring godkendelse af ny medicin.
Lasagna argumenterede som den første kraftigt i pressen for at indføre placebo-kontrollerede studier af nye stoffer.
»De fleste af os er påvirkelige af suggestion, og det er ofte vist, at sukkertabletter eller saltvandinjektioner kan kurere alle mulige virkelige eller forestillede dårligdomme – og lige så ofte glemt af læger i deres entusiasme for nye behandlinger,« skrev han i 1962 i New York Times Magazine. Samme år revideredes loven og medicinalvirksomheder skulle fremover bevise produktets virkning gennem kontrollerede kliniske studier.
»Der er næsten intet af det, vi foretager os i klinisk farmakologi i dag, som ikke er påvirket af ham,« siger Dr. David Greenblatt fra Tufts School of Medicine. Og så revolutionerende var det, at det ansete lægetidsskrift The Lancet i 1997 satte Lasagna på en liste over de 27 vigtigste personer indenfor lægevidenskaben siden Hippocrates (ca. 400 fvt.).
Lasagna voksede op i Queens i New York og tog sin eksamen fra Colombia University og underviste på John Hopkins School of Medicine i mange år inden han kom til Tufts University, hvor han var dekan i 20 år. Han opfordrede altid sine studerende til at udvikle empati, og reviderede derfor det gamle lægeløfte til også at indeholde sætninger som »Først og fremmest må jeg ikke lege Gud«, »det er ikke et feberdiagram eller en cancer, jeg behandler, men et helt menneske« og »varme, sympati og forståelse kan veje tungere end kirurgens kniv eller kemikerens medicin«. Lasagnas version benyttes mange steder i verden. rkj
Lavede vigtigt DNA-eksperiment
Martha Chase, 75
22. august 2003
Med et simpelt eksperiment viste Martha Chase sammen med Dr. Alfred Hershey i 1952, at vores arvemateriale måtte være DNA og ikke protein.
Chase var netop ansat som forskningsassistent hos Hershey, der undersøgte, hvordan virus formerer sig. Elegant brugte de radioaktivitet til at mærke hhv. DNA og protein hos virus, som de lod angribe og inficere værtsbakterier. De fandt, at virus-DNA'et blev injiceret i bakterien og at dette var nødvendigt for dannelsen af nye virus, mens stort set intet virus-protein kom ind.
Hershey, der arbejdede på Cold Spring Harbor med James Watsons vejleder, skrev detaljeret om resultatet til Watson, der nu blev fuldstændig overbevist, om at DNA gemte svaret på århundredets biologiske gåde. 11 måneder senere offentliggjorde Watson og Crick den kendte dobbeltspiral struktur, som gav dem nobelprisen i 1962 mens Hershey fik den i 1969 for sit arbejde med virus. rkj
Hans arbejde revolutionerede virologien og førte til poliovaccine
Frederick C. Robbins, 86
8. august 2003
Børnelægen Frederick Chapman Robbins stod sammen med studiekammeraten Thomas Weller og chefen Dr. John Enders for et af medicinhistoriens største gennembrud, da de i 1949 offentliggjorde en videnskabelig artikel med opskriften på at dyrke polio virus i cellekulturer. »En artikel af beskedent omfang, men med sensationelt indhold,« sagde professor Sven Gard blot fem år senere i Stockholm ved overrækkelsen af Nobelprisen. Og en indikation af, hvor banebrydende arbejdet har været kan fåes af forårets virusforskrækkelse SARS, der blev identificeret som en coronavirus vha. metoder Robbins udviklede dengang.
Nyligt vendt tilbage fra krigstjeneste arbejdede Robbins i 1945 intensivt med poliovirus, som dengang var en af verdens mest truende sygdomme. Hvor lægevidenskabens mikrobejægere havde kunnet dyrke og studere sygdomsfrembringende bakterier siden 1870 var virologerne efter Anden Verdenskrig stadig nødsaget til indirekte at deducere, hvad de kunne fra inficerede mus, hunde, og aber, fordi virus i reagensglas ikke vokser og blot opfører sig som inerte reagenser. Først indeni cellen frigives viraens skjulte kræfter, og på kort tid, nogle gange blot minutter, destrueres cellen og tusindvis af nye vira frigives.
Denne situation lykkedes det Robbins, Enders og Weller at ændre i 1949, hvor de dels viste, hvordan polio virus kan dyrkes i menneskelige væv dels isolerede vira direkte fra inficeret væv. Det sidste havde enorm praktisk betydning og førte bla. til dr. Albin Sabins kendte polio vaccination, der blev indtaget opløst i en sukkerknald. Metodens anvendelighed gik imidlertid langt ud over polio vacciner og åbnede hele virologien ved at gøre det nemt at studere virus inklusive mange hidtil ukendte stammer.
Dr. F.C. Robbins havde en omfangsrig karriere, hvor han udover sin forskning ved bla. Harvard University arbejdede for at standardisere vaccinationer, blev dekan for Case Western Reserve's medicinske fakultet og var en førende skikkelse i amerikansk sundhedspolitik, der bla. i 1980'erne fik sat fokus på bekæmpelsen af AIDS. rkj
Vigtigt spor i RNA-gåde
Lazarus Astrachan, 78
8. august 2003
 Den amerikanske genetiker Lazarus Astrachan brød med det videnskabelige dogme i tolkningen af cellens arvemateriale, DNA, og bidrog med den afgørende brik til puzzlespillet.
Efter Watson og Cricks berømte opdagelse af DNA-strukturen i 1953 og løsningen af hvor biologisk information opbevares var næste skridt at forstå, hvordan DNA'et fortolkes af cellen. I sin selvbiografiske bog 'girls, genes and gamow' (OUP, 2002) beskriver Watson, hvorledes feltet stod komplet stille efter 1953. Ingen vidste hvordan informationen i DNA'et blev oversat til cellens arbejdsheste - proteinerne.
Det man vidste var, at proteinerne blev dannet udenfor kernen på store komplekser kaldet ribosomer mens DNA'et befandt sig indeni kernen. Man regnede med, at ribosomerne fik arbejdstegningen overdraget fra DNA'et i kernen og derefter blev transporteret ud.
Den unge Astrachan undersøgte i sit phd-projekt sammen med Elliot Volkin indholdet af ribosomerne og gjorde to banebrydende opdagelser. Ribosomerne består hovedsageligt en kemisk slægtning til DNA kaldet RNA. Astrachan-Volkin viste i 1957, at RNA'et findes i en kortlivet og en sejlivet version, samt at det kortlivede RNA skiftede karaktér hos bakterier, der var inficeret med virus. RNA'et lignede herefter virusen's DNA og ikke bakteriens.
Det passede ikke ind i dogmet, men efter gentagelse af eksperimenterne og nogle år blev det klart, at modellen var forkert. Arbejdstegningerne i DNA'et oversættes i stedet til kortlivet RNA kaldet messengerRNA, som transporteres ud af kernen til ribosomerne, der her oversætter RNA'et til protein.
Herefter blev Astrachan ansat på Case Western Reserve University, hvor han blev til sin pension i 1990. rkj
Fornyede etikken
Bernard Williams, 73
20. juni 2003
Allerede under studietiden på Oxford University, imponerede Bernard Williams tidens store britiske filosoffer som S. Hampshire, G. Ryle og især AJ. Ayer med sin sjældne intelligens. Og hans afsluttende eksamen blev belønnet med den meget usædvanlige karakter ‘congratulatory first-honor degree‘, hvor censorerne ikke stiller spørgsmål, men blot rejser sig og klapper.
»Han forstår, hvad du vil sige bedre end du selv forstår det, og ser alle de mulige indvendinger og alle de mulige svar på alle de mulige indvendinger inden du selv har nået enden af din sætning,« sagde Ryle senere om ham. Efter kandidatgraden aftjente han værnepligten i Royal Airforce i Canada, hvor han brillerede som jagerpilot. Året i Spitfire omtalte han ofte som et af sit livs lykkeligste, det var også her han flirtede med sin kommende kone Shirley Brittain.
Som 22-årig vendte han tilbage England og en lang karriere, der gik gennem alle de store universiteter. Williams afviste de udbredte positivistiske og utilitaristiske holdninger om, at moral ligger i at søge det størst mulige gode for flest mulige mennesker og viste hvordan utilitarisme er upersonlig og ikke levner plads til det, der er centralt i vores liv som loyalitet overfor venner og familie. Han var således en pionér på de nutidige debatter om personlig identitet, selv‘et og opfattelsen af lighed.
Williams undgik massive teoretiske konstruktioner, som han anså for at være alt for fæstnede i deres egen tid og kultur, og i hans mest roste bog Ethics and the Limits of Philosphy (1985) viser han hvordan disse vanskeligt kan deles af andre kulturer. Derimod stod han stod fast på at simple dyder som sandhed, oprigtighed og akkuratesse vil værdsættes i enhver kultur.
Williams var altid i centrum ved festlige lejligheder, og hans venner omtalte ham som en smittende livskraft, der fik en til at gå væk med nyt livsmod. Alligevel havde hans lynssnare hjerne en bagside. Som hans kone forklarede, befandt han sig på et andet niveau end de fleste og til trods for al sin smittende livsglæde og selskabelighed var han ensom i sit vid. rkj
Termodynamikkens poet
Ilya Prigogine, 86
13. juni 2003
Termodynamikkens poet kaldte man den russiskfødte kemiker og nobelprisvinder Dr. Ilya Prigogine, som stod for et af sidste århundredes største intellektuelle videnskabelige gennembrud.
Det slog Prigogine, at livet og dets opståen på vores planet synes at være i direkte oprør mod en af fysikkens mest centrale læresætninger – termodynamikkens 2. lov – der for et isoleret system siger, at alt går mod opløsning og uorden. Men som han forklarede i et interview, er den berømte lov mekanistisk deterministisk, hvilket ikke altid svarer til livets kompleksitet og uforudsigelighed. Loven gælder for systemer, der har nået ligevægt, mens Livet er en ophobning af energi og meget langt fra ligevægt med omgivelserne. Prigogine besluttede at studere den slags dynamiske systemer, hvor udløsning af energi er irreversibel, hvilket giver et tidsbillede, hvor det er muligt at skelne tidligere og senere tilstande. Det lykkedes ham at tolke termodynamikken på en ny måde og krediteres som ledende i feltet ikke-lineær kemi, der gav en større forståelse af tidens rolle i biologien og fysikken. Hans matematiske modeller er udnyttet til at analysere en lang række vidt forskellige dynamiske processer i komplekse systemer i både biologiens og fysikkens verden.
Udover nobelprisen i 1977 badede Prigogine sig i international hæder og anerkendelse bl.a. Swante Arrhenius Guld Medalje (Sverige), Rumford Gold Medal (England), Descartes Medal (Frankrig), Imperial Order of the Rising Sun (Japan), han blev adlet af Belgiens konge i 1989, modtog 53 æresdoktorater. Han skrev 20 bøger, var forfatter på knap 1.000 videnskabelige artikler og var aktiv til det sidste på Ilya Prigogine Center for Studies in Statistical Mechanics and Complex Systems, som han grundlagde ved University of Texas – et af fem Ilya Prigogine Centre i verden – og som leder af The International Solvay Institutes for Physics and Chemistry i Bruxelles. rkj
Verdensberømt buskmand
N!Xau, 59
11. juli 2003
I Kalahariørkenen hændte et specielt møde for 25 år siden. Fra de sandede vidder dukkede en underlig lyshudet mand pludselig op ved en af San-folkets små landsbyer. Børnene hvinede og de modigste af dem listede sig forsigtigt ind på det sære væsen og sneg sig til lynhurtigt at gnide hans lyse hud – det smittede ikke af! Nogle af de ældre grinede, de havde set hvide før. Det havde den lille smilende buskmand N!Xau også – tre gange.
Manden var den sydafrikanske filminstruktør Jamie Uys, som var på udkig efter en indfødt til sin næste film. N!Xau viste sig at have et naturtalent for skuespil og i 1980 steg han fra den ene dag til den anden ud af ørkenens anonymitet til international stjernestatus med komedien Guderne må være gale (The Gods Must Be Crazy)
Nu er N!Xau også kendt som G!aqo Coma (udråbstegnet er en kliklyd, som det romerske alfabet ikke har et tegn for) død af tuberkulose. Ifølge The Namibian kom han aldrig tilbage fra en jagt, og efter at have fulgt hans fodspor fandt svigerfaderen ham fire kilometer fra sit hus i landsbyen Gamsa i Namibia. N!Xau mentes at være 59 år, men kendte ikke selv sin præcise alder.
The Gods Must Be Crazy skildrer et oprindeligt stammefolk, der lever isoleret fra den moderne verden indtil en Coca Cola-flaske (skødesløst smidt ud af et fly) pludselig sætter gang i en serie omvæltninger. Flasken opfattes som en gave fra Guderne, men efter nogen tid får Xixo (N!Xau) besked på kaste gaven ud over kanten af Jorden, fordi misundelse og begær er ved at splitte samfundet.
Siden spillede N!Xau med i efterfølgeren The Gods Must Be Crazy II (1989), og i en kinesisk version (Guderne må være sjove, 1994) samt i flere Hong Kong-actionfilm. Flyturen beskrev N!Xau som den mest forfærdelige og ophidsende ting, der nogensinde var hændt ham.
Filmen vakte megen debat, og Uys blev bl.a. kritiseret for, at det var grusomt at fjerne N!Xau fra sit oprindelige miljø. Men selv om N!Xau lærte, hvad penge var, byggede sig et murstenshus med elektricitet og en overgang holdt en bil med chauffør, blev han ikke ramt af kulturchok og fortsatte med at leve på traditionel vis med sin familie, lidt jord til at dyrke majs, bønner og græskar, og en lille flok køer og geder. rkj

Fornyer og frelser blandt havemennesker
Graham Thomas, 94
30. maj 2003
For millioner af have-mennesker verden over vil det måske være en trøst, at en af verdens mest indflydelsesrige havemænd, Graham Stuart Thomas heller ikke fandt havearbejdet nemt. Tværtimod så han det som en kamp mod naturen; mod en formidabel modstander med endeløse rækker af våben. Og han afskyede de mange tv-programmer, der fremstillede arbejdet som en leg.
Graham Thomas blev et have-ikon efter mange års ihærdig indsats for at redde den del af landets kulturhistorie som det britiske aristokratis forfaldne haver udgjorde. Det lykkedes desuden at genoplive hundredevis af planter, særligt roser, der var gået af mode og i fare for at uddø, og blandt gartnere regnes hans bøger for det vigtigste værktøj i skuret. Hans lille hjem var polstret med alle de priser, havekunsten kan tilbyde, og en lang række planter bærer hans navn.
Thomas begyndte som frivillig hjælper på universitetet i Cambridge og lærte her en botanisk tradition, der går helt tilbage til antikkens største botaniker, Theofrastos. Men den største inspiration fik han en efterårsdag i 1931 hos tidens dengang største havekunstner, Gertrude Jekyll. Hun var dengang 88 og bad ham derfor selv gå rundt i haven og tage et blad fra hver interessant plante, som de kunne diskutere over en kop te. Ligesom Jekyll så han havearbejde som en kunst, hvor man kan udtrykke sit eget unikke talent, men hans vigtigste råd i alle 19 håndskrevne og egenillustrerede bøger var alligevel ‘lug og grav‘. rkj
Til tonerne af et århundrede
28. marts 2003
Der er noget fantastisk overvældende ved mennesker, der trodser alderen og bare fortsætter en aktiv karriere. Frederick William Sunderman – verdenskendt læge, forsker, lærer, forfatter, redaktør, musiker og prisbelønnet fotograf – var et ekstremt eksempel på dette. Som 99-årig blev han kåret som USA‘s ældste erhvervsaktive person, og indtil for få uger siden mødte han på sit kontor hver morgen klokken otte, skiftede det klassiske jakkesæt ud med kittel og arbejdede indtil 17. Ind imellem steg han op på sin mo-
tionscykel og holdt en lille pause. Han blev 104 år.
Sunderman blev født i en lille forstad til Altoona i Pennsylvania i 1898 netop som nationen fejrede den sejrrige udgang af den spansk-amerikanske krig, hvor Spanien måtte afstå kolonierne Cuba, Puerto Rico og Filippinerne. Dengang blev nyheden spredt med morsekode, men siden oplevede han blandt meget andet telefonen, radioen, kvinders stemmeret, bilen, køleskabe, to verdenskrige, atombomben, tv‘et, p-pillen og computeren. Som en af få så han Haleys komet to gange, første gang med sin far i 1910 og 76 år senere under et forskningsarbejde i New Zealand. Som dreng tjente han lommepenge ved at spille violin til stumfilm og teater. Sunderman levede et fantastisk århundrede og lidt til.
Han blev uddannet læge og en phd. i kemi fra University of Pennsylvania i 1923, og hans imponerende karriere, hvor han bl.a. anerkendes som en af de første, der behandlede diabetisk chok med insulin, begyndte og endte ved hospitalet i byen. Her udviklede han kvalitetskontrolteknikker for medicinske laboratorier, som afsluttede den brede variation i resultater fra laboratorier, der benyttede samme test. Hans metode til at måle blodets indhold af glukose, Sunderman Sugar Tube, blev verdenskendt og ligesom hans metoder til at måle blodets indhold af kolesterol og elektrolytter som klorid.
Sundermans sjældne videnskabelige snilde og lægelige dygtighed bragte ham i mange bizarre omgivelser, f.eks. på dødsgangen, hvor han målte elektricitets effekt på den menneskelige organisme. Eller på politiets skydebaner, hvor han fandt, at blyforgiftning blandt betjente skyldtes bly frigivet fra kuglerne, og endelig undersøgte han og udviklede en modgift til giftige nikkelgasser som medicinsk leder under Manhatten-projektet. Som forsker og læge besøgte Sunderman 175 lande, underviste på universiteter over hele verden, lagde navn til over 350 videnskabelige artikler og grundlagde det medicinske tidsskrift Annals of Clinical and Laboratory Science i 1971, som han redigerede til det sidste.
»Jeg har kendt glæderne og sorgerne ved akademisk liv. Men jeg har altid fastholdt en balance gennem musikken – specielt ved at spille de store komponisters værker,« skrev han i sin selvbiografi, der blev nomineret til en Pulitzerpris. Kærligheden til musikken begyndte, da han fik en violin af sin mor i femårs fødselsdagsgave med ordene »øvelse gør mester«. Det efterlevede han til fulde, og spillede en time hver aften på sin elskede ‘St. Sebastian‘ violin – bygget og navngivet af Stradivari i 1679. Næsten hver sommer tog han enten til Østrig eller Tyskland for at spille med professionelle musikere, og han talte bl.a. andre Pablo Casals som en af sine nære venner. En drøm blev opfyldt, da han i 1998 spillede i Carnegie Hall med sin søn, og på sin 100 års fødselsdag spillede han solo på sit gamle universitet.
Prisvindende fotograf, globetrotter, musiker og poet, der hele sit liv tog Voltaires ord nær: »Hvor uendeligt ubetydeligt er det bidrag jeg kan gøre, men hvor er det uendeligt vigtigt, at netop jeg gør det.«
Ansporet af de mange spørgsmål til hemmeligheden bag hans høje alder greb han sagen videnskabeligt an og studerede de sidste 10 år kost, stress, livsførsel og tog bl.a. blodprøver fra 600 år gamle skildpadder på Galapagos øerne. Men måtte noget uvidenskabeligt konkludere: »Der er ingen lette svar, men sund kost, et liv uden stress, nysgerrighed og et aktivt sexliv synes at hjælpe.« rkj
Ryddede op i computernes informationer
Edgar Codd, 79
9. maj 2003
Den engelske matematiker og datalog Edgar Frank Codd offentliggjorde i 1970 en artikel, der beskrev de idéer, som i dag er det teoretiske fundament for den måde, information er organiseret i computere.
Computere kan gemme enorme mængder data, men inden Codd blev elektroniske data opbevaret fuldstændig tilfældigt i en stor rodebunke. Codds idé bestod i at opbevare informationerne i kryds-refererede tabeller, der gør det muligt at sammenligne information fra mange referencer. For eksempel kunne man bede en computer liste alle mandlige patienter mellem 25 og 35 år, der var indlagt med blindtarmsbetændelse i 2002.
Codds idéer var dengang lidt for revolutionerende for hans arbejdsgiver, IBM, og da firmaet endelig syv år senere fik øjnene op for guldægget var det for sent. Lawrence Ellison havde spottet Codd‘s artikel og grundlagt et lille firma i Silicon Valley, som i dag hedder Oracle Corporation og er en af giganterne inden for databasestyring. Både IBM og Codd gik glip af en formue, men Codd blev i 1981 hædret med computerbranchens højeste anerkendelse: A.M. Turing-prisen.
Edgar F. Codd blev født i Dorset i England og havde et naturtalent for matematik, der førte til et fuldt legat til Oxford University. Under krigen fløj han som pilot i RAF, og i 1948 flyttede han til New York og blev ansat i IBM. Her arbejdede han med forskning og udvikling indtil senator McCarthys heksejagt på kommunister forargede ham så meget, at han i 1953 flyttede til Canada. I 1967 kom han efter at have taget en ph.d.-grad atter tilbage til IBM, dennegang i Californien. rkj
Mr. Metafor
Ira Herskowitz, 56
9. maj 2003
Det chokerede genetikere verden over, da Ira Herskowitz sidste mandag døde af cancer, kun 56 år gammel.
Herskowitz huskes for sine mange banebrydende bidrag til forskningen, hans klarsyn, hans utrolige evne som underviser og hans glæde for musik.
»Det er et stort tab for os alle,« sagde genetikeren Paul Nurse, der vandt nobelprisen i 2001 og husker, hvor stor en åbenbaring det var for ham selv at arbejde i Herskowitz nyåbnede laboratorium i 1972. Med nobelprisvinderen, Leland Hartwell, var også rystet »jeg tror ikke, der findes mange genetikere, molekylær- eller cellebiologer, som ikke var påvirket af ham.«
Herskowitz var tæt knyttet til sin bror Joel. De var enæggede tvillinger og hinandens spejlbilleder – Ira var venstrehåndet og Joel højrehåndet. Selv sideskilningen var spejlvendt. Deres far var genetiker, og begge drenge blev fascinerede af bananfluerne og lugten af det bedøvende æter i hans laboratorium. Ira forfulgte interessen på det internationalt anerkendte universitet CalTech og tog derefter en phd. på MIT, mens Joel blev neurolog på Princeton.
Ira Herskowitz gjorde sine mest banebrydende opdagelser i Saccharomyces cerevisiae – bedre kendt som gær. Med et billede på en kassettebåndoptager forklarede han hele det komplicerede biokemiske netværk på, hvordan gærcellen vælger ‘køn‘ – en fundametal proces, der er en parallel til, hvordan menneskeceller bliver til væv og organer. Hver celle har en samling bånd med hhv. hun- og han-gener, og kan skifte ‘køn‘ved at afspille et nyt bånd. ‘Kassettemodellen‘ indgår i enhver genetikbog.
Sammen med en kollega fandt og patenterede han senere den metode, der i dag bla. bruges til at lave menneskeligt insulin i gærceller.
Det meste af karrieren forskede han ved University of California San Francisco (UCSF), hvor han var kendt for at krydre sine forelæsninger med sange som ‘I‘ve been working on the Genome‘ og ‘Double Talking Helix Blues‘. Herskowitz modtog utallige hædersbevisninger og legater bla. et MacArthur Fellowship også kaldet ‘genilegatet‘. De sidste år koncentrerede Herskowitz sit arbejde om at forstå, hvordan små genetiske forskelle mellem mennesker kan påvirke medicins effekt, og hans to seneste artikler udkom den dag, han døde. rkj
Immunsystemets grand teoretiker
Charles Janeway, 60
2. maj 2003
Den verdensberømte immunolog Dr. Charles Anderson Janeway Jr. forudsagde og opdagede den molekylære del af vores immunforsvar, der kaldes det innate immunsystem.
Det innate immunssystem er kroppens første forsvarslinje og er grunden til, at vi ikke konstant ligger syge som følge af de milliarder af usynlige mikrober, som hele tiden omgiver og angriber os. Den anden del af immunsystemet – det adaptive – som udnyttes i vacciner, træder først i kraft langt tid efter infektionen, men var indtil Janeways opdagelser altdominerende i feltet.
I disse år har interessen imidlertid samlet sig om det innate immunforsvar og det er blevet et af de allervarmeste forskningsfelter bla. fordi det evolutionært regnes for at være et oprindeligt forsvar blandt flercellede organismer.
Vendepunktet kom da Dr. Janeway sammen med Dr. Ruslan Medzhitof sidst i 1990‘erne identificerede receptorer på overfladen af blodceller (T celler), der iværksætter en serie molekylære begivenheder i forsvaret mod infektionen. Arbejdet i sig selv var imponerende, men Janeways præstation var endnu mere opsigtvækkende, fordi han ud fra ren teori præcist havde forudsagt opdagelsen knap ti år tidligere.
Dr. Janeway blev efter sin uddannelse fra Harvard og forskningsophold på Uppsala Universitet i Sverige, Cambridge i England og på NIH i USA ansat på Yale University i 1977, hvor han blev resten af livet. Janeway skrev over 300 forskningsartikler og den internationalt førende lærebog i immunologi Immunobiology: The Immune System in health and disease.rkj
Den unævnelige
Karim Karimov, 85
25. april 2003
Azerbajdjaneren Karim Karimov var ansvarlig for hvert eneste trin i udviklingen af Sovjetunionens succesfulde bemandede rumfartsprogram. Fra den første satellit Sputnik (1957) over Jurij Gagarin (1961) til den første bemandede rumstation Salyut (1971) og siden rumstationen Mir (1986) sad han som formand for ‘luffarts-kommissionen’.
Men ingen kendte hans identitet før Gorbatjovs ‘Glasnost’ og en artikel i Pravda i 1987. Til trods for at han var med ved alle ceremonierne havde offentligheden kun hørt hans stemme i æteren. »Jeg var en ‘hemmelig‘ general, der blot omtaltes ‘Den unævnelige‘ eller ‘Den anonyme‘« sagde Karimov i et interview til Aserbajdsjan International i 1995.
Rumkapløbet begyndte med Nazi-Tysklands sensationelle bombning af London med V2-raketter. V2‘erne fløj over 300 km, og det fik Stalin til at sende Karimov til Tyskland for at plyndre de tyske tegninger.
»Amerikanerne kom først, og de fik fat i alle ‘hjernerne‘ som Werner von Braun,« huskede Karimov. Men russerne fik samlet dele nok til at selv at konstruere 10 raketter og i 1950 havde de raketter, der fløj 600 km og to år senere 1.500 km – »det var blot et spørgsmål om tid, inden vi havde interkontinentale raketter.«
I 50‘erne og 60‘erne blev rumfart med den tilhørende avancerede teknologi set symbol for en nations intellektuelle formåen.
»Hver eneste opsendelse var utrolig nervepirrende. Ville noget gå galt og det hele ende i tragedie? Presset var enormt,« sagde Karimov. »Jeg glemmer aldrig den morgen 12. april 1961, hvor vi sendte det første menneske i rummet. Det var en smuk dag i Leninsk nær Aralsøen i Kasakhstan. Jurij Gagarin havde sovet godt, faktisk meget bedre end os andre. Vi vidste det, fordi vi i hemmelighed havde fulgt søvnen med sensorer i sengen. Lift-off var kl. 9.07, og to timer senere kl. 10.55 havde fartøjet været rundt om jorden og var landet. Det var et fantastisk øjeblik i historien.«
Kerimov levede og åndede for rumfarten. »Jeg havde stort set ikke et privatliv.
Jeg arbejdede alle dage. Jeg kunne ikke være syg. Jeg havde ikke tilladelse til at blive syg.« Til trods for det var han glad for sit liv. »Jeg har haft nogle fantastiske oplevelser i mit liv, som jeg ikke ville bytte for noget i verden.« rkj
Escher's muse
Harold Coxeter, 96
11. april 2003
Store kunstnere taler ofte om en inspirerende muse, og for den hollandske tegner M.C. Escher hed musen Dr. Harold Scott MacDonald Coxeter.
De to mødtes i 1954 på et tidspunkt, hvor Coxeter var en anerkendt matematiker, der havde flere begreber opkaldt efter sig, f.eks. Coxeter- grupper.
Han var optaget af smukke symmetriske objekter kaldet polytoper med mere end tre dimensioner, som kun kan beskrives matematisk. Escher blev straks grebet af Coxeters verden og skabte sine værker som den uendelige trappe derfra. Også arkitekten Buckminster Fuller var kraftigt inspireret af Coxeter.
Coxeter huskede præcis det øjeblik, han begyndte at tænke over objekter i højere dimensioner. Det var på privatskolen, hvor han og en anden 13-årig dreng snakkede om tidsrejser ud fra H.G. Wells‘ klassikker Time Machine. Den anden spurgte om han troede, rejser i tiden ville blive muligt, og efter lidt tid svarede Coxeter, »man vil formentlig skulle bevæge sig ind i den fjerde dimension.« De legede med idéen om flere dimensioner, men for Coxeter fortsatte legen hele livet, først på Cambridge University og siden på University of Toronto.
Coxeter havde mange kunstneriske evner, specielt indenfor musik, men det blev interessen for symmetri, der drev ham til en karriere i matematik, som han elskede gennem hele livet – »Jeg har været ekstremt heldig at blive betalt for noget, jeg havde lavet alligevel,« skrev han. rkj
CIA's sølvhårede banemand
Rem Krasilnikov, 76
4. april 2003
Til trods for, at Rem Krasilnikov var hjernen bag den kolde krigs mest overlegne efterretningssejr, forblev den sølvhårede KGB-spionchef et mysterium for CIA.
Året 1985-86 omtales blandt koldkrigs-historikere som spionernes år. Det var her KGB optrevlede CIA‘s møjsommeligt opbyggede netværk af spioner og dobbeltagenter. I sommeren 1985 kunne CIA blot iagttage, at den ene værdifulde kilder efter den anden blev arresteret. For at gøre ondt værre blev spionerne pågrebet præcis i det øjeblik, hvor de udvekslede papirer med en CIA-agent – oftest en diplomat, som straks blev udvist med megen selvretfærdig sovjetisk indignation.
De sovjetiske afsløringer blev udført med en sikkerhed og en præcision, der ikke lod nogen tvivl stå tilbage, om at en central hidtil uset stormester havde taget over i KGB. Alligevel stod CIA på bar bund. De kendte ham kun som ‘professoren’ og de agenter, der var oppe imod ham, fortæller, at det føltes som en virkeliggørelse af den mystiske superspion ’Karla‘ fra John le Carré‘s banebrydende spiontrilogi.
Med udgangen af 1986 var stort set hele CIA‘s spionnetværk i Sovjetunionen optrevlet.
Rem Krasilnikov blev nærmest født ind i KGB. Hans far var officer i NKVD – forgængeren til KGB – og så tro mod Lenins drøm, at fornavnet Rem er en forkortelse for ’Revolyutsiya Mirovaya‘, verdens revolution. Selv giftede Krasilnikov sig med en kvinde, hvis forældre havde kaldt hende Ninel – Lenin bagfra. Efter 20 års ‘udenrigstjeneste’ i Canada og Libanon kom Krasilnikov omkring 1970 tilbage til Moskva som chef for den del af KGB rettet imod det britiske efterretningsvæsen MI-6. Her fik han stor glæde af to tidligere afhoppere – Kim Philby og George Blake. I 1979 rykkede han en tak op i hierarkiet som chef for indsatsen imod USA.
Måske var Krasilnikov et geni eller også var han bare meget meget heldig. Under alle omstændigheder, stod han i 1984 med en række højtplacerede afhoppere og dobbeltagenter. Vigtigst var CIA‘s chef for anti-sovjetisk efterretning, Aldrich Ames, og den erfarne FBI-agent Robert Hanssen, der til sammen afslørede stort set alle russere på CIA‘s lønningsliste.
Med murens fald i 1989 blev Krasilnikovs sejre blot en fodnote i Sovjetunionens historie, men han fastholdt sin store interesse i efterretningsarbejdet, som han sværgede til til det sidste. »Det er absurd at tro efterretningstjenesterne vil stoppe deres aktiviteter,« skrev han efter Hanssens afsløring 2001, »Rusland gør i hvert fald ikke.« rkj
KGB-chef, der nægtede at parrere ordrer
Viktor Karpukhin, 55
11. april 2003
Den højt dekorerede krigsveteran Viktor Karpukhin gjorde i 1991 det utænkelige for en KGB-general: Han nægtede at parrere ordrer.
Set med vestlige øjne gik Karpukhin med et slag fra skurk til helt.
I 1979 havde han ledet KGB‘s elite Alpha-enhed i en special operation, hvor de stormede præsidentpaladset i Kabul, skød præsident Hafizullah Amin og indsatte den pro-sovjetiske Babrak Karim. Senere deltog han i antiterror-operationer i Georgien, og efter Sovjetunionens sammenbrud nedkæmpede hans styrker uafhængighedsforkæmpere i de baltiske stater. Han var en af Sovjetunionens mest trofaste generaler, der blandt mange hædersbevisninger bar Lenin-ordenen.
Men det ændrede sig den 19. august 1991, da hans øverstkommanderende KGB-chef, Vladimir Kryuchkov trådte ind på hans kontor, og meddelte at »landets skæbne lå i hans hænder.« KGB-chefen var med i et kommunistdrevet kup imod Gorbatjov og ville have Karpukhin og 15.000 KGB-specialstyrker til at fjerne modstandernes leder Boris Yeltsin, i det russiske parlament. »Jeg gjorde alt for at undgå at udføre ordren,« sagde han i et senere interview, »det ville have været et blodbad. Jeg nægtede.«
Tre dage senere faldt kupmagerne, Karpukhin trak sig tilbage og begyndte en ny og varieret karriere bla. som sikkerhedschef for Kazhakstans præsident og som deltager i et rally fra London til New York over Rusland og Beringstrædet.rkj
Ingeniøren bag den første 'moderne' computer
Julian Bigelow, 89
28. marts 2003
I januar 1946 blev spiren til alle nutidens computere sået med et pudsigt jobinterview mellem to mænd og en hund.
Det var lige efter Anden Verdenskrig. og Princeton University havde med held rekrutteret en lang række af tidens store videnskabelige helte (bl.a. Albert Einstein) til Institute of Advanced Study (IAS).
Matematikeren John von Neumann havde længe kæmpet med at få det teoretiske grundlag for en automatisk beregner på plads. Og nu var det klar, men han manglede en ingeniør, der kunne udføre det beskidte arbejde med at koble smuk teori til praktisk virkelighed.
Matematikeren og elektroingeniøren Julian H. Bigelow ankom (på anbefaling fra et tredje geni, Norbert Wiener) et par timer for sent til jobinterviewet.
»Det var et smukt hus,« skriver han i en bog om projektet, »og på plænen foran hoppede en meget stor Grand Danois rundt. Von Neumann havde knapt åbnet døren førend hunden drønede ind i stuen, og under hele interviewet snusede den rundt eller lagde sig på gulvtæppet midt imellem os.« Hunden var ret forstyrrende, men det var først til sidst, da von Neumann spurgte »har du altid din hund med dig?«, at det gik op for dem, at de hver især havde været for høflige til at nævne den.
Bigelow fik jobbet og allerede samme sommer var den første computer, kaldet IAS, med programmer lagret i en ‘hukommelse‘ bygget. Med IAS væltede en bølge af computere (ENIAC, EDVAC, EDSAC med flere) ind på den videnskabelige scene. Men det var designet i IAS, der blev grundlag for dagens vidt udbredte pc‘ere og dermed informationsalderen.
På Princeton, der var fyldt med genier og superegoer, blev Bigelow ellers modtaget med udbredt skepsis: At matematikernes hellige haller sådan blev smudset til af en ‘håndværker‘ faldt ikke i god jord.
Men, som en kollega husker, fordampede spændingerne, efter de nytilkomne viste sig også at kunne reparere hi-fi anlæg.
Ud over IAS er Bigelow kendt som medforfatter på artiklen ‘Behaviour, Purpose and Teleology‘, som lagde grunden til cybernetikken – hvordan mekaniske, biologiske og elektroniske systemer kan interagere. Bigelow beskrives som nede på jorden, entusiastisk, meget kreativ, og som en ivrig pilot, der stadig fløj efter at han rundede de 80. rkj
'The Taits' og hormonerne
Sylvia A. S. Tait, 86
21. marts 2003
Fra 1920‘erne og frem til 1950‘erne var steroid-hormoner et af de varmeste emner indenfor kemien og adskillige medicinalvirksomheder blev grundlagt på baggrund af en enkelt syntese af steroidmolekyler. Mest kendt er nok steroid-syntesen fra 1951 af det hormon, der førte til p-pillen. Det drejede sig om rigtig mange penge og der var rigtig stor konkurrence i feltet. Ikke desdo mindre lykkedes det Sylvia A. S. Tait sammen med sin kommende mand James i 1953 at identificere hormonet aldosteron for næsen af en række skrappe konkurrenter.
Sylvia Tait var en ualmindelig dygtig biolog, der efter sin eksamen i 1944 blev involveret i at finde metoder til at måle østrogen ved forskningsinstituttet på Middlesex Hospital i London. Her mødte hun James Tait og i 1952 blev de to opmærksomme på en banebrydende, men overset metode til at måle mineralokortikoider. Det lykkedes dem at forbedre metoden vha. en anden spirende teknologi – kerneforskning, der netop havde gjort radioaktive natrium og kalium isotoper tilgængelige. Dermed var de i stand til meget nøjagtigt at lokalisere selv små mængder af det hormon de jagtede.
Ovenikøbet var de heldige med at nabolaboratoriet netop havde opfundet en metode, der gjorde det muligt at oprense selv meget små mængder biologisk materiale. Og endelig kunne deres kollega, nobelprisvinderen Tadeus Reichstein, i medicinalvirksomheden CIBA i Schweiz bestemme strukturen af aldesteron for dem. Det var en imponerende præstation og et sjældent eksempel på internationalt samarbejde, der vakte stor opmærksomhed.
James og Sylvia grundlagde på Middlesex deres livslange samarbejde, der etablerede dem som dominerende i aldesteronfeltet i 35 år. Med deres ægteskab i 1956 fusionerede de til ‘The Taits‘ i forskningskredse, hvor deres unikke parløb blev beskrevet som hjernen og mesterkokken – han besad en enorm viden mens hun var den kreative skabende laboratoriechef. rkj
En af de uhyldede DNA-helte
A.R. Stokes, 83
14. marts 2003
Fysikeren og matematikeren Alexander Rawson Stokes bidrog til at knække det 20‘ende århundredes største biologiske gåde – hvordan alle levende væsner lagrer arvelig information. Svaret kom med løsningen af DNA‘ets struktur i 1953, som i dag især tilskrives James Watson og Francis Crick, der i 1962 delte nobelprisen med Maurice Wilkins. Men mange andre bidrog, heriblandt Stokes.
Det er velkendt, at DNA-gåden var et kapløb om at nå først (dramatisk genfortalt af Watson i The double helix (1968)). Men samtidig var det en historie om samarbejde og konkurrence mellem to store engelske forskningsinstitutioner – Kings College i London og Cambridge University.
I 1947 var videnskaben ved at gennemgå dramatiske ændringer. På Kings College, der lå i skyggen af det traditionelle Cambridge, havde en af tidens største fysikere John Randall etableret et helt nyt laboratorium. Det nye var at anvende fysikernes strenge præcision på biologiske molekyler – biofysikken gryede.
Ingen anede dengang, hvad DNA egentlig var, men på Kings havde man idé om dets potentiale og mente, strukturen kunne løses med røntgenkrystallografi. Randall fik hentet Stokes, der var ekspert i røntgenkrystallografi, med på sit hold på Kings, hvor han sammen med to af de andre nøglefigurer Wilkins og Rosalind Franklin skulle arbejde med DNA. I et berømt eksperiment fra 1950 trak Wilkins forsigtigt en skrøbelig tråd DNA op fra en opløsning og fik underkastet det røntgenanalyse. Til alles glæde viste der sig et meget tydeligt prik-mønster, som Stokes pludselig en aften i toget på vej hjem fra arbejde gennemskuede. Med sine fantastiske evner for matematik viste han, at et sådan mønster kun kunne betyde, at DNA havde form som en spiral. Samme år mødtes Watson og Crick i Cambridge.
Her vidste man, at Wilkins, Franklin og Stokes arbejdede med DNA i London, hvilket ifølge den britiske gentlemanetik dikterede, at DNA var off-limits – man måtte samarbejde, men ikke konkurrere direkte. Det er stadig et delikat spørgsmål om Watson og Crick brød etiketten og ‘lånte’ Londongruppens arbejde, men under alle omstændigheder følte Stokes til sin død ikke, at han burde have haft del i nobelprisen – »hvis den kunne deles i 5.000 stykker skulle jeg have et,« sagde han. Røntgenkrystallografi alene var heller ikke nok. På Kings kunne man ikke afgøre, hvordan de enkelte atomer var placeret i forhold til hinanden, og man forsøgte hele tiden at opnå bedre billeder. Det var først, da Cricks kemiske viden om atomer og Watsons byggeklodsmodeller forenedes med Wilkins og Franklins klare billeder og Stokes spiralteori, det lykkedes. Den berømte artikel i det videnskabelige tidsskrift Nature er derfor flankeret af en artikel fra Kings, som beskrev det eksperimentelle fundament for dobbelt spiralen.
Stokes fortsatte med at bruge sine matematiske evner til at tolke strukturen af biologiske molekyler indtil han i 1982 gik på pension som lektor ved Kings College. rkj
Legendarisk krigselefant død
Lin Wang, 86 år
14. marts 2003
En 70-årig mand brød grædende sammen foran Lin Wangs aflåste hus. »Jeg ville bare sige farvel, vi havde sådan en dejlig tid sammen,« sagde den gamle, der passede Lin Wang efter Anden Verdenskrig. Verdens ældste elefant i fangenskab slæbte kanoner under krigen – først for japanerne og siden for kineserne, som erobrede ham ved et slag i Myanmar i 1943. Lin overlevede og aftrådte i 1954 til et stille zoo-liv i Taipei i Taiwan. Her blev han snart kendt som »Bedstefar Lin«, og er posthumt udnævnt til æresborger i Taipei. Lin Wang havde været i trist humør siden livsledsageren gennem 50 år, Ma Lan, døde i oktober. rkj
Amerikansk bio-våben pionér
Riley Housewright, 89
24. januar 2003
Siden Housewrights velmagtsdage som en af de væsentligste personer bag USA‘s biologiske våbenprogram har tiderne i høj grad ændret sig. Hvad der for Housewright synes et væsentligt og godt våben, der kunne hindre unødige tab af unge amerikanske liv, ses i dag som en af de største trusler imod landet.
Dr. Riley Housewright var fra 1956-70 videnskabelig leder af The United States Army Biological Laboratory ved Fort Detrick i Maryland, der i dag leder hærens forskning i medicinsk forsvar. Under hans ledelse udførte man banebrydende nyt arbejde på bakterier og vira. Man arbejdede målrettet på både at ramme afgrøder som kartofler og ris, ramme fjendtlige tropper samt udvikle vacciner til egne troppe. Vacciner, der i øvrigt stadig bruges af den amerikanske hær.
Efter cubakrisen i 1962 begyndte forskerne en serie forsøg, som skulle føre til et våbenbatteri af mikroorganismer, der kunne uskadeliggøre den cubanske befolkning og åbne for en nem amerikansk invasion. Man udviklede bl.a. miltbrandsporer, botulintoxiner og vira, som giver hjernehindebetændelse og gul feber, og brugte ved flere forsøg mennesker som forsøgsdyr. Til sidst nåede arsenalet op på omkring 50 gode mikroorganismer, der kunne bruges til biologisk krigsførelse.
Housewright var en stærk tilhænger af biologiske våben »det er en god ting,« sagde han i et interview til bogen Germs: Biological Weapons and Americas Secret War (Simon&Schuster 2001). Og angående invasionen af Cuba mente han, at de biologiske våben var et godt alternativ til, »at stikke atombomben ned i halsen på dem, hvilken ville være ligeså let eller lettere at aflevere. Det var en human gerning.«
I 1969 skrev den nobelprisvindende mikrobiologi Joshua Lederberg et ganske forsigtigt brev til Housewright, hvori han nævnte muligheden for bioogisk terror. »Hvor skal det ende? Jeg er meget bekymret for biologiske våben, men tør dårligt nævne det af frygt for, at en eller anden skulle få en grusom idé,« skrev Lederberg. Året efter forbød Nixon al forskning i offensive biologiske våben.
Housewright gjorde tjeneste i søværnet efter at have taget phd.-graden fra University of Chicago, og blev tilbudt den civile post ved Fort Detrick i 1946. rkj
Ciancimino - mafioso og borgmester
Vito Ciancimino, 78
6. december 2002
I 1984 blev Palermos borgmester Ciancimino arresteret, anklaget og fundet skyldig i mafiavirksomhed, svindel, bestikkelse og for ulovligt at have udstedt byggetilladelser for over 3 mia. kr. Han var den første italienske politiker, der blev dømt som medlem af mafiaen og som mange andre mafiosier skyldtes hans fald, at det højtplacerede mafiamedlem Tomasso Buscetta brød tavshedseden.
Ciancimino voksede op i Corleone på Sicilien, og næsten filmisk mødte han magtfulde medlemmer af sin senere ‘familie‘ i faderens barberbutik.
Gennem hele livet mestrede han forlængelsen af politik til forretning. Inden han selv blev borgmester fungerede han i fem for Palermo sorte år som borgmesterens byggerådgiver. I den periode lykkedes det at ødelægge byens grønne bælte og mange smukke gamle villaer til fordel for et hav af triste boligblokke. 4.000 byggetilladelser blev det til – over 2.000 af dem til de samme tre personer. Bestikkelse er en del af Italien sagde han i retten, »at fjerne den er som at fjerne et af bilens fire hjul.« rkj
Da der kom orden på kaos
15. november 2002
Jordskælv, fangeoprør, udbrud af krige, knækkende tankskibe og lignende pludseligt kaos kan synes som udforsigelige katastrofer. Men i 1972 vakte den såkaldte katastrofeteori en enorm offentlig opsigt med løftet om at kunne forudsige fænomener af den type, hvor spændinger bygges op gennem en periode inden udbruddet sker.
Teoriens ophavsmand, den franske matematiker René Thom, der netop er død, inspirerede ikke blot forskere indenfor mange forskellige discipliner, men også surrealisten Salvador Dalí. Topological Detachment of Europa – Homage to René Thom (1983), viser et seismografisk sønderrevet Europa med Thom‘s forklarende ligninger svævende.
Thom var en begavelse på mange områder, men det var det matematiske studie af forme og symmetrier i abstrakte geometriske objekter, der optog ham mest.
»Han var besat af former langt ud over det matematisk geometriske,« siger kollegaen David Ruelle. »Han elskede at studere et topografisk atlas og efter at have forestillet sig, hvordan landskabet så ud fra et bestemt punkt, tage ud til det punkt og sammenligne forestillingen med virkeligheden.«
Thom‘s karriere er især præget af to modsatte vendepunkter – en positiv og en negativ indflydelse. Den positive kom under krigen i det besatte Paris, hvor han studerede på École Normale Supérieure under den berømte og nyskabende matematiker Henri Cartan, der bla. var med i ‘Bourbaki‘-gruppen. Cartan vejledte og inspirerede Thom til den doktordisputats, han afleverede i 1951 og som kun syv år senere førte til matematikens pendant til nobelprisen, The Fields Medal.
Selv om Thom ikke selv følte, han havde fortjent æren, gav det ham en enorm frihed.
Mødet med Grothendieck i 1964 på Institut des Hautes Études Scientifiques udenfor Paris blev det andet vendepunkt i hans forskning.
»Grothendiecks tekniske overlegenhed var knusende. Hans seminarer tiltrak alle matematikere fra hele Paris, mens jeg ikke selv havde noget nyt at tilbyde. Det fik mig til at forlade den rent matematiske verden og kaste mig ud i mere almene emner som teorien om morfogenese,« skriver Thom i en selvbiografi fra 1997.
Det førte til katastrofeteorien i 1972, der var et forsøg på at beskrive, hvordan små gradvise ændringer kan føre til pludselige store katastrofer.
Teorien har siden haft enorm succés, ikke til at forudsige katastrofer, men som inspiration for forskere indenfor mange grene af videnskaben – sociologi, biologi og fysik – og nogle betegner den som en forløber for kaosteorien. rkj
Grundlægger af studiet af komplekse systemer
Per Bak, 54
8. november 2002
Levende væsner, naturen og universet er komplekse dynamiske systemer, der bevæger sig, ændres og interagerer på kaotiske og tilsyneladende helt uforudsigelige måder. At der alligevel regelmæssigt dukker mønstre op af suppen opfattes gerne som rene tilfældigheder eller små mirakler. Hvem har f.eks. ikke oplevet at sidde ved et middagsselskab og udbryde »nej, hvor skægt, hende kender jeg også for en af mine venner...«. Tilfældig pudsighed, hverdagsmirakel eller?
En af videnskabens største og mest spændende gennembrud er begrebet selvorganiserende dynamiske systemer, som bla. viser, at blandt en tilpas stor mængde af komplekse dynamiske tilfældighedsgeneratorer som levende væsner vil tilsyneladende tilfældige mønstre uvægerligt opstå.
Per Bak bidrog i høj grad til denne forskning med teorien om ‘selv-organiseret kritikalitet’ eller bare SOC, som han sammen med sine yngre medarbejdere fremlagde i 1987.
Teorien greb om sig og spredte sig med lynets hast til hele verden. Selv om Bak havde undret sig over, hvorfor naturen udviser så mange fraktale mønstre i alt fra skyer til galakser fængede teorien på tværs af videnskaberne. Per Bak arbejdede sammen med biologer, økonomer, geologer, medicinere, matematikkere og teorien har gennem de sidste 15 år været blandt de mest citerede indenfor teoretisk fysik.
Per Bak fik sin licentiatgrad i teoretisk fysk fra DTU i 1974 og blev umiddelbart efter ansat ved det berømte Brookhaven National Laboratory i New York. Han bidrog med mange banebrydende idéer indenfor faste stoffers fysik. I 1979 blev han ansat som lektor ved Københavns Universitet og fattede interesse for de nye udviklinger indenfor kaos- og fraktalteorierne.
På universiteter rundt om i verden optråde han som en underholdende forelæser, der så de store linjer og ofte foretog humoristiske krumspring for at slippe udenom diskussion af detaljerne. Den skemalagte undervisning af studerende fængede ham ikke, men han gik meget op i sine egne studenter. I 1996 påskønnede Niels Bohr Instituttet hans store evner ved at oprette et særligt professorat til ham. Det glædede ham meget, men han følte, at den frie forskning i disse år bliver kvalt af politikernes ønsker om styring og effektiviserende nedskæringer, og han havde vanskeligt ved at blive i landet.rkj
Eventyrer og isbjørnedræber
Göran Kropp, 35
11. oktober 2002
Lev stærkt, dø ung og bliv et smukt lig. Göran Kropp levede for eventyret, oplevelsen og ‘at gøre det, ingen andre før havde gjort‘. »Jeg vil se og gøre så meget som muligt,« svarede han engang på spørgsmålet om hvorfor han kastede sig ud i alle de eventyr.
Kropp blev internationalt kendt efter han i 1996 gennemførte en utrolig rejse til toppen af Mount Everest. Alene og uden hjælp cyklede han med en kæmpeanhænger på slæb 10.000 km fra sit hjem i Stockholm gennem Europa og Asien til foden af Mount Everest. Med 65 kg på ryggen slæbte han sig uden hjælp op til base camp. Opsat på at gøre noget nyt og være fuldstændig uafhængig undgik Kropp med vilje de fastgjorte stiger og sikkerhedsliner på Khumbu Isfaldet og fandt en ny og langt farligere rute. I to forsøg lykkedes det Kropp uden iltudstyr at nå toppen og vel nede fra Verdens Tag satte han sig op på cyklen og begav sig hjem til Sverige, hvor han blev modtaget som helt.
Kropp var uddannet faldskærmsjæger, men havde klatret i bjerge med sin far siden han var tre. I 1993 var han den første svensker, som besteg verdens næsthøjeste bjerg K2, og den kun anden i verden til at gøre det uden ilt. Kropp var en karismatisk bjergbestiger, der vandt mange almindelige menneskers hjerter med sin ubekymrede stil, som lå milevidt fra den alvorlige professionelle verden af superego‘er på vej mod tinden.
Med et gummifjæs som Rowan Atkinson og en accent som kokken fra Muppet Show levede han af at sælge sine oplevelser med et hysterisk morsomt show, hvor han fremførte non-stop anekdoter.
Men ikke alle var lige begejstrede. Efter han på en skitur til Nordpolen skød en isbjørn med en colt 45 anklagede forfatteren Jan Guillou ham for at have lemlæstet dyret alene som krydderi og salgsappeal for medierne. Efter den oplevelse flyttede Kropp til USA. Ironisk for en mand, der havde klatret på klodens højeste bjerge, mistede han grebet på en 25 meter høj klippevæg i USA og landede på klippen, død på stedet. rkj
Højenergi og galaksers livscyklus
Robert Wilson, 75
27. september 2002
Det var Universets varmeste og tungeste objekter, der fængede en af Englands bedst kendte videnskabsmænd Robert Wilson, hvis navn hovedsagligt forbindes med udviklingen af The International Ultraviolet Explorer Satelite, der blev sendt op 26. januar 1976.
Satelitten blev på mange måder forbillede for senere missioner. I første omgang havde Europa forkastet projektet af økonomiske årsager, men da Wilson kvit og frit tilbød sin idé og planer til NASA kom det første store samarbejde mellem det amerikanske og europæiske rumfartsagentur i stand. De umådelige datamængder blev for første gang frit stillet til rådighed for astronomer verden over, en procedure, der i dag er en hjørnesten i alle videnskabelige satellitmissioner.
Ved at se på den ultraviolette stråling fra stjernernes ekstremt varme plasmahjerter kunne Wilson og andre studere og prøve at forstå de underliggende fysiske processer. Projektet levede i godt 18 år og førte til en bedre forståelse af stjerner og galaksers livscyklus samt fordelingen af masse i Universet.
Wilson var en fysiker, der nød at tumle med livets store spørgsmål. Han var en dygtig forelæser, der betegnedes som en varm og omgængelig mand, som trods stadigt voksende administrative byrder altid fandt tid til dem omkring sig. rkj
At strække olien
Donald L. Campbell, 89
20. september 2002
Ved starten af Anden Verdenskrig opfandt Donald Campbell og tre andre ingeniører en kemisk metode til at strække olien længere.
Med den amerikanske krigsindsats blev olien endnu vigtigere og metoden betød, at nationen fra 1942 kunne producere 600 gange så meget flybrændstof fra samme mænge råolie. Samtidig førte processen til en vigtig forøgelse af syntetisk gummi i årene, hvor forsyningen af naturligt gummi fra Sydøstasien var truet.
»Det var sidste søm i nazisternes kiste,« sagde H.L. Ickes, der administrerede USA‘s brændstofforsyning under krigen.
Campbell og de tre andre arbejdede for Exxon, hvor de uden held forsøgte at kopiere et fransk patent, som opfinderen krævede 50 mio dollar for. Istedet opdagede de en måde katalytisk at ‘knække’ store kulstofkæder til mindre kæder, der kan bruges til brændstof og plastic. Katalytten bevæges gennem
olien, og bryder kontinuerligt kæderne ned i mindre dele, hvilket giver en større andel af de finere produkter som flybrændstof, benzin og brændselsolie.
Efter krigen blev processen bredt til raffinaderier over hele verden og var medvirkende til boom‘et i privatbilkørsel.
Ved siden af arbejdet færdedes Cambell i intellektuelle studiekredse, og han var kendt for med held at spille bridge om store beløb.
Han arbejdede for Exxon i 41 år, men blev aldrig selv rig på sin del af opfindelsen. Ifølge Campbells søn Michael var han ikke bitter, men »bare stolt af at have arbejdet sammen med kloge hoveder og nået noget.« rkj
Engagement i samfund og miljø
Lord George Porter, 81
6. september 2002
Som en af sin tids største og mest nyskabende videnskabsmænd fik den engelske kemiker George Porter nobelprisen i 1967. Men det var hans smittende engagement, hans inderlige kamp for at bedre forskningens vilkår og hans sjældne evne til at formidle bredt på tv og radio, der vandt nationens hjerter.
Porter befandt sig hele tiden på grænsefladen af det teknologisk mulige. Han ønskede at måle kemiske processer mens de forløb, og arbejdede i tidsrum på brøkdele af en milliontedel sekund. Det kan synes umådeligt fjernt fra dagligdagen, men det er det ikke. Kemien i levende væsner forløber i den tidsskala, og med banebrydende anvendelse af lys var Porter i stand til at måle de forskellige mellemprodukter i en kemiske reaktioner. Det passede godt på hans dybe engagement og bekymring for menneskeheden og planetens sammenvævede biosystemer, at hans udredning af solens nedbrydning chlordioxid 30 år senere viste sig at være essentiel for vores forståelse af ozonhullernes opståen.
Med laserens opfindelse i 1960 blev Porter i stand til at måle endnu hurtigere processer og snart kastede han sig over klodens ultimative og vigtigste lysdrevne proces – planters fotosyntese, der driver dannelsen af sukker fra kuldioxid og vand. Porter havde en stærk tro på, at verdens energiproblemer kunne løses gennem videnskaben.
»Naturen er håbløst dårlig til at omdanne lys til brugbar energi, det må vi med moderne videnskab kunne gøre bedre,« sagde han ofte. Men med tiden gik det op for ham, at problemet var langt sværere end han havde troet, og han modificerede sig til: »Naturen er håbløst dårlig til at omdanne lys til brugbar energi, men det ville være overmodigt af os almindeligt dødelige at tro, vi kunne slå naturen.«
Porter var aldrig i tvivl om videnskabens mål – den skal hjælpe os til at forstå livet og vores plads i universet. Han elskede børns naive, men dybe spørgsmål og afskyede den massive politiske drejning af forskningsmidler fra grundforskning til kortsigtede ‘industrielt relevante‘ mål.
Som leder af Royal Institution of Great Britain (1966-85) og præsident for The
Royal Society i 1985 kæmpede han modigt en lang kamp imod bla. Thatchers nedskæringer, der »ville efterlade Storbritanien som et tredjeverdensland.« Trods utallige fristende tilbud ville han ikke være en del af hjerneflugten over Atlanten.
Han blev i England og kronfronterede med oprejst pande modstanden, da videnskaben kom i uføre med global forurening, genmanipulation og embryoforskning. Porter havde stor sympati for det offentliges bekymring og ønskede, at videnskabsmænd skulle engagere sig i problemerne.
George Porter vandt talrige priser, blev slået til ridder i 1972 og bar over 50 æres-professorater og -doktorater. rkj
Breathalyzer'ens far
Robert F. Borkenstein, 89
23. august 2002
Hans opfindelse frelste mangen en utaknemmelig sjæl. Alkohometerets opfinder Robert Frank Borkenstein opsummerede sit virke med ordene »hele mit liv har jeg forsøgt at gøre livet bedre for mennesker.«
Ballonens gode sider hindrede dog ikke opfindsomme sjæle i at forsøge at ‘snyde‘. Det mest berømte eksempel er en canadier, der spiste sine underbukser, fordi han mente ulden kunne suge alkoholen op. I retten brød juryen sammen af grin og flere måtte forlade retssalen med latterkramper inden bilisten slap for yderligere tiltale.
Allerede som barn var Borkenstein en rigtig ‘Ole opfinder‘, der ikke kunne lade være med at opfinde ting. Inden skolen var omme, fik han et job i en fotoforretning, og han opfandt en ny metode til at fremkalde farvebilleder. Efter gymnasiet fik han et job som fotograf for politiet i Indiana, hvor hans tekniske snilde blev opdaget, og efterhånden avancerede han til chef for politiets laboratorium.
Det var her han opfandt alkohometeret, der gjorde den tidligere metode transportabel. Betjentene havde indtil da selv måtte teste om føreren var fuld ved at se efter røde øjne, snuse og bede vedkommende om at gå lige. Han kaldte sin opfindelse ‘breathalyzer‘, fordi man skulle puste luft i en ballon, hvor kemikalier skiftede farve efter promillen af alkohol, så enhver betjent uden videre kunne se om føreren var beruset.
Det var først efter breathalyzeren gik i handlen i 1958, at han indskrev sig på Indiana University og tog en bachelorgrad i retsmedicin. Efter eksamen blev han ansat på universitetet og underviste i retsmedicin, inden han blev leder af universitetets center for retspraksis. Han begyndte et kursus om alkohol og vejsikkerhed, der satte standarden for hele USA og nu blot kaldes Borkensteinkurset.
Robert Borkenstein var en elskelig og vellidt mand, der elskede at rejse til Paris med sin kone Marjorie Buchanan, og holdt af drinks og vin i gode venners selskab. Men med én ting var han urokkelig: Alkohol og benzin kan ikke blandes. En af hans sidste opfindelser var et lille mønt-alkoholmeter, hvor ens tilstand blev vurderet som; ‘De kan trygt køre‘, ‘De kan trygt gå‘ eller ‘De er passagér.‘ Den blev aldrig populær blandt barejere, der følte deres kunder hellere ville være den viden foruden. rkj
Grundlagde den moderne økologi
Eugene P. Odum, 88
16. august 2002
Eugene Odum var en af de mest indflydelsesrige og højest respekterede personer indenfor økologi. »Dr. Odums arbejde har ændret vores syn på naturen og vores egen plads i den,« siger tidligere præsident Jimmy Carter i en dokumentarfilm om Odum. »Vi kan ikke overvurdere værdien af hans arbejde for livet her på rumskibet Jorden.«
Som nyansat lektor i zoologi på Georgia University kom Eugene Odum i 1940 med det upopulære forslag, at økologi skulle være en fast del af de studerendes pensum.
»De stirrede på mig og grinede højt,« fortalte han i et interview, »de troede økologi kun handlede om at gå ud og indsamle nogle dyr man kunne beskrive. De sagde ‘der er jo ingen læresætninger. Det er blot organiseret naturhistorie. Det er ikke et vigtigt emne’.«
»De havde ret i, at det var sådan dengang, men jeg blev vred og smækkede døren efter mig. Senere sagde de, ‘vi sagde det ikke for at såre dig, men hvad er økologi?‘ Da gik det op for mig, at ingen havde skrevet en lærebog om økologi. Så med min bror, Howards, hjælp gik jeg igang med at skrive den.«
Det blev til Fundamentals of Ecology, hvor især den tredje udgave fra 1971 flyttede fokus fra økosystemernes former til deres funktion. Og det er for denne bedrift, at Eugene Odum regnes for grundlæggeren af den moderne økologi.
Indtil midten af det 20‘nde århundrede handlede økologi primært om at beskrive og katalogisere arter, men Eugene Odum så hele Jorden som en serie sammenflettede miljømæssige samfund eller økosystemer, og fremførte at »uden sunde naturlige systemer til at støtte og balancere industri, by og landbrug kan der ikke være en sund økonomi eller en høj livskvalitet.« Han løftede økologien og undersøgte bla. forbindelserne mellem oprindelige vandskel, planter, dyr, klima og vejr.
Odum talte ofte for det brede publikum udenfor universiteterne og drog paralleller fra naturen til vores samfund.
For eksempel noterede han sig, at stridende organismer nogle gange indstiller krigen for at samarbejde. »Vi ser parallellen til USA of Rusland, der i årevis har forsøgt at myrde hinanden; nu er det i deres fælles interesse at hjælpe hinanden,« sagde han.
»I naturen findes mange svar på, hvad vi burde gøre i samfundet. Naturen har været her meget længere end mennesker og overlevet mange katastrofer.«
Eugene Odum blev født den 17. september 1917 i North Carolina, og fik sin universitetsgrad fra University of North Carolina og phd.-graden fra University of Illinois. Han arbejdede stort set hele sin karriere på University of Georgia, hvorfra han bla. fik etableret Savannah River Ecology Laboratory i 1951, der studerer kernevåbens indflydelse på miljøet og idag har et årligt budget på over 12 mio. dollar. Han modtog flere internationale priser og hædersbevisninger bla. miljøets pendant til nobelprisen – Craaford-prisen i 1987. rkj
»Intet er for meget besvær, hvis andre gør arbejdet«
Archer John Porter Martin, 92
9. august 2002
For godt 60 år siden løb en revolution igennem kemien, biologien og lægevidenskaben. Den var drevet af en metode kaldet væskekromatografi, udviklet af Archer Martin, som hurtigt tillader at adskille komplicerede blandinger af molekyler i enkeltdele.
Kemikeren er med Primo Levi‘s ord en murer, der har skiftet stenene ud med bitte-små usynlige størrelser kaldet molekyler, som alt består af. Kemikeren søger at samle disse små usynlige størrelser til nye ukendte bygninger, hvis egenskaber han kan undersøge. Med Archer Martin forholdt det sig omvendt. Han rev bygningsværkerne fra hinanden og undersøgte, hvordan de var bygget.
Det man kalder analytisk kemi.
Som biokemiker undersøgte Martin livets fantastiske værker – biomolekyler,
og i 1938 ønskede hans arbejdsgiver Wool Industries Research Association at kende aminosyresammensætningen af uldfibre. Aminosyrer er en nøglekomponent i alt levende, men var dengang utroligt svære at adskille, fordi de er så ens. Sammen med kollegaen Richard Synge byggede Martin videre på en glemt opdagelse fra 1903 af den russiske botaniker Mikhail Tsvett.
Ved at afsætte en lille dråbe på et stykke filterpapir, og derefter lade papiret suge en blanding af to passende væsker op gennem pletten, kunne de iagttage, hvordan pletten begyndte at vandre med væsken. Efter et kort stykke skilles pletten i flere pletter, nogle der ligger tæt på væskefronten og andre, der halter mere bagefter, og til sidst er alle blandingens dele fordelt i hver sin plet, så man endda kan bestemme de relative mængder af de forskellige pletter.
Et vidunderlig simpelt værktøj som f.eks. tillod Calvin at kortlægge klodens måske vigtigste biokemiske proces – planters syntese af stivelse fra kuldioxid, og banede vejen for Sangers løsning af insulinets struktur. Adskillige andre nobelpriser sprang fra dette ene værktøj og i 1952 delte Martin og Synge Nobelprisen i kemi.
»Intet er for meget besvær, hvis andre gør arbejdet,« kaldte Martin sit videnskabelige princip, der hjalp ham til den store opdagelse. Men det blev ikke til flere store opdagelser, og som 65-årig havde han produceret så få videnskabelige artikler, at University of Houston trods nobelprisen ikke forlængede hans ansættelse. rkj
Myternes banemand
2. august 2002
Tusindevis af rettroende pilgrimme har gennem århundreder besøgt og vist behørig andægtighed for hellige relikvier som stumper fra Jesu kors og Santa Lucias tørre, indskrumpede hånd.
Og selv om ikke alle relikvier er lige hellige, har enhver katolsk kirke med respekt for sig selv naturligvis et eller flere eksemplarer. Et af de vigtigste og helligste er Jesus‘ ligklæde, der siden 1600-tallet har været opbevaret i domkirken i Torino. Ifølge myten blev klædet svøbt om menneskehedens frelser efter nedtagelsen fra korset, og på stoffet ses en skygge af et menneske med de sår, som Jesus ifølge evangelisterne fik ved korsfæstelsen.
Men i 1978 fik pilgrimmene et chok. Kemikeren og mikroskopeksperten Walter McCrone havde fundet, at ligklædet var forfalsket – aftrykket indeholdt ingen spor af blod, men derimod rød okker og cinnober. McCrone anerkendte klædet som »et af historiens store kunstværker«, men det havde intet at gøre med Jesus‘ ligklæde. Aftrykket var malet på i Middelalderen, og han foreslog til stor opstandelse, at kirkens præster havde udført værket i håb om at skabe et relikvie, der kunne tiltrække pilgrimme og disses donationer.
Det offentlige påstyr var ikke nyt for McCrone, der godt fire år tidligere havde afsløret, at Yale Universitys berømte Vinlandskort, vurderet til 20 mio kroner, også var fup. Kortet skulle være baseret på vikingernes rejser omkring år 1.000 til landet vest for Grønland, »hvor hvede og vindruer groede vildt og floderne bugnede af laks,« (– Leif den Lykkelige) og skulle dokumentere, at europæere havde sat fødderne på amerikansk jord inden Columbus. McCrone fandt, at pergamentet godt nok stammede fra Middelalderen, men derimod indeholdt blækken en krystallinsk form af titaniumoxid, der er yderst sjælden i naturen og først blev tilgængelig som pigment i 1920‘erne.
McCrone forsvarede ihærdigt og tålmodigt sit arbejde gennem mere end 20 år og Yale indrømmer i dag, at McCrone formentlig havde ret.
»Selvom Vinlandkortet stadig har få stædige tilhængere, er der flere og flere videnskabelige indicier, der tyder på kortet er produceret i det 20. ende århundrede,« sagde konservatoren Robert Babcock fra Yale forleden.
Det var også McCrone, der bragte afgørende modbevis for teorien om, at Napoleon blev forgiftet med arsenik på øen Skt. Helena – mængden af arsenik i kejserens hår var simpelthen for lav. Til gengæld fandt McCrone, at den berømte og geniale komponist Ludwig van Beethovens hår indeholdt så store mængder bly, at han måtte have lidt af blyforgiftning.
Walter McCrone blev uddannet kemiker fra Cornell University i New York og underviste i mikroskopi frem til 1956, hvor han forlod den rigide universitetsverden til fordel for selvstændigheden. Hans firma voksede fra én mand og ét mikroskop til at blive et af verdens førende analysefirmaer, der analyserede materialer for museer, kunstsamlere og i forbindelse med retssager.
McCrone var en førende autoritet indenfor mikroskopi og redaktør og udgiver af det videnskabelige tidsskrift Microscopy, og modtog en lang række ærefulde priser og titler for sit lange arbejde. rkj
Chargaff's regel og meget mere, men ingen Nobel
Erwin Chargaff, 96
5. juli 2002
Det er noget af en gåde, hvorfor Chargaff aldrig modtog Nobelprisen. Han var en af de største skikkelser i biokemien, og var pionér på flere felter. Chargaff er bedst kendt for sit arbejde med at bestemme den kemiske sammensætning af DNA.
Sammen med Rosalind Franklins Röntgen diffraktionsbilleder af DNA førte Chargaffs arbejde til det 20‘ende århundredes største opdagelse, da Watson og Crick i 1953 løste gåden om arv og viste, hvordan gener kan gives videre fra en generation til den næste gennem DNA‘ets dobbelthelix struktur. Chargaffs vigtige bidrag var en forbløffende opdagelse af, at de fire baser i DNA (A, C, G og T) parvist altid optræder helt regelmæssig i både dyr og planter. Men Chargaff kunne ikke nå den konklusion, at baserne dannede par (A-T og G-C) i dobbelthelix‘en. Ved en skæbnesvanger frokost i Cambridge i 1952 mødte den etablerede DNA-ekspert Watson og Crick, der var ivrige for at diskutere deres egne forsøg. Chargaff var bestemt ikke fornøjet ved udsigten til, at to unge opkomlinge skulle nuppe trofæet, men han blev hurtigt beroliget.
»Han hånede straks mit lange hår og amerikanske accent,« husker Watson, »og da jeg høfligt sagde, at det var for ikke at forveksles med amerikanske soldater, blev han bestyrket i sin mistanke om, at vi var mentalt ustabile. Spotten nåede sit højdepunkt, da Chargaff tvang Crick til at indrømme, at han ikke kunne huske de kemiske forskelle på de fire baser.« Frokosten efterlod Chargaff med et indtryk af to tåber, der ikke anede, hvad de havde med at gøre.
»De imponerede mig med deres ekstreme uvidenhed,« sagde Chargaff senere, hvor han hævdede, at mødet havde ledt Watson og Crick til opdagelsen, hvilket videnskabshistorikeren Horace Judson, har afvist – data‘ene var en hjørnesten, men det var ‘tåberne‘ selv, der nåede frem til den rette fortolkning.
Chargaff tog phd.-graden i kemi i 1928 fra Wien Universitet. Herefter arbejdede han ved Yale, Berlin Universitet og ved Pasteur Instituttet i Paris, inden han kom til Columbia University i New York i 1935, hvorfra han trak sig tilbage som professor emeritus i 1974 efter meget produktivt arbejde med bla. DNA, blodkoagulation, fedtstoffer og aminosyrernes stofskifte.
Som kulturel og lærd europæer faldt han aldrig godt til i USA og var altid sarkastisk overfor landet, samfundet og tiden. Han endte som en bitter mand, der følte han var gået glip af den store opdagelse og herefter stod i skyggen af Dr. Watson. Efter genmanipulation blev mulig i 1973, blev Chargaff en stærk kritiker af molekylærbiologerne, som han beskyldte for ‘at drive biologi uden et kørekort’. rkj
Forudså at rygning giver cancer
Eric Boyland, 97
21. juni 2002
Boyland foreslog længe før det kunne bevises, hvordan tobaksrygning er kræftfremkaldende. Desværre for ham tog det 20 år inden teknologien var fremskeden nok til at bevise hans teori.
Boyland var med sine nyskabende idéer en af den molekylære toksikologis grundlæggere. På en konference i Madrid i 1930 foreslog han, at cancer kan forårsages ved at tilsyneladende inaktive molekyler omdannes af kroppen til aggressive kræftfremkaldende stoffer. I de tidlige 1950‘ere kunne Boyland således forklare, hvorledes fabriksarbejdere indenfor farveindustrien kunne udvikle tumorer i urinblæren, langt fra det sted arbejderne havde haft kontakt med farvestofferne. Boyland undersøgte arbejderne og opdagede, at stofferne (aromatiske aminer) blev omsat af stofskiftet til over tyve forskellige nye stoffer, hvoraf flere var kræftfremkaldende hos mus.
Tobaksrygning var dengang et mysterium, fordi de kræftfremkaldende stoffer i tobakken måltes i så små mængder, at de ikke i sig selv kunne forklare tobakkens carcinogene effekt. Boyland foreslog, at visse aminer i tobakken kunne være skurkene, hvilket mange år senere blev bevist.
Eric Boyland kom fra trange kår i Manchester som søn af en lokal tekstilhandlende. Han studerede fysik, kemi og matematik og fik sin eksamen i 1926. De efterfølgende år modtog han adskillige legater og priser, men »hans personlighed hindrede formentlig både anerkendelse af The Royal Society og at han blev belønnet med en civil orden,« siger kollegaen John W. Gorrod om Boyland. »Ikke blot var han på instituttet altid utålmodig og synes ikke at bryde sig det mindste om sociale adspredelser med kollegerne, han var også fuldstændig humorforladt.«
På sit arbejde holdt Boyland kun af at arbejde, men en stor del af sin fritid tilbragte han med at vandre, sejle, male og gå i teatret og han glemte aldrig sit år i Heidelberg i 1931, hvor der var rig mulighed for at dyrke både sine hobbyer og videnskaben. Her mødte han sin kone, krystallografen Margaret Maurice.
Boylands største evne var at skabe nye idéer. rkj
Fysik og folkemusik
John Barrett Hasted, 81
17. maj 2002
Hans laboratorium var fyldt med guitarer, banjoer og forskellige stumper elektronisk udstyr. Sangeren, kommunisten og atomfysikeren John Hasted elskede folkemusikken så meget, at vennerne havde svært ved at begribe, hvornår han fik tid til fysikken. Men det gjorde han.
Hasted var en af Englands førende fysikere og efterfulgte i 1968 den berømte J.D. Bernal som professor og leder af fysikafdelingen ved Birkbeck College, London. Det var også herfra Hasted skabte en del røre ved i 1974 at blåstemple det teske-bøjende paranormale fænomen Uri Geller. Under kontrollerede forhold målte Hasted strækkræfterne i teskeen mens Geller med lette strøg fik den til at bøje. Hasteds konklusion, »jeg har været i stand til at bekræfte metalbøjningen ved flere lejligheder,« var karakteristisk for hans mod og åbne sind. Med kommentaren: »Hvorfor er metalbøjning vigtigt? Simpelthen fordi vi ikke forstår det,« udfordrede han sine kollegers fastgroede dogmer, og mindede dem om, at det var deres pligt at undersøge det uforklarlige.
Som ung og meget kvik studerende vandt han kort før Anden Verdenskrig ikke blot ét men to stipendier til Oxford University – det ene sang han sig til, et korstipendium. Efter krigen forfulgte han udover fysikken sin livslange passion for musik ved at optræde i Labour-bevægelsens kor. I de tidlige 1950‘ere dannede han Englands første moderne folkemusikgruppe – London Youth Choir – i anledning af en ungdomsfestival i Berlin. Med gruppen turnerede Hasted rundt i forskellige Sovjet-blokhovedstæder, men allerede i 1949 havde Hasted meldt sig til Englands ‘youth brigade‘ og hjulpet med at bygge jernbaner i Jugoslaven under Tito. Han glemte aldrig de store stærke mænd, som med grødet stemmen og tårer i øjnene sang hjemlandets vemodige sange. Gennem sit engagement og Youth Choir‘et fik Hasted stor betydning folkesangens genfødsel i England.
Det blev hans anden kone, balletdanseren Lynn Wynn-Harris, som overtalte ham til at koncentrere sig om fysikken, og i 1964 udgav han et afgørende værk om fysikken ved atomers kollision – Physics of Atomic Collisions‘. rkj
Chiat, Apple og 1984
Morton Jay Chiat, 70
10. maj 2002
Hans reklamer sparkede røv. Jay Chiat var anerkendt som en af de mest betydningsfulde reklamemænd nogensinde. Chiats reklame ‘1984‘ for Apple Computers betegnes stadig som verdens bedst reklame.
Den ét minut lange film spillede på George Orwells bog, og under Ridleys Scotts instruktion smadres den grå konformitet af en kvindelig atlet og oprøret varsler en helt ny æra blandt pc‘ere (www.uriah.com/apple-qt/1984.html).
‘1984‘ blev kun vist én gang under finalen i amerikansk fodbold, men indledte rækken af næsten ubetalelige SuperBowl-reklamer.
Det var Chiat, der overklistrede husfacader med kunstneriske atleter og med kampagnen ‘I love L.A.‘ i 1984 fik Amerika til at tro Nike var de Olympiske Leges officielle skosponsor. En ære, Converse havde betalt for i dyre domme. Andre mærker var Energizer, American Express, Honda, Pizza Hut og Reebok.
Med mottoet »godt nok er ikke nok,« løftede han sit reklamebureau fra at være et lille lokalt 50-mands firma i 1968 til et milliard foretagende med 1.200 ansatte, da det var på toppen i de tidlige 90‘er.
Hans ledelsesstil var lige så berygtet, som hans reklamer var berømte. T-shirts med »Chiat/Day and Night« var medarbejdernes kommentar til de lange arbejdsdage:
»Han irriterede bedre arbejde ud af dig, ligesom et sandkorn i en østers,« sagde en medarbejder fra de tidlige dage, en anden »at han pressede os ud til kanten – og så bad han os lære at flyve.«
Chiat‘ske citater som »Ingen er uundværlige« – »Sharon, hvor er mine bilnøgler« samlede medarbejderne ‘kærligt’ i en lille bog.
I længden kunne selerne ikke bære og efter store økonomiske vanskeligheder blev firmaet solgt og Chiat fandt en ny karriere som reklamemand på internettet.
Efter at Chiat selv skulle hyre et reklamebureau sagde han: »Som kunde går det nu op for mig, hvor stor en idiot jeg var.«rkj
Proteaser var hans liv
Hans Neurath, 92
25. april 2002
Hans Neurath blev født 29. oktober 1909 i Wien, hvor han i 1933 tog en ph.d.-grad. Året efter emigrerede han til England og det følgende år til USA, hvor næsten hele hans karriere udspandt sig.
I 1944 kulminerede hans arbejde i en milepæl om proteinernes struktur og klassificering, som den dag idag ligger til grund for moderne proteinkemikeres forståelse af proteinerne. Neurath arbejdede på de proteiner eller enzymer, som hjælper med at nedbryde maden under fordøjelsen, og en serie opdagelser gjorde Neurath og hans kollega Earl Davie istand til at inddele fordøjelsesenzymerne i familier efter virkningsmekanisme.
Fra 1950 til 1975 var Hans Neurath ansat som leder af biokemiafdelingen på University of Washington, hvor han udførte det meste af sin forskning, som førte til over 400 videnskabelige publikationer. Han indså tidligt at genetikken og biokemien måtte forenes til at indeholde det begyndende felt molekylærbiologi, som siden har gået sin sejrsgang over hele verden. Tre nobelpristagere, Krebs, Fischer og Rodbell, stammer fra Neuraths afdeling, der er højt respekteret verden over.
I 1961 grundlagde han det meget ansete videnskabelige tidsskrift Biochemistry, som han redigerede de næste 30 år indtil han som 81-årig grundlagde endnu et videnskabeligt tidsskrift, Protein Science, som han først trak sig fra i 1998. Han redigerede tre udgaver af The Proteins, som er referenceværket for laboratorier verden over. Neurath viede over 60 år til forskning og undervisning, han holdt af bjergene, spillede klaver og stod på ski. rkj
Science fiction og radiobølger i rummet
John R Pierce, 92
12. april 2002
Allerede tre år inden russerne sendte deres første satellit i kredsløb, havde John Robinson Pierce gjort sig tanker om kommunikationssatelitter. I 1960 sendte NASA satelliten Echo 1 i rummet, bygget efter Pierces idéer. Echo 1 var udviklet sammen med Bell Laboratorierne i USA, hvor Pierce arbejdede, og bestod af en stor ballon beklædt med aluminium. Radiobølger blev reflekteret på aluminium‘et, hvilket muliggjorde de første direkte tv-transmissioner fra øst- til vestkysten af USA.
Pierce arbejdede hos Bell fra 1936 til 1971, og det var her han gav den lille elektroniske kontakt, der i al beskedenhed har revolutioneret dagliglivet, navnet ‘transistor’.
Hans store interesse var psykoakustik – hvordan mennesker opfatter musik – og han udforskede alle aspekter i hvordan en lyd dannes, går gennem luften og bearbejdes i det menneskelige øre. Han omtales som et eksempel på en tradition, der ville forstå alle enkeltheder i hele kæden. Pierce var en flittig forfatter og skrev bla. science fiction under navnet JJ. Coupling.
Han efterlader sin kone Brenda Woodard-Pierce og deres to børn. rkj
Verdens største miljøgris
Dean F. Bumpus, 89
12. april 2002
Bump kaldet blandt venner, kastede flere hundrede tusinde flasker i Atlanterhavet. »Jeg er verdens største miljøgris,« sagde han engang, selv om flaskerne havde et ædelt mål.
Bumpus arbejdede med at kortlægge havstrømme for Woods Hole Oceanographic Institution, og hver flaske var udstyret med et nydeligt lille brev, som udlovede en findeløn for et postkort fra det sted flasken var fundet. En genial lavteknologisk metode som over årene indbragte instituttet mange morsomme postkort og værdifulde informationer om havstrømmene ud for Amerikas østkyst. Der er ingen, der ved præcis hvor mange flasker, der blev søsat over årene, men i 60‘erne blev det til 165.566 flaskeposter, hvoraf cirka 10 procent skønnes at være fundet.
Dean Franklin Bumpus blev født 11. maj 1912, uddannet biolog bla. fra Harvard og ansat i Woods Hole, hvor han levede med havet i over 40 år. Hans kone, Katherine Sylvia Miner Bumpus døde i 1991, han efterlader en søn, to børnebørn og fire oldebørn. rkj
Opfandt laseren
Aleksandr Prokhorov, 85
25. januar 2002
Der er næsten ingen ende på hvad laseren idag bliver brugt til; CD-afspillere, holografi, måling af afstande i rummet, printere, øjenkirurgi og meget mere. En opfindelse hvis potentiale først begyndte at dæmre i 1964, hvor Prokhorov delte Nobelprisen i fysik for opdagelsen.
Prokohorov levede i en mildt sagt speciel tid for sovjet-russisk forskning. Han blev født 11. juli 1916 i Australien, af russiske emigranter, der var flygtet fra zar‘en. Efter den russiske revolution vendte hans forældre tilbage til Sovjetunionen, hvor Prokhorov tog sin eksamen fra Leningrad Universitet i 1939. Under Anden Verdenskrig kæmpede han for den Røde Hær og efter krigen befandt han sig midt i et forskningfelt drevet af Den Kolde Krigs våbenkapløb – Sovjets første atombombe sprang i 1949, hydrogenbomben i 1953, man satte den første en satellit i kredsløb i 1957 og Yuri Gagarin var i 1961 den første mand i rummet.
Prokhorov hørte til blandt Sovjetunionens topforskere med den priviligerede status ‘Acadamician’, som gjorde landet verdensførende indenfor matematik, fysik, kemi og astronomi.
Prokhorovs forskning baserede sig på Niels Bohrs teori om at atomer eksisterer i stationære energitilstande. Når et atom går fra en højere energitilstand til en lavere, vil det udsende energi. Einstein viste i 1917, at det i teorien var muligt at inducere emission af energi f.eks. i form af mikrobølger. At molekyler skulle kunne interagere med energi, blev dengang år betragtet som et rent teoretisk koncept, der aldrig ville kunne udføres i praksis eller sågar observeres. Først 30 år senere med forsvarets udvikling af radaren var det blevet praktisk muligt at lave mikrobølgestråler. I perioden 1950-55 lavede Prokhorov og kollegaen Nikolai Basov den såkaldte ‘maser‘. Maser står for »microwave amplification by stimulated emission of radiation«, mens ordet laser fremkommer ved at udskifte ‘mikrowave‘ med ‘light‘. Prokhorov og Basov delte nobelprisen med amerikaneren Charles Townes, der gjorde mange af de samme opdagelser uafhængigt af de to russere.
Prokhorov blev af Vesten betragtet som en politisk kontroversiel figur. I 1982 skrev han og 96 andre nobelpristagere under på en opfordring til at stoppe udviklingen af atomvåben, men året efter blev hans navn knyttet til, hvad Vesten anså for en sovjetisk propaganda kampagne. Sammen tre sovjetiske videnskabsmænd kritiserede Prokhorov kernefysikeren og menneskerettighedsforkæmperen Andrei Sakharov, for at opfordre FN til at matche Sovjetunionens atomvåben lager inden en effektiv nedrustning kunne begynde. Sakharov havde kæmpet for ytringsfrihed i 1970‘erne, og var en torn i øjet på regeringen, specielt efter Nobelkomitéen i 1975 belønnede ham med fredsprisen.
Prokhorov grundlagde Institut for Generel Fysik i Moskva i 1983 og arbejdede som en af lederne indtil 1998, og begraves blandt Ruslands største videnskabsmænd på Moskvas Novodyevichy kirkegård.
I 1941 giftede han sig med geografen G.A. Shelepina. De fik én søn. rkj
Mr. Banana
Norman Simmonds, 79
11. januar 2002
Mr. Banana kan man med sindsro kalde Norman Simmonds, som har forfattet to hovedværker indenfor planteforædling og forskning i tropiske afgrøder; Bananas (1959) og The Evolution of Bananas (1962).
En lang og fremragende karriere som botaniker og planteforædler bragte Simmonds rundt i alle hjørner af verden. Hans livslange interesse for tropisk landbrug begyndte da han vandt et stipendie fra Cambridge University til at studere i Trinidad i 1943. I 1945 fik han en stilling som lektor ved Imperial College på Trinidad, der blev til 15 års forskning og forædling af bananen. Han indsamlede bla. vilde arter i Østafrika, Malaysia, Thailand og det nordlige Indien, som førte til en ny forståelse af gruppens evolutionære udvikling. Han udviklede nye teorier om genetiske ressourcer, konservering og udnyttelsen af de forskellige arter, som blev samlet i bananforskernes bibel Bananas.
Overalt hvor han rejste i verden blev han fulgt af sin energiske kone Christa.
En lang række hædersbevisninger er tilfaldet Simmonds gennem årene, bla. et æresprofessorat ved Edinburgh University og han var den første ikke-amerikaner, som modtog prisen Distinguished Economic Botanist i 1991 fra The American Society of Economic Botany.
Simmonds karakteriseredes som en skarp analytiker, dygtig administrator og fremragende underviser, som dårligt tolererede intellektuelt mindrebemidlede, specielt skribenter der tog sig friheder med modersmålet.
Simmonds satte sig en streng dagsorden og mente at man enten skulle gøre tingene overordentlig godt eller slet ikke. Hans høje standarder var frygtet blandt studerende, men mange erkender i dag at deres karriere skyldes hans formidable undervisning. rkj