Med det største fund af en tidlig menneskeart, Homo naledi, har professor Lee Berger ved Witwatersrand Universitet i Sydafrika skabt voldsomt røre blandt forskere i menneskets udviklingshistorie.
Læs mere om fundet i artiklen Helt ny menneskeforfader fundet i Sydafrika.
Og røren skyldes ikke kun, at fossilerne er fantastisk spændende, men mindst ligeså meget Bergers 'open acces' tilgang, som med ét slag er ved at revolutionere hele forskningsfeltet.
»Jeg vil vende det om og sige, at vi normaliserer palæoantropologien til den måde, alle andre videnskaber arbejder på,« siger Lee Berger.

Palæoantropologi har været en lukket klub
Sagen er, at palæoantropologien (forskning i menneskets udviklingshistorie) i årtier, hvis ikke et århundrede, har været ekstremt lukket - nærmest som en eliteklub - hvor få top-forskere gav vennerne adgang til de ekstremt sjældne komplette fossilfund, mens alle andre måtte nøjes med at studere smulerne.
Det er den lukkede tilgang, Lee Berger og hans kollega, professor John Hawks ved University of Wisconsin i USA, har omstyrtet ved simpelthen at give alle fri adgang til de nye fund.
»Det, mine kolleger og jeg har gjort, er at sige: ’Vi vil ændre hele den kultur. Når vi gør opdagelser får alle lov at se dem’. Vi frigiver alle data. Og ikke nok med det, vi gør tingene frit tilgængelige online som 3D-skanningsfiler og de faktiske målinger,« siger Lee Berger.  
»Det er så vigtigt, det Lee Berger gør, og det er på høje tid. Nu er vi nået til et 'point of no return' - der er ingen vej tilbage, det her er sådan, man vil gøre i fremtiden,« siger professor i evolutionshistorie og direktør for Statens Naturhistoriske Museum, Peter C. Kjærgaard



Lee Berger - klassens frække dreng
De seneste år har Lee Berger høstet international hæder for sine fund og blevet en verdensstjerne, der rejser rundt og holder hundredvis af foredrag for høj som lav.
Men sådan har det langt fra altid været.
I mange år var Lee Berger den frække dreng i klassen, som, mange mente, førte sig frem med for meget 'showmanship' og for lidt indhold.
Han havde svært ved at komme ind i varmen og det hang til dels sammen med, at Berger er uddannet fra det amerikanske Georgia Southern University, der ikke er med i den håndfuld af eliteuniversiteter med de toneangivende professorer.
Dertil har han arbejdet lidt fra sidelinjen i Sydafrika et godt stykke fra rampelyset i Østafrika, og endelig er hans begejstring løbet af med ham et par gange og har ført til nogle uheldige brølere, som viste sig ikke at være så spektakulære, som han havde håbet.
Et lavpunkt kom i 2002 da hans først bog bog 'In the Foot Steps of Eve' mødte sønderlemmende anmeldelser fra de højt ansete kolleger som professor ved George Washington University, USA, Bernard Wood, der blandt andet skrev, at: »antallet af fejl og misforståelser overgår bogstaveligt talt 10-fold noget, jeg har mødt i nogen anden bog.«

To fossiler ændrede alt
Men det var i 2002, og siden da har to virkelig spektakulære fund ændret alting.

1. Først fandt Lee Berger i 2010 en ny art af vores tidlige forfædre blandt abemennesker (Australopithecus sediba). Læs mere i artiklen 'Menneskehedens vugge' fundet med Google Earth.
   ?
2. Og i 2013 fandt han som nævnt det hidtil rigeste fund af en menneskeforfader i Afrika (Homo naledi). Du kan læse om fundet i artiklen Homo naledi-fundet ændrer historien om os selv.

Hver især fossilskatte, der kunne sikre karrieren og cementere Bergers navn i annalerne, men stik imod traditionen, hvor en håndfuld forskere burer sig inde for at granske alle aspekter af fossilerne i årevis - nogle gange årtier - valgte Berger en helt uhørt åben strategi.
Han viste fossilfundene frem for alle, som var interesserede, og med Homo naledi sendte han simpelthen en invitation ud til yngre forskere - dugfriske ph.d.'ere - om at komme og hjælpe med at analysere fundene.
Det store, unge hold arbejdede intenst, og på 'chokerende' kort tid offentliggjorde de analysen af Homo naledi allerede i 2015 i en serie artikler i eLife.

»Forfriskende tilgang«
Bergers tilgang førte ikke overraskende kritik med sig, blandt andet for at være for hurtig med de uerstattelige fossiler og ikke give tid nok til omhyggelige analyser, så konklusionerne risikerede at blive fejlfyldte og måtte trækkes tilbage, hvilket i sidste ende kunne smitte negativt af på hele feltet.
Men der var også dem, der var begejstrede for Bergers åbenhed.  
»Det er en meget forfriskende tilgang,« sagde den ansete palæoantropolog, professor Chris Stringer ved Natural History Museum, London, i avisen The Guardian.
Han fremhævede, hvordan Berger og kolleger havde gjort 3D-skanninger af knoglefundene frit tilgængelige via internettet.
»Derfor var vi på Natural History Museum i stand til at se på en printet kopi af den mest komplette kæbe, få dage efter offentliggørelsen,« sagde Chris Stringer til The Guardian.
Berger selv fremhæver vigtigheden af at få fundene ud, så andre kan teste dem og afprøve deres egne ideer.
Ser man på den videnskabelige produktion, har Bergers tilgang i høj grad båret frugt med en eksplosion af artikler.
»Homo naledi er formentlig den bedst kendte menneskelige slægtning, der findes, blot lidt over et år, efter vi annoncerede den. Og det er på grund af adgangen til fossilerne for alle, ikke bare for vores tætte gruppe,« siger Lee Berger.

Berger er en 'game-changer'
For udenforstående kan det undre, at palæoantropologien har været så lukket, og Peter Kjærgaard fortæller, at man faktisk længe har diskuteret, hvordan feltet kunne åbnes og blandt andet skævet til, hvordan molekylærbiologien har etableret offentlige databaser, hvor forskerne er forpligtigede til at gøre deres data tilgængelig for at publicere ny forskning.
»Det har kostet blod, sved og tårer at etablere, men det er helt utroligt, hvad det har gjort for strukturel biologi og molekylærbiologi,« siger Peter Kjærgaard.
Alligevel har inertien og konservatismen været så stor i palæoantropologien, at ingen kunne knække nøden.
»Og så kommer Lee Berger ind fra siden og siger, at 'det kan vi ikke vente på - vi smider alt op, værsågod, her er det',« siger Peter Kjærgaard med et grin.
»Det ændrer fuldstændig vores diskussioner, og det er derfor, jeg mener, at det, Berger gør, er så vigtigt. Han er en 'game changer', og han kommer til at stå som en af de helt centrale personer i at få vendt den her udvikling.« »Fremover vil man være nødt til at argumentere virkelig kraftigt for ikke at gøre sine data tilgængelige.«
Der er stadig et stykke vej, inden en formaliseret standard og en fælles database er på plads, men nu handler det ikke længere 'om', men 'hvordan'man vil dele data.
Og det er kun begyndelsen.



Museumssamlingerne skal sættes fri
Peter Kjærgaard kan løfte lidt af sløret for et nyt initiativ kaldet 'One World Collection', og som er under opsejling blandt 12 af verdens største naturhistoriske museer.
Ligesom Berger 3D-skannede Homo naledi, vil museerne bringe deres omfattende samlinger af knoglemateriale ind i det 21. århundrede ved at skanne og digitalisere det hele.
»Det vil komme til at revolutionere, hvordan vi analyserer videnskabeligt materiale,« siger Peter Kjærgaard.
»Alle de data, der nu ligger låst i vores fysiske samlinger, vil vi frigøre og oversætte til big data. De skal bringes ud på en form, hvor de kan analyseres og er tilgængelige som rigtig store datasæt.«
Det vil gøre forskerne i stand til at arbejde med samlingerne på helt nye måder og accelerere forskningen, ikke bare inden for menneskets udviklingshistorie, men også for hele resten af naturhistorien, og ikke mindst nogle af nutidens store spørgsmål.

Verdens naturhistoriske museer sætter dagsordenen
De sidste 200 år har mennesket påvirket planeten på en måde, som aldrig tidligere er set, men i de samme 200 år har naturhistorikerne indsamlet beviserne.
»Derfor har vi i vores samlinger et fantastisk materiale til at lave nogle klimamodeller i langt højere opløsning end hidtil,« siger Peter Kjærgaard.
Bag initiativet One World Collection er, udover Statens Naturhistoriske Museum i København, også de store naturhistoriske museer i London, Paris, Berlin, Washington, New York, Chicago, Los Angeles m.fl.
Tilsammen har de pondus nok til at sætte dagsordenen og være med til at ændre grundlaget for forskningen fremover.
»Vores samlinger er i meget høj grad på en måde, som de var i 1800-tallet - lidt ligesom den palæoantropologiske mentalitet, har vi været låst i en 1800-tals mentalitet, og den skal vi ud af,« siger Peter Kjærgaard.
»De sidste par år har vi bare lært en masse nyt, men det er kun begyndelsen. Når vi når lidt videre, kommer der til at ske rigtig meget mere. Så bliver det rigtig skægt, og det glæder jeg mig helt vildt meget til.«


Copyright © Rasmus Kragh Jakobsen og Videnskab.dk